Historien om Sapana og Rosa

Ti år med Skoleliv – derfor er vi noget særligt:

Da Sapana og Rosa blev penneveninder

I 2015 introducerede Skoleliv i Nepal et familiemedlemskab og i den forbindelse tilbød vi medlemmerne, at de kunne få en penneven i Nepal. Det sagde 6-årige Rosa og hendes mor Mille ja til – som de eneste. Menuka Neupane, som er leder af vores lokale samarbejdspartner Soiyas Uafhængige Kvinder, foreslog Sapana, en lille forældreløs pige, som boede i et slumområde for fattige nær landsbyen Bhawanipur hos sine bedsteforældre.

Sapana med sin bedstemor i familiens køkken.

Igennem de følgende år udvekslede Sapana og Rosa breve og tegninger et par gange om året. Det var oftest Rati, en yngre medarbejder i SWO (vores partner), som tog ud og hjalp med at skrive breve og med at oversætte Rosas breve. Den ekstra opmærksomhed på Sapana betød, at Rati opdagede, da Sapana stoppede i sin klasse og begyndte at sidde i børnehaveklassen, og fik hende tilbage i sin egen klasse og sørgede for, at hun fik lektiehjælp. Vi har også hjulpet med en uniform og støttet op om, at naboerne hjalp Sapana med at komme i skole. Men vi kunne godt se, at det nok ville ende med et tidligt skolestop. Så i 2018 skrev undertegnede til Rosas mor og forklarede, at Sapanas eneste chance for en lysere fremtid var støtte til bedre undervisning på en privatskole, om de som familie ville være med til det? Det sagde Mille straks ja til!

Sapana til lektieklub med sine veninder.

Sapana forsvandt

Vi blev rigtig glade, men inden vi nåede at handle, forsvandt Sapana pludseligt. Det viste sig, at hendes familie havde sendt hende til en rigere familie i den nærliggende by som børnearbejder. De sagde, at hun havde det bedre der, og ville ikke lade Menuka besøge hende. Menuka pressede på, og det endte med at en nabo, som kendte Sapanas nye adresse tog hende med derhen. Det blev Sapanas familie meget vrede over, de sagde at Sapana ikke kunne bo hjemme, fordi det er for farligt, på grund af de mange fulde mænd, som området er plaget af. Menuka og jeg sagde, at det kunne vi godt forstå, men om de ikke også synes, det var en særlig chance for Sapana at få en ordentlig uddannelse. Det formildnede dem lidt, men da de fik penge fra familien i byen, var de ikke så villige til at ændre på situationen.

Besøg fra Danmark

Så i efteråret 2018 skrev Mille, at hun og Rosa gerne ville besøge Sapana. Menuka fik med møje og besvær tilladelse til besøget og i foråret 2019 mødte Rosa og Sapana endelig hinanden hjemme hos den “rige” familie i byen Butwal. Pigerne synes begge, at det var en stor oplevelse!

Lego er en skøn ice-breaker.

Nogle måneder efter besøget var undertegnede i Nepal på monitoreringsbesøg, og løb til min overraskelse ind i Sapana på Bhawanipur skole! Det viste sig, at familien i byen ikke havde kunne betale deres gæld, havde solgt deres hus og var flyttet til noget familie. Sapana kunne de ikke længere have hos sig, så hun måtte hjem igen til sine bedsteforældre. Nu passer Sapana bedstemor og sin gamle skole. Jeg spurgte hende, om hun stadig havde mod på en bedre skole, og ja det havde hun, så jeg skrev straks til Mille, og spurgte om de mon stadig var interesserede i at hjælpe? Eller synes de alligevel det blev lidt for meget? Svaret kom omgående, der var ingen tvivl hos familien, de ville stadig hjælpe Sapana.

I skrivende stund gør vi nu klar til, at Sapana kan starte i skole igen. Det bliver efter højtiden Tihar i starten af november, og jeg glæder mig til at sende det første skolebillede til Rosa og Mille, og til Rosas far, som også er med i projektet.

Retten til uddannelse

Vi har ikke planer om at gå i gang med børnesponsorater i den helt store stil. Vi arbejder for en bedre skole ved at støtte op om børn og forældres krav på kvalitet i den offentlige undervisning. Men ind imellem, så må også orke at gøre en indsats for den enkelte. Sapana har ikke været særlig heldig her i livet. Måske er Rosa og Mille og deres familie hendes første held? Det er den slags historier, som giver os alle, både i Nepal og Danmark overskud til det lange seje træk!

Jubilæums blogposts om at være noget særligt:
Skoleliv i Nepal har eksisteret i 10 år, og i den tid har vi bevæget os fra at sørge for skolemad på en lille skole i Rupandehi til at støtte en organisation bestående af 250 kvinder fordelt på 9 grupper, som blandt andet har fantastiske køkkenhaver og som har fordoblet deres fælles opsparing i den tid vi har kendt dem. Vi støtter nu ikke bare skolemad, men også bedre undervisning ved at oplyse forældrene om deres børns rettigheder og mobiliserer dem til at presse på, for at skolen skal levere det, som de har krav på, nemlig undervisning som er noget værd.
Vores samarbejdspartner er vokset med opgaverne. Senest har de med vores hjælp fået penge til et projekt for piger, der er i fare for at ende som unge mødre uden uddannelse (det er stort set alle piger her!), og er nu i gang med at mobilisere pigerne.
Det helt særlige ved vores samarbejdspartner er, at hele bestyrelsen er lokale kvinder fra marginaliserede grupper. Det er der ikke ret mange organisationer i Nepal, som kan fremvise!
Noget andet, som gør dem til noget ganske særligt er, at de har hjertet på rette sted og gerne går en ekstra kilometer eller arbejdstime, for at gøre en ekstra indsats for de svageste. Vi er glade og stolte over, at de er blevet så professionelle, men vi er også stolte over, at de har hjertet med!

Offentliggjort af skolemadtilnepal

Skolemad til Nepal er en lille frivillig forening, som støtter fattige børns uddannelse i det sydlige Nepal. Vores kerneaktivitet er gratis skolefrokost, men vi har også danske praktikanter, vi rejser penge til solceller på skolerne, til videreuddannelse af lærerne og forhåbentlig i fremtiden til at forbedre undervisningen med computere På foreningens vegne Anne Mette Nordfalk Forkvinde

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: