World Food Day 2015: Hvad spiser du?

Mad er det mest grundlæggende i livet, alt starter der, og derfor er det også noget, som binder os sammen, hvad enten vi bor i Danmark eller Nepal.

Vi har spurgt nogle danske og nogle nepalesiske børn, hvad de har fået at spise og hvad deres livret er.

Asmaa Musahar:

Magnus:

Sjeejanaa Musahar:

Hjalte:

Samchi Pariyar:

Norden og Nepal

Foto: Ulla Skovsbøl

I øjeblikket er Skoleliv i gang med projektet “Norden og Nepal.” Projektet skal fortælle danske børnefamilier og andre interesserede om sundhed, ernæring og udvikling i Nepal. Projektet består i store træk af tre dele.
Først var Sara Kruse Cox fra SINs bestyrelse i Nepal og samle materiale og starte projektets videodel op. Så var Skoleliv i Nepal med på Århus Foodfestival. Sidste del foregår her på bloggen og er et forsøg på at skabe en dialog om mad.

Herunder kan du se billeder og læse lidt om de to første dele af projektet:

Sara i Nepal

Sara mødte selvfølgelig de skønne unger, som får skolemad. Her er hun på Shree Shanti Priya Primary school, som Skoleliv har startet skolemadsprojektet op sammen med tilbage i 2009.
En af de ting Sara gjorde var at opstarte et videoprojekt, som vi vil bruge til en række spændende dokumentationsprojekter.
Det var selvfølgelig ikke Sara, som skulle filme. I første omgang er det en gruppe unge socialarbejdere, som skal lære at filme med en tablet.
Bagefter bliver det børnenes tur. Denne gang nøjedes de dog med at posere og så selvfølgelig se sig selv bagefter!
Bagefter bliver det børnenes tur. Denne gang nøjedes de dog med at posere og så selvfølgelig se sig selv bagefter!
Der blev også tid til at gå med i rismarkerne.

Århus Foodfestival
Som projektets næste højdepunkt var at deltog Skoleliv i Nepal i Århus Foodfestival med en stand proppet med aktiviteter.

Smagsprøver var en obligatorisk del af standen for alle festivallens aktører. Foto: Ulla Skovsbøl
smagsprøver var en obligatorisk del af standen for alle festivallens deltagere.
På standen kunne man se og føle på nogle af de essentielle ingredienser i det nepalesiske køkken. Og få en snak om sundt og usundt.
Skoleliv i Nepal var så heldige at have to ægte nepalesiske frivillige. Dipesh Khagi, som er på højskoleophold i Danmark og Samikha Tamang, som er studerende ved Niels Brock.
Samiksha hjælper en besøgende med at skrive sit navn på nepalesisk.
Dipesh i snak med en af de mange besøgende. Vi havde besluttet at fokusere på børnefamilier, da vi skulle stå i børneafdelingen, men vi fik besøg af gæster i alle aldre.
Udenfor standen blev der gravet efter grøntsager fra skolehaven i den helt store stil. Foto: Ulla Skovsbøl
Der var travlt på standen alle tre dage.
Udover standen, der var finansieret af Civilsamfund i Udvikling, solgte festivalens butik Skoleliv i Nepals frugtposer. Poserne havde fået en supergod placering og havde et rigtig godt salg!

Alt i alt var festivalen en herlig oplevelse. Vi fik snakket med utrolig mange forskellige mennesker lige fra majsbønder til børnehavebørn. Snakkene strakte sige lige så vidt. Jordrettigheder, skoleuniformer og duften af spidskommen, var nogle af dem.
Nu glæder vi os til sidste del af projektet. Madvideo af danske og nepalesiske børn. Kommer snart lige her….:)

Generalforsamling 2015

Generalforsamling i Skoleliv i Nepal er nu og spændende hvert år. I 2013 var vi på Kiselgården og havde besøg fra vores nepalesiske partnerorganisation. I år var vi i Sct. Hans’ nye drivhuscafe ‘Sct. Hans Have’. Et fantastisk sted og den perfekte ramme for en organisation, som beskæftiger sig med grønne emner.

am-talerDa der var budt velkommen informerede bestyrelsesmedlem Mille Lübbert Hansen kort om situationen i Nepal efter jordskælvet. Foreningens arbejde er i det store og hele uskadt. Dog har en enkelt partner (Søbogaard Nepal) fået ødelagt deres bygninger.

Herefter berettede formand Anne Mette Nordfalk om året der gik.
referent-jyllandSara Kruse Cox, bestyrelsens eneste jyske medlem, tog referat. Sara var tilbage i 2012 i Nepal i forbindelse med sin uddannelse til ernæringsbachelor.

der diskuteresEfter den formelle generalforsamling var der foredrag. Denne del af dagen startede med, at deltagerne diskuterede 2 og 2 udfra uddelte stikord, hvorfor vi arbejder med de ting, vi gør? Hvad er det for problemer, vi er oppe imod?
Den efterfølgende plenumdiskussion kom godt rundt om mange aspekter lige fra kastesystem og lokaldemokrati til ernæring, uddannelse og økologi.
fantastiskedukker-1Ved generalforsamlingen blev Skoleliv i Nepal beriget med to nye bestyrelsesmedlemmer, designerne Mai Plank og Pernille Jøker Johnsen. De to har i det seneste år været aktive frivillige i foreningen og blandt andet skabt en favnfuld skønne dukker, som skal danne udgangspunkt for en empowerment workshop i Nepal i det kommende år. fantastiskedukker3Dukkerne blev afprøvet og godkendt af generalforsamlingens yngste deltager.

Om at være fattig inden i

Vores seneste besøg i Soiya var en en kæmpe udfordring udi det logistiske, og så gav det stof til eftertanke omkring de klassiske ‘Udviklingsfloskler’ i ‘Giv en ged’-genren.

Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.
Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.

Først og fremmest skulle vi støtte vores partnerorganisation Soiya Women’s independent organisation i at starte fire nye kvindegrupper op og få uddannet 8 nye social mobilisers til at støtte dem. Derudover skulle vi sikre, at der blev lejet et godt stykke jord, som de nye grupper kunne blive undervist på.

Heldigvis var forarbejdet gjort, kvinder og social mobilisers var identificeret, og det samme var 3-4 mulige jordlodder i en rimelig prisklasse.

Det med jord er et helt kæmpestort kapitel for sig. Landbrugsjord i Nepal er op til fire gange så dyrt som i Danmark, hvilket cementerer uligheden mellem rig og fattig – eller sagt på en anden måde: jordejer eller jordløs. Dertil kommer, at når man vil leje jord, så kan det ofte kun lade sig gøre i max.  fem år, hvilket jo er relativt kort tid, hvis man fx. vil dyrke frugttræer eller opdrætte fisk, for ikke at tale om vandingsanlæg.

Møde med nye kvinder

Men for at komme i gang havde vi besluttet at forholde os knivskarpt til, at vi i første omgang skulle leje jord til træning af 80 kvinder i ca. 10 måneder, og her trådte en nabo til med et godt tilbud på et stykke jord med mulighed for vanding, og Lis og Menuka fik forhandlet en rimelig aftale hjem.

Økologi og demokrati
Planen for de nye grupper er, at de skal undervises i økologisk jordbrug, ernæring og lokaldemokrati over de næste ti måneder. Det, vi sammen dyrker på de nye marker, skal bruges til skolemad, og det, som vi derved sparer, kommer ind på en særlig konto til grupperne. I slutningen af forløbet er det planen, at grupperne skal have et kursus i forretningsplanlægning, og de skal så have deres sparepenge+et tilskud fra Skoleliv udbetalt til at gå i gang med deres eget forretningsprojekt.
new-ladies-in-the-field-børn
Kvinderne fra Soiya fungerer som hjælpetrænere i forløbet og Durga, vores haveleder, er overtræner og skal koordinere og lede slagets gang.

Nye kvinder og ny jord

De nye kvinder, som alle er fra områdets fattigste familier, havde på forhånd fået en kort forklaring på, hvad det hele gik ud på, og mødte så op for at få det hele forklaret af undertegnede (den overordnede plan), Menuka (detaljerne), Lis og Durga (økologien). Til sidst tog vi en runde, hvor vi spurgte, om de ville være med. “Jeg sidder,” var svaret hele vejen rundt. Lidt sjov måde at sige “ja” på, når det nu handler om alt andet end at sidde 🙂

Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.
Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.

Grupperne gik i gang, mens vi stadig var i landsbyen, og det så ud til at gå rigtig godt. Vores nye jordstykke viser sig blandt andet at være langt bedre end det, vi allerede har ved Soiya, og Durga var god til at sætte sine hjælpetrænere i gang og til at veksle mellem teori og praksis. Hurra for at vi besluttede at hyre ham!

Unge forbilleder
de unge nyansatte social mobilisers
Vores unge mobilisers kommer også stort set alle fra såkaldt lave kaster uden tradition for uddannelse. En enkelt skilte sig fra starten ud ved at være lysere i huden, være mere snakkende, og tale noget engelsk. Det viste sig, at hun er brahmin, men er kommet med i gruppen, fordi hun er enlig mor. Hun har kun gået i skole til 10. klasse men håber at kunne uddanne sig videre, nu hvor hun har fået deltidsjob hos os. Hmmm, temmelig tankevækkende, at netop denne unge pige helt tydeligt er lettere at arbejde med end de øvrige…kan godt være hun er enlig mor, men hendes baggrund gjorde en helt tydelig forskel…

Hvad laver en social mobilisator?
De unge menneskers job er at fungere som sekretærer og informatører for de nye grupper. Når de holder møde, er det de unge, som laver referat. Når de skal lære om ernæring, så skal de unge først lære om det og så give det videre. Når grupperne har problemer eller spørgsmål, der har med organisationen at gøre, så kan de henvende sig til deres social mobiliser.

Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.
Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.

Sekretærfunktionen skyldes ganske enkelt, at der er meget få i grupperne, som kan læse og skrive lidt og informatør-rollen handler om, at det er for dyrt, at få professionelle udefra til at give alle informationer til alle grupper.

Er et sykursus lykken?
De fleste af kvinderne fra Soiya er hjælpetrænere i øko-haven. Men Sita og Saraswoti blev i starten af forløbet i stedet udvalgt til at få skrædderundervisning. De to kvinder, er blandt de allerdygtigste af Soiya-kvinderne udi sy-kunsten og desuden har de begge mindre børn at forsørge og havde derfor mest brug for at få muligheden for at blive skrædder. Nu er de godt i gang med kurset og jeg tænkte så, at det var tid til at snakke om, hvad de skal bagefter…Vi har tidligere talt om, at de forhåbentlig kan undervise andre kvinder, men det var også min helt klare tanke, at de først og fremmest skulle i gang med deres egen forretning.

Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.
Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.

Et par meget modvillige entreprenører
Det viste sig, at de slet ikke var enige i det sidste! “Der kommer ikke nogen og vil have noget syet, og hvis der gør så er vi bange for at ødelægge stoffet! Og der er i øvrigt mange andre skræddere end os.” Var nogle af de ting som blev fremført. Vi snakkede en del frem og tilbage og jeg talte også med Menuka om sagen, og nåede frem til, at det simpelthen er en kæmpe mundfuld for dem. De er superdygtige til deres håndværk, men de tror ikke for 5 øre (eller paisa) på sig selv!

Jeg ved ikke, hvad jeg lige havde forestillet mig. Jeg må indrømme, at jeg nok havde lullet mig ind i u-landsflosklen om, at bare man giver en fattig kvinde et sykursus, så bliver hun vupti til en benhård entreprenør, som i løbet af ingen tid har fast høj indtjening i egen biks. Eller en anden version: Hvis en fattig kvinde får en ged, så kan hun forsørge sig selv og sine børn.

Virkeligheden er som altid mere kompliceret. For eksempel nu det med selvtilliden. Som syersker for Musahar vovede Sita og Saraswoti at tro på, at dde kunne noget, men som selvstændige…der er det en anden sag. Og mon ikke der er mange fattige der har det som dem?

sita-saraswoti-klipper

jeg føler mig i hvert fald ret overbevist om, at samme problematik kommer til at gøre sig gældende, når de øvrige skal i gang med deres eget landbrugsrelaterede forretningsprojekt! OG jeg tænker, at det også må gælde andre steder, hvor man rent faktisk har fat i de aller fattigste.

Så nu har vi altså 10 måneder til at gå i tænkeboks omkring, hvordan søren vi får Soiya-kvinderne til at tro på sig selv. Gode råd, erfaringer og ideer modtages gerne. Selv tænker jeg på, om man mon kunne lave en mentor-ordning, så alle forretningsgrupperne havde en person fra samme fag, der støttede dem i det første år?

Regnskab på vej mod skinner
En rigtig glædelig oplevelse var, at Menuka og jeg nu stort set har en fælles forståelse af, hvordan vi laver regnskab. Vi mangler stadig at få gjort kål på nogle af de måneder, som projektet har kørt, men det ser meget bedre ud end før. Den nye deltidsbogholder har desværre måtte stoppe, da han fik nogle problemer med ryggen. Derfor har vi med opbakning fra Soiya Women’s bestyrelse besluttet at ansatte Radha, Menukas svigerinde. Det er selvfølgelig ikke optimalt i en dansk forståelse af verden, men det har vist sig meget meget svært at få en regnskabskyndig til at arbejde så langt ude på landet, og desuden finde en, som var til at stole på og som fungerede med damerne fra Soiya og her virker Radha som den helt rigtige person.

Så nu, hvor projektet har under et år igen, har vi valgt at satse på Radha, som har en bachelor i accounting og er topmotiveret, da hun og hendes familie virkelig mangler en lønindtægt.

Hvad kan jeg gøre for min organisation?

Soiya-kvinderne og Lis med deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.
Soiya-kvinderne med Lis og Durga og deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.

Sidste år var Soiya-kvinderne uvenner i mange måneder. Heldigvis er skænderierne døet hen og stemningen er i bedring, så denne gang synes jeg, det var på tide at snakke lidt om, deres attitude i forhold til hinanden og deres forening, så det blev et af de vigtigste pointer på vores allersidste møde i denne omgang: Alle er velkomne her, de som hellere vil lave noget andet i hverdagen er også velkomne som medlemmer. Det man ikke er velkommen til, er at bagtale hinanden og foreningen. Man må også rigtig gerne udskifte det klassiske “hvorfor skal jeg gøre det?” ud med “hvad kan jeg gøre for, at min forening fungerer?”

Det virkede som om alle tog det til sig, og det gav faktisk vores afsluttende møde en ekstra god stemning. Menuka synes også, det gik godt og var glad bagefter. Dejligt, at de nu er nået dertil! Håber de i løbet af det næste år også bliver bedre til at støtte hinanden, så de og foreningen kan vokse og trives.

Træning og ny viden er meget godt, men hvis man skal ud af fattigdommen, så skal man også give slip på den indre fattigdom. Den lille stemme der siger til en at man ikke er god nok, at man ingenting kan. Den skal ud – og erstattes med en ny fortælling om at være modig, dygtig og ligeværdig.

Det fascinerende ved Soiya

Et hus i Soiya

Kære Læser
Lige siden jeg besøgte landsbyen Soiya første gang i 2007, har stedet fascineret mig. Der er noget ved de små lerhuse og deres beboere, som ikke vil give slip, og som betyder, at beboerne og jeg siden da har været en del af en fantastisk og til tider frustrerende fortælling.
Denne gang var jeg så heldig, at have Helene Gilså Hansen og Emilie Bak Petersen med til Soiya. Emilie har taget billederne herunder, der beskriver Soiya med nogle skønne billeder, der først og fremmest er anderledes end dem, jeg gennem tiden har taget: Enjoy!

Den her cykel fik Sabitris søn Budiram, så han lettere kunne komme til tuition og hans mor dermed kunne få ham til at færdiggøre sin 10.klasse.
Den her cykel fik Sabitris søn Budiram, så han lettere kunne komme til tuition og hans mor dermed kunne få ham til at færdiggøre sin 10.klasse.
Fordi man bor med mand, svigersøn, barnebarn og fire børn i et lerhus på omkring 12 m2, så har man vel stadig brug for et "sminkebord"
Sabitris familie har bare denne ene hylde til deres nips og småting. Hun har flere neglelakflasker end jeg har!
Her sover Sabitri og hendes mand. Drengene har en seng i samme rum. Mens søsteren og hendes mand og baby sover i husets andet rum.
Her sover Sabitri og hendes mand. Drengene har en seng i samme rum. Mens datteren og hendes mand og baby sover i husets andet rum.
Sabitris hus har separat køkken. De små  lerklinede ildsteder findes overalt i landsbyen. Mange har ildstedet inde i selve huset.
Sabitris hus har separat køkken. De små lerklinede ildsteder findes overalt i landsbyen. Mange har ildstedet inde i selve huset.
Udsynet fra et hus i Soiya. En gang imellem forstår man godt, at det kan være lidt svært at tro på fremtiden.
Udsynet fra et hus i Soiya. En gang imellem forstår man godt, at det kan være lidt svært at tro på fremtiden.
Tak til Helene og Emilie for de fine billeder af Soiya!
Tak til Helene og Emilie for de fine billeder af Soiya!

Gæster fra Danmark

IMG_2212Denne gang var vi også så heldige at få besøg at seks danskere. Marianne (billedet) er medlem af foreningen og havde i sommer besøg af forkvinden i Soiyas kvinder  Sabitri Musahar (billedet). Denne gang kunne Sabitri så byde Marianne og hendes venner velkommen til sin landsby.

IMG_2202Gæsterne fik selvfølgelig ‘tikka og mala’ og der blev grinet meget af, at det var svært for de små Soiya-kvinder at nå op til panden af mændene.

IMG_2223William fik afprøvet arbejdet i læringscentret.

IMG_2226Og Lars fik mere at vide om jordbrugssituationen i området fra Menuka, der jo er foreningens manager.

IMG_2209Sabitris datter Aarati har fået en lille datter. Her bliver hun besigtiget af Mette og Sally.

IMG_2245Alle var med og se haven på Laxmi school.

 

Knapsuppe-skolemad

Det er altid spændende at besøge skolemadsskolerne i Nepal. Hvordan ser haven ud? Er maden stadig som den skal være? Hvordan oplever lærerne projektet?

Denne gang var det ekstra spændende, fordi vi skulle besøge vores nye skole for første gang. Skolen hedder Bhawanipur higher secondary school. Jeg var der i foråret, da vi underskrev samarbejdsaftalen, kikkede på hvor køkkenet skulle være og aftalte, hvor vi kunne lave have. Men Lis har aldrig været der og jeg har ikke besøgt skolen, efter de i maj startede frokost op.

Så laves der mad på Bhawanipur schoolMangali Kumal og Chireiti Musahar lavede mad den dag vi var på besøg. Og jeg var ærlig talt lidt skeptisk: Da vi kom, kunne jeg ikke se andet end lidt kikærter og hvedekerne i blød. “Det der bliver da aldrig til mad til 250 børn, tænkte jeg,” men jeg besluttede at vente og se tiden an…

haven på Bhawanipur schoolHaven så bare superfin ud. Stykket ved siden af er afsat til cykelparkering, men det var groet fuldstændig til. Vi aftalte med skolen, at vi laver mere have på den anden side af muren indtil ‘skolegården.’ Vi fik også anlagt et vandingsanlæg, så kvinderne let kan sørge for rigeligt vand og god vanding.
IMG_2108Da vi kom tilbage efter et møde med skolens rektor, var maden klar og der var rigeligt og det smagte dejligt! Jeg kunne have sparet mig al min skepsis:)

der var rigeligt mad!Det er børnene fra børnhave til og med 5. klasse, der får skolemad hver dag. Men er der mad til overs så får sjette klasse også en portion.

Undertegnede sammen med rektor Dinanath AryalUndertegnede sammen med de herlige unger og rektor Dinanath Aryal. Soiyas kvinder står for både indkøb og madlavning, så skolen skal ikke gøre andet end at bakke dem op, og det gør de så. Fremover håber vi at kunne lave andre projekter sammen med skolen.

Anjali MusaharAnjali Musahar var kun 4 da jeg mødte hende første gang. Nu er hun en stor seriøs skolepige. Forrige år var hun i Kathmandu på kostskole og derfor klarer hun sig nu væsentligt bedre i skolen! Hvor ville det være skønt, hvis skolen her kunne have de samme resultater med alle børnene.

IMG_2269Vi besøgte også Laxmi Primary school, som har fået skolemad i 3 år nu. Skolemaden bliver betalt af foreningen Nepals Skolebørn.
IMG_2250IMG_2251I starten var skolen lidt tøvende overfor at afsætte jord til en skolehave, men med megen forhandling gav de først lidt og så lidt mere…og nu er haven kæmpestor! En mand (på billedet herunder sammen med rektor) passer haven alene, det synes vi er supergodt gået.
IMG_2234IMG_2315Den legeplads som skolen fik sidste år holder stadig. Legepladsen blev bygget af tre danske pædagogpraktikanter og materialerne blev doneret af Musahar, der solgte elefanter til fordel for projektet.

IMG_2306Her på skolen vasker børnene selv op. Det er en rigtig god ide, som vi håber kan inspirere de to andre skoler.

IMG_2285Skolen havde besøg fra det lokale undervisningscenter. De to embedsmænd fra centret skulle tjekke om skolen klarer sig som den skal. Begge sagde mange tak for skolemaden til skolens elever.

IMG_2188På den sidste skole var børnene gået hjem, da vi kom, men haven så fin ud. Det gør budgettet til gengæld ikke! Skolen bruger for mange penge i forhold til antallet af elever. Det har vi nu justeret.

Alt i alt herligt gensyn med elever og lærere på de tre skoler. Næste gang må der blive mere tid til dem!

Jagten på økopesticider og en ny arbejdsleder

Da Lis og Anne Mette drog mod Nepal i begyndelsen af november, var dagsordnen knivskarp. Vi skulle have styr på kryb og insekter og have øget læringen i læringscenteret i Soiya. Begge dele temmelig ambitiøst men også nødvendigt for at successen i vores økologiske læringscenterprojekt.

På besøg på landbrugskontoret i Kavre

Et af de første steder vi besøgte, var distriktet Kavres landbrugskontor. Her er man nemlig i gang med et projekt, der skal fremstille økologiske pestidicider.

De var dog ikke kommet særlig langt, så udover at det var godt at vide, at den nepalesiske stat også går ind i økologien (på opfordring og økonomi fra FN), så var der ikke så meget at komme efter.

IMG_1856På landbrugskontoret fortalte de os, at den mest successfulde gård i området, som har økologisk drift var Ashapuri. Så der tog vi ud.
Her sagde ejeren noget som udover den smukke udsigt gjorde besøget det hele værd: For at vinde i kampen mod insekter uden brug af kemikalier er man nød til at bruge tildækning af planter. Der er simpelthen ikke nogen økologiske bekæmpelsesmidler, der kan holde insekterne væk, uden at det bliver meget dyrt. Derfor bruger han fiberdug, som beskytter de unge planter, indtil de er store nok til at modstå et insektangreb.

IMG_1892 IMG_1918 IMG_1919 IMG_1928

Fra Soiya Women deltog Menuka, der jo leder Soiya Women. Desuden var Laxmi og Phoolmati Musahar med. Besøget i Kathmandu og Kavre giver dem en masse mulighed for at se økologi blandt andre nepalesere, hvilket vi synes, er rigtig vigtigt. Ellers kunne de let få en følelse af, at økologi kun er noget de der mystiske blege damer kan bruge til noget.

IMG_1931Lis var ikke vanvittigt imponeret over Ashapuri, blandt andet fordi der var enormt meget ukrudt, og produktiviteten ikke var vanvittig høj (halvtomme rækker). Hmm måske er gartnerstolthed noget andet i Nepal?
Lige meget hvad, så betyder det også, at vi og kvinderne i Soiya skal lægge os i selen, så vi kan blive et endnu bedre demonstrationscenter, for det er der brug for.

Økologisk certificering
Efter Ashapuri ræsede vi tilbage til Kathmandu og nåede lige akkurat vores møde med Yam Kumari Shresta, der arbejder med økologisk certificering. Hun orienterede om certificeringsprocessen og sagde desuden noget vældig interessant: Det er ikke efterspørgslen, som er problemet indenfor økologien, det er at sørge for et stabilt udbud. Hmm ja det kan jeg godt se. Fx. havde vi sidste år stiklinger i Soiya, og alle i området kom og købte og synes, det var fedt. I år har vi ikke nok til at sælge, fordi vi har eksperimenteret med nogle nye måder at plante på og det ikke helt har virket. Dog kan man sige: Vi er ikke en produktionsenhed, men et læringscenter, så vi skal jo ikke i første omgang producere kommercielt.

IMG_1936

En anden vigtig person, som var med hele vejen rundt på vores økorundtur var Prabina Shresta. Hun er datter af Shyam Shresta, der tidligere i samarbejde med CARE har lavet den permakultur og økologi-inspirerede “Farmer’s handbook,” som bliver brugt over hele Nepal. Da vi skulle i gang med at finde en arbejdsleder, kontaktede jeg Shyam, men det blev Prabina, som gik i gang med opgaven med at finde en arbejdsleder til os. Evt. hende selv…

IMG_1937

Vi var også en tur på Farmer’s Marked, Kathmandus overklasse og hippie-lørdagsmarked, i centrum. Her mødtes vi blandt andet med Poul Hansen fra Søbogaard, som er en ven af foreningen og stadig dybt engageret i Søbogaard Nepal, der er vores samarbejdspartner på træningsområdet.

Hjælp fra Permakulturen
Vi mødtes også med Chris Evans, der er permakulturekspert og måske kunne hjælpe os med, at finde den der famøse arbejdsleder. Han havde fundet et par interesserede bønder ude i det projekt han arbejder for og med i Surkhet (nordvest for Soiya), men han var ikke sikker. Kunne kun sige, at der måske var et par stykker, der ville møde op til samtale i Soiya mandag.

IMG_1943

Afsted til Soiya
Og så drog vi til Soiya. Deepak Dhungana, der har et års øko-uddannelse fra Kiselgården, er vores konsulent, ved de træningsgange, hvor Lis ikke kan være der. Derfor var han nu med for at binde projektet ordentligt sammen, så alle ved hvad de andre siger og gør.

IMG_1962 IMG_1966

I Soiya blev vi som altid godt modtaget. Lis var ikke superimponeret over haven. Der var plantet for tæt nogle steder, andre steder var en del ikke kommet op og noget hang så meget med næbbet, at det måtte lægges om. Det er vidst ikke ualmindeligt, og handler mest om, at nogen skal beslutte det, så det bliver gjort.

Alt i alt så ville det bare være så godt med den her arbejdsleder/træner, som ville kunne gå i dybden med den daglige pasning af haven…

Desværre ringede Chris og sagde, at der ikke kom nogen mulige arbejdsledere. Øv! Vi gik straks i gang med at overveje, hvordan vi kunne overtale Prabina til at være vores arbejdsleder. Hun har ikke tid nu, men mente hun kunne komme ned om nogle måneder, men Chris mente, hun har for travlt…suk

IMG_1971 IMG_1973 IMG_1984

Et væld af søde kartofler
Da Soiya kvindernes formand Sabitri besøgte os i Danmark i maj/juni fik hun og Menuka nogle søde kartoffelplanter med hjem. Dem havde havde de plantet, og de var blevet til at kæmpe bed! Hold da op, der var vel fem planter til at starte med og nu et helt hav!

IMG_1992 IMG_1995

Vores høns har det fint. De første døde af sygdom, så det er rigtig svært at overbevise Soiya-kvinderne om, at de ikke skal have penicillin hele tiden…De lægger ikke æg endnu, men det skulle være lige på vippen. Lidt irriterende, da det var meningen, vi skulle købe høns, der lagde æg. Det er to af de unge piger, som har babyer, der får lidt penge for at passe dem, hmm og lønnen skulle betales med de der æg…hmmm.

Herunder: En stolt mormor. Sabitri med sin datter Aratis første barn. Desværre holder den lille mus hele familien vågen om natten, så de var lidt trætte. Lige nu bor familien far, mor, tre store drenge+datter og svigersøn i to rum, så det er ret trangt.
Heldigvis kunne de unge mødre også klare at lave frokost til os. Så hver morgen stillede vi med grøntsager, og så fik vi skøn mad til frokost. Dejligt og nødvendigt, da der ikke lige ligger spisesteder rundt om Soiya.

IMG_2001

En af de ting vi besluttede var naturligvis at lægge net over vores nye små grøntsager på samme måde som de gør hos Ashapuri. Lis havde haft noget med fra Danmark tidligere, så det startede vi med.
IMG_2004 IMG_2005 IMG_2007

Nettet skal helt ned i siderne, så der ikke kan komme noget ind. Det smarte ved fiberdug er i øvrigt, at man kan vande igennem det.IMG_2011

Vanding med vandkander tager meget lang tid, så mange gange får læringscentrets grøntsager ikke vand nok. Når der vandes med den store slange, får de til gengæld for meget. Derfor har vi besluttet at få et drypvandings, og sprinkleranlæg, der kan vande hensigtsmæssigt. Da vi jo er et demonstrationssted, synes vi, det er en god ide også for at vise det frem for andre. I Kathmandu så vi flere steder komplicerede vandingssystemer til kommerciel vanding.

Heldigvis kendte Menuka en god blikkenslager, der lød som om han havde helt styr på sagen. Åh hvor har vi snakket meget om det vand, Lis, Menuka, Sabitri og jeg! Men derfor var det også rimelig let at beslutte nu. En sidste hurdle er at vores boring skal være dybere. Det skal ordnes inden tørtiden kommer for godt i gang. Derudover ville det være herligt med en solcelle til at sørge for jævn strøm.


IMG_2018

IMG_2027

Vi havde også formel velkomst og møde. Her brugte vi en del tid på at forklare projektet igen. Det er sin sag at forklare 20 kvinder, som ikke har gået i skole, hvad budgetlinier er for noget. Jeg forsøgte at illustrere med kasser: Hver kasse er et emne, og der ligger et beløb i kassen, der kun må bruges til det emne.

Vi lavede også en hurtig evaluering. Asha kom ind på noget ret essentielt: “Der er så meget forskellig landbrugstræning for bønder, hvordan skal vi kunne lære dem noget?

Det er jo superrelevant at spørge om. Det var også en god anledning til igen at slå to ting fast:
1. Vi skal ikke holde kurser for bønder, men for fattige uden egen jord.
2. Der er muligvis kurser, men når det gælder økologi, så ved de allerede mere end alle andre her i distriktet!

Ellers var der mest kommentarer ala: Jeg får ondt i maven af at grave…hmm tja…

IMG_2057

En mulig arbejdsleder!
Hurra hurra! Der kom alligevel en kandidat til jobbet som daglig træner og arbejdsleder. Durga Bahadur Rokha, som viste sig at være en superkompetent fyr, som Lis og Deepak hurtigt fik et rigtig godt indtryk af. Han besluttede på stedet at blive den tid vi var der, så vi kunne se hinanden an.IMG_2065

 

Resten af besøget er beskrevet i de senere blogindlæg og handler mest om madskoler og vores skønne gæster fra Danmark.

Derfor vil jeg lige runde af på monitoreringen med et par billeder fra Soiya efter vi rejste hjem.
Mr. Durga blev ansat som arbejdsleder og daglig træner. Vi er ret sikre på, at han er topkvalificeret. Om han kan styre vores ret krasbørstige damer, det bliver den store udfordring.
Efter vi rejste er hele læringscentret blevet tilplantet og der er lagt (mygge!) net over. Det var, hvad man kunne få lokalt, og det er jo selvfølgelig det bedste, hvis man kan få tingene der. Godt der er længe til næste regntid, vi vil jo nødigt være skyld i en bølge af malaria-tilfælde, fordi vi har opkøbt alt, hvad der var af myggenet 🙂

Durga og den nye overdækning

Det nye vandingssystembestår af sådan nogle himstragimser her. Det virker indtil videre fantastisk.
det nye vandingssystem















Besøg fra Nepal

Mange af indlæggene her på bloggen begynder med noget der ligner “besøg i Nepal.” Så var det noget helt særligt at have besøg den anden vej, nemlig af Sabitri og Menuka, hhv. forkvinde og manager i Soiya Women’s organization, som jo arbejder tæt sammen med Skoleliv i Nepal.

1“Hvor er her grønt!” sagde Menuka forbavset på turen fra Kastrup til Valby. Hun havde forventet, at alting var beton i den “udviklede” del af verden. Dejligt at kunne vise et storsmilende Danmark på sit allergrønneste i slut-maj.

gensyn på KiselgårdenDet første Sabitri og Menuka gjorde var at tage til Kiselgården. Her blev de modtaget med åbne arme af Lis, som sammen med en sluttet flok skolerødder havde planlagt “damernes” besøg.
generalforsamling på KiselgårdenPå Kiselgården deltog Menuka og Sabitri i Skolelivs generalforsamling. Beretningen blev en munter størrelse, fordi alt skulle oversættes først til engelsk og så til nepali. Vi forsøgte os med direkte oversættelse fra dansk til nepali, da vi var så heldige at der var en nepaleser med til mødet som kunne dansk, men hun kendte ikke historien så godt, og så blev Menuka og Sabitri jo lige nød til at forklare hende, hvordan det hang sammen, så hver oversættelse blev fulgt op af ivrige uddybninger. Men vi kom igennem og undertegnede lover at poste referatet asap.

Efter den traditionelle generalforsamling var der rundvisning på Kiselgården v. Eigil Rasmussen. Det krævede ikke de store oversættelser!

Byvandring i København
byvandring i København

Dagen efter var Sabitri og Menuka på byvandring i København. Her havde vi Kala med. Kala er også nepaleser, men bor i Danmark og arbejder som au pair. Tanken var, at hun kunne fortælle de to gæster lidt om Danmark set fra en nepalesisk kvindes side og gøre det på nepalesisk. Det var en dejlig dag med masser af billeder og spørgsmål om Danmark.
amaliehaven

Tour de Skolehave starter

Nu er skolehaver jo noget, vi gør rigtig meget i Nepal, så vi havde lavet en rundtur til forskellige af slagsen her i Danmark, hvor konceptet jo også er ret udbredt. Først var vi i Københavns Skolehaver, som er over 100 år gammel og ligger ude på Bispebjerg bakke.

Besøg i Københavns SkolehaverCamilla Friedrichsen, som er leder af skolehaverne, viste os rundt og forklarede, hvordan haven hver dag er vært for rigtig mange børn helt ned i børnehavealderen. Skoleklasser kan få tildelt en have, som enten deles op efter grupper, eller så hvert barn får sit personlige stykke. Herefter kommer klassen en gang om ugen over nogle måneder, og hver gang har besøget et nyt tema (kompost, såning, mad på bål osv), børnene kunne også få et stykke jord, som de kan passe sammen med deres forældre.
Skønne skolehaverDet var rigtig godt at se, hvordan børn helt ned i de helt små klasser kan passe en have, når de får hjælp. Det var god inspiration for vores haver!

Singleliv, skilsmisser og en lækker lejlighed

Birgitte

Samme dag besøgte Menuka og Sabitri Birgitte Sørensen, hvis lille forening betaler for skolemaden på Shree Laxmi School. Udover almindelig hygge og gensynsglæde, så var Birgittes lækre Østerbrolejlighed jo en anderledes måde at bo på end Kiselgården, eller undertegnedes ramponerede villa i Valby. Det gav også anledning til en lang snak om singleliv, skilsmisser, og hvad der til fører og hører. Et område hvor Nepal og Danmark jo er ret forskellige…

På beboelsesfronten var Menuka og Sabitri også så heldige at besøge Mille fra Skolelivs bestyrelse, der bor i kollektiv. Her var de med til den daglige fællesspisning. Udover et spændende indblik i denne boform, så var det også en rigtig god anledning til at giveSkavankenborgerne, der trofast har støttet Skolelivs arbejde hver måned siden projekt skolemads begyndelse, syn for sagen.

Rabarbargården

Rabarbergården

Vi var også en tur helt oppe i den nordligste del af Sjælland, for at se en af de skolehaver som er en del af projektet “Haver til Maver,”Rabarbergården var et skønt sted, hvor børnene blandt andet lavede mad på herlige udekøkkener og fik undervisning i blandt andet natur- og teknik. Det er også vores store drøm at bringe undervisningen ud i Skolehaven i Nepal, så det var meget inspirerende at se hvad Thomas Elletoft og Louise Køster havde sat i gang på Rabarbergården.
Louise Køster fortæller om undervisningen

3 damer i Føtex for første gang

FøtexEfter Rabarbergården skulle vores el-bil lades op. Imens gik vi i Føtex. Det viste sig, at Lis aldrig havde været der! Så jeg var i Føtex med tre debutanter! Vi fik blandt andet købt nogle gode knive til skolekøkkenerne, håber de går glat gennem tolden 🙂

Æsler til SøbogaardOm aftenen var vi til middag hos Camilla fra Skolelivs bestyrelse. Camilla har lavet skabeloner til de æsler, som damerne i Nepal har syet til Søbogaard. Der var to modeller, og den ene kunne vi simpelthen ikke få til at fungere, så det skulle Sabitri og Camilla lige have kikket på.
Igen en ny type bolig og livsstil. Camilla bor i et skønt lillebitte rækkehus sammen med sin store datter. Og juhu, vi fik vidst hul på æselproblemet!

2hNæste dag gik turen til Kiselgården

Imellemtiden havde Musahar fået en ordre på to frugtposer, så Sabitri fik muligheden for at poste et af de produkter, hun selv har syet og undertegnede for at tage billede af det 🙂

vanding på Kiselgården
På Kiselgården skulle vi diskutere projektet, det kunne vi sagtens have brugt en hel uge på. Men vi kom da videre og fik også set gårdens fantastiske tomat-drivhus, og diskuteret hvordan vi kan få et bedre vandringsystem i Nepal.

Økologiske grøntsager til husbehov

Lotte Hansens skønne drivhusOm aftenen besøgte vi en af Kiselgårdens naboer, som også er medlem af foreningen. Lotte Hansen har tidligere haft økologisk landbrug, i dag har hun “blot” et fantastisk hobby-landbrug. Sabitri kendte Lotte i forvejen fra Søbogaards forsøgsgård Gamcha udenfor Kathmandu, så for en gang skyld, var det hende, som var foran på bekendtskaber.

en anden vandingsteknikMenuka og Sabitri var meget optaget af  Lottes vandingsystem: En spand med gummirør ned til planterne.

Efter at have overnattet hos Lotte, var der mere møde på Kiselgården, denne gang med utrolig lang snak om, hvordan vi skal holde vagt om vores høns, hvornår vi skal have høns og hvilke høns Soiya skal have. Vi har haft en omgang høns, men de fik sygdom, fordi de hver aften blev fragtet til Soiya for at sove (og ikke blive stjålet), vi har nu fået en bedre ide – uha laang snak!

besøg hos MarianneEfter den lange snak, var det tid til at Menuka og Sabitri var lidt på egen hånd. Så jeg satte dem i toget mod Vig, hvor de blev hentet af Marianne Hansen, ven med Lotte og Lis og medlem af foreningen. Her blev der blandt andet tid til at fiske og beundrer Roskilde fjord, der er jo ikke lige så meget vand i Nepal, så det var en stor oplevelse.

Musaharbesøg

Musahar besøg hos Karen BaggeVi besøgte også Karen Bagge, designeren bag Musahar. Et herligt gensyn og dejligt at Sabitri og Menuka kunne få lejlighed til at se Karens børn, som de har hørt om gennem årene.

Skolelivs første praktikantOm aftnen havde vi besøg af Anja, der var Skolelivs første praktikant. Anja har en helt særlig evne til at få folk til at grine. Her bytter hun hår med Sabitri – ja hvorfor ikke? Anja taler desuden rigtig godt nepali, hvilket gjorde aftenen både lang og hyggelig.

På Djursland

 

Besøg hos Sara på DjurslandDet med at se på vand, blev der heldigvis mere tid til. I deres anden uge i Danmark, var Sabitri og Menuka på besøg hos Sara Cox fra Skolelivs bestyrelse. Sara og hendes to børn bor i Hornslet på Djursland lige ved havet. Allerede den første aften viste Sabitri, at hun var fantastisk til at fange krabber. Mens de andre sad med krabbestænger og madding, vadede hun simpelthen ind i tangen og tog krabberne 🙂 I Soiya er den slags jo mad!
badning på DjurslandDet med vandet gik helt amok – he he – det blev de ikke mindre forkølede af!

Århus skolehaverOgså i Århusområdet skulle der kikkes på skolehaver og udendørs madlavning.

en madskoleSara havde også fundet en skole, som serverer skolemad. Skæring skole nord for Århus er blevet kåret til Danmarks bedste madskole. Den dag Sabitri, Sara og Menuka var på besøg, var der dog ikke så meget grønt i selve menuen. Dog, som det anes på billedet, var der gratis agurkestykker til alle børn.

en kirkegårdHvor kommer man hen, når man dør i Danmark?

Det spørgsmål blev der også tid til at besvare. Må indrømme at jeg ikke ved, hvad man gør i Nepal!
Beder landsbrugsskoleDet lille Skoleliv-team besøgte også Beder landbrugsskole, hvor de blev vist rundt i et spændende vertikalt drivhus. Vi har selv forsøgt os i Nepal med vertikal dyrkning uden det store held, men dette drivhus inspirerede Menuka meget. Beder Landbrugsskole vil gerne snakke om et samarbejde, så måske kan vi hjælpe hinanden videre i det vertikale?

Menuka og Sabitri besøgte også Saras datter Zöes klasse, som fik sig et uforglemmeligt foredrag om Nepal. Menuka har arbejdet mange år som lærer og nød at fortælle OG at tage en masse billeder af sig selv og ungerne. Øv de er ikke med her.

Djursland var fedt, og Menuka og Sabitri ligefrem lyste af energi og nye indtryk, da de steg af 888 i Valby tre dage senere.

ka, kha, gha?

2kInden vi gik i gang med den endelige evaluering af forløbet, skulle vi lige kikke lidt på de læsetræningsbøger, som Mission Øst bruger. Det viste sig, at Sabitri og undertegnede var cirka lige dårlige til det nepalesiske alfabet 🙂

evalueringSå var der kun evaluering tilbage. Det, som havde gjort mest indtryk på Menuka,var, at mænd og kvinder hjælper hinanden i det hjemlige “og at I er så frie. I Nepal er der altid nogen, der vil bestemme over en.” Sabitri fremhævede, at hun synes, det var fantastisk, at staten behandler rige og fattige ens, og at den tager sig af sine borgere , så”en enlig mor kan have et godt liv med sine børn.”

Nå ja, udover en hyggelig evaluering, så blev Menuka tilbudt et job på den restaurant hvor vi spiste. Det er hendes særlige evne til at netværke, som igen viste sig ganske praktisk (hun fik arrangeret, at en bekendt kom til jobsamtale i stedet – han har ledt efter job i et år!).

nepalesiske pasSå var det tid til at sige farvel! Der blev fældet en enkelt tåre og særligt Sabitri ville gerne være blevet LÆNGE endnu. Det var et virkelig vellykket besøg, og jeg er overbevist om, at det kommer til at gavne os utrolig meget fremover, at Menuka og Sabitri nu ved mere om Danmark og os danskere, og at flere af foreningens støtter, nu har mødt dem personligt.