Om at være fattig inden i

Vores seneste besøg i Soiya var en en kæmpe udfordring udi det logistiske, og så gav det stof til eftertanke omkring de klassiske ‘Udviklingsfloskler’ i ‘Giv en ged’-genren.

Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.
Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.

Først og fremmest skulle vi støtte vores partnerorganisation Soiya Women’s independent organisation i at starte fire nye kvindegrupper op og få uddannet 8 nye social mobilisers til at støtte dem. Derudover skulle vi sikre, at der blev lejet et godt stykke jord, som de nye grupper kunne blive undervist på.

Heldigvis var forarbejdet gjort, kvinder og social mobilisers var identificeret, og det samme var 3-4 mulige jordlodder i en rimelig prisklasse.

Det med jord er et helt kæmpestort kapitel for sig. Landbrugsjord i Nepal er op til fire gange så dyrt som i Danmark, hvilket cementerer uligheden mellem rig og fattig – eller sagt på en anden måde: jordejer eller jordløs. Dertil kommer, at når man vil leje jord, så kan det ofte kun lade sig gøre i max.  fem år, hvilket jo er relativt kort tid, hvis man fx. vil dyrke frugttræer eller opdrætte fisk, for ikke at tale om vandingsanlæg.

Møde med nye kvinder

Men for at komme i gang havde vi besluttet at forholde os knivskarpt til, at vi i første omgang skulle leje jord til træning af 80 kvinder i ca. 10 måneder, og her trådte en nabo til med et godt tilbud på et stykke jord med mulighed for vanding, og Lis og Menuka fik forhandlet en rimelig aftale hjem.

Økologi og demokrati
Planen for de nye grupper er, at de skal undervises i økologisk jordbrug, ernæring og lokaldemokrati over de næste ti måneder. Det, vi sammen dyrker på de nye marker, skal bruges til skolemad, og det, som vi derved sparer, kommer ind på en særlig konto til grupperne. I slutningen af forløbet er det planen, at grupperne skal have et kursus i forretningsplanlægning, og de skal så have deres sparepenge+et tilskud fra Skoleliv udbetalt til at gå i gang med deres eget forretningsprojekt.
new-ladies-in-the-field-børn
Kvinderne fra Soiya fungerer som hjælpetrænere i forløbet og Durga, vores haveleder, er overtræner og skal koordinere og lede slagets gang.

Nye kvinder og ny jord

De nye kvinder, som alle er fra områdets fattigste familier, havde på forhånd fået en kort forklaring på, hvad det hele gik ud på, og mødte så op for at få det hele forklaret af undertegnede (den overordnede plan), Menuka (detaljerne), Lis og Durga (økologien). Til sidst tog vi en runde, hvor vi spurgte, om de ville være med. “Jeg sidder,” var svaret hele vejen rundt. Lidt sjov måde at sige “ja” på, når det nu handler om alt andet end at sidde 🙂

Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.
Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.

Grupperne gik i gang, mens vi stadig var i landsbyen, og det så ud til at gå rigtig godt. Vores nye jordstykke viser sig blandt andet at være langt bedre end det, vi allerede har ved Soiya, og Durga var god til at sætte sine hjælpetrænere i gang og til at veksle mellem teori og praksis. Hurra for at vi besluttede at hyre ham!

Unge forbilleder
de unge nyansatte social mobilisers
Vores unge mobilisers kommer også stort set alle fra såkaldt lave kaster uden tradition for uddannelse. En enkelt skilte sig fra starten ud ved at være lysere i huden, være mere snakkende, og tale noget engelsk. Det viste sig, at hun er brahmin, men er kommet med i gruppen, fordi hun er enlig mor. Hun har kun gået i skole til 10. klasse men håber at kunne uddanne sig videre, nu hvor hun har fået deltidsjob hos os. Hmmm, temmelig tankevækkende, at netop denne unge pige helt tydeligt er lettere at arbejde med end de øvrige…kan godt være hun er enlig mor, men hendes baggrund gjorde en helt tydelig forskel…

Hvad laver en social mobilisator?
De unge menneskers job er at fungere som sekretærer og informatører for de nye grupper. Når de holder møde, er det de unge, som laver referat. Når de skal lære om ernæring, så skal de unge først lære om det og så give det videre. Når grupperne har problemer eller spørgsmål, der har med organisationen at gøre, så kan de henvende sig til deres social mobiliser.

Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.
Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.

Sekretærfunktionen skyldes ganske enkelt, at der er meget få i grupperne, som kan læse og skrive lidt og informatør-rollen handler om, at det er for dyrt, at få professionelle udefra til at give alle informationer til alle grupper.

Er et sykursus lykken?
De fleste af kvinderne fra Soiya er hjælpetrænere i øko-haven. Men Sita og Saraswoti blev i starten af forløbet i stedet udvalgt til at få skrædderundervisning. De to kvinder, er blandt de allerdygtigste af Soiya-kvinderne udi sy-kunsten og desuden har de begge mindre børn at forsørge og havde derfor mest brug for at få muligheden for at blive skrædder. Nu er de godt i gang med kurset og jeg tænkte så, at det var tid til at snakke om, hvad de skal bagefter…Vi har tidligere talt om, at de forhåbentlig kan undervise andre kvinder, men det var også min helt klare tanke, at de først og fremmest skulle i gang med deres egen forretning.

Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.
Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.

Et par meget modvillige entreprenører
Det viste sig, at de slet ikke var enige i det sidste! “Der kommer ikke nogen og vil have noget syet, og hvis der gør så er vi bange for at ødelægge stoffet! Og der er i øvrigt mange andre skræddere end os.” Var nogle af de ting som blev fremført. Vi snakkede en del frem og tilbage og jeg talte også med Menuka om sagen, og nåede frem til, at det simpelthen er en kæmpe mundfuld for dem. De er superdygtige til deres håndværk, men de tror ikke for 5 øre (eller paisa) på sig selv!

Jeg ved ikke, hvad jeg lige havde forestillet mig. Jeg må indrømme, at jeg nok havde lullet mig ind i u-landsflosklen om, at bare man giver en fattig kvinde et sykursus, så bliver hun vupti til en benhård entreprenør, som i løbet af ingen tid har fast høj indtjening i egen biks. Eller en anden version: Hvis en fattig kvinde får en ged, så kan hun forsørge sig selv og sine børn.

Virkeligheden er som altid mere kompliceret. For eksempel nu det med selvtilliden. Som syersker for Musahar vovede Sita og Saraswoti at tro på, at dde kunne noget, men som selvstændige…der er det en anden sag. Og mon ikke der er mange fattige der har det som dem?

sita-saraswoti-klipper

jeg føler mig i hvert fald ret overbevist om, at samme problematik kommer til at gøre sig gældende, når de øvrige skal i gang med deres eget landbrugsrelaterede forretningsprojekt! OG jeg tænker, at det også må gælde andre steder, hvor man rent faktisk har fat i de aller fattigste.

Så nu har vi altså 10 måneder til at gå i tænkeboks omkring, hvordan søren vi får Soiya-kvinderne til at tro på sig selv. Gode råd, erfaringer og ideer modtages gerne. Selv tænker jeg på, om man mon kunne lave en mentor-ordning, så alle forretningsgrupperne havde en person fra samme fag, der støttede dem i det første år?

Regnskab på vej mod skinner
En rigtig glædelig oplevelse var, at Menuka og jeg nu stort set har en fælles forståelse af, hvordan vi laver regnskab. Vi mangler stadig at få gjort kål på nogle af de måneder, som projektet har kørt, men det ser meget bedre ud end før. Den nye deltidsbogholder har desværre måtte stoppe, da han fik nogle problemer med ryggen. Derfor har vi med opbakning fra Soiya Women’s bestyrelse besluttet at ansatte Radha, Menukas svigerinde. Det er selvfølgelig ikke optimalt i en dansk forståelse af verden, men det har vist sig meget meget svært at få en regnskabskyndig til at arbejde så langt ude på landet, og desuden finde en, som var til at stole på og som fungerede med damerne fra Soiya og her virker Radha som den helt rigtige person.

Så nu, hvor projektet har under et år igen, har vi valgt at satse på Radha, som har en bachelor i accounting og er topmotiveret, da hun og hendes familie virkelig mangler en lønindtægt.

Hvad kan jeg gøre for min organisation?

Soiya-kvinderne og Lis med deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.
Soiya-kvinderne med Lis og Durga og deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.

Sidste år var Soiya-kvinderne uvenner i mange måneder. Heldigvis er skænderierne døet hen og stemningen er i bedring, så denne gang synes jeg, det var på tide at snakke lidt om, deres attitude i forhold til hinanden og deres forening, så det blev et af de vigtigste pointer på vores allersidste møde i denne omgang: Alle er velkomne her, de som hellere vil lave noget andet i hverdagen er også velkomne som medlemmer. Det man ikke er velkommen til, er at bagtale hinanden og foreningen. Man må også rigtig gerne udskifte det klassiske “hvorfor skal jeg gøre det?” ud med “hvad kan jeg gøre for, at min forening fungerer?”

Det virkede som om alle tog det til sig, og det gav faktisk vores afsluttende møde en ekstra god stemning. Menuka synes også, det gik godt og var glad bagefter. Dejligt, at de nu er nået dertil! Håber de i løbet af det næste år også bliver bedre til at støtte hinanden, så de og foreningen kan vokse og trives.

Træning og ny viden er meget godt, men hvis man skal ud af fattigdommen, så skal man også give slip på den indre fattigdom. Den lille stemme der siger til en at man ikke er god nok, at man ingenting kan. Den skal ud – og erstattes med en ny fortælling om at være modig, dygtig og ligeværdig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s