Skoleliv i Nepal

Frivilligmøde i Devdaha

Af Karen Schrøder Haagensen

Forestil dig, at dit frivillige arbejde giver dig muligheden for at være med til at starte noget nyt. Diskutere. Idéudvikle. Drømme. Min rejse som frivillig startede i foråret 2021, hvor jeg var med i det interkulturelle projekt, Global Girls, der skabte dialog om pigeliv mellem pigegrupper i hhv. Danmark og Nepal. Jeg følte et ansvar og en iver efter at projektet skulle lykkes – og et ønske om at være noget for nogen. Kommunikationen var online via videoer og det sociale medie, TikTok. Derigennem de danske og nepalesiske piger indtryk af hinanden, omgivelser, påklædning, brug af sociale medier mm. Vi kunne også skrive til de andre frivillige gruppekoordinatorer, om de spørgsmål pigerne måtte have til hinanden.

Når alle vil en det bedste

Da jeg havde afsluttet forløbet med min pigegruppe, fik jeg mulighed for at deltage i et nyt ungdomsprojekt som har til formål at give marginaliserede unge i Nepal til at troen på sig selv til at være aktive medborgere. For mig var muligheden oplagt. Jeg var på daværende tidspunkt lige dimitteret som bachelor, og havde planlagt en studiepause med arbejde inden jeg ville påbegynde en kandidat. Dette skulle vise sig at komme til min fordel, da jeg herigennem fik muligheden for at rejse til Nepal som frivillig, for at danne mig mit eget indtryk af Nepal og projektet. På den måde ville arbejdet som frivillig blive lettere at udføre fra Danmark.

Jeg rejste i tre uger, hvor den første del af mit ophold i Nepal var i selskab med Caroline, der også var frivillig i Global Girls og nu deltager i et lignende projekt, men et andet nepalesisk distrikt. Det var enormt rart at dele de mange nye indtryk med en person hjemmefra. Hver eneste dag havde vi et program, hvor de frivillige samt projektlederen i vores samarbejdsorganisation tog sig af os. Jeg blev introduceret til mange seje og betydningsfulde mennesker, der samarbejder med Skoleliv i Nepal. På den måde var rejsen enormt relationsskabende, da jeg nu forstod, hvor mange, Skoleliv i Nepal egentlig samarbejder med. Jeg nød virkelig at rejse på denne måde, og følte mig meget hurtigt meget tryg i de nye omgivelser. Jeg opdagede straks, at alle kun vil én og hinanden det bedste. Denne medmenneskelighed var noget af den største oplevelse. Et lokalsamfund, hvor alle hjælper alle, er kun noget i kraft af medmenneskelighed og omsorg for hinanden.

Besøg i landsbyen Soiya, hvor drengene elsker at spille karambal.

Pigegrupper i virkeligheden

Ikke mindst mødte jeg de nepalesiske Global Girls på mit besøg i Devdaha, hvor jeg besøgte seks pigegrupper fordelt på hver deres skoler. Vi havde planlagt en interaktiv videoworkshop, som tog udgangspunkt i Global Girls-formatet. Vi introducerede os selv, hvorefter vi arrangerede en leg. Dette blev fulgt af en Q&A, hvor pigerne og jeg skiftedes til at stille spørgsmål til hinanden, om til hinanden, vores lande og kultur.

Karen på besøg hos en af de nepalesiske pigegrupper

Vi fik nogle gode snakke, da de var enormt nysgerrige og reflekterede. De spurgte eksempelvis, hvilken kaste jeg hørte til, og om man i Danmark heller ikke må gå i køkkenet, når man har menstruation. Ud fra mit svar, spurgte jeg ind til deres tanker om menstruation, og på den måde fik vi skabt et grundlag for en rigtig god dialog. Videoworkshoppen havde vi inddelt i tre temaer: forskelle og ligheder ved hhv. Danmark og Nepal; yndlingsfag i skolen samt festivaler i Nepal, da der lige havde været den hinduistiske festival, Holi.

Det var meget værdifuldt for mig at møde pigerne i virkeligheden. Under hele projektet har jeg vidst, at der var nogle nepalesiske grupper, men det føltes så langt væk – et sted vi kun fortalte vores danske pigegrupper om. Selvom teknologi er et godt værktøj til kommunikation, vil det aldrig kunne erstatte det fysiske møde, da øjenkontakt, kropssprog og omgivelser alt sammen skaber essensen af mødet. Én af pigerne fortalte mig, at da hun dagen inden havde fået at vide, at jeg skulle besøge hendes skole, havde hun haft svært ved at sove om natten af bare spænding! Mødet gav mig også en særlig mulighed for at se pigernes interaktion med hinanden og de frivillige, da de på dette punkt var meget forskellige. Nogle grupper var en smule generte og tilbageholdende, mens andre grupper var meget udadvendte. De supplerede og støttede hinanden i at stille spørgsmål, deltage og udvise nysgerrighed. Mit indtryk var, at skoleledelsen og personalet disse steder også udviste interesse for pigerne og projektet, hvilket jeg forestiller må have en positiv indflydelse på pigernes selvsikkerhed og nysgerrighed.

Klædt på til at være frivillig

Efter mødet med pigerne kan jeg virkelig forstå, hvordan de nu er blevet mere selvsikre i at tale foran andre. De føler sig mere oplyste omkring deres rettigheder, og har fået evnen til at se deres liv fra flere synsvinkler. Dette har givet mig en større mening med, hvorfor jeg er frivillig i Skoleliv i Nepal. De nepalesiske frivillige, som lægger så meget tid og energi i projektet har tilmed inspireret mig enormt meget. Efter rejsen til Nepal føler jeg mig i højere grad motiveret, investeret og klædt på til at varetage mit frivillige arbejde i Skoleliv i Nepal, da jeg nu kan bidrage med mit kendskab til omgivelserne, målgrupperne og relationerne. At rejse på denne måde er enestående, og jeg er overbevist om, at jeg har oplevet meget, jeg ikke ville have oplevet som turist.

Fakta om Global Girls:
Projektet Global Girls involverede ca. 20 frivillige i hhv. Danmark og Nepal. De frivillige var delt i teams og hvert team havde ansvaret for en pigegruppe i alderen 11-13 år.
Grupper og frivillige kommunikerede ved at sende videoer til hinanden, som de selv havde lavet. Projektets formål var at skabe forståelse og viden omkring social ulighed, og solidaritet og fællesskabsfølelse gennem det virtuelle interkulturelle møde.
Du kan se filmene på www.global-girls.org

Unges liv og udfordringer i distrikterne Rupandehi og Mugu

Af: Anne Mette Nordfalk

Midt i en tid hvor krig og stormagtspolitik er på alles læber, må vi ikke glemme dem, som fra fjerne egne kæmper for at skabe sig en bedre fremtid. I Nepal er der heldigvis ikke længere krig, men fattigdom og social uretfærdighed er hver dag en udfordring, som blandt andet rammer de unge hårdt.

I november 2021 afholdt Skoleliv i Nepal sammen med foreningerne CDS-Park, Ujyaalo Lalteen Foundation og Soiya Women’s Organisation et ungdomsseminar i distriktet Mugu, i Nepals Karnali-region for at sætte fokus på unges udfordringer og muligheder. Fra Skoleliv i Nepal havde leder Anne Mette Nordfalk og bestyrelsesmedlem Vibeke Munk Petersen fornøjelsen af at deltage. Vi havde følgeskab af 12 unge fra Nepals sydvestlige lavland, hvor Skoleliv i Nepal siden december 2020 har kørt ungdomsprojektet Global Girls sammen med Soiya Women’s Organisation og Ujyaalo Lalteen. De 12 unge fra lavlandet skulle sammen med os og 30 lokale unge fra Mugu diskutere de udfordringer, som unge står overfor i Nepal i dag, udveksle arbejdsmetoder og give bud på, hvad der skal til for at skabe bedre vilkår for unge.

Både Vibeke og undertegnede er et par garvede damer i udviklingssammenhæng. Alligevel gjorde Mugu og de unge et stort indtryk.

Selve flyveturen fra lavlandet og op til Mugu i over 3000 meters højde var nervepirrende. Det lille fly, som mest af alt lignede en slidt asiatisk minibus indeni slæbte sig med nød og næppe (følte vi) over det ene højtliggende bjergpas efter det andet for til sidst at flyve over Nepals største sø Rara og lande på 700 meter landingsbane, efterfulgt af en brat skrænt. “Lufthavnsbygningen” var bare et bræddeskur og man skulle være temmelig godt gående for overhovedet at komme op til det for at vise sit pas.

Næste udfordring var køreturen til byen Gamgadi, som huser distriktets eneste hospital og universitet med mulighed for at uddanne sige op til bachelor niveau. Vejen var smal og ikke asfalteret, der lå store (nedfaldne) klippeblokke spredt ud over den og skrænterne langs vejsiden gik lodret ned.

Faktisk var alle de køreture vi var ude på i området en prøvelse. Alle veje i Mugu er som vejen fra lufthavnen. Faktisk er der ikke engang en vej, videre op til de fjernere liggende distrikter Jumla og Humla. “Hovedvejen” ender i en håndtrukket kabelbane med en lille metalkurv, som fragter mennesker og gods over floden Karnali. Her bliver det lastet på nye køretøjer og fragtet videre. Ved siden af kabelbanen har myndighederne påbegyndt et brobyggeri, så indenfor overskuelig fremtid kommer der en direkte forbindelse nordover. Men det faktum at dette byggeri stadig blot er “undervejs” i begyndelsen af 2022, siger noget om, hvor lavt prioriteret Mugu og det øvrige Karnali er, for regeringen i Kathmandu.

Quiz og byt, film og udfordringer

Efter dette første møde med Mugus infrastruktur gik vores seminar i gang. De unge på seminaret, hvoraf mange havde gået i adskillige timer for at deltage, var alle under 30 år og en skøn blanding af alle kaster, mænd og kvinder.

For at ryste de unge sammen introducerede vi på seminarets første dag legen “quiz og byt”. Her går deltagerne rundt og stiller spørgsmål til hinanden, svarer og bytter spørgsmål, hvorefter man går videre til en ny “makker”. Formålet med legen er blandt andet at øve sig i diskutere et valgt emne med andre og den har det demokratiske potentiale, at den hele tiden sørger for, at 50% af deltagerne er aktive på en gang, i modsætning til almindeligt gruppearbejde, hvor det er 1 ud af 4-8 personer som taler eller plenum, hvor ratioen er endnu mere skæv. De unge var helt med på ideen og alle diskuterede på livet løs.

Herefter var de unge klar til, i blandede grupper, at diskutere, hvilke udfordringer de som unge står overfor. Både i Mugu og i Rupandehi oplever de unge, at de fattigste ikke har adgang til kvalitetsuddannelse, at lærerne er dårligt uddannede, og at moralen ikke er så høj som den burde være. Det resulterer fx. i lærere der kommer for sent, taler i mobiltelefon i timerne eller bare ikke dukker op, hvis de har et ærinde. Det er heller ikke alle familier, som magter at bakke op om skolen, så mange elever har for meget fravær og laver for få lektier og særligt unge dalits dropper ud senest efter 10. klasse og bliver tidligt gift.

I samfundet som helhed føler unge fra såkaldt lave kaster (særligt dalits) sig stadig diskriminerede. Fx. så er det både i Rupandehi og Mugu stadig ikke velset, at dalits, går ind i køkkenet hos andre kaster. I Mugu er der ligeledes eksempler på, at dalitter stadig ikke må benytte samme vandpost som de øvrige kaster i landsbyen.

Unge dalits inviteres nu om stunder med til sociale events og grupperinger, men de bliver overset, når der skal vælges ledere og det er sjældent dem og deres sag, der bliver hørt.

De unge nævnte også at udvikling af praktisk viden og muligheden for at få et ordentlig fast job var udfordrede.

Afstand skaber eksklusion

De to grupper havde langt hen ad vejen de samme udfordringer. Til gengæld var omfanget af udfordringerne langt større i Mugu. I Mugu er der for eksempel ingen teknisk skole, så lige meget hvilken kaste man tilhører, skal man forlade distriktet for at tage en håndværksuddannelse. De fleste af de små landsbyer i Mugu har en skole, som tilbyder skolegang op til 5. klasse, men herefter bliver gåturen for de fleste meget lang. Vi besøgte en skole for elever op til 10. klasse, som fortalte, at de elever, som bor mere end tre timers gang fra skolen, kun kommer til eksamen, og at dem med mere end 1 times gang sjældent kommer regelmæssigt. Hertil skal så lægges, at der er 100 unge i hver klasse. Ikke kun fordi der mangler lokaler, men også fordi det er meget svært at skaffe kvalificerede lærere.

I Rupandehi er der også udfordringer omkring transport, men det handler mest om, at selv busbilletter kan være svære at betale, for en daglejerfamilie, der ønsker at uddanne familiens unge. Flere af “vores” unge fra lavlandet er eksempler på kvikke lavkaste elever, hvis forældre har klaret at få dem i gang med en videregående uddannelse, men det er typisk familier, hvor far i årevis må arbejde i Qatar eller Saudi Arabien, som arbejdsmand uden rettigheder eller beskyttelse, fjernt fra sin familie.

Samlet set så var manglende økonomisk formåen en stor hindring for uddannelse og udvikling i begge distrikter, og i Mugu må de unge så slås med den manglende infrastruktur oveni.

Besøg i landsbyen Rugha
Foto: Yubraj Chapagain

En anden udfordring i Mugu var manglende information og koordinering af udbuddet af praktisk træning for unge. De unge anførte, at når en NGO eller det offentlige endelig udbyder træning, så bliver informationen ikke delt. I Mugu er internettet uden for byen stort set fraværende, ligesom telefoner heller ikke nødvendigvis virker. Sammen med det uvejsomme terræn, og de mange timers gang til de fjernere landsbyer er det med til at ekskludere alle, som bor udenfor Mugu’s centrum – og det er der rigtig mange som gør.

Om aftenerne, som var iskolde pga et fuldstændigt fravær af opvarmning, så vi film, produceret af de fire deltagende organisationer. Skoleliv i Nepal viste filmen om Anjali og Vikram (www.anjaliogvikram.dk), de to unge fra Nepals vel nok laveste kaste, som kæmper for at holde fast i skolesystemet. Den gjorde et stort indtryk og var et godt afsæt for den videre diskussion. Vi så også en række kortere film fra Global Girls projektet og film om dans og vægmalerier, som udviklingsværktøj produceret af CDS-Park.

Social retfærdighed, lommefilm og TikTok

De unge ønskede sig bedre organisering og flere muligheder for at lære noget og mulighed for at give deres mening til kende. De ville have social retfærdighed for alle kaster, for mennesker med handicap og større lighed mellem kønnene. Det blev også nævnt, at større selvtillid er vigtigt, for at man som person kan ændre sin egen situation.

Vi fik også afprøvet nogle af de metoder, som de unge bruger i praksis for at gøre noget ved problemerne. Vi blev blandt andet introduceret til Devradans, en kædedans, hvor deltagerne selv synger til. CDS-park har brugt Devradans i deres arbejde med at nedbringe antallet af teenageægteskaber. Her produceres en sang om emnet til lejligheden, og så danser deltagerne sig så at sige til større viden. De unge fra Rupandehi sagde bagefter, at de synes, Devra-dans er en cool metode, og de brugte den selv, nogle måneder senere i et af deres egne arrangementer.

Workshop om lommefilm af de unge fra lavlandet.
Foto: Rati Parajuli

De unge fra Rupandehi præsenterede metoden “lommefilm,” som vi har brugt i projektet Global Girls (se film fra projektet her: http://global-girls.org). Lommefilm er korte film, produceret på en smartphone og kan bruges til at præsentere en selv eller et andet vigtigt emne . Konceptet er opfundet af firmaet Lommefilm , og metoden er let at lære og har et stort potentiale ift. at bringe de unges budskaber videre ud i verden. Efter selve præsentationen lavede de unge fra Rupandehi en lille undervisningssession for deres nye venner og efter blot 2 timers arbejde, var de lokale unge i stand til at lave en fin lille begynderfilm.

De unge fra Mugu sagde efterfølgende, at de synes lommefilm kunne bruges til mange ting i arbejdet for og med unge, at det klart var en metode, som de ville tage med sig og bruge fremover. Herudover blev også TikTok som platform til at dele budskaber om social retfærdighed præsenteret. TikTok er ret populært i Nepal og vi har brugt det en del i Global Girls projektet, for at vise, at det også kan bruges til noget seriøst. Det synes de unge i Mugu også kunne være rigtig brugbart for dem.

Et ungdomsnetværk for fremtiden

Samlet set, så var seminaret en stor succes. De mange aktiviteter gav de unge mulighed for at mødes i øjenhøjde og blive inspireret af hinanden og få håb for fremtiden. Men selvfølgelig er det ikke nok at mødes i fire dage og snakke om udfordringer og forandringer. Skoleliv i Nepal håber at kunne tage den gode energi, læringspunkterne, devradans og lommefilm med videre i et længerevarende samarbejde med CDS-Park og ungdomsorganisationen Ujyaalo Lalteen Foundation. De unge har både i Mugu og Rupandehi udfordringer på næsten alle områder, så vi har efterfølgende måtte spørge, hvor de selv mener, at der allermest behov for at sætte ind. Med udgangspunkt i en række diskussioner med de unge i det tidlige forår 2022 har vi nu besluttet, at vi fremover vil fokusere på at opbygge et unge-netværk med fokus på bedre adgang til skill development og youth employment. Vi har ansøgt CISU om midler til to ungdomsprojekter, som passer ind i de to områder og i vores nuværende viden om dem og i skrivende stund, har vi fået grønt lys for det første og afventer svar fra det andet. Vi i Skoleliv i Nepal krydser fingre og glæder os til at dele fremtidige udfordringer og nye indblik med jer!

En del af gruppen foran CDS-Parks kontor
Foto: Suraj Bhattarai

Solskin og sykursus for piger

Da jeg vågnede i morges havde Anjali ringet til mig på teletjenesten Imo. Anjali er den pige, som er hovedpersonen i filmen Anjali og Vikram, og som jeg uden det helt store held har forsøgt at hjælpe til at få en uddannelse. Lige nu er hun sammen med en gruppe veninder fra landsbyen Soiya på kombineret sy- og læsekursus, finansieret af Honorarfonden i Novo og fonden Myhr World. Og så fik de altså lige lyst til at ringe og sige “hej”. Skønt at sige “hej” og “namaste” og se pigerne sidde i vintersolen og smile.

Mulighederne for at mødes og snakke sammen på trods af fysisk afstand er fantastisk og jo også omdrejningspunktet i vores Global Girls projekt, som en del af pigerne i sy-gruppen også bliver en del af. Farvel til kedelige monitoreringsrapporter og goddag til levede liv og fælles engagement.

Pigerne i gruppen har da også i den grad brug for engagement, og al den mentale støtte vi herfra kan mønstre. Størsteparten er fra Soiya og droppet ud af skolen så tidligt, at de i dag er funktionelle analfabeter. Ikke noget der gavner selvtilliden!

Fælles for gruppen er, at de ikke har lyst til at gå i skole igen. De er for gamle til at passe ind i en almindelig 3.-5. klasse og kan godt selv regne ud, at den akademiske vej ikke er for dem. Men vi mener, at det er vigtigt, at de kan læse og skrive, og der er faktisk uddannelsesmuligheder for piger, som dem, hvis de kommer i gang igen. Enkelte har gået lidt mere i skole, men har andre problemer. En, ung mor, har fornyligt haft et selvmordsforsøg, en anden mistede for nyligt sin egen mor. Fælles for de fleste er, at de kommer fra hjem med store sociale udfordringer, vold og alkohol.

Men når jeg ser dem i solen udenfor systuen, så er de først og fremmest en flok søde, glade og positive unge piger, med mod på livet og symaskinerne.

Pigerne er især motiverede for er at lære at sy. Det er super populært blandt unge i området. Som udgangspunkt er det ikke særlig sandsynligt, at man kan tjene penge på at sy, men man kan spare penge ved at sy sit eget tøj, og så er syning en motivation for at være med i gruppen. Derfor har vi sammensat uddannelsesforløbet for pigerne, så de syr om formiddagen og øver sig i at læse og regne om eftermiddagen.

Gruppen skal også give pigerne viden om menneskerettigheder og hjælpe dem med at afklare, hvad de gerne vil i fremtiden. Når man er en del af en gruppe og har succes med at lære at sy, så har man også mere tro på, at man kan sætte sig mål i livet. Gruppen bliver undervist af en ung kvindelig journalist, som hedder Kamala, og som også sætter dem til at læse avis. I sidste uge skulle de fx læse en artikel om deres egen gruppe i den lokale avis 🙂

Til kamp mod social uretfærdighed

Jeg krydser fingre for, at vi kan give pigerne et input, de kan bruge til at forbedre deres muligheder i livet og lidt mere selvtillid. Det giver selvtillid at være en i en gruppe, at kunne sy, og at kunne ringe til Danmark og sige “hej”. Når vi snakker sammen direkte, så får pigerne i højere grad deres egen stemme, og det er væsentligt, hvis vi skal gøre noget ved social uretfærdighed. Pigerne har haft det megahårdt og deres manglende uddannelse er en kæmpeudfordring, men de er ikke hjælpeløse stakler, de kunne være nået så meget længere, hvis deres familier havde haft de muligheder vi andre tager for givet.

Det, synes jeg ikke, at vi skal have dårlig samvittighed over, men vi skal bruge det til at møde piger, som dem i Soiya med åbenhed og nysgerrighed og et ærligt ønske om at lære dem og deres syn på livet at kende, så tror jeg faktisk, at vi kan gøre bare en lille forskel for social retfærdighed.

Glæder mig til at mødes med pigerne igen og til at have jer med på rejsen.

Anne Mette Nordfalk

Engagementsprojektet Global Girls

Unge frivillige i Danmark og Nepal

For nyligt gik Skoleliv i Nepal og Soiya Women’s Organization om bord i en helt ny og spændende udfordring: Global Girls, som er et nyt 1-årige engagementsprojekt gennem CISU (Civilsamfund i Udvikling), og som skal binde formidling i Danmark og socialt arbejde i Nepal tættere sammen og skabe en platform, hvor vi kan støtte unge i Danmark og Nepal i at arbejde sammen for social forandring.

Vi har ikke billeder, som beskriver det vi nu skal i gang med. I må selv forestille jer en online udgave af det I ser 🙂

Frivillige og pigegrupper

Projektet har to niveauer. Først og fremmest skal vi engagere 20 unge frivillige i Danmark og Nepal. De frivillige i Danmark skal i første omgang ud på 10 fritidsklubber, som har piger i alderen 11 – 13 år, der har lyst til at blive klogere på, hvad det vil sige at være pige i Nepal, lære at lave video på mobilen og dele film om sig selv og deres dagligdag med piger i Nepal. I Nepal møder de frivillige pigerne på de skoler, som Skoleliv i Nepal og Soiya Women’s Organisation arbejder med (der er ikke fritidsklubber i Devdaha).

De frivillige bliver delt op i teams, får ansvaret for en pigegruppe og skal hjælpe dem med at filme, diskutere de film de får fra pigegrupperne i Nepal og i det hele taget støtte op om at pigerne får reflekteret over det at være pige og over, hvordan social uretfærdighed konkret ser ud. Men før de gør det, skal de selvfølgelig lære en hel masse om, hvordan man laver videoredigering, hvordan man mobiliserer unge, hvordan international udvikling og fattigdom ser ud i Nepal, og hvordan den kan formidles til pigerne.

Det er jo en ordentlig mundfuld, men vi har heldigvis masser af erfaring med mange af emnerne og har dygtige folk til at hjælpe med resten. Blandt andet har vi lavet et samarbejde med firmaet Lommefilm, som er specialister i at lære unge at lave film på mobilen.

Pigegrupper og Tiktok

Pigegrupperne skal køre i tre måneder i Danmark og Nepal. Gennem projektperioden laver pigerne dans på TikTok, og videofilm og redigering, som de deler med hinanden med hjælp fra de frivillige. De film, som pigerne producerer, skal vi præsentere på en række events både små events, som pigerne selv laver og store nationale events som Ungdommens Folkemøde og Århus Festuge. Både pigerne og de unge bliver at altså også trænet i at planlægge og udføre events. Pigerne fra Danmark og Nepal kan nok ikke snakke særlig meget sammen (nepalesiske landsbypiger taler meget lidt engelsk), men vi tror på, at billeder og musik kan skabe en samhørighed og forståelse mellem pigerne, OG at forløbet kan give pigerne, måske særligt dem i Nepal, en stærkere fornemmelse af hvilke rettigheder man har som pige og at det blandt andet betyder, at man har ret til at vælge sin egen fremtid.

Skoleliv i Nepal har flere gange deltaget i Århus Foodfestival.

Det andet niveau er de unge frivillige selv. I Nepal har vi opstartet et nyt samarbejde med foreningen Ujyaalo Lalteen. UL er en ungdomsorganisation og de har stor erfaring med at mobilisere frivillige. Blandt andet har foreningen samlet penge ind til en ambulance, og overskuddet fra den giver nu foreningen en smule økonomi. Vores ønske for UL er, at de gennem indeværende projekt bliver mere professionelle og kommer til at tænke inklusion ind både i deres arbejde og deres strukturer. Som det er nu, så har foreningen mest højkastemedlemmer. “Alle er velkomne, vi ved faktisk ikke rigtig hvorfor vi kun har et medlem, som er dalit,” sagde bestyrelsen, da vi første gang holdt officielt møde. Det er jo en fin start at være åbne overfor andre, og vi håber, at indeværende projekt kan være det første skridt til at få flere unge fra andre sociale grupper til at melde sig.

I Danmark er det vores store håb, at vi kan engagere 20 unge socialt orienterede unge mennesker som frivillige ledere, der har lyst og mod på at lære mere om social uretfærdighed og til at formidle det videre til deres pigegruppe og til at dele deres engagement og alle de mange oplevelser med interkulturel og ‘inter-social’ kommunikation, som projekter kommer til at være propfyldt med, med hinanden og os! Også i Danmark håber vi, at vi kan tiltrække unge fra forskellige sociale lag, og geografisk forsøger vi at sprede projektet ud, så der både er unge fra Aalborg, Aarhus og København.

Socialt engagement, som starter på nettet

Ofte starter socialt engagement med en udlandsrejse. Halvden af Skoleliv i Nepals bestyrelse er for eksempel tidligere praktikanter, som har været i Devdaha i praktik. Vi håber, at Global Girls projektet kan vende den process på hovedet, så de unge starter med at engagere sig gennem projektet og den online kontakt til Nepal. På langt sigt, så er det vores håb, at nogle af de unge fortsætter og skaber deres egne projekter sammen med Ujyaalo Laalteen med Skoleliv i Nepal som støtte og rådgivning.

Indtil videre er vi vildt glade for det spirende samarbejde med Ujyaallo, som allerede har hjulpet med at identificere en projektleder, Yubaraj og sammen med ham har fundet en hel del unge, som kunne tænke sig at være med i projektet. En af udfordringerne er, at det er svært at finde så mange unge, som taler bare nogenlunde engelsk, især når de også skal have en såkaldt lavkastebaggrund. Vi klarer det benspænd ved sørge for, at alle frivilligteams har mindst en, som taler rimelig godt engelsk, og at de øvrige har et godt potentiale. Det åbner mulighed for at nogle af de unge piger, som Soiya Women’s Organisation arbejder med i sit teenageprojekt kan være med. Fx. Asmita Tharu, som vi før har skrevet om her på bloggen.

Valget af Yubaraj, som projektleder er på en måde også et kompromis. Han er nemlig både mand og højkaste (brahmin). Vi håber, at Yubaraj udover at være dygtig til engelsk og til at koordinere arbejdet og de unge, også får nogle erfaringer med inklusion af forskellige sociale grupper med sig fra projektet, som han kan bære tilbage ind i Ujyaalo Lalteen, som han er medstifter af.

De første frivillige er klar

I dag holdt vi, Sigrid (fra Fortaler.com) og Anne Mette (leder af Skoleliv i Nepal) de første samtaler med frivillige, og det var også en rigtig god oplevelse. Vi mødte to unge kvinder, som begge brænder for at gøre en forskel, og som både er nysgerrige og har masser af respekt for det at lave interkulturelt samarbejde. Det er måske en af de ting jeg personligt allerbedst kan lide ved “nutidens unge.” Jeg oplever, at de har meget lettere ved at se sig selv som en del af et globalt “vi” og har meget mere naturlig ydmyghed i forhold til andre kulturer end os, der ikke er helt så “nye” længere. Dejligt at det går den vej og også virkelig dejligt, at vi kan være med til at gøre det globale VI endnu stærkere og mere personligt med Global Girls!

Miras historie

SWO har det seneste år arbejdet for at give flere unge piger modet og udsynet til at vælge uddannelse til og teenageægteskab og tidligt moderskab fra. En af dem som har kunne støtte op om det projekt med sin egen historie er foreningens unge dalit forkvinde Mira Bhusel.

Gift som 14-årig mod sin vilje

Da Mira Bhusel som 14-årig fik sin første menstruation, forsøgte hun at skjule det for sin familie, fordi hun vidste, at hendes far ville gifte hende bort, så snart han fandt ud af det. Mira ønskede ikke at blive barnebrud, men at læse og udanne sig. Men hun kunne ikke holde sin hemmelighed skjult for forældrene særlig længe…

Mira er også forkvinde i en økologisk landbrugsgruppe.

Hør Mira fortælle sin historie til Sally Thrane (engelsk/nepali)

I interviewet er Mira meget følelsesladet, og det er også ret svært at forstå, at noget menneske har kunne klare det, som Mira har været igennem. Mira har blandt andet fortalt sin historie til 30 unge piger på SWO’s bootcamp i Kathmandu i foråret 2019. Alle græd sammen under fortællingen.
Men det at fortælle sin smertelige historie højt satte samtidig noget i gang hos Mira, i foråret 2020 besluttede hun at vende tilbage til skolebænken, med støtte og hjælp fra SWO. Der er gået 12 år siden hun forlod skolen, og hun er nu mor til to sønner. Vi er meget glade på Miras vegne og håber, at hun klarer den trods alle de økonomiske og psykiske udfordringer, og vi synes, hun er den bedste inspiration for hele foreningen!

Når drømme bliver til virkelighed

I går modtog vi nogle skønne billeder af de to unge Musahar-piger Asha og Asha foran Bhawanipur Skole. Pigerne har været medlemmer af SWOs pigegruppe i et år, har lavet teater, uddannelsesplaner og fået læsetræning og til sidst et sidste skub i form af støtte til uniformer, hæfter, skrivesager og indmeldelse (det kan du læse mere om her). Asha 1 skal tilbage til den 10. klasse, hun droppede ud af for lidt over et år siden, da hendes mor Kunti blev syg, og Asha 2 har taget den modige beslutning at fortsætte i 5. klasse, selvom hun er en del ældre end sine nye klassekammerater.

Asha og Asha begge fra Musahar-kasten foran Shree Mahamaya Bhawani skole, hvor de nu begge er tilbage på skolebænken

Et lille skub fra CISU og en praktikant

Projektet for de unge piger startede som en anbefaling fra CISU (Civilsamfund i Udvikling), som påpegede at Soiya’s Uafhængige Kvinder, som Skoleliv i Nepal har arbejdet med siden 2013 ville have godt af at få flere samarbejdspartnere. Da vi kort efter spottede et projekt kald fra organisationen Girls First Fund, som passede perfekt til foreningen og som fokuserede på unge piger, som dropper ud af skolen og gifter sig tidligt, så var der ikke langt fra tanke til handling.

Dengang havde vi lige afsluttet arbejdet med filmen om Anjali og Vikram ,og i den forbindelse havde både SWO og vi snakket en del med de teenagepiger i landsbyen Soiya, som ikke går i skole. Gennem mange år i landsbyen er det vores erfaring, at næste skridt er tidligt ægteskab og herefter i mange tilfælde moderskab, hvorefter pigerne desværre ofte kommer alene tilbage til deres familier med deres barn, fordi forholdet er gået i stykker.

Skoleliv i Nepal supplerede projektet med en pædagogpraktikant, Sally Thrane, som var med til støtte de to unge ansatte Rati Parajuli og Ranjana Musahar gennem projektets aktiviteter. Der blev blandt andet lavet en fremtidsworkshop, øvelser omkring grænser og en masse teater. Sally var i Nepal i fem måneder og nåede også at arbejde med en af Girls First Funds andre partnere i en kort periode, og en virkelig fin podcast serie om unge og sex, som nu ligger på http://anjaliogvikram.dk.

Det sidste, som manglede for at få pigerne i gang var start kapital. I december 2019 arrangerede de to unge danske teenagere, Fiona Turnbull Nordfalk og Selina Menthu, banko i Albertslund og samlede på den måde en god sum penge ind til at støtte den økonomiske side af de nepalesiske pigers skolestart. Sidst men ikke mindst trådte familien Emmersen i Valby til med støtte til en af de piger, som vi vurderende ikke ville være i stand til at klare sig uden månedlig hjælp.

Forkvindens hjertegribende historie

Da pigegrupperne startede tilbage i foråret 2019 var en del af pigerne på ti dages bootcamp i Kathmandu. Her var Mira Bhusel dengang næsteforkvinde i SWO og Dhanmaya Gurung fra foreningens bestyrelse samt Alina Hamal, som er med i en af kvindegrupperne med som hjælpere.

Under besøget i Kathmandu fortalte Mira Bhusel sin egen hjerteskærende historie til pigerne. Da hun var helt ung var hendes største ønske at gå i skole og lære noget, men hendes far havde bebudet, at hun skulle bortgiftes, så snart hun fik sin første menstruation, så det blev hun… Da hun fortalte historien græd hele flokken! Sally interviewede efterfølgende Mira, så du kan høre hele historien her på bloggen en af de nærmeste dage.

Mira er i øvrigt også dalit, ligesom Alina og de to modige Asha’er (du kan læse om Alinas om min samtale om det at være dalit her)

Det smukke og fantastiske er så, at Mira nu får sin drøm opfyldt og igen starter i skole 🙂 Mira er i mellemtiden blevet forkvinde i SWO, og hun er derudover også forkvinde i foreningens landbrugsgruppe, da hun er en rigtig klog og energisk ung kvinde.

Mira Bhusel da hun første gang stillede op til posten som næstformand i Soiyas Uafhængige Kvinder tilbage i 2015.

Miras engagement i projektet har givet hende mod til at pakke sine gamle drømme ud af kufferten igen og komme tilbage på skolebænken i en alder af ca. 30 år.

En lokal skoleleder fra vores en af vores madskoler Dinanath Aryal, hjalp Mira ved at ringe og presse en kollega på en nærliggende privatskole til at tage Mira ind billigt og som selvstuderende i 10. klasse. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at Mira kan klare skole, moderskab og livet som økologisk farmer, men det er skønt, at hun har fået chancen og fantastisk, at hun tør!

Uddannelse er noget man taler om

I alt er ni piger fra de fire grupper startet i skole igen. Selvom de sidste år meget bestemt sagde, at det var de ikke interesserede i. Et år med teater, fremtidsworkshop, men først og fremmest med et nyt fællesskab og et nyt fokus på uddannelse både i grupperne og hjemme i familien.

Asmita Tharu fortæller hvad hun har fået ud af at deltage i en pigegruppe.

Det er skønt, når et langt sejt træk begynder at vise sin succes, og når man kan se, at alle de små skub er med til at give resultatet. Fra CISUs første skub, over filmen med Anjali og Vikram, til Girls First Fund, Sallys praktik, teenagebanko i Danmark og involveringen af de skoleledere, som også er med i vores Kvalitetsuddannelsesprojekt. De piger som stadig ikke ønsker uddannelse er alle piger, som har afsluttet deres uddannelse efter ganske få år og nu er 15-17 år gamle. Til dem har vi netop søgt og fået penge til et kombineret læse og sy-kursus. Tanken er, at succeskriterierne skal være individuelle, så alle piger oplever, at de kan få succes og så de kan vokse som mennesker og blive stærkere og bedre i stand til at skabe sig en tryg og god fremtid.

Næste skridt er derudover at få dokumenteret og udbredt succeserne, så de kan inspirere flere piger og gøre fortællingen til en del af SWOs DNA. En af ting, som har haft en fantastisk effekt og som begge SWOs store projekter har æren for er, at den lokale ”samtale” om vigtigheden af uddannelse er forstærket. Uddannelse er blevet noget man taler om, og bekender sig til, hvad enten man er fattig mor, far eller teenagepige eller lokal skolelærer og det er måske det allerbedste vi kan gøre for at hjælpe Nepals fattigste.

Støt vores arbejde

Alt det vi laver, er kun muligt fordi vi har nogle trofaste medlemmer og bidragydere, som støtter vores arbejde.

Har du lyst til at være med? Så kan du melde dig ind i Skoleliv i Nepal eller give et bidrag til vores arbejde her.

Kastesnak og græskar

I morges tikkede et fint billede af en kvinde stolt poserende med to flotte ”long gourds” ind på messenger fra Alina, som er ”junior medarbejder” hos Skolelivs samarbejdspartner Soiya Women’s organisation. ”Det er Sajda Mijar fra bestyrelsen”, skrev hun, da jeg spurgte, hvem kvinden på billedet nu lige var. ”Hvilken kaste er hun?” spurgte jeg, lidt forsigtigt, for jeg er altid lidt bange for at træde nogen over tæerne med det der kaste-emne. Omvendt, så er det vores erklærede mål i Skoleliv i Nepal, særligt at hjælpe kvinder, som er ”dalit,” dvs., fra de laveste sociale lag i Nepal, dem man i historietimerne, da jeg var barn, kaldte ”kasteløse,” så jeg drister mig normalt til at spørge alligevel.

En provokation for en dansker

Nu er dalits så faktisk på ingen måde ”kasteløse”. ”Dalit” refererer til alle håndværkerne og dem med andre praktiske job i det gamle hindu-samfund. Jeg ved ikke lige, hvad misforståelsen kommer af, men der er stadig mange i Danmark i dag, som bedst kender betegnelsen “kasteløs”.

En af de ting, som har klæbet sig til dalits og gjort deres liv vanskelige er, at de i hindu-religionen opfattes som urene. Fx. må de traditionelt ikke røre medlemmer af andre kaster eller deres mad og vand. En virkelig provokerende social konstruktion, når man kommer fra det egalitære Danmark og i mine øjne noget, der må sætte sig afgrundsdybe spor i den kollektive selvfølelse hos disse mennesker.

I dag kan dalits selvfølgelig lave alt muligt, ikke blot håndværk. Loven i Nepal forbyder diskrimination, og der er særlige scholarships til dalit-studerende, som klarer sig godt i skolen. Alina, som sendte billedet går fx på første år på uni på sådan et scholarship, fordi hun er dalit.

”Sajda er dalit. Sarki. Hun er min svigerinde,” forklarer Alina omgående på messenger. Jeg ånder lettet op, det var vidst ok, at jeg spurgte. ”Sarki” refererer til den specifikke kaste som Sajda og Alina kommer fra, man kunne også kalde det en ”undergruppe” under fællesbetegnelsen ”dalit.”

I disse år går det virkelig fremad for de øverste dalitgrupper, som fx Sarki. Alina er et godt eksempel og svigerinden til dels også. Godt nok har Sajda ”kun” gået i skole i 8 år, men det er nok til at hun kan læse og skrive lidt, og at hun har overskud til at være aktiv i bestyrelsen og hjælpe til i det køkkenhaveprojekt vi har kørt i en del år, og som har givet alle SWOs ni kvindegrupper fantastiske køkkenhaver.

”Aj hvor godt, at hun er i bestyrelsen. Det er virkelig vigtigt, at der er mange dalits der. Dalits skal have en stærk stemme, hvis I skal gøre Nepal mere lige,” skriver jeg til Alina, som returnerer en masse sød ungdommelig taknemmelighed. Jeg fortsætter med at rose Alinas kamp for at få en uddannelse til skyerne. Selv med scholarship er det ikke let, og der er da stort set heller ikke andre dalit-piger i Alinas klasse. For at få et scholarship skal man have klaret sig igennem grundskolen, hvilket koster penge og desuden have fået gode karakterer. De to kriterier er virkelig svært, når skolens kvalitet er lav og ens forældre ikke nødvendigvis magter at motivere og støtte eller betale.

Alle er lige for loven

”Godt at alle er lige for loven,” skriver jeg til Alina. Det tager lidt tid at forklare, hvad jeg mener med det, selvom jeg er i stand til at skrive det på nepali også (mansche kanun anusahar barabar ho). ”Altså det er tilladt for alle at tage en uddannelse, de selv vælger og at gifte sig med dem de vil,” forklarer jeg og nå jo, det synes Alina også er godt, selvom hun også understreger, at ”bahun er ”først.” ”Bahun” eller brahmin” er den øverste hindu-kaste, og når jeg ser mig rundt i Alinas kommune, så er det stadig dem, som sidder på 90% af alle de offentlige poster fra skolelærer til skoleleder og fra administrativ medarbejder til borgmester (behøver jeg nævne, at de samtidig er mænd?), så ja helt klart “først” overalt – endnu.

Det er heller ikke på nogen måde socialt acceptabelt i bredere samfundskredse at gifte sig mellem kaster, særligt ikke, hvis den ene er dalit. Der har i den seneste tid været to eksempler på, at dalits er blevet myrdet på grund af interkaste-forhold. Skræmmende og sørgeligt, men dog sager, som er taget op i samfundet, og hvor mange lokale har demonstreret og vist deres sympati med de dræbtes familier på tværs af kaste og forlangt retfærdighed.

Fattigdom er en sygdom

”Meen nu er Sarki, Bishwokarma og Pariyar på vej op. Vi må også kæmpe for Musahar,” fortsætter jeg min messenger-snak med Alina. Bishwokarma og Pariyar er guldsmedekasten og skrædderne. Jeg har bekendte fra begge grupper, som er akademisk uddannet og har gode jobs, så selvom mange dalits stadig kæmper som jordløse bønder, så er der også flere og flere, som bryder gennem den sociale mur til de gode jobs og den stabile økonomi.

”Musahar! De drikker og de laver ballade,” svarer Alina. Jeg går omgående i gang med min kæphest om, at det er en del af fattigdommens ansigt ”fattigdom er nærmest en sygdom,” skriver jeg og siger ”det er også, er derfor Musahar-pigerne ikke siger noget og deres mødre så nemt bliver vrede og fornærmede.” “JA!” istemmer Alina. Vi oplever tit i vores arbejde, at der er udfordringer med de medlemmer af Soiya Women, som bor i Musahar-landsbyen Soiya. Hver især er kvinderne fra Soiya dejlige mennesker, men der skal ikke meget til før de bliver virkelig uvenner, sladrer om hinanden og bliver fornærmede på andre. Nutildags er det ikke svært at komme i Soiya, men sådan har det ikke altid været, og der er stadig mange flere udfordringer her end i de otte andre kvindegrupper (hvor de fleste også er dalit, men hvor der er få Musahar).

Så selvom det er rædselsfuldt, når uskyldige mennesker forfølges pga deres kaste, så virker det som om, det største problem i hverdagen for mange dalits er manglende uddannelse og økonomiske og social fattigdom.

Teater giver selvtillid

Vi snakker videre om, hvordan teater er særlig godt for Soiyas pigegruppe. Pigegrupperne har SWO oprettet særligt til piger, som er droppet ud af skolen før tid. ”Dig og Rati og Asmita, I er blevet supermodige, I kan spille teater for mange tilskuere. Det er SÅ flot,” siger jeg og referer til Alinas unge kollega og veninde fra klassen, som netop er startet i skole igen, med støtte fra danske venner (Asmita er ikke dalit, men hun er alene med sin syge mor, og det giver ikke ret til statsstøtte) og til deres fantastiske teaterstykke, som skal være med til at forhindre børneægteskaber.

”Men pigerne fra Soiya, med dem er det flot, at de overhovedet øver sig i at spille teater. OG de skal have masser af ros!” fortsætter jeg min formaningstale.

”Hvorfor skal de det?” spurgte Rati, Alinas kollega mig for nyligt, da jeg var ude i samme ærinde i en lignende chat-samtale med hende. Skønt med ærlige spørgsmål! ”Hvornår arbejder du bedst?” svarede jeg ”når jeg roser dig, eller når jeg kritiserer det du gør?” – Det kunne hun sagtens se 🙂 Det er bare ikke så almindeligt på de kanter at rose, hvorimod reprimander og skæld ud er meget almindeligt.

For nyligt røg pigerne fra Soiya ud af det teaterstykke, som alle pigerne i SWOs pigegrupper var i gang med, fordi de ikke turde spille foran hele den nærliggende landsby og omegn, og det tog tid at forklare, at det faktisk var en kæmpe succes, at de overhovedet havde deltaget i teater-øvelserne, også selvom de ikke turde spille for et kæmpestort publikum.

Det er tid til at slutte samtalen. Jeg skal have drukket min kaffe færdig, og Alina skal nok have lavet et par af sine skønne TikTok videoer, hvor hun poserer i knaldrød sari til højlydt hindi musik. Vi er begge taknemmelige for snakken, og jeg håber, at den ikke bare styrker Alinas engelsk men også hendes ønske om at komme frem i verden og trække en masse medsøstre med sig.

Læsetræning og ret til gratis skolegang

I det seneste indlæg her på bloggen skrev jeg lidt om, hvor skønt det er, at pigerne i Soiyas Kvinders pigegrupper har fået lysten og modet til at gå i skole. Og hvordan to konkrete piger Asmita og Renuka, med støtte fra deres nye gruppe og et økonomisk skub fra to danske teenagepiger og deres venner i Danmark, har kunne fortsætte deres uddannelse.

Her kommer så endnu en lille solstrålehistorie fra Asmitas og Renukas pigegruppe. I gruppen går pigerne Asha, Asha og Punam, de er alle tre droppet ud af 10. klasse og havde fået at vide, at de ikke kunne få lov at gå om på deres gamle skole. I stedet skulle de gå på et ”institute,” et særligt sted, hvor man så får undervisning, og som koster en hel del penge.

Det lød jo helt skørt og virkelig uretfærdigt, da det næsten altid er de fattige, der dropper ud eller dumper, og det ville jo så selvfølgelig gøre det ret umuligt for Asha og Asha og Punam og alle de andre piger i pigegrupperne at fortsætte deres uddannelse.

Heldigvis, havde jeg under besøget en nepalesisk ven og tidligere medarbejder i Soiyas Kvinder med, og hun sagde ”aj, det tror jeg altså ikke er rigtigt. Det synes jeg, at du, Rati (medarbejder) skal tjekke op på.” Her skal det tilføjes, at jeg jo ofte synes, at regler og love lyder absurde, så jeg må indrømme, at jeg bare havde tænkte ”åh nej endnu en idiotisk regel.” Så det var skønt med en lokal med kritisk sans, som kunne sige ”kan det passe?”

Asha kikker på det, som hendes veninde Punam har skrevet. Det at pigerne skal starte sammen, betyder meget for deres motivation for at læse.
Foto: Elena Hamal

Det kunne det så faktisk ikke! Rati tjekkede med Dinanath Aryal skoleleder på Bhawani skole, som straks sagde ”nej nej, bestemt ikke. Det har de her piger HELT misforstået. Man kan sagtens gå om, og man skal faktisk ikke længere betale ‘admission’ når man går om!”

Om pigerne har misforstået lærerens ord, eller om de er blevet bevidst fejlinformeret, fordi Instituttet har haft en eller anden ubehagelig økonomisk aftale med nogen i skolesystemet, vil jeg lade stå åbent. Faktum er, hurra hurra, at de af vores piger, som er dumpet 10. klasse, eller som gik ud lige inden eksamen, fordi de var bange for at dumpe (!!) kan tage hinanden i hånden og sige ”vi prøver igen – sammen!”

Det er ikke gratis, bare fordi man slipper for admission udgifter, der er masser af andre “fees” som skolen tager, for at dække de udgifter, som staten ikke dækker (så meget for gratis skolegang…), men det går det alt andet lige lidt lettere at komme i gang.

Et læsekursus til SWOs piger

Udover viden om egne rettigheder, så har pigerne også brug for at få forbedret deres faglighed. Mange fattige nepalesiske børn får ikke lært at læse ordentligt i de små klasser, og det forhindrer dem, naturligt nok, i at følge med i de større klasser.

Så det er ikke nok at sige: ”vi skal have de piger tilbage i skolen,” vi er også nød til at sige ”hvad skal de kunne for at kunne følge med?” Derfor sidder SWOs nye juniormedarbejder Elena Hamal nu og øver enkle tekster med Asha, Asha og Punam, og de andre piger, som gerne vil starte i skole igen, når det nye semester går i gang i slutningen af april.

Video by Rati Parajuli

Forældrenes støtte

Da jeg mødte pigerne i Kathmandu i maj 2019, var de fleste stadig ikke klar til at igen at sætte sig på skolebænken, men det er de nu, trods dårlige oplevelser med lærerne. Det har både fællesskabets og læsetræningen æren for.
Udover meget mangelfulde læsefærdigheder har Asha også et andet problem: Hendes far synes ikke, det er en god ide, at hun skal tilbage på skolebænken. Nu var hun jo stoppet, så hvorfor gøre mere ud af det? Heldigvis har SWO lovet hende, at de nok skal overtale hendes far. De, som har læste indlægget om Renuka, kan nok huske, at her var der også brug for overtalelse. I det hele taget, så er forældrenes opbakning selvfølgelig et vigtigt aspekt i det at starte skolen igen. Mit indtryk er, at mange forældre er kede af, at deres børn stopper, selvom de har svært ved at betale, men at det er svært at overskue udgiften, når pigerne først er stoppet og ønsker at starte igen.

De vil gerne!

Det er skønt at se, hvordan pigerne, med den rette støtte i form af grupper, læsehjælp, rådgivning af forældre, viden om egne rettigheder og i nogle tilfælde et økonomisk skub får mod til at vende tilbage til skolen. Vi krydser fingre for dem og glæder os til at følge med i deres nye liv.

Læs også om Asmita og Renuka fra Bhawanipur, som kom til eksamen med hjælp fra Fiona og Celina i Albertslund, så kan du læse det her.

Baggrund:

I 2019 fik Soiyas Kvinder et 1-årigt grant fra den amerikanske NGO ”Girls First Fund” til et projekt, som skal forhindre børne- og teenageægteskaber (“early unions”).

Projektet fokuserer meget på uddannelse, da al forskning viser, at uddannelse udskyder alderen for indgåelse af ægteskab, første barns fødsel og antallet, og øger de pågældende kvinders indkomst, og hermed deres muligheder for at skabe velstand og tryghed for sig selv og deres familier.

Flyver man helt op i helikopteren, er sådan en forbedring med til at øge et lands bruttonationalprodukt (= velstand) betragteligt. Så der er masser af god fornuft i at støtte pigers uddannelse, sådan som SWO gør.

SWO har blandt andet dannet fire pigegrupper, som arbejder med teater, menneskerettigheder, reproduktiv sundhed og med at mobilisere pigernes lyst til at læse og uddanne sig.

SWO har også gjort et stort arbejde for at vinde forældrenes tillid og forklare dem, hvorfor uddannelse er bedre tidlige ægteskaber, og de arbejder med religiøse ledere i området, for at få dem til at tale imod børneægteskaber.

Skoleliv i Nepal fungerer lige nu som frivillige rådgivere. Vi har desuden støttet projektet med en pædagogpraktikant og økonomisk hjælp til de piger, som har særligt brug for det.

Teenagepiger tilbage på skolebænken

Skoleliv i Nepals samarbejdspartner, Soiya Women’s Organisation startede i juli 2019 pigegrupper for 60 unge piger, som er droppet ud af skolen. Det overordnede mål med grupperne er at forhindre tidlige ægteskaber og støtte uddannelse til piger.
I grupperne lærer pigerne om prævention, grænser, sex og sundhed, og om hvor vigtigt det er at få sig en uddannelse og tro på, at man kan have en plan med sit liv. Men mest af alt så får de et fællesskab, hvor de kan snakke om deres liv, glæder og sorger.
Projektet er fundet af den amerikanske NGO Girls First Fund, mens Skoleliv i Nepal står for rådgivning og blandt andet har støttet projektet med en praktikant.

Anne Mette og SWOs leder Menuka besøger en af pigegrupperne.

I januar 2020, ca. seks måneder senere, fortæller pigerne, at de er rigtig glade for deres grupper. “Vi har talt rigtig meget om det med uddannelse, og jeg kan godt se, at det er vigtigt,” siger Asmita på 19 år, som er en af de lidt mindre generte piger i sin gruppe.

Næste skridt er så at komme i gang med skolen igen. Nogen er allerede startet. Men for andre står blandt andet økonomiske vanskeligheder i vejen. Dette problem dækker Girls First Fund ikke. Det gør den slags projektmidler sjældent, da det ikke opfattes som bæredygtigt, hvilket det jo sådan set heller ikke er. Virkeligheden er dog, at økonomi er et af de helt store barrierer, når manglende incitament, rollemodeller og kultur er siet fra.

Asmita og hendes mor

Asmita er en af de piger, som har måtte stoppe pga økonomiske problemer. Asmita bor alene med sin mor, som lider af spedalskhed (ja det eksisterer stadig!) og epilepsi. Hendes far døde for et års tid siden, og det er siden da lykkedes mor at forsørge sig selv og Asmita. Men det har været for dyrt at gå i skole, så Asmita var droppet ud efter at have afsluttet 12 års grundskole (der er ikke de store uddannelsesmuligheder efter grundskolen udover “gymnasiet”, som hedder +2 og alt over +2 hedder “bachelor”). Man skal fx. have en bachelorgrad – 3 år – for at blive lærer.

Tilbud om teater scholarship

I sommer blev Asmita tilbudt at komme til Kathmandu på et “Teater scholarship” hos teatret Shilpee, fordi direktør Yubaraj Ghimire, så at Asmita havde talent, da han underviste pigerne fra gruppen. Men Asmita måtte sige nej tak. Hun ville gerne, men hun kunne ikke forlade sin mor, som ofte falder og slår sig, når hun er på arbejde. Til gengæld begyndte hun på sin bachelor hjemme i Devdaha kommune sammen med sin nye veninde fra gruppen – “Renuka”. Men Asmita har ikke betalt de månedlige fees for undervisningen og nu, hvor eksamen nærmer sig, er det sidste chance for at betale, ellers kan hun ikke gå til eksamen. Samlet skylder Asmita ca. 800 kr for de forgangne måneder og for eksamen, et enormt beløb for Asmita og hende mor. SWO har derfor indstillet hende til at modtage nogle af de penge, som de to danske teenagepiger Fiona og Celina har indsamlet til SWOs pigegrupper ved at afholde banko for deres venner. Asmita var en oplagt kandidat og i skrivende stund er skolepengene betalt, og Asmita kan gå til eksamen.

En bedre fremtid til Asmita?

Men efter eksamen, har Asmita stadig et problem med at betale de månedlige skolepenge, så før Asmita kan fortsætte i skolen, skal vi have fundet nogen, som vil betale hendes skolepenge – 70 kr om måneden – det håber vi er muligt, for det er sejt, at Asmita og mor klarer skærene, som de gør!

Hvis du vil støtte Asmita og de andre piger, så skriv til os! på skolemadnepal@gmail.com eller send et beløb til Mobilepay 24385

Et eksempel på piger, som er voldsomt udfordrede både på økonomi og på deres sociale baggrund er pigerne fra landsbyen Soiya. Her har de fleste piger droppet deres i øvrigt mangelfulde og urelmæssige skolegang længe før 8. klasse. De har et anstrengt forhold til lærere og skole og bruger store dele af deres dag på at hænge ud, passe små søskende, lave mad og vaske op. Det er ikke svært at regne ud, hvad næste skridt i deres liv bliver…Dem kunne SWO godt tænke sig at lave et særligt kombineret sy- og læsekursus for til sommer, og herefter bliver der brug for sponsorer til de 60-70 kr om måneden, som deres offentlige skole koster.

Renuka – den uønskede datter

Menuka Neupane, leder af Soiyas Kvinder, og Anne Mette Nordfalk fra Skoleliv i Nepal sammen med Renuka

Men det er ikke kun Soiya pigerne som har udfordringer. Asmitas veninde Renuka har det også svært. I modsætning til Asmita har Renuka stadig en far, men det har hun desværre ikke meget glæde af. Hendes var har aldrig troet på, at Renuka er hans datter, og han bruger enhver lejlighed til at fortælle hende, at hun er uønsket. Hun fortalte os for eksempel, at forleden dag, mens hun forsøgte at lave mad, blev han ved med at slukke for gassen og bede hende gå.

Renukas mor har sørget for skolepenge, men de har ikke råd til at sende Renuka til eksamen. Renuka har lånt nogle af pengene til eksamen af andre landsbyboere, men mangler stadig nogle. Derfor har SWO indstillet Renuka til at modtage hjælp til eksamenspengene – i alt 300 kr. Derudover vil SWO gå ind i mægling med Renukas far. Forhåbentlig er det muligt at støtte familien i at skabe bedre relationer, så Renuka bedre kan koncentrere sig om sine studier og skabe sig et bedre liv!

Om SWOs pigegrupper:

SWO har med støtte fra den amerikanske NGO Girls First Fund opstartet 4 pigegruppe med cirka 60 piger i alderen 13 – 19 år, som er droppet ud af skolen.

Et af de umiddelbare mål med det 1-årige projekt er at få pigerne tilbage på skolebænken. Skoleliv i Nepal har indsamlet 6500 kr (10000 rupees) som SWO kan indstille de unge piger, som har størst behov og samtidig motivation og kampgejst til at modtage.

Projektet har også andre komponenter. Heriblandt teaterbaseret oplysning til piger, som er i fare for at droppe ud af skolen (i praksis de fleste over 5. klasse).

Quality Education anden del

Så er starten gået for næste kapitel i fortællingen om vores arbejde med skolerne i Devdaha. Denne gang skal vi arbejde med seks skoler. Tre fra forrige projekt og tre nye. De tre nye hedder Shree Sita Mabi, Shree Janata Mabi og Shree Kerwani Mabi. De har alle elever op til 10. klasse. Vores første indtryk er, at skolerne på mange måder er meget ens: De kæmper med konkurrencen fra de private skoler, de skal undervise de fattigste elever, de har for få ressourcer og lærerne er ikke altid nemme at motivere og engagere. OG de er også alle sammen topmotiverede for at være med i projektet. SELVOM det ikke handler om at få flere materialer eller andre fysiske hjælpemidler.

Skoleleder, skolebestyrelsesformand på Kerwani school sammen med Menuka Neupane og Anne Mette Nordfalk. Der var både Skolebestyrelsesformand og Parent-Teacher association repræsentanter ved alle skolemøder, og alle var engagerede forældre/bedsteforældre.

Forskellige udfordringer

Skolerne er også forskellige. På Sitamabi, som ligger lidt længere væk fra hovedvejen, er der rigtig mange børn i klasserne 50-80 stykker og de mangler virkelig lokaler og lærere. Til gengæld har en skoleleder, som virker rigtig dygtig og engageret. “Jeg sørger for at kende mit lokalområde. Det er vigtigt at have en god kontakt til forældrene, så vi kan samabejde. Det er også vigtigt for mig at vide, hvilke problemer de står med, så vi bedst muligt kan støtte børnene,” sagde han klogt.

10. klasse på Sita Mabi. Der er 80 elever indskrevet i klassen. Det er skolens store drøm at dele klassen i to.

På Kerwani mabi havde de også 11. og 12. klasse og et “agriculture” spor. Der var fiskedam og forsøgsmarker og ledelsen var meget engageret i denne del af skolen og ville meget gerne være med, hvis vi i fremtiden laver mere “Skolehave som læringsrum”

Skoleleder Durga Data Sharma fortæller Menuka Neupane projektleder i SWO om hvordan skolen lærer eleverne om dambrug.

“40% af eleverne i overbygningen er fagligt svage,” fortalte Kerwani’s skoleleder, der også gav udtryk for, at det var frustrerende og svært at motivere lærerne. Lærerne får træning men det er så som så med implementeringen: “De har deres egne private problemer, så det er svært at få dem til at give nok til skolen. Der er også nogen, ældre lærere, som har svært ved at tage nye ting ind,” blev der blandt andet sagt. Skolen har indført fagkomiteer for lærerne, så de kan styrke hinanden, men deres oplevelse er, at det ikke virker: “Lærerne er generte overfor at vise hinanden, hvis der er noget de ikke kan,” forklarede skoleleder Durga Sharma. Han understregede også, at de gerne vil skabe bedre relationer mellem elever og lærere.

På Janata Mabi har de både en linje som bruger nepali som undervisningssprog (“Nepali medium”) og en som bruger engelsk (“English medium”). Billedet til venstre er fra “Nepali medium” og taler sit tydelige sprog om skolens prioriteringer. Det er et generelt diskussionsemne, om det er en god ide at bruge engelsk, som undervisningssprog. Det mest brugte argument er at “det gør de private skoler og det vil forældrene have”. Modargumenterne er, at lærernes engelsk ofte er dårligt, og at de ikke formår at lære eleverne engelsk på et bare nogenlunde niveau, og at det derfor er en stor hindring for læring, at bruge engelsk som undervisningssprog.

Nu skal der stemples ind

Som et udtryk for, at vi ikke er de eneste som har opdaget, at lærernes indsats er en væsentlig del af problemet med skolernes kvalitet, har alle skoler nu fået en “indstemplingsanordning,” hvor alle lærere skal melde sig med et tommelfingertryk på kontoret hver morgen. Det er selvfølgelig rigtig godt, at kommunen ønsker at gøre noget ved kulturen på skolerne, men vi håber at kunne tilbyde noget, som er lidt mere motiverende end “indstempling”. Dels så sidder boksen på kontoret/lærerværelset, og der bruger lærerne allerede en del af den tid de burde være i klasserne…derudover, som en forældrerepræsentant på Janata mabi klogt sagde “der er nogen lærere, som kommer til tiden og går lige til deres klasse, men ikke laver noget der. Mens andre måske kommer lidt for sent men til gengæld er engagerede og yder noget. Så er det altså bedre med de sidste.”

Årsdag på Gyanjoti school

Vi var inviteret til årsdag på Gyanjoti school, som deltog i vores første Quality education år og som også er med i vores mini-computerprojekt og som har modtaget støtte til at udbedre vandskader, som fuldstændig havde ødelagt gulvet i flere lokaler.

Skolen havde blandt andet lavet det fineste lille Education Fair i dagens anledning. Derudover var der underholdning på scenen af forskellige klasser, uddeling af flidspræmier og taler af blandt andet borgmesteren og undertegnede 🙂 Der var en del forældre til stede i dagens anledning, det var rart at se.

Den lokale wardformand (nyvalgt efter det nye decentrale system, som er ved at være på plads) deltog under hele arrangementet.

Modtagere af flidspræmie: kladdehæfter og masser af rød farve.

Det bliver spændende at komme i gang med projektet, som skal engagere og motivere alle skolernes hovedinteressenter, altså forældre, ledelse, kommune, lærere og elever. Jeg er rigtig glad for, at vi har brugt et år på at få erfaringer og øve os. Særligt Menuka, som er projektleder, har lært utrolig meget, og er blevet meget mere sikker på sig selv og på, hvad det er de skal: Nemlig fokusere på kvalitet, turde tale om, at den mangler, og måske allervigtigst hun kan nu se vigtigheden af at inddrage forældre og elever, hvis projektet skal lykkes!

Quality Education ll kører frem til december 2022 på 6 skoler i Devdaha kommune. Interventionen er blevet til med midler fra CISU’s Civilsamfundspulje.