


Er du lærerstuderende og skal i 3. års praktik i vinteren 2027? Så har du mulighed for at søge om at komme med i vores spændende projekt med fokus på aktiv medborgerskab og elevdemokrati.
Projektet har tre dele: En forberedelsesfase i efteråret 2026, hvor du bliver klogere på Nepal, på elevdemokrati og bliver introduceret for elevråd fra Lejre Kommune. En praktikdel i januar /februar 2027, hvor du kommer i seks ugers praktik på en skole i det sydvestlige Nepal. Her skal du undervise i et relevant fag sammen med en anden praktikant og en lokal lærer. Herudover er du med til at udarbejde et forløb sammen med det lokale elevråd. I slutningen af januar er I sammen værter, når elevrådene fra Lejre kommer på besøg og sammen med eleverne fra Nepal og jer gennemgår forløbet.
Udover elevdemokrati har vi fokus på det kommunikative klasserum. Alle skolernes lærere har været på flere kurser i Cooperative Learning og lige nu er vi i gang med en spændende implementeringsproces, hvor vi forsøger at transformere undervisningen fra forelæsninger og udenadslære til mere en mere interaktiv og dialogbaserede læringsmodel. Du skal således have lyst til at arbejde med Cooperative Learning, for at komme i betragtning til projektet (men det er ikke en forudsætning, at du er erfaren).
Tredje fase i projektet foregår når du er vendt hjem til Danmark. Her skal alle praktikanter deltage i et arrangement på en skole i Lejre, undervise gæster til Københavns Professionshøjskoles grundslovsfest og deltage i Ungdommens Folkemøde.
Som en del af projektet får du de fleste af dine udgifter til opholdet i Nepal betalt, både flybilletter, lokal transport og logi.
Lyder projektet som noget for dig, så send en ansøgning til skolemadnepal@gmail.com
Du kan også skrive med spørgsmål til forløbet.
Mere om skolerne i Nepal, praktik og det praktiske:
Selv svage elever ønsker at lære
Det fantastiske ved vores skoler i Nepal er, at eleverne virkelig gerne vil lære noget, og at der er en høj grad af disciplin og respekt for læreren. Det betyder, at svage elever, som man i Danmark kan opleve som larmende, gør deres yderste for at følge med. I en undervisningsform, hvor det handler om at svare i kor og lære udenad, bliver de nemt glemt. I en dialogbaseret tilgang, hvor man arbejder i strukturerede grupper har de en større chance for at lære noget.
Cooperative Learning – en rejse ind i et nyt læringsparadigme
Lærerne på vores skoler har selvfølgelig været på kursus før i deres lærerliv, uden at det tilsyneladende har bibragt de store forskelle. Men denne gang rykker det! Dels så kan cooperative learning bruges til alle læringssystemer (man er altså ikke nødt til at købe en masse dyre materialer), dels så blæser forandringens vinde i hele det lokale skolesystem. Fx. har kommunen fået mere selvstyre og kan bedre tilrettelægge planerne for de lokale skoler end de kunne før.
Som praktikant bliver du en del af denne positive rejse. Vi havde to praktikanter afsted i 2023 og de var utrolig positivt overraskede over, hvor åbne lærere og ledelse var overfor nye ideer og måder at gøre tingene på.
Produktion af læringsmaterialer
I Nepal er der et kæmpe behov for at skabe nye og bedre læringsmidler. Derfor synes vi, at det kunne være spændende, hvis I sammen med jeres nepalesiske lærerteam og praktiklærerne på KP kunne udvikle et læringsmateriale, som kan give mening både i Danmark og Nepal. Rammerne for materialet vil blive lagt, når vi har et overblik over, hvilke studerende der skal afsted, og når vi har matchet jer med lærerteams i Nepal.
Det praktiske
Almindeligvis bliver man indlogeret sammen med en medstuderende hos en lokal familie. Vi prioriterer, at mindst et medlem af familien taler engelsk, og at alle er åbne og har lyst til at tage imod vores praktikanter, som medlemmer af familien.
Udover ens værtsfamilie, bliver man en del af vores partnerfamilie. Soiya Women’s Organization som vores lokale partner hedder er en lille udviklingsorganisation med ca. 10 yngre medarbejdere, som arbejder med børn og unge og med kvinder og jordrettigheder. Både bestyrelse og medarbejdere er supergæstfrie og sammen med dem vil man som praktikant typisk blive inviteret til bryllupper og andre store begivenheder, så man også får mulighed for at opleve den lokale kultur.
De fleste værtsfamilier har WIFI, men derudover er dataforbindelsen med sim-kort rigtig god.
Vejret i Devdaha i februar er almindeligvis lunt og solrigt.
Globus, en pulje for uddannelse og samarbejde
Puljen som finansierer projektet her, hedder Globus. Du kan læse mere om puljen her
