Om at slikke gulvet når man er sulten

Rejsebrev om Soiya og Shree Shanti Priya school.

Vi er to pædagogstuderende, som har valgt at tage vores tredjepraktik i Nepal. Èt af de to stedet vi skal arbejde for er landsbyskolen Shree Shanti Priya school i en lille landsby i Rupandehidistriktet. Kontakten til skolen er gået gennem vores seminarium via Annemette, forkvinde i den lille forening Skolemad til Nepal.

Vi har netop afsluttet vores arbejde i landsbyen, og indtrykkene vare store og følelserne blandede.
Helene og Laura på Shanti Priya Primary schoolAnkomsten til landsbyen Singha:
Da vi ankom til landsbyen, havde vi tilbragt en uge i Kathmandu, og det var tydeligt for os at forholdene her var markant anderledes. Der var rotter på værelset om natten, og ris med linser tre måltider om dagen. Landsbyboerne har ikke mange penge, men er meget åbne og gæstfrie. Der var især i begyndelsen en del kommunikationsvanskeligheder, vi havde kun haft 5 dages nepali undervisning, og det er ikke helt nok til at kommunikere med landsbyborne og skolebørnene i området. Så med diverse armsving og grimasser forsøgte vi på bedste vis at kommunikere og tage os af børnene i preclassen på skolen.

Shree Shanti Priya School:
Indtrykket på skolen var også meget anderledes. De fleste børn havde skoleuniformer, og alting foregik selvfølgelig helt anderledes end i DK. Alle børnene virkede glade, men det var tydeligt at se at de fleste af dem kom fra fattige kår. En stor del af børnene kom fra den lille landsby Soiya, hvor deres mødre arbejder på Annemette og Karens syprojekt. De kom gående eller cyklende 3-4 stykker på samme rustne cykel. Mange af børnene kom ret kontinuerligt, og en del af det stabile fremmøde skyldtes, at børnene fik et måltid mad hver dag til frokost.

Pga. det danske skolemadsprojekt kunne børnene på vores skole samt en anden skole i området, få et godt måltid så maverne blev mættet og koncentrationen højnet. Ikke alle børnene var vant til at få hvad de kunne spise der hjemme.

Vi så flere gange børnene i vores klasse slikke gulvet for madrester efter andres måltid. Hvis én i klassen havde lidt mad med, og havde spildt noget på gulvet, var de andres børn der som gribbe! De skrabede sammen og slikkede det op.

børn der slikker gulvet i klassen
Børn der slikker gulvet

I starten synes vi begge, at det var en rigtig dårlig idé, især fordi gulvet var meget beskidt, og fyldt med indtørret urin eftersom der ikke blev vasket gulv når børnene tissede på det. Flere gange prøvede vi at feje maden sammen og samle det op, inden nogle af børnene begyndte at slikke det op. Dette resulterede dog i, at vi havde en hel flok børn siddende med store øjne og fremstrakte hænder og sige:” Miss Miss giv lidt til mig.” Så vi holdt hurtigt op med dette, og konkluderede, at lidt bakteriefyldt mad fra gulvet, var bedre end ingen mad overhovedet. Det var trods alt også bedre at de samlede det op fra gulvet i klassen, end at de rodede i skraldet udenfor for at finde noget at spise.

Til frokosttid blev der skubbet og slået for at komme først i madkøen. Nogle af de børnene hjalp til i køkkenet, og hjalp med at holde styr på køen og dele portioner ud. Vi gik ud fra at de børn der hjalp, var nogle af dem der var vant til at få mad nok hjemme. Mange af børnene havde poser og madkasser mad til maden, så de kunne tage det med hjem. Der gik ikke en eneste krumme til spilde til disse frokostmåltider.

legetid!
børn i Nepal er ikke vant til at lege med voksne

Børnene i vores klasse var 2-5 år. De var alle nogle skønne unger, men nogle af dem virkede ret understimulerede. I starten observerede vi lidt for at prøve at finde ud af hvordan man gjorde tingene her. Det gik ret hurtigt op for os, at der ikke skulle meget til før et barn blev betragtet som om der var noget galt i hovedet på dem. Flere gange når vi spurgte til nogle af børnene pegede læren på sit hoved, som tegn på at noget var galt. Der var dog flere af disse børn, der på os blot virkede understimulerede. Og vi fandt ret hurtigt ud af at vi havde ret. Da vi langsomt begyndte at arbejde med disse børn, lege med dem, kramme dem, tale og smile til dem, lyste flere af dem op. En lille dreng, som i starten bare sad op ad væggen og græd og sov hele dagen, løb til sidst rundt og legede og grinede med de andre børn.
En lille fyr med behov for tidHan var en meget utryg lille fyr, som tog lang tid om at vænne sig til ting. Lærerne forstod det ikke rigtigt, og nogle gange når han sad op ad væggen, grinede de af ham. Han blev også betragtet som ”ikke helt normal”. De blev dog overraskede over, at han legede og grinede med de andre, men forstod stadig ikke helt at den firkantede hårde tone der ofte blev anvendt overfor børnene, var for meget for ham.

Det var dog rigtig dejligt at høre, at skoleinspektøren på vores sidste dag sagde, at de havde lært meget af os. De havde set hvordan man leger med børn og er kærlig og omsorgsfuld med dem. Denne besked tog vi begge som et kæmpe kompliment, for hvis lærerne dernede tager en lille smule med hver gang der har været en studerende, ender det jo alt sammen helt godtJ

2 thoughts on “Om at slikke gulvet når man er sulten

  1. Kære Helene og Laura (… for det må I bestemt hedde!)
    Tak for en meget fin beretning her på bloggen. Den har rørt mig meget og givet mig stof til eftertanke. Er børnene i den landsby, hvor jeg arbejder, virkelig så sultne, at de kunne slikke gulvet for madrester? Er der i ‘min’ landsby børn, der er så understimulerede som den lille dreng, der trykker sig op ad væggen? Hvad sker der med formiddags Daal Bhaaten i de familier, hvor børnene så spiser på skolen? Mon ikke lærerne i Soyia ville få vildt meget ud af at blive undervist i engelsk – efter ægte dansk pædagogik – af det næste hold frivillige?
    I har gjort en kæmpeforskel for Soyia. Jeg håber, at Soyia også har pillet lidt ved jer. Sådan skal vi allesammen lære noget. Held og lykke på jeres videre færd. KH Lone (www.kantipur.dk)

  2. Tak for en spændende beretning. Desto gladere bliver man for at støtte dette madpakkeprojekt, når man kan læse, at ungerne ligefrem slikker gulvet rent! Du godeste..

    Også dejligt at læse, at I har været med til at ændre synet på børn, der blev set som tilbagestående. Tænk at der ikke skulle mere til! Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om I mon også lærte noget af nepaleserne? Eller er dansk pædagogik bare på alle måder nepalesernes overlegen (også jf. forrige indlæg, hvor en anden praktikant havde lignende erfaringer)?

    Bedste hilsner,

    Mille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s