Om os

Formål og aktiviteter

Foreningens formål er at støtte fattige mennesker, særligt såkaldt kasteløse i Nepal i at skabe sig et bedre liv. Primært gennem aktiviteter indenfor sundhed, uddannelse og organisering.

Aktiviteter i Nepal:

  • Organisering af piger og kvinder: Vi arbejder med sundhed, mikro-entreprenørskab og medborgerskab. Blandt andet gennem køkkenhaver, praktisk sundhedsinformation og selvhjælpsgrupper. For piger og unge arbejder vi desuden med medborgerskab gennem gruppedannelse og kulturudveksling.
  • Støtte til bedre uddannelse for fattige skolebørn: Vi støtter forbedret undervisning gennem mobilisering af lokalsamfundet, støtte til skolernes kapacitet, IT og danske praktikanter.
  •  Sundhed og økologi: Vi arbejder med skolehaver, økologisk dyrkning og sundhedsoplysning til både børn og voksne.

  • Grønt iværksætteri for unge: Vi arbejder med at styrke kreativitet, forståelse for klimaudfordringer og kritisk tænkning gennem projekter for unge.
  • Formidling og engagement i Danmark. Vores formidlingsaktiviteter giver deltagerne et større indblik i fattigdom og social ulighed, og hvad vi i fællesskab kan gøre for at forbedre forholdende for fattige og udsatte i Nepal. Vi tilstræber i høj grad engagement frem for passiv formidling.

Vi inddrager ofte praktikanter konkrete projekter og har i mange år haft et fast samarbejde med KP ( Københavns Professionshøjskole). Andre studieretninger er også velkomne.

Nærmeste samarbejdspartnere:

Soiya Women’s Self-reliant Organization

Samridha Commune Development Center

CDS-Park

Strategiske partnere:

Nutrition Promotion Consultancy Service (NPCS)
Shilpee (social mobilisation through threatre).

Vores arbejde i Danmark

Skoleliv i Nepal er en medlemsbaseret forening med knapt 100 medlemmer og ca. 30 frivillige.  Vi afholder årligt et antal arrangementer for medlemmer og andre interesserede. F.eks. banko, filmforevisninger, fernisering og foredrag.

Vi samarbejder også med en række danske institutioner og foreninger. F.eks. Københavns Professionshøjskole, DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og Københavns Skolehaver, samt skolerne i Lejre.

Eksempler på konkrete aktiviteter:

2025: Læringssitet vildtvejrinepal.org til 4. og 5. klasse i den danske folkeskole.

2024: Verden på et bræt – læringssite om det at designe brætspil om Nepal.

2019: Læringssitet Anjali og Vikram til folkeskolens ældste klasser og filmen af samme navn. 

2018:  “Det uretfærdige Nepalspil” til android telefoner i samarbejde med DTU.

2015-2017: Festivaler og undervisning rundt om i Danmark med særligt fokus på at give deltagerne en oplevelse fra Nepal for alle sanser.

 Læs artikel om besøget på Mølleskolen i Ry i Århus Stifttidende.

Frugtposer og interiør

Skoleliv i Nepal sælger snackposer og bæredygtige interiør produkter til fordel for arbejdet i Nepal. Produkterne fremstilles af syersker, som er medlemmer af Soiya Women’s Independent Organization. Køb her.

Foreningens historie

Skoleliv i Nepal blev startet i maj 2009 af Anne Mette Nordfalk, tidligere informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal. Anne Mette boede i Nepal fra januar 2007 til maj 2009 og bor nu i Danmark, hvor hun sammen med foreningens øvrige aktive medlemmer og frivillige rejser penge til skolemad, udvikler nye tiltag og koordinerer projektet sammen med projektets nepalesiske støtter.