Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Læringsgrupper for landbofamilier

nov16-heleholdet
I november 2016 lige efter Tihar og mens risen blev høstet rundt om på markerne holdt Skoleliv i Nepal, Soiya Mahila Swolambi Sanstha facilitatorkursus med Ingelis og Aage Dissing som kursusledere og overfacilitatorer. Den tykke topi-klædte mand til venstre er Ganesh Ghimire øverste leder på Kommunen (Devdaha Municipality).
nov16-2-helesalen
Der var fire kvinder med fra hver af vores 5 fem grupper. Tanken er, at grupperne skal kunne deles i 4 undergrupper med hver sin facilitator. Undergrupperne skal som udgangspunkt mødes en gang om ugen og fokusere på emner som sundhed og praktisk økologi.
nov16-1-lyttende-kvinder
Facilitatorerne skal ikke lede grupperne, men støtte grupperne i at blive dynamiske fora for udveksling af viden og til opnåelse af fælles mål.
nov-16-5-kvindertavle
De fleste af facilitatorerne kunne læse og skrive, hvilket ikke er så almindeligt i vores grupper. Så der var mere skriftlighed end vi plejer. Vi håber, det giver mulighed for at fastholde de mange emner bedre.
nov16-inglis-aage-menukalytter
Alt foregik på nepali, så der blev oversat ivrigt til Ingelis og Aage.
nov-16-5-miralytter
Mina Bhusel, Soiya Mahilas dygtige næstformand og formand for den nye kvindelandbrugsgruppe. Mina er en af de kvinder, som vi tror og håber, kan være en bærende kraft i organisationen fremover.
nov16-3-gruppearbejde1
Gruppearbejde var en bærende del af kurset, da en væsentlig del af pointen var at kvinderne skulle lære at dele viden. Det var ikke så let at få gang i en diskussion, men der blev skrevet meget ned.
nov16-4-gruppearbejde2
Vi havde besøg af tre projektledere fra den danske forening Trianglens partnerorganisation ASK (Aapasi Sahayog Kendra). De blev blandet med de øvrige deltagere.
nov16-18-kompost-ude
Kurset havde ikke økologisk jordbrug som primært fokus, men selvfølgelig var vi også ude i haven og være praktiske. Her hældes der aske i en ny kompost. Asken skal ikke for langt ned, for den skal siv igennem resten af komposten og ikke bare ud i jorden under den.
nov16-19-laggront
Udover komøg blev der lagt masser af frisk grønt i komposten.
20161108_122937
Så er komposten færdig og klar til at blive dækket til. Den har selvfølgelig også fået et par tagetes som pynt 🙂
nov16-21-mandala
En anden type kompost til små områder er denne kompostmandala. Når den er færdig er der jord op til toppen af stængerne. I midsten smides grøntaffald, og der dyrkes afgrøder på siderne.
20161108_122937
Så er komposten færdig og klar til at blive dækket til. Den har selvfølgelig også fået et par tagetes som pynt 🙂
nov16-8-inglisograti
Rati Parajuli, vores unge skolehaveprojektleder, fik også nogle gode råd med på vejen fra Ingelis. Rati skal i gang med anden sæson i skolehaven med blandt andet 6. klasse.
nov16-9-jyotsna-sabi-bishnu
Jyotsna Tuladhar (tv) i snak med køkken- og haveansatte Sabitri Musahar. Vi håber, at de to kan dele en masse viden omkring økologisk jordbrug. Jyotsna har selv arbejdet som økologisk landmand i 3 år og Sabitri har gennem de sidste to år lært en masse om emnet fra blandt andet Lis Rasmussen (Kiselgården) og fra besøg på Søbogaards økologiske gård i landsbyen Gamcha.
nov16-10-rajkumari-asha
Kvinderne blev også sat til at observere skolehaven. Det var de rigtig gode til.
nov16-11-se-pa%cc%8a-korn
Der blev også kikket på sygdomme og skadelige insekter. Der er selvfølgelig rigtig mange skadedyr og sygdomme i Rupandehis varme klima og det er ikke det letteste at komme af med.

nov16-11-se-pa%cc%8a-korn2

nov16-16-hostteamforbereder
Hver eftermiddag blev morgendagens host-team tilbage og planlagde den følgende dag. Emnerne var i høj grad deltagernes egne ønsker indenfor landbrug. Enkelte var fastsat på forhånd, som fx. “en dag i en læringsgruppe,” hvor deltagerne skulle gå i dybden med, hvordan de i praksis vil besøge hinanden og holde møder.
nov16-14-aage-ranjana
Kvinderne blev også sat til at tegne deres egen have, og beskrive hvad de dyrker og hvordan de selv mente, at udnyttelsen kunne forbedres.
nov16-12-kvindeogteginger
Mange af kvinderne har ganske lidt jord, men alle vil kunne forbedre deres fødevareselvforsyning. Derved får kvinderne sundere mad (læs: flere grøntsager) og sparer penge på indkøb.
nov16-15-inglis-dans
Pauser er selvfølgelig også vigtige. Kvinderne var ret vilde med Boogie Vuggie, eller som her, hvor de har fået Ingelis ud og danse i nepalesisk stil.
20161110_140727
Vi havde lånt et lokale til kurset på Bhawanipur skole. Så der blev også tid til en snak med skoleleder Dinanath Aryal.
20161110_162612
Farvel og tak for denne gang! Vi synes, kvinderne lærte meget, de blev i hvert fald bedre og bedre til at være host-teams og til at diskutere. Nu skal de bare ud og have gang i grupperne!

Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Frugtposer til Tranum

For et par uger siden var Sara Kruse Cox og jeg på besøg i Tranum i Nordjylland. Her spillede vi vores uretfærdige Nepalspil med 5. og 6. klasse i skolehaven på den lille hyggelige skole i Tranum, lavede kikærtesnack med børnene og fortalte om uddannelse, fattigdom og sundhed i Nepal.

På jagt efter gurkemeje

Efter den første eftermiddag i selskab med 5. klasse måtte vi forbi Daglig Brugsen efter gurkemeje (man kan ikke lave nepalesisk mad uden det gule pulver). Der mødte jeg brugsuddeleren Else, som stod i butikken og fejrede 10-års jubilæum for en af medarbejderne med kaffe og kage til kunderne. Efter at have snakket lidt om hendes superfine butik (masser af økologi), dukkede Inge Lis Dissing, som vi skulle overnatte hos, op. Inge Lis, som er økologisk landmand og frivillig konsulent i Skoleliv i Nepal, er stort set nabo til Brugsen og har desuden været med til at starte skolehaverne på Tranum skole sammen med sin mand Aage.

Frugtposer og stor tak til Else!

Inge Lis og jeg fortalte Else om formålet med vores besøg, og jeg kom i tanke om, at hun måske kunne være interesseret i at sælge vores frugtposer, som vi også havde med, sammen med alle grøntsagerne, kikærterne og skoleuniformerne. Poserne er økologiske og designet af Susan Liebe (populær keramiker), og de sælger rigtig fint. Inge Lis har så efterfølgende vist poserne frem, og dem vil Else da gerne sælge, og næ nej, det skal Brugsen da ikke tjene på! Mon det ku ske i København?

R for Rati og for Rabarber

I juni måned havde Skoleliv i Nepal besøg af Rati Parajuli, som er projektleder for vores skole- og skolehaveorienterede projekter i Nepal. Udover et meget vellykket program, var det en skøn oplevelse. Det er fascinerende at se Danmark og dansk kultur med andres øjne, men mest af alt så er det fantastisk, så meget det løfter et samarbejde, at arbejde tæt sammen i en måned og pludselig kender hinandens baggrund begge veje. Jeg tror engang MS har kaldt det “omvendte kulturmøder,” jeg synes ikke der var noget, der var “omvendt”. Men jeg kan se, at jo flere partnerrepræsentanter Skoleliv i Nepal har på besøg, jo bedre bliver samarbejdet i det daglige.

20160617_144523.jpg

Rati kom for at deltage i fire asiatiske kulturfestivaler i hhv. København, Århus, Aalborg og Odense. Hun skulle fortælle om Skolelivs arbejde i Nepal, som hun jo kender alle dele af på nærmeste hold. Udover festivalerne var Rati også i praktik i Københavns Skolehaver, hvor hun fulgte en af havens undervisere fire dage om ugen.

IMG_3129

På egen hånd i København

Den første dag fulgte jeg (Anne Mette), Rati til Skolehaverne med toget, men herefter insisterede hun på at tage afsted selv. Hun blev udstyret med en lånt pigecykel fra en af mine drenges klassekammerater, et rejsekort og en mobiltelefon, og så drog hun ellers afsted med toget. Som nogle af jer sikkert ved, så er der stort set ikke tog i Nepal, så det var en ny oplevelse.

20160620_08201220160623_130932Københavns Skolehaver på Bispebjergbakke er over 100 år gamle og et ret vidunderligt sted, hvor 30 danske skoleklasser hvert år har mulighed for at komme med deres lærer en gang om ugen over et par måneder. Så, luge, vande og se deres grøntsager vokse op. Lære om bier og høns, spise rabarber og hyldeblomstpandekager. Rati blev lige som eleverne vældigt inspireret.

IMG_3113

IMG_3116“De smider ikke noget væk her. Alt bliver komposteret. Det skal jeg hjem og lære eleverne,” var en af Ratis refleksioner. Hun synes også, at det var godt, at eleverne lærte om høns, ved at røre ved en rigtig høne. “Det kan børnene i Nepal også lære noget af, selvom de har høns hjemme,” sagde hun, og vi fik en lang snak om, hvorvidt vi kan flytte vores hønsehus i Nepal ind i skolehaven.

En plan for en hel måned!
En anden ting, som var fascinerende, var planlægningen. Hannah, som Rati fulgte, havde en plan for hver dag – en måned ud i tiden! Det synes Rati var længe, men også rigtig smart. I Nepal er der ikke den store planlægning i skolen, og selvom vi ofte snakker om planlægning med Rati og hendes kollegaer, så er det jo en del bedre at se i praksis, hvor rart det er  med en plan!

Selvom de børn vi arbejder med i Nepal jo kommer fra landet, så mente Rati også godt, de kunne lære noget af et forløb, hvor de skal passe planterne, luge og vande. Sprogbarrieren var den største udfordring i skolehaverne , og en anden gang, så vil vi nok prioritere børn fra 5.-6. klasse, som kunne tale mere engelsk. Men selv de mindre børn synes det var sjovt med en nepalesisk gæst!

IMG_3097

Rati besøgte også en skole, som havde mobile skolehaver. Det var på Mølleskolen i Ry, hvor Rati sammen med Anne Mette og Sara fra Skolelivs bestyrelse spillede det uretfærdige Nepalspil med skolens anden klasser. Spillet er også en del det samme formidlingsprojekt, som den asiatiske kulturfestival (begge dele i øvrigt finansieret af Danidas formidlingspulje). Ulla Skovbsbøl har skrevet en fin lille artikel, som optakt til besøget, som kan læses her.

20160616_152145Rati, Anne Mette og Sara fortalte børnene om, hvordan det er at være skolebarn i Nepal, de fik lov at prøve nogle nepalesiske skoleuniformer, kikke i nepalesiske skolebøger og ikke mindst se og smage nepalesisk skolemad. Stort set alle børnene syntes, at Ratis chana-buja var lækkert 🙂20160616_145240Det uretfærdige Nepalspil var også en succes. Der var en lille pige, som blev så grebet af det, at hun græd lidt, da hun dumpede til eksamen 🙂

Rati og lærerene i 2. klasse på Mølleskolen har nu aftalt, at klassen skal være venskabsklasse med dette års 3. klasser på Bhawanipurskole i Nepal. Det var et rigtig fint udgangspunkt, at Rati har mødt begge klasser, og derfor bedre kan formidle kontakten.

Indisk mad og dansende sikher

De fire asiatiske kulturfestivaler var også en stor succes. Rati stod hver gang tidligt op og lave chana-buja (stegte kikærter med puffede ris), som blev serveret for festivalens gæster assisteret af forskellige bestyrelsesmedlemmer og frivillige. Skoleliv i Nepal havde en skøn stand hvor vi delte smagsprøver ud, viste skoleuniformer frem, lod børn kikke i skolebøger og røre ved klassiske nepalesiske skolemadsingredienser. Der var også postere og banner med info om vores arbejde. Vi, dvs. bestyrelsen, havde flere herboende nepalesiske frivillige, som hjalp til, og det fungerede rigtig godt.

Standen gav os alle muligheder for at give de besøgende en ægte nepalesisk sanseoplevelse, og vores unge nepalesere gjorde, hvad de kunne for at fortælle til!

Vi havde også en mini-skattejagt i teltet med tilhørende sansekasse i “gæt en grøntsag” stil. Det var også både sjovt og populært.

20160624_131127Vi fik også snakket med nepalesere rundt om i Danmark. Dette par på Fyn var meget interesserede i at være med til at holde en nepalmiddag med Skoleliv.

20160622_210727

Uro i klassen
Rati havde faktisk også sine egne bekendte. I februar var hun tolk for Nanna, Carolina og Sofie, som var praktikanter fra Zahle seminarium, på Bhawanipur skole i Nepal, og som lavede skolehaver med børnene. Vi mødtes med dem et par gange, og fik udvekslet erfaringer fra deres ophold i Nepal og Ratis ophold her. Desværre nåede Rati ikke ud på en dansk skole, så hun kender mest danske børn fra uderummet, hvor der jo er højt til loftet og masser af energi, og hvor man må larme lidt mere og ikke skal sidde stille. Larm og uro var ellers fælles træk, som de tre unge lærerstuderende (nu færdiguddannede) kunne se både i Danmark og Nepal, og som de arbejdede en del med, da de var afsted.

Et fortryllet sommerhus i Dokkedal
Rati havde forestillet sig, at danske huse var meget avancerede at se på, noget med glas og stål og masser af etager. I virkeligheden var de, som hun sagde helt almindelige udenpå, men så var der bare ALT indeni. Vi overnattede blandt andet i et ret skønt miniature sommerhus i Dokkedal nær Aalborg, og fik snakket meget om, hvad et sommerhus er, og ikke mindst hvor de ligger (fx. ved havet, som det her!). “Når man ser det udefra, så tænker man, det ligner et hus hjemme, men når man så kommer ind, så er der alt, og i Nepal er der ingenting,” det pågældende sommerhus var nu også for Anne Mette noget nær en trylleæske.

Når pumpen bliver stjålet
Danmark var en kæmpe oplevelse for Rati, som aldrig før har været udenfor Nepal og faktisk også kun ganske få gange i Katmandu. Et spændende møde for alle de danskere, som Rati var med til at fortælle om Nepal, og også et stort boost til Skolelivs arbejde i Nepal. Det er helt uvurderligt at bruge så meget tid sammen, og at have fået så mange nye fælles referencerammer. Da pumpen i læringscentret blev stjålet en måned efter Ratis besøg, kunne jeg skrive “ja det er rigtig øv, men kan du huske: I Københavns Skolehaver har de også problemer med tyveri,” og så forstår vi hinanden.

Den slags referencer er guld værd. Det var selvfølgelig også virkelig heldigt, at Rati er en superselvstændig person, som også fysisk går foran, selvom hun er ny et sted. Og jeg har klart en følelse af, at besøget også har gavnet hendes arbejde i Nepal. I hvert fald har hun været endnu mere initiativrig og selvstændig end før. Det er jo bare dejligt.

 

Skolehaven som læringsrum

I februar måned kunne vi endelig søsætte projektet Skolehaven som læringsrum, som vi har fået penge til fra Thunes Legat i slutningen af 2015. På skolerne var de skeptiske overfor, om man nu virkelig kan lære noget udenfor, og de fem unge praktikanter fra Zahle seminarium, som skulle sætte projektet i søen i deres 4 ugers praktik, havde ikke prøvet at lave skolehaver før.
workshop-tavle

Vi startede med en fælles workshop for lærere, praktikanter, haveansvarlige, ledelse og projektansvarlige fra vores partnerorganisation Soiyas Uafhængige kvinder. Den gik over al forventning. De gule sedler er deltagernes forslag til, hvordan skolehaven kan integreres i undervisningen.
workshop-lærer

Lærerne var selvfølgelig stadig bekymrede for, om deres elever nu ville bestå eksamen. Men det afholdt dem ikke fra at have gode forslag til, hvordan deres undervisningsbøger kan bruges udenfor i haven. En af de ting, vi har fokuseret meget på, er at landbobørn skal ud i haven for at føle sig hjemme, ikke for at blive fascineret af, hvor en kartoffel kommer fra. Det kunne de godt se mening i.

worskshop-menuka-sabiSabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.

praktikanter-workshop

Workshoppen blev også brugt til at præsentere de fem danske studerende for alle de nepalesiske projektdeltagere.

sofie-madpyramiden

Og så gik vi ellers i gang. Ernæring er et emne, som også er med i de nepalesiske skolebøger, så den blev et af de første elementer i undervisningen.

piger-uv-nannainstruerer

Madpyramiden blev også til et vendespil, som børnene selv tegnede. Gruppeaktiviteter bruges i undervisningen på Bhawanipur og Laxmi school.

piger undervisning drengegruppe

Børnene synes selvfølgelig det var sjovt, og læreren kunne også se, at det gjorde en forskel.

piger-undervisning-drengepårækken

På Bhawanipur school kæmpede praktikanterne meget med larm og uro. Folk, som kikkede ind ad vinduet, elever der skrålede på læreren, mens de rakte hånden op, inspektør eller lærere, som kom ind for at tjekke at alt var vel.

bankebøf

Om eftermiddagen lærte børnene en ny leg, “banke bøf”, som alle synes var herlig. Der skal jo også være sjov – selvom undertegnede stadig var lidt nervøs for fremdriften:)

drenge-udeihaven

Her er Peter og Kristian sammen med tolken Kamal i gang med at introducere haven på Laxmi school, der netop er blevet pløjet og gjort klar.
drenge-logbøger

Alle børnene fik logbøger, som de kan bruge i haveundervisningen. Det er ikke alle børn, som har kladdehæfter nok, så det gjorde logbøgerne ekstra vigtige.

drenge-ihaven-grupper

Der var meget mere roligt på Laxmi school, da skolen kun har fem klasser. Det gjorde også de enkelte klasser mindre larmende.

drenge-redskaber

Jeg havde haft en del redskaber og andre ting med fra Danmark. Det synes smådrengene var ret interessant.

drenge-uv-videndeling

Sabitri, der er haveansvarlig på Bhawanipur school, var med på Laxmi school hele måneden. Her fortæller hun Laxmi schools haveansvarlige Rita om skolehaverne i Danmark.
buja-til-morgenmad
Vi havde valgt at starte haveundervisningen kl. 8, for ikke at tage alt for mange klassetimer og dermed gøre lærerne mere nervøse. Derfor serverede vi også morgenmad for klasserne. Og ja! der er grøntsager her (kål, kikærter og løg), men andelen af puffede ris er noget høj. Room for improvement…!

forældre-dagInden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
diplom

Så kom vi i gang. Skønt. Rati Parajuli, som har fungeret som tolk for praktikanterne på Bhawanipur school og som også står for vores nye lektiegrupper er projektleder og skal støtte lærere og elever fremover. Lige nu starter eksamen, så vi tager en lille “vande/læse” pause. Hvor Rati får læst en masse om skolehaver, og praktikanterne får afrapporteret, hvor langt de nåede og hvor de synes vi skal tage fat.
farvel-farvel

Det var ikke nemt at undervise langt ude på landet i Nepal, med tolk og lave sit livs første skolehave. Men de gjorde det! Og på en måde, var det måske godt, de heller ikke var topprofessionelle, så det hele foregik i et tempo, hvor de nepalesiske projektdeltagere ku være med og hvor alle sandheder ikke var givet på forhånd. I hvert fald så har alle udmeldinger fra skolerne været meget positive. Næste træk bliver det seje – nemlig at få lærerne grundigt i spil. Godt vi har Rati. Hun er bare 21 år, men hun er supersej!

Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

sabitri adiya 2
Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

sabitri adiya 5
Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

sabitri adiya 4
Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)

En sti af lys for Laxmi

Da jeg boede i Nepal, syntes jeg, at Tihar, også kaldet Dipawali, minder om jul. Højtiden falder i den mørke tid og man sætter fine lys i sit hus. I Soiya hedder højtiden “Amausa” og er årets største højtid. Den fejres med de fineste små kerter.
amausalysDet “smarte” ved at bo i et lerhus er, at man kan “omskabe det” som man vil. Fx. sætte små hylder op til sine lys. Derudover havde mange sat en sti af lys fra vejen og hen til deres hus. Det er for, at gudinden Laxmi (gudinde for velstand) kan finde derind. Det håber jeg virkelig, at hun gør!
amausa-phoolmatis amausalys.jpgPhoolmatis hus var særlig flot, så jeg var lige inde og kikke og sige “ramroh chaa” og “nik bah” (betyder “godt” på hhv. nepali og tharu. Det sidste udløser altid latter, så det billige “klovne-point” lukrerer jeg på hver gang). Hvad der var knapt så lattervækkende var, at Phoolmati har fået ny svigerdatter. Hendes velsagtens 18-19 årige søn er løbet væk og er kommet hjem med en pige, der nu går rundt i rød sari og er “ny brud.”
amausa-phoolmatis svigerdatter.jpgPigen ved siden af er Phoolmatis datter, en af de piger, som vi så frygtelig gerne vil holde i skolen. Hmm, hvordan påvirkes man, når man får sådan en ny “storesøster” i huset? Håber lektiegrupperne kan være bare en lille modvægt….
bai tikka 1.jpgEn anden del af Tihar/amausa er bhai tikka. Hvor søstre maler deres brødre/fætre i panden og giver dem en fin krans, som en slags velsignelse.
bai tikka 2Hjemme hos Sita blev huset pyntet på en helt anden måde inden bhai tikka:

anjali-hus-tikkaAnjali og hendes mor Sita gav deres hus et væld af fine prikker.
amausa-pynte hus nærBagefter kom der en lille fætter på besøg og så var det ellers tikka-tid:

bai tikka 3En stolt mor ser til. Neelam er Asha (ny formands) svigerdatter og skal nedkomme med sit andet barn om en måneds tid. Asim på fem år er hendes ældste og mors og farmors øjesten.
bai tikka 6bai tikka 5Man skal have tungen lige i munden for at male rigtigt. Det var Anjalis første gang, så vidt jeg forstod. Her er det hendes lillebror Asik, som får et sandt trafiklys i panden 🙂

De to unge herrer syntes, det var herligt 🙂

 

Når det er forbudt at kede andre

Et af de vigtige punkter på agendaen for dette projektbesøg i Nepal, var et møde for de unge social arbejdere, som blandt andet er ansat til at varetage formidling til og fra kvindegrupperne. Hovedformålet var at få et overblik over, hvad de har lært, da de for nyligt var på kursus i at lave forretningsplaner. Som nogle måske husker, så er det planen, at socialarbejderne skal hjælpe grupperne med at lave forretningsplaner, så de kan bruge deres nye økologiske viden til at lave noget sammen.

social mobilisers og business resten
Alt blev tegnet på tavlen som øvelse. De unge havde heldigvis lært en masse meget fornuftige ting, som let lod sig omsætte i billeder (produkt, pris, investeringer, marked, transport, kundegrundlag, konkurrenter…). Billeder er den metode socialarbejderne skal bruge i deres arbejde med grupperne, da disse ikke kan læse og skrive. Interessant nok virkede det også rigtig godt i deres egen gruppe og fik tydeligt nogle af de mere generte til at klare sig bedre end ellers.
social mobilisers og business
Herefter var det tid til at mødes med grupperne. Dels for at evaluere forløbet indtil nu og dels for at introducere forretningsplanerne.

evaluering-billed1De første to grupper kom dryssende en time over tid…Vi gik ret hurtigt i gang for ikke at spilde tiden for dem, som kom først, og det fungerede fint, at folk bare kom ind og satte sig, når de dukkede op.
I Nepal er det i mange sammenhænge tilladt at kede andre helt vildt meget, med langvarige enetaler i et opskruet tempo (maskingeværssalver af ord, kan man godt føle, når man ikke kan følge med :). Dertil kommer, at de som har mest taletid ofte har et andet sprog end de, som lytter (jeg er altså ikke den eneste, som har svært ved at følge med rent sprogligt).
evaluering sarita viser
Den fremgangsmåde hægter selvsagt mange af og for at undgå det, skulle metoden “inddragende formidling” nu stå sin prøve.

evaluering usha tegnerNogle gange tegnede den socialarbejder, som er med som assistent. Med hjælp og forslag fra deltagerne.

evaluering deltager tegnerandre gange var det en deltager. Det skønne er, at nepalesere (generelt) har utrolig meget humor og er supergode til at “optræde.” Derfor blev vores evaluering både sjov og fik alle med. Det samme gjorde den efterfølgende gennemgang af forretningsplaner. Og metoden fik også denne gang socialarbejderne til at træde mere i karakter. Total succes!
evaluering fælles fotoHer fællesfoto med gruppe 2. Der kom desværre ikke så mange, for de bor lidt langt væk. Næste gang har vi aftalt at mødes tættere på deres hjem…

Kampvalg og kikærter

De fleste af os bliver inviteret til generalforsamling en gang imellem. Mange gange takker man nej og bliver væk med en snert af dårlig samvittighed, fordi man synes “man burde,” men på den anden side ikke orker at bruge en halv dag eller så på noget så relativt kedeligt.

agm-tilhørere

Da Skoleliv i Nepals partnerorganisation Soiya Women’s Independent Organization i år kunne invitere til sin anden generalforsamling i foreningens to-et-halvt-årige historie, var jeg dog rigtig glad for at kunne sige “ja.” Ikke fordi nepalesiske officielle arrangementer plejer at være særlig interessante, men fordi denne generalforsamling er et udtryk for SWOs positive udvikling.

agm tilhørere 2.jpgSWO har på under et år fået 80 nye medlemmer, så fra at være 20 kvinder fra Soiya, er de nu 100 kvinder i alt. Det betød først og fremmest, at de nu, havde lejlighed til at invitere alle de nye medlemmer til at vælge repræsentanter til bestyrelsen.
AGM gammel bestyrelse

Den gamle bestyrelse blev behørigt hædret. For nu at være helt ærlig, så har de ikke været af den allernemmeste slags, da de har haft rigtig svært ved at skelne mellem personfnidder og bestyrelsesarbejde (“nej, vi kan ikke vælge en ny formand før tid, fordi du er uvenner med hende, I har nu!”). Menuka skal have ros for at inddrage dem i alle væsentlige beslutninger og tålmodigt forklare, hvordan en bestyrelse fungerer.

agm-Asha taler

Asha Musahar stillede som ventet op til formandsposten. Asha var ikke med i den tidligere bestyrelse, men hun er leder af den ene af Soiya’s to “fraktioner,” så vi havde regnet med, at hun ville stille op.

agm-modkandidat

Udover den tidligere formand Sabitri, stillede også denne unge kvinde op som modkandidat. Et godt eksempel på at de nye kvinder i foreningen virkelig gør en positiv forskel og dejligt, at nogen fra starten turde være så aktiv.
agm-kandidater med symbolerOg så var der kampvalg! Da et flertal af SWOs medlemmer ikke kan læse og skrive fik hver kandidat et symbol, som deltagerne så kunne stemme på. Det blev forklaret så grundigt at en deltager smilende sagde “ja ja, vi er med!”

agm-i kø for at stemme.jpgDet er faktisk lige præcist hvad de er, de nye medlemmer “med…”. Dejligt at se dem stemme. Jeg synes, vi på den måde gør vores lille bitte del, til at styrke Nepals flossede demokrati.

Til vores (Menukas og  undertegnedes) forbavselse vandt Asha. Det viste sig, at hun som den eneste kandidat havde lavet lobbyarbejde på forhånd. Igen: Jeg ville måske ikke have valgt hende, men fedt at andre kan se, at det er en del af en demokratisk proces.agm-ny bestyrelse tages i edAlle grupper stillede med to medlemmer til bestyrelsen. Asha blev valgt som formand, næstformandsposten var der også flere kandidater til, den post blev afgjort med nepalesisk konsensus-diskussion, og så var vi ellers hen under aften klar til at se den nye bestyrelse blive taget i ed.
agm-mad
Lang dag! Heldigvis var der kikærter (chana-buja) undervejs. De er jo eksperter i skolemad, de her damer fra Soiya 🙂