På vej til Nepal

Så er jeg på vej mod Nepal. Sidder i Doha ca. halvvejs og forsøger at få et overblik over mine mange planer.

Tiden er fordelt med en tredjedel i Kathmandu og to tredjedele i landsbyen Soiya/Singaha skolen. Hvis “Bandha-mafiaen” da vil…Det er svært at lave detailplaner i Nepal, når man aldrig aner, hvornår en ny strejker lukker vejene.

For lige at trække op, så er hele visionen med arbejdet på Singahaskolen at alle ungerne skal have en ordentlig uddannelse, eller i hvert fald en fair chance.

Derfor skal de komme hver dag, undervisningen skal forbedres og de skal have mere plads.

Lige nu er der mest fokus på fremmøde og undervisningskvalitet. Fremmøde og indlæring håber jeg, at skolemadsprojektet kan hjælpe på, og her er mødrenes deltagelse det sværeste og det vigtigste. Derfor skal jeg rundt til så mange mødre som jeg nu kan nå, samt holde et møde for alle landsbyen Soiyas kvinder, så vi kan få snakket om, at det faktisk er muligt at give deres børn en uddannelse og at de faktisk selv kan gøre meget.

Det andet element er et undervisningskursus til lærerne. Det var meningen at lærerne skulle til Kathmandu, men i sidste øjeblik satte den lokale skoledirektør sig på bagbenene og sagde nej, med den begrundelse, at skolen i såfald ikke kan opfylde antallet af skoledage, da der har været lukket så tit på grund af strejker.

Det synes jeg sådan set er en ok begrundelse og da vores underviser Yubaraj var villig til at tage derned med kort varsel, så blev Sapna Thapa og jeg enige om, at det var bedst sådan. Derfor bliver jeg nu med stor sandsynlighed i landsbyen til Yubaraj kommer, så jeg kan overvære den første dag og snakke med ham og inspektør Churamadi om, de ændringer som “børnecenteret undervisning” medfører for bygningerne ; Der skal tavler langs væggene i børnehøjde og der skal gulvtæppe på gulvene så børnene i de små klasser kan sidde på gulvet.

En sidste ting jeg skal snakke med lærerne om, er ekstra-undervisning til musahar-børnene, dels i ferien dels efter skole. Først og fremmest i engelsk har jeg tænkt, da et af de problemer Musahar-folket og andre dalitter har, udover lavt selvværd, er at de ikke kan engelsk, der er simpelthen ikke direkte adgang til udenlandske ressourcer for dem, så både mentalt og sprogligt bliver de agtersejlet af alle de “semifattige” fra kaster, der er bedre kørende med uddannelse.

Inden jeg drager sydpå har jeg desuden et meget interessant møde med Kaji fra organisationen Watch, som også arbejder med Musahar-landsbyen Soiya. Landsbyboerne har mange gange nævnt Watch som deres venner, så nu fik jeg taget mig sammen og lavet en aftale med dem. Det viste sig at de havde gået og ventet på en henvendelse 😉

Det bliver interessant om vi kan lave noget koordineret.

Næste indlæg kommer nok til at handle om noget helt andet nemlig økologi, der bogstavelig talt financierer denne tur i form af artikler om Søbogaards hyldeblomst projekt udenfor Kathmandu.

Vi ses!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s