Generalforsamling i Skoleliv i Nepal er nu og spændende hvert år. I 2013 var vi på Kiselgården og havde besøg fra vores nepalesiske partnerorganisation. I år var vi i Sct. Hans’ nye drivhuscafe ‘Sct. Hans Have’. Et fantastisk sted og den perfekte ramme for en organisation, som beskæftiger sig med grønne emner.
Da der var budt velkommen informerede bestyrelsesmedlem Mille Lübbert Hansen kort om situationen i Nepal efter jordskælvet. Foreningens arbejde er i det store og hele uskadt. Dog har en enkelt partner (Søbogaard Nepal) fået ødelagt deres bygninger.
Herefter berettede formand Anne Mette Nordfalk om året der gik.
Sara Kruse Cox, bestyrelsens eneste jyske medlem, tog referat. Sara var tilbage i 2012 i Nepal i forbindelse med sin uddannelse til ernæringsbachelor.
Efter den formelle generalforsamling var der foredrag. Denne del af dagen startede med, at deltagerne diskuterede 2 og 2 udfra uddelte stikord, hvorfor vi arbejder med de ting, vi gør? Hvad er det for problemer, vi er oppe imod?
Den efterfølgende plenumdiskussion kom godt rundt om mange aspekter lige fra kastesystem og lokaldemokrati til ernæring, uddannelse og økologi.
Ved generalforsamlingen blev Skoleliv i Nepal beriget med to nye bestyrelsesmedlemmer, designerne Mai Plank og Pernille Jøker Johnsen. De to har i det seneste år været aktive frivillige i foreningen og blandt andet skabt en favnfuld skønne dukker, som skal danne udgangspunkt for en empowerment workshop i Nepal i det kommende år.
Dukkerne blev afprøvet og godkendt af generalforsamlingens yngste deltager.
