Læsetræning og ret til gratis skolegang

I det seneste indlæg her på bloggen skrev jeg lidt om, hvor skønt det er, at pigerne i Soiyas Kvinders pigegrupper har fået lysten og modet til at gå i skole. Og hvordan to konkrete piger Asmita og Renuka, med støtte fra deres nye gruppe og et økonomisk skub fra to danske teenagepiger og deres venner i Danmark, har kunne fortsætte deres uddannelse.

Her kommer så endnu en lille solstrålehistorie fra Asmitas og Renukas pigegruppe. I gruppen går pigerne Asha, Asha og Punam, de er alle tre droppet ud af 10. klasse og havde fået at vide, at de ikke kunne få lov at gå om på deres gamle skole. I stedet skulle de gå på et ”institute,” et særligt sted, hvor man så får undervisning, og som koster en hel del penge.

Det lød jo helt skørt og virkelig uretfærdigt, da det næsten altid er de fattige, der dropper ud eller dumper, og det ville jo så selvfølgelig gøre det ret umuligt for Asha og Asha og Punam og alle de andre piger i pigegrupperne at fortsætte deres uddannelse.

Heldigvis, havde jeg under besøget en nepalesisk ven og tidligere medarbejder i Soiyas Kvinder med, og hun sagde ”aj, det tror jeg altså ikke er rigtigt. Det synes jeg, at du, Rati (medarbejder) skal tjekke op på.” Her skal det tilføjes, at jeg jo ofte synes, at regler og love lyder absurde, så jeg må indrømme, at jeg bare havde tænkte ”åh nej endnu en idiotisk regel.” Så det var skønt med en lokal med kritisk sans, som kunne sige ”kan det passe?”

Asha kikker på det, som hendes veninde Punam har skrevet. Det at pigerne skal starte sammen, betyder meget for deres motivation for at læse.
Foto: Elena Hamal

Det kunne det så faktisk ikke! Rati tjekkede med Dinanath Aryal skoleleder på Bhawani skole, som straks sagde ”nej nej, bestemt ikke. Det har de her piger HELT misforstået. Man kan sagtens gå om, og man skal faktisk ikke længere betale ‘admission’ når man går om!”

Om pigerne har misforstået lærerens ord, eller om de er blevet bevidst fejlinformeret, fordi Instituttet har haft en eller anden ubehagelig økonomisk aftale med nogen i skolesystemet, vil jeg lade stå åbent. Faktum er, hurra hurra, at de af vores piger, som er dumpet 10. klasse, eller som gik ud lige inden eksamen, fordi de var bange for at dumpe (!!) kan tage hinanden i hånden og sige ”vi prøver igen – sammen!”

Det er ikke gratis, bare fordi man slipper for admission udgifter, der er masser af andre “fees” som skolen tager, for at dække de udgifter, som staten ikke dækker (så meget for gratis skolegang…), men det går det alt andet lige lidt lettere at komme i gang.

Et læsekursus til SWOs piger

Udover viden om egne rettigheder, så har pigerne også brug for at få forbedret deres faglighed. Mange fattige nepalesiske børn får ikke lært at læse ordentligt i de små klasser, og det forhindrer dem, naturligt nok, i at følge med i de større klasser.

Så det er ikke nok at sige: ”vi skal have de piger tilbage i skolen,” vi er også nød til at sige ”hvad skal de kunne for at kunne følge med?” Derfor sidder SWOs nye juniormedarbejder Elena Hamal nu og øver enkle tekster med Asha, Asha og Punam, og de andre piger, som gerne vil starte i skole igen, når det nye semester går i gang i slutningen af april.

Video by Rati Parajuli

Forældrenes støtte

Da jeg mødte pigerne i Kathmandu i maj 2019, var de fleste stadig ikke klar til at igen at sætte sig på skolebænken, men det er de nu, trods dårlige oplevelser med lærerne. Det har både fællesskabets og læsetræningen æren for.
Udover meget mangelfulde læsefærdigheder har Asha også et andet problem: Hendes far synes ikke, det er en god ide, at hun skal tilbage på skolebænken. Nu var hun jo stoppet, så hvorfor gøre mere ud af det? Heldigvis har SWO lovet hende, at de nok skal overtale hendes far. De, som har læste indlægget om Renuka, kan nok huske, at her var der også brug for overtalelse. I det hele taget, så er forældrenes opbakning selvfølgelig et vigtigt aspekt i det at starte skolen igen. Mit indtryk er, at mange forældre er kede af, at deres børn stopper, selvom de har svært ved at betale, men at det er svært at overskue udgiften, når pigerne først er stoppet og ønsker at starte igen.

De vil gerne!

Det er skønt at se, hvordan pigerne, med den rette støtte i form af grupper, læsehjælp, rådgivning af forældre, viden om egne rettigheder og i nogle tilfælde et økonomisk skub får mod til at vende tilbage til skolen. Vi krydser fingre for dem og glæder os til at følge med i deres nye liv.

Læs også om Asmita og Renuka fra Bhawanipur, som kom til eksamen med hjælp fra Fiona og Celina i Albertslund, så kan du læse det her.

Baggrund:

I 2019 fik Soiyas Kvinder et 1-årigt grant fra den amerikanske NGO ”Girls First Fund” til et projekt, som skal forhindre børne- og teenageægteskaber (“early unions”).

Projektet fokuserer meget på uddannelse, da al forskning viser, at uddannelse udskyder alderen for indgåelse af ægteskab, første barns fødsel og antallet, og øger de pågældende kvinders indkomst, og hermed deres muligheder for at skabe velstand og tryghed for sig selv og deres familier.

Flyver man helt op i helikopteren, er sådan en forbedring med til at øge et lands bruttonationalprodukt (= velstand) betragteligt. Så der er masser af god fornuft i at støtte pigers uddannelse, sådan som SWO gør.

SWO har blandt andet dannet fire pigegrupper, som arbejder med teater, menneskerettigheder, reproduktiv sundhed og med at mobilisere pigernes lyst til at læse og uddanne sig.

SWO har også gjort et stort arbejde for at vinde forældrenes tillid og forklare dem, hvorfor uddannelse er bedre tidlige ægteskaber, og de arbejder med religiøse ledere i området, for at få dem til at tale imod børneægteskaber.

Skoleliv i Nepal fungerer lige nu som frivillige rådgivere. Vi har desuden støttet projektet med en pædagogpraktikant og økonomisk hjælp til de piger, som har særligt brug for det.

Teenagepiger tilbage på skolebænken

Skoleliv i Nepals samarbejdspartner, Soiya Women’s Organisation startede i juli 2019 pigegrupper for 60 unge piger, som er droppet ud af skolen. Det overordnede mål med grupperne er at forhindre tidlige ægteskaber og støtte uddannelse til piger.
I grupperne lærer pigerne om prævention, grænser, sex og sundhed, og om hvor vigtigt det er at få sig en uddannelse og tro på, at man kan have en plan med sit liv. Men mest af alt så får de et fællesskab, hvor de kan snakke om deres liv, glæder og sorger.
Projektet er fundet af den amerikanske NGO Girls First Fund, mens Skoleliv i Nepal står for rådgivning og blandt andet har støttet projektet med en praktikant.

Anne Mette og SWOs leder Menuka besøger en af pigegrupperne.

I januar 2020, ca. seks måneder senere, fortæller pigerne, at de er rigtig glade for deres grupper. “Vi har talt rigtig meget om det med uddannelse, og jeg kan godt se, at det er vigtigt,” siger Asmita på 19 år, som er en af de lidt mindre generte piger i sin gruppe.

Næste skridt er så at komme i gang med skolen igen. Nogen er allerede startet. Men for andre står blandt andet økonomiske vanskeligheder i vejen. Dette problem dækker Girls First Fund ikke. Det gør den slags projektmidler sjældent, da det ikke opfattes som bæredygtigt, hvilket det jo sådan set heller ikke er. Virkeligheden er dog, at økonomi er et af de helt store barrierer, når manglende incitament, rollemodeller og kultur er siet fra.

Asmita og hendes mor

Asmita er en af de piger, som har måtte stoppe pga økonomiske problemer. Asmita bor alene med sin mor, som lider af spedalskhed (ja det eksisterer stadig!) og epilepsi. Hendes far døde for et års tid siden, og det er siden da lykkedes mor at forsørge sig selv og Asmita. Men det har været for dyrt at gå i skole, så Asmita var droppet ud efter at have afsluttet 12 års grundskole (der er ikke de store uddannelsesmuligheder efter grundskolen udover “gymnasiet”, som hedder +2 og alt over +2 hedder “bachelor”). Man skal fx. have en bachelorgrad – 3 år – for at blive lærer.

Tilbud om teater scholarship

I sommer blev Asmita tilbudt at komme til Kathmandu på et “Teater scholarship” hos teatret Shilpee, fordi direktør Yubaraj Ghimire, så at Asmita havde talent, da han underviste pigerne fra gruppen. Men Asmita måtte sige nej tak. Hun ville gerne, men hun kunne ikke forlade sin mor, som ofte falder og slår sig, når hun er på arbejde. Til gengæld begyndte hun på sin bachelor hjemme i Devdaha kommune sammen med sin nye veninde fra gruppen – “Renuka”. Men Asmita har ikke betalt de månedlige fees for undervisningen og nu, hvor eksamen nærmer sig, er det sidste chance for at betale, ellers kan hun ikke gå til eksamen. Samlet skylder Asmita ca. 800 kr for de forgangne måneder og for eksamen, et enormt beløb for Asmita og hende mor. SWO har derfor indstillet hende til at modtage nogle af de penge, som de to danske teenagepiger Fiona og Celina har indsamlet til SWOs pigegrupper ved at afholde banko for deres venner. Asmita var en oplagt kandidat og i skrivende stund er skolepengene betalt, og Asmita kan gå til eksamen.

En bedre fremtid til Asmita?

Men efter eksamen, har Asmita stadig et problem med at betale de månedlige skolepenge, så før Asmita kan fortsætte i skolen, skal vi have fundet nogen, som vil betale hendes skolepenge – 70 kr om måneden – det håber vi er muligt, for det er sejt, at Asmita og mor klarer skærene, som de gør!

Hvis du vil støtte Asmita og de andre piger, så skriv til os! på skolemadnepal@gmail.com eller send et beløb til Mobilepay 24385

Et eksempel på piger, som er voldsomt udfordrede både på økonomi og på deres sociale baggrund er pigerne fra landsbyen Soiya. Her har de fleste piger droppet deres i øvrigt mangelfulde og urelmæssige skolegang længe før 8. klasse. De har et anstrengt forhold til lærere og skole og bruger store dele af deres dag på at hænge ud, passe små søskende, lave mad og vaske op. Det er ikke svært at regne ud, hvad næste skridt i deres liv bliver…Dem kunne SWO godt tænke sig at lave et særligt kombineret sy- og læsekursus for til sommer, og herefter bliver der brug for sponsorer til de 60-70 kr om måneden, som deres offentlige skole koster.

Renuka – den uønskede datter

Menuka Neupane, leder af Soiyas Kvinder, og Anne Mette Nordfalk fra Skoleliv i Nepal sammen med Renuka

Men det er ikke kun Soiya pigerne som har udfordringer. Asmitas veninde Renuka har det også svært. I modsætning til Asmita har Renuka stadig en far, men det har hun desværre ikke meget glæde af. Hendes var har aldrig troet på, at Renuka er hans datter, og han bruger enhver lejlighed til at fortælle hende, at hun er uønsket. Hun fortalte os for eksempel, at forleden dag, mens hun forsøgte at lave mad, blev han ved med at slukke for gassen og bede hende gå.

Renukas mor har sørget for skolepenge, men de har ikke råd til at sende Renuka til eksamen. Renuka har lånt nogle af pengene til eksamen af andre landsbyboere, men mangler stadig nogle. Derfor har SWO indstillet Renuka til at modtage hjælp til eksamenspengene – i alt 300 kr. Derudover vil SWO gå ind i mægling med Renukas far. Forhåbentlig er det muligt at støtte familien i at skabe bedre relationer, så Renuka bedre kan koncentrere sig om sine studier og skabe sig et bedre liv!

Om SWOs pigegrupper:

SWO har med støtte fra den amerikanske NGO Girls First Fund opstartet 4 pigegruppe med cirka 60 piger i alderen 13 – 19 år, som er droppet ud af skolen.

Et af de umiddelbare mål med det 1-årige projekt er at få pigerne tilbage på skolebænken. Skoleliv i Nepal har indsamlet 6500 kr (10000 rupees) som SWO kan indstille de unge piger, som har størst behov og samtidig motivation og kampgejst til at modtage.

Projektet har også andre komponenter. Heriblandt teaterbaseret oplysning til piger, som er i fare for at droppe ud af skolen (i praksis de fleste over 5. klasse).

Quality Education anden del

Så er starten gået for næste kapitel i fortællingen om vores arbejde med skolerne i Devdaha. Denne gang skal vi arbejde med seks skoler. Tre fra forrige projekt og tre nye. De tre nye hedder Shree Sita Mabi, Shree Janata Mabi og Shree Kerwani Mabi. De har alle elever op til 10. klasse. Vores første indtryk er, at skolerne på mange måder er meget ens: De kæmper med konkurrencen fra de private skoler, de skal undervise de fattigste elever, de har for få ressourcer og lærerne er ikke altid nemme at motivere og engagere. OG de er også alle sammen topmotiverede for at være med i projektet. SELVOM det ikke handler om at få flere materialer eller andre fysiske hjælpemidler.

Skoleleder, skolebestyrelsesformand på Kerwani school sammen med Menuka Neupane og Anne Mette Nordfalk. Der var både Skolebestyrelsesformand og Parent-Teacher association repræsentanter ved alle skolemøder, og alle var engagerede forældre/bedsteforældre.

Forskellige udfordringer

Skolerne er også forskellige. På Sitamabi, som ligger lidt længere væk fra hovedvejen, er der rigtig mange børn i klasserne 50-80 stykker og de mangler virkelig lokaler og lærere. Til gengæld har en skoleleder, som virker rigtig dygtig og engageret. “Jeg sørger for at kende mit lokalområde. Det er vigtigt at have en god kontakt til forældrene, så vi kan samabejde. Det er også vigtigt for mig at vide, hvilke problemer de står med, så vi bedst muligt kan støtte børnene,” sagde han klogt.

10. klasse på Sita Mabi. Der er 80 elever indskrevet i klassen. Det er skolens store drøm at dele klassen i to.

På Kerwani mabi havde de også 11. og 12. klasse og et “agriculture” spor. Der var fiskedam og forsøgsmarker og ledelsen var meget engageret i denne del af skolen og ville meget gerne være med, hvis vi i fremtiden laver mere “Skolehave som læringsrum”

Skoleleder Durga Data Sharma fortæller Menuka Neupane projektleder i SWO om hvordan skolen lærer eleverne om dambrug.

“40% af eleverne i overbygningen er fagligt svage,” fortalte Kerwani’s skoleleder, der også gav udtryk for, at det var frustrerende og svært at motivere lærerne. Lærerne får træning men det er så som så med implementeringen: “De har deres egne private problemer, så det er svært at få dem til at give nok til skolen. Der er også nogen, ældre lærere, som har svært ved at tage nye ting ind,” blev der blandt andet sagt. Skolen har indført fagkomiteer for lærerne, så de kan styrke hinanden, men deres oplevelse er, at det ikke virker: “Lærerne er generte overfor at vise hinanden, hvis der er noget de ikke kan,” forklarede skoleleder Durga Sharma. Han understregede også, at de gerne vil skabe bedre relationer mellem elever og lærere.

På Janata Mabi har de både en linje som bruger nepali som undervisningssprog (“Nepali medium”) og en som bruger engelsk (“English medium”). Billedet til venstre er fra “Nepali medium” og taler sit tydelige sprog om skolens prioriteringer. Det er et generelt diskussionsemne, om det er en god ide at bruge engelsk, som undervisningssprog. Det mest brugte argument er at “det gør de private skoler og det vil forældrene have”. Modargumenterne er, at lærernes engelsk ofte er dårligt, og at de ikke formår at lære eleverne engelsk på et bare nogenlunde niveau, og at det derfor er en stor hindring for læring, at bruge engelsk som undervisningssprog.

Nu skal der stemples ind

Som et udtryk for, at vi ikke er de eneste som har opdaget, at lærernes indsats er en væsentlig del af problemet med skolernes kvalitet, har alle skoler nu fået en “indstemplingsanordning,” hvor alle lærere skal melde sig med et tommelfingertryk på kontoret hver morgen. Det er selvfølgelig rigtig godt, at kommunen ønsker at gøre noget ved kulturen på skolerne, men vi håber at kunne tilbyde noget, som er lidt mere motiverende end “indstempling”. Dels så sidder boksen på kontoret/lærerværelset, og der bruger lærerne allerede en del af den tid de burde være i klasserne…derudover, som en forældrerepræsentant på Janata mabi klogt sagde “der er nogen lærere, som kommer til tiden og går lige til deres klasse, men ikke laver noget der. Mens andre måske kommer lidt for sent men til gengæld er engagerede og yder noget. Så er det altså bedre med de sidste.”

Årsdag på Gyanjoti school

Vi var inviteret til årsdag på Gyanjoti school, som deltog i vores første Quality education år og som også er med i vores mini-computerprojekt og som har modtaget støtte til at udbedre vandskader, som fuldstændig havde ødelagt gulvet i flere lokaler.

Skolen havde blandt andet lavet det fineste lille Education Fair i dagens anledning. Derudover var der underholdning på scenen af forskellige klasser, uddeling af flidspræmier og taler af blandt andet borgmesteren og undertegnede 🙂 Der var en del forældre til stede i dagens anledning, det var rart at se.

Den lokale wardformand (nyvalgt efter det nye decentrale system, som er ved at være på plads) deltog under hele arrangementet.

Det bliver spændende at komme i gang med projektet, som skal engagere og motivere alle skolernes hovedinteressenter, altså forældre, ledelse, kommune, lærere og elever. Jeg er rigtig glad for, at vi har brugt et år på at få erfaringer og øve os. Særligt Menuka, som er projektleder, har lært utrolig meget, og er blevet meget mere sikker på sig selv og på, hvad det er de skal: Nemlig fokusere på kvalitet, turde tale om, at den mangler, og måske allervigtigst hun kan nu se vigtigheden af at inddrage forældre og elever, hvis projektet skal lykkes!

Quality Education ll kører frem til december 2022 på 6 skoler i Devdaha kommune. Interventionen er blevet til med midler fra CISU’s Civilsamfundspulje.

Historien om Sapana og Rosa

Ti år med Skoleliv – derfor er vi noget særligt:

Da Sapana og Rosa blev penneveninder

I 2015 introducerede Skoleliv i Nepal et familiemedlemskab og i den forbindelse tilbød vi medlemmerne, at de kunne få en penneven i Nepal. Det sagde 6-årige Rosa og hendes mor Mille ja til – som de eneste. Menuka Neupane, som er leder af vores lokale samarbejdspartner Soiyas Uafhængige Kvinder, foreslog Sapana, en lille forældreløs pige, som boede i et slumområde for fattige nær landsbyen Bhawanipur hos sine bedsteforældre.

Sapana med sin bedstemor i familiens køkken.

Igennem de følgende år udvekslede Sapana og Rosa breve og tegninger et par gange om året. Det var oftest Rati, en yngre medarbejder i SWO (vores partner), som tog ud og hjalp med at skrive breve og med at oversætte Rosas breve. Den ekstra opmærksomhed på Sapana betød, at Rati opdagede, da Sapana stoppede i sin klasse og begyndte at sidde i børnehaveklassen, og fik hende tilbage i sin egen klasse og sørgede for, at hun fik lektiehjælp. Vi har også hjulpet med en uniform og støttet op om, at naboerne hjalp Sapana med at komme i skole. Men vi kunne godt se, at det nok ville ende med et tidligt skolestop. Så i 2018 skrev undertegnede til Rosas mor og forklarede, at Sapanas eneste chance for en lysere fremtid var støtte til bedre undervisning på en privatskole, om de som familie ville være med til det? Det sagde Mille straks ja til!

Sapana til lektieklub med sine veninder.

Sapana forsvandt

Vi blev rigtig glade, men inden vi nåede at handle, forsvandt Sapana pludseligt. Det viste sig, at hendes familie havde sendt hende til en rigere familie i den nærliggende by som børnearbejder. De sagde, at hun havde det bedre der, og ville ikke lade Menuka besøge hende. Menuka pressede på, og det endte med at en nabo, som kendte Sapanas nye adresse tog hende med derhen. Det blev Sapanas familie meget vrede over, de sagde at Sapana ikke kunne bo hjemme, fordi det er for farligt, på grund af de mange fulde mænd, som området er plaget af. Menuka og jeg sagde, at det kunne vi godt forstå, men om de ikke også synes, det var en særlig chance for Sapana at få en ordentlig uddannelse. Det formildnede dem lidt, men da de fik penge fra familien i byen, var de ikke så villige til at ændre på situationen.

Besøg fra Danmark

Så i efteråret 2018 skrev Mille, at hun og Rosa gerne ville besøge Sapana. Menuka fik med møje og besvær tilladelse til besøget og i foråret 2019 mødte Rosa og Sapana endelig hinanden hjemme hos den “rige” familie i byen Butwal. Pigerne synes begge, at det var en stor oplevelse!

Lego er en skøn ice-breaker.

Nogle måneder efter besøget var undertegnede i Nepal på monitoreringsbesøg, og løb til min overraskelse ind i Sapana på Bhawanipur skole! Det viste sig, at familien i byen ikke havde kunne betale deres gæld, havde solgt deres hus og var flyttet til noget familie. Sapana kunne de ikke længere have hos sig, så hun måtte hjem igen til sine bedsteforældre. Nu passer Sapana bedstemor og sin gamle skole. Jeg spurgte hende, om hun stadig havde mod på en bedre skole, og ja det havde hun, så jeg skrev straks til Mille, og spurgte om de mon stadig var interesserede i at hjælpe? Eller synes de alligevel det blev lidt for meget? Svaret kom omgående, der var ingen tvivl hos familien, de ville stadig hjælpe Sapana.

I skrivende stund gør vi nu klar til, at Sapana kan starte i skole igen. Det bliver efter højtiden Tihar i starten af november, og jeg glæder mig til at sende det første skolebillede til Rosa og Mille, og til Rosas far, som også er med i projektet.

Retten til uddannelse

Vi har ikke planer om at gå i gang med børnesponsorater i den helt store stil. Vi arbejder for en bedre skole ved at støtte op om børn og forældres krav på kvalitet i den offentlige undervisning. Men ind imellem, så må også orke at gøre en indsats for den enkelte. Sapana har ikke været særlig heldig her i livet. Måske er Rosa og Mille og deres familie hendes første held? Det er den slags historier, som giver os alle, både i Nepal og Danmark overskud til det lange seje træk!

Jubilæums blogposts om at være noget særligt:
Skoleliv i Nepal har eksisteret i 10 år, og i den tid har vi bevæget os fra at sørge for skolemad på en lille skole i Rupandehi til at støtte en organisation bestående af 250 kvinder fordelt på 9 grupper, som blandt andet har fantastiske køkkenhaver og som har fordoblet deres fælles opsparing i den tid vi har kendt dem. Vi støtter nu ikke bare skolemad, men også bedre undervisning ved at oplyse forældrene om deres børns rettigheder og mobiliserer dem til at presse på, for at skolen skal levere det, som de har krav på, nemlig undervisning som er noget værd.
Vores samarbejdspartner er vokset med opgaverne. Senest har de med vores hjælp fået penge til et projekt for piger, der er i fare for at ende som unge mødre uden uddannelse (det er stort set alle piger her!), og er nu i gang med at mobilisere pigerne.
Det helt særlige ved vores samarbejdspartner er, at hele bestyrelsen er lokale kvinder fra marginaliserede grupper. Det er der ikke ret mange organisationer i Nepal, som kan fremvise!
Noget andet, som gør dem til noget ganske særligt er, at de har hjertet på rette sted og gerne går en ekstra kilometer eller arbejdstime, for at gøre en ekstra indsats for de svageste. Vi er glade og stolte over, at de er blevet så professionelle, men vi er også stolte over, at de har hjertet med!

En klog mor kan også blive syg

Kunti Musahar med sine mellemste børn.

De fattigste børn i Nepal går mere i skole end tidligere. I vores skoleprogrammer, ser vi flere og flere børn fra Musahar og andre meget fattige kaster, hvor enkelte børn når helt op i 10. klasse. Men det er nogle meget skrøbelige succeser, og det er hårdt at se på, hvordan korthuset så let som ingenting, kan falde sammen om ørerne på en familie.

,Kuntis historie
Her kommer historien om Kunti Musahar og hendes familie. Som er et strålende eksempel på, at succes hurtigt kan gå i vasken.
Kunti er en af de kvinder, jeg tit har skrevet om, fordi hun har succes med det meste. Hun har den bedste køkkenhave, hun sælger stiklinger sammen med naboerne, hun har succes med at dyrke løg og urter i vertikale strukturer, hun er med i vores landbrugsgruppe, og hun er altid den, man fremhæver for at pointere at flid betaler sig. Desuden er tre ud af hendes fem børn nået op i grundskolens ældste klasser. Asha går i 10. klasse, sønnen går i 9. og datteren Jamuna går i 7. klasse.
Nu er der så sket det, at Kunti er blevet syg. Hun har smerter over det hele, når hun rører sig, og hun får hjertebanken. I dette øjeblik er hun i Kathmandu for at finde ud af, hvad hun fejler.
Imens skrider korthuset hjemme hos hende. Jamuna er dumpet og må gå 7. klasse om. Det synes hun er rigtig hårdt, og nu hvor mor er syg og ikke orker at presse på, er hendes skolegang blevet meget uregelmæssig (mon hun består næste gang?). Hendes tvillingesøster Ganga er blevet hushjælp i Kathmandu og sender penge hjem. Det hjælper familien, men det lokker også en pige som Jamuna, som synes, skolen er for hårdt til at overveje at droppe skolen og gøre det samme.

Storesøster Asha er en af de allerførste piger fra kasten Musahar, som er nået 10. klasse. I 9. og 10. klasse går alle til ekstraundervisning (tuition), som man betaler for. Kunti har ikke haft råd til tuition, så Asha har måtte klare sig uden. Hun har mange gange sagt, at hun ikke kan klare skolen og nu, hvor mor er nede, er hun stoppet og rykket hen til sin moster. Der er tre måneder til 10. klasses afgangseksamen!

Hvordan det går med Kuntis eneste søn, har jeg ikke helt styr på. Jeg tænker, at han nok ender med at være den eneste fra familien, der faktisk består 10. klasse. Hvis mor da kommer hjem og kan tage tøjlerne igen. Far drikker (hans druk er taget til, det er også et parameter for, at det går ned ad bakke).

Kuntis familie klarede sig virkelig godt i forhold til så mange andre, fordi Kunti er klog, initiativrig og fremsynet. Men nu, hvor hun er syg, er det hele hastigt ved at falde fra hinanden. Vi kan jo ikke holde styr på Kuntis børn for hende. Men vi vil gerne kunne tilbyde økonomisk hjælp til familier som Kuntis, hvor børnene er godt på vej men hænger på med så tynd en tråd, at der ikke skal meget til vælte læsset. Forskellen for de allerfattigste er, at de i forvejen har så svært ved at hænge på i uddannelsessystemet. Kloge kvinder som Kunti har forstået, at vejen frem er uddannelse, men når alle omkring en trækker i andre retninger, så er det svært at presse sine børn til at blive ved. Og når sygdom så sparker økonomien og overskuddet omkuld, så kan man nemt tabe det hele på gulvet.

I den kommende tid inviterer vi jer indenfor i en af vores hjertesager nemlig historierne om børn og familier, som er kommet videre i uddannelsessystemtet, men som har brug for en hånd.
Vores mål er at oprette en fond, som disse familier kan søge til støtte for deres store børns uddannelse. Til tuition fees og til andre uddannelsesudgifter. Skriv til skolemadnepal@gmail.com, hvis du vil høre mere eller støtte et skolebarn med et fast månedligt beløb.


Quality Education første del

1-qe-processenSå er vi endelig i gang! I det næste år skal Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige Kvinder arbejde med kvalitetsuddannelse på fem skoler i Devdaha kommune. Skolerne har det til fælles, at de alle har børn, hvis mødre er med i nogle af vores kvindegrupper. Derudover er det her, områdets fattigste børn går i skole – og lærer alt for lidt…

På sin vis startede vi allerede processen i november, hvor vi holdt en mindre workshop for ledere, forældre og lærere om, hvordan de selv opfatter deres problemer (læs indlægget Workshop om kvalitetsuddannelse). og nu har vi så med støtte fra CISUs civilsamfundspulje påbegyndt en process styret af organisationen Samunnat Nepal, hvor skoler, børn og forældre i fællesskab forsøger at forbedre kvaliteten i skolen. Samunnat Nepal har et forløb, som dels understøtter skolernes udviklingsproces ved at hjælpe dem med at forbedre den School Improvement Plan, som alle nepalesiske skoler skal have, dels kører de et forløb for lærere og forældre, som giver ideer til bedre samarbejde og inspiration til undervisningsmetoder.

I første omgang mødtes Menuka Neupane, leder af Soiyas Uafhængige kvinder, og projektleder på projektet med de to ansvarlige undervisere. Blandt andet skulle vi redigere programmet, der normalt bruges når Samunnats konsulenter arbejder med UNICEF.  En af de ting, som adskiller os fra UNICEF er, at vi ikke har fokus på interiør. Fx. er der i den tre-dages SIP-workshop en hel formiddag, hvor deltagerne skal drømme om, hvordan de godt kunne tænke sig, at deres skole så ud. Den tager vi ud. Det er vores klare indtryk, at alle de her fysiske foranstaltninger preller af, hvis der ikke er nogen ledelse til at bakke dem op.

1-1-allabouttheseguysDet hele handler selvfølgelig om dem her og deres fremtid. For hvor er det sørgeligt, at mange af dem starter som den lille trunte her, som har insisteret på at komme med storebror i skole (og man siger jo ikke nej til børn), og så ender med rigtig mange skoledage og meget få resultater.

Skyhøje ambitioner og et ekstremt lavt niveau

I første hug skulle de to konsulenter Paban Adhikari og Chhabi Chaulaghiri lave tre-dages workshops på de tre første skoler, hvor forældre, bestyrelse, elever/elevråd, lærere og ledelse sammen vurderer deres skole udfra 98 indikatorer, som den nepalesiske stat har bestemt.

Det er også staten, som har bestemt, at det skal være en deltagerorienteret process, som involverer alle skolens primære interessenter. I praksis er der nok ikke mange skoler, som er i stand til at designe og udføre en så inddragende process. Hvis de kunne det, så kunne de sikkert også sørge for kvalitetsundervisning…hmm…Det er et klassisk problem i det nepalesiske skolesystem: Niveauet er ekstremt lavt og ambitionerne og visionerne skyhøje – så derfor sker der ikke så meget!

Men tanken er jo god nok, og den har Samunnat Nepal taget fat i. Det, synes jeg, er godt tænkt. I stedet for evig og altid at finde på parallel forløb, så bruge statens egne ideer, og hjælpe med at føre dem ud i livet.

Jeg var med på Shree Pargati Basic Schools tre-dagsworskop. Skolen har blot 75 elever fra 0. – 5. klasse. De mindste klasser har flest elever. Der er netop blevet lavet en ny fin port (en donation fra en afdød rigmand), til gengæld er der huller i gulvet i klasseværelserne, hvoraf nogle er mørke som huler. Skolens største ønske er flere elever i klasserne. Ikke at det nødvendigvis betyder fyringer, at man ikke har elever, der er skoler med under 10 elever, som stadig har 3-4 lærere, men alligevel!

1-studentsandheadsir

Der er 14 børn med i workshoppen, og de er primært fra 5. klasse Der er mange fine og involverende emner, men der er også meget voksensnak, og jeg fik hurtigt voldsomt ondt af ungerne, som tog det virkelig pænt, omend de forstyrrede en del med småsnak. En god detalje var at skoleleder Bhim Dev Dhakal fra starten satte sig hen ved drengenes bord. Dejligt at han også straks så nødvendigheden og tog ansvar.

Nødvendigt eller bare godt at have

Et af temaerne på dag 1 bestod i forholde sig til børns rettigheder. Der var blandt andet en øvelse, hvor grupperne, skulle opdele forskellige elementer i “nødvendigt” og “rart at have.” Det er emner som “mad,” “skole,” “lektier,” samt “it-udstyr,” “tv,” “cykel” og “gaver til lillebror.”

Pointen viste sig at være, at det alt sammen er “needs” altså noget man har ret til at have som barn. Der opereres i øvrigt med et tredelt rettighedssystem, som også inkluderer pligter og ansvar.

1-teacher-workingonrights

Skolens lærere bestod af tre nye lærere og en nyere skoleleder. Kun en lærer havde været på skolen i mange år. Forhåbentlig giver det gode muligheder for at gøre noget nyt og spændende.

1-studentsworkingonrightsBørnegruppen var ret stor og børnene var ikke så gamle, så det var ikke let for dem at følge med i processen. Heldigvis var der mange øvelser, hvor man ikke bare skulle sidde og lytte.amaharu-workingonrights

Der var desværre ikke mange forældre, som var mødt op. Gad vide, hvor mange forældre på en dansk folkeskole, som ville tage fri tre dage for at deltage i at give input til skolens udviklingsplan? Sikkert lige så få! De fremmødte mødre havde ligesom børnene lidt svært ved at følge processen.

98 indikatorer til udvikling af en bedre skole

 

1-gluing-indicators

På dag 2 gik vi i gang med de 98 indikatorer. De findes som hæfte uddelt til alle skoler, så Paban startede med at spørge, om deltagerne kendte den. Det viste sig, at det kun var skolelederen, som gjorde! Han sagde i øvrigt flere gange, at han var virkelig glad for, at vi nu laver denne process (Som han underforstået ikke selv ville kunne sætte i værk).

Indikatorerne var  delt op i 9 overordnede kategorier:

Effektivitet: (som handler om, tal for fremmøde, hvor godt børnene klarer eksamen og andre mål for om der kommer kvalitet ud af undervisningen).

Inklusion: (af børn med forskellige etniciteter, børn med handicap og forskellige samfundsgrupper).

Køn: Er der drenge – og pige toiletter? Deltager alle i skolens arrangementer på lige fod?

Civilsamfundets deltagelse: Børn, forældre, skolebestyrelse, hvordan fungerer de?

Sundhed, sikkerhed og beskyttelse: Er der sundhedstjek? Er der rent vand? Bliver børnene slået? Er der døre og vinduer? Jordskælvsprocedure?

Infrastruktur: Hul i loftet? Strøm? Tavle eller white board? Legeplads? mulighed for at små klasser kan sidde på gulvet, borde og stole som passer til aldersgrupperne, bibliotek? hegn om skolen? Forberedelseslokale? Have og skolehave? Venteværelse?

Læring: Er der bøger nok? Er der andre materialer? Er der en plan for undervisningen? undervisning på flere sprog (mange børn har andre modersmål end nepali).

Læring på eget modersmål: Maitili, tharu, tamang, newari oma. Der er 104 officielle sprog i Nepal.

Ledelse: Hvordan er bestyrelsen sammensat? Mødes de? Økonomistyring (får skolen kradset penge ind fra lokalsamfundet og hvordan?), kommunikation.

Hver gruppe (elever, lærere, bestyrelse osv) fik omkring 15 indikatorer, som de så skulle diskutere og kommentere på en planche. Til sidst skulle de præsentere for de andre grupper, og så skulle alle give point til indikatorerne i fællesskab.

1-girlsandmum-workonindicators1-motherspresenting-theirindicators1-children-givingscoresDet tog utrolig lang tid! Mest fordi deltagerne havde rigtig svært ved at forstå nogle af indikatorerne.

Vi var mange som kedede os bravt (mig, mødre og børn) lærere og skoleleder var til gengæld meget koncentrerede og interesserede.

Til sidst skulle grupperne så vælge, hvilke indikatorer de vil arbejde med i år 1. Jeg havde været bekymret for, at når de nu fik så mange point på deres årlige prøver, så ville de måske hellere arbejde for at få pænere lokaler, nye toiletter eller andet, som vi ikke kan eller vil tilbyde.

Men heldigvis så blev der stort set kun valgt indikatorer, som handlede om bedre undervisning. Vi nåede ikke at  gå i gang med en egentlig plan. Men det gjorde de, på de to næste skoler, hvor eleverne var ældre og både lærere og forældre forstod mere af processen.

1-kidsreadingbooks.jpg

Interessant, for samtidig virkede de to andre skoler på andre områder ikke bedre. Fx. så har alle skoler i området fået et “Wall pocket library” af USAID, men det eneste sted, hvor det var hængt op i klasserne var på Shree Pargati school. Alle andre steder lå der en stor fin papkasse på kontoret. På en skole lå alle bøgerne i en stor pærevælling, på de øvrige så de ud til om, de slet ikke var blevet rørt.

Jeg læste lidt med de lettere urolige drenge, og de elskede at læse højt på skift, alle 7 kunne læse højt fra de enkle bøger.

CAS – continues assessment

En stor svaghed i hele indikatorshowet er, at mange skoler giver alt for mange point til eleverne under de årlige prøver (som før hed eksamener). Dvs at de umiddelbart scorer højt, selvom børnenes færdigheder er lave (Menuka fortalte leende om en skole, som havde scoret 98% i eksamenskarakterer – lettere urealistisk :). I sidste ende kan det betyde, at når skolen så begynder at ændre sig til at få bedre styr på det de laver, så risikerer man at karakterniveauet falder på papiret!

Pt. overvejer vi en uafhængig test af børnene. Ikke fordi vi egentlig synes, det er vigtigt, men fordi vi ønsker at gøre det tydeligt, når der sker en positiv forandring.

Lige nu har de i Devdaha kommune fire årlige prøver, som stramt følger bøgerne. Det har deres uddannelsesudvalg vedtaget, og der var ingen på Shree Pargati school, som synes, at det var noget problem. Regeringen anbefaler ikke længere disse prøver, men i stedet et system, hvor man bliver vurderet løbende. Systemet kaldes derfor CAS (continues evaluation). Eleven får en mappe, og de materialer hun producerer samles og lægges til grund for vurderingen. Lyder umiddelbart meget bedre! Paban, Menuka og jeg blev enige om, at det vil vi arbejde på at få indført, og på den sidste af skolerne Gyanjyoti secondary school var de med på at prøve det og starte med første klasse i det kommende skoleår.

Pressen og lokalsamfundet

3-thepress1.jpg

En af projektets komponenter er en informations og advocacy kampagne. Her første gang havde vi derfor besøg af Ramesh Pokrel, som er leder af lokalradio Devdaha. Han skal lave en række programmer om projektet, så det bliver kendt bredere i lokalsamfundet.

3-thepress.jpg

I første program deltog undertegnede (på nepali), de to konsulenter, Menuka, en skolebestyrelsesforkvinde og en skoleinspektør. Sidstnævnte blev behørigt grillet. Er det her nu “9 dages læring glemt på 22 dage?” spurgte Ramesh. Selvom man ikke kender det ordsprog, så kan man godt regne ud, hvad han mener.

Lokalmedier er en sjov størrelse her i Devdaha, for hvis man betaler for at blive medlem af stationen, så har men ret til at få udsendt et rimeligt antal programmer. Det samme gælder TV. Jeg håber, de bruger nogle af pengene fra det, som uundgåeligt må blive en gang mikrofonholderi til noget mere dybdeborende politisk journalistik….

Vi skal også have gang i lokaltv og aviser og Soiya Mahila organisationens Facebookside.

Historien her kunne blive meget længere, men jeg tror, at jeg vil forlade jer her. De fem skoler er meget forskellige, og så alligevel ikke. Det bliver rigtig spændende at se, hvor langt vi kommer sammen. Næste gang er i april, hvor Paban sammen med en anden konsulent og fem danske studerende skal komme med input til, hvordan selve undervisningen kan blive bedre.

Succeshistorier og nye mål for grupperne

Det dejlige ved det kvindeprojekt, som det vi er godt i gang med er, at det stadig er muligt for mig at kende alle kvinderne, og med lidt godt vilje nå at mødes med alle, hver gang jeg er på besøg. Selvom jeg selvfølgelig snakker med medarbejdere og bestyrelse og facilitatorer, som har fingeren på pulsen, så er det helt anderledes selv at komme ud og mødes med grupperne.

Plenum er for de stærke

Denne gang startede vi i Soiya. Soiya er vores største gruppe med ca. 27 kvinder. Sidst jeg besøgte dem var de klart den svageste gruppe. Deres facilitatorer havde virkelig svært ved at forklare, hvad der var sket på det kursus de havde været på og der var meget uro. Denne gang lavede vi en workshop, hvor gruppen skulle finde frem til hvilke mål de ville arbejde med fremover. Kvinderne blev delt i fire undergrupper og diskuterede og lavede plancher. Det gik supergodt og alle var med. Små arbejdsgrupper er fantastisk som arbejdsredskab. Som en klog ven for nyligt sagde til mig, så er plenum mest for de stærke. Det er meget meget tydeligt i Soiya! Når vi er. i plenum taler tre max fire kvinder. I arbejdsgrupper af 4-5 taler næsten alle!

workshop i Soiya

Kvinderne vedtog at arbejde for bedre haver, bedre mikro-entreprenørprojekter og bedre skole. Det sidste indbefattede et mål om at afskaffe brugerbetaling, som er relativt markant på Bhawanipur skole. Man kunne have den holdning, at hvis Soiyas kvinder og mænd sendte deres børn i skole hver dag, så ville de gøre mere for kvalitetsuddannelse end færre skolepenge, men det var godt at se Soiya kvinderne tage et rettighedsrelateret emne op ved egen kraft. Så må erkendelsen af eget ansvar komme senere.

Når man rækker en hvis kvinde en lillefinger

I Bhawanipurgruppen har fire kvinder lavet en fælles have til stiklinger. Kvinderne har solgt en del af de små planter og brugt resten selv. En af dem som har brugt en del selv er Kunti (som viser haven frem ovenover), hun er med i landbrugsgruppen, hvilket betyder at hun har ca. en kvart hektar jord, som hun dyrker grøntsager på. “Næste sæson skal vi have flere,” var kvindernes klare udmelding.

Geder købt med lån

Her er Kunti ved at fodre nogle af de geder, hun har købt med lån fra Bhawanipurgruppens businesslånefond. Kunti er en af dejlige historier, som gør, at man har lyst til at knokle videre med projekter for kvinder. Hun har fem børn, er jordløs og er gift med en mand som er kvartalsdranker (det er helt almindeligt blandt de fattigste i Devdaha). Og så er hun en af dem, som kan få noget ud af hjælp og som har overskud til at støtte andre.

Her er hun med to af sine børn, som går i 7. og 8. klasse, som de stort set eneste fra deres kaste i området. Klog og skøn mor, kloge og dejlige børn!

Her er samme Kunti foran de fine sække med økologiske ris, som hun har høstet på sin mark. Kunti har også haft stor succes med at dyrke løg, hvilket sparede en del penge, da hendes store datter skulle giftes for nyligt (løg er dyrt, og der skal mange løg til et nepalesisk bryllup!). Nogle af kvinderne i landbrugsgruppen havde svært ved at sælge deres grøntsager, men ikke Kunti, som også har hjulpet de andre med at sælge. Hurra for hende!

Her er hele Kuntis gruppe. Som er en flok skønne seje damer. Denne gang var de ret irriterede over, at vi kom for sent og havde spildt deres tid. Undskyld damer! Vi er glade for, at I synes, at I har andet at lave end at vente på folk, der kommer for sent.
I Bhawanigruppen valgte de også at fokusere på gode haver, bedre skole og flere og stærkere mikro-entreprenørprojekter. I modsætning til Soiya synes de, at det er ok, at den offentlige skole i realiteten koster penge. “De er jo nød til at få penge et sted fra, og hvis bare kvaliteten var højere, så ville det være ok,” sagde de.

Slut med tobak og goddag til økologiske grøntsager

Til Bhawanigruppen hører også Kalpana. Som i modsætning til Kunti absolut ikke lignede en succes for seks måneder siden. Dengang sad hun og var meget ukoncentreret og indrømmede blankt, at hun kun kom på sit jordlod i landbrugsgruppen et par gange om ugen. Dengang sagde jeg: “landbrugsgruppen er kun for dem som har tid og lyst til at komme hver dag,” og ved mig selv tænkte jeg “hende der skal bare ud af den landbrugsgruppe.” Men siden er Kalpana begyndt at passe sin jord hver dag, hvilket betyder, at hun har høstet rigtig mange grøntsager. Hun har også udviddet sin køkkenhave hjemme og da hun så, at hun faktisk kunne føde sin familie på den måde, droppede hun sit daglejer arbejde. “Jeg kan tydeligt mærke forskel på min jord nu og før!” er en af Kalpanas guldsætninger.

Kalpana plejede i øvrigt at ryge cigaretter. Men efter at hun er begyndt at lave husholdningsregnskab efter Ingelis’ og Aages model er både hun og manden holdt op med at ryge! Det er jeg vildt imponeret over! Jeg troede nærmest ikke på det, før jeg selv mødte dem.

En gruppe i muddergrøften

Hos Kerwanigruppen sad vi bogstavelig talt i vejkanten, hvilket betød, at der løb brægende geder rundt og at der midt i det hele blev smidt et læs sten på den anden side af vejen. Kan nogen forestille sig et møde for socialt udsatte kvinder i Danmark afholdt i grøftekanten på hovedvejen gennem en mindre dansk landsby?

Kerwanigruppen er både vores største hovedpine og succes. Som alle andre grupper sparer de op, låner og betaler tilbage uden problemer, men de har virkelig dårligt fremmøde selv ved de månedlige møder. Nogle kan finde på at sende penge til opsparing med en veninde, hvis de ikke selv skal låne. Men så er der også kvinder som Rajkumari, Phoolkumari og Mina i gruppen, som er sindssygt dygtige til at lave flotte haver og har haft stor succes med vertikalt grønt. Der er også flere som har haft succes med at låne penge til ænder eller høns, har tjent penge på æggene, lagt penge til side og købt flere høns/geder osv.

Her er Rajkumari og undertegnede og et af de fine forsøg med vertikale haver.

Rajkumaris nabo, som sidste gang jeg var på besøg forsøgte at forære mig en hvid rotte, har også lavet grøntsager i plastikflasker.
Det kan være ret svært at beskytte sin have mod egne og naboers geder og høns. Det mest ekstreme var den unge kvinde som bor ved siden af Rajkumari, Shova, som havde plantet bananpalmer og hegnet dem ind, og alligevel fik dem ædt af naboens bøffel!

Som sagt så giver de her gruppebesøg masser af energi og inspiration, for kvinderne flytter sig hele tiden. Mit helt kvalitative indtryk er, at stort set alle er meget glade for deres gruppe, føler de har lært noget og kan omsætte det i praksis, fordi det foregår hjemme i deres egen have.

Næste indlæg kommer til at handle om de nye grupper, som vi er ved at danne, og som skal samme vej som dem, der allerede er på vej!

Workshop om kvalitetsuddannelse

Nu har Skoleliv i Nepal sørget for sund skolemad siden 2009 og for økologiske skolehaver næsten lige så længe. Ind imellem har vi haft kurser for lærerne, og siden 2016, hvor læreruddannelsen i Danmark har fået bedre muligheder for praktik i udlandet, har vi også haft flere praktikanter herfra.

Det, som står klart er, at skolemaden giver mere koncentrerede børn, den øger til en vis grad fremmødet og den forhindrer, at børnene går hjem til frokost og bliver væk. Så langt så godt (rigtig godt!), men børnene lærer stadig alt for lidt, og det vil vi rigtig gerne gøre noget ved.

En smuk solbeskinnet novemberdag har Soiyas Uafhængige Kvinder, vores partnerorganisation, og undertegnede derfor, sat fem skoleledere, nogle lærerrepræsentanter og forældre fra skolernes bestyrelser stævne, for at diskutere hvad de ser som de største problemer.

Det starter lidt trægt…der kommer nemlig ingen kl. 10, som vi har aftalt. Det ender med at tage to timer før alle er samlet. Ift vores kvindegrupper, som faktisk er ret præcise, så er det virkelig lang tid!

principals.JPG

Til gengæld så virker de alle sammen ret interesserede. Det er bare ikke så let lige at gå fra en skole, som ikke har et vikarbudget. Først kortlægger vi skolens interessenter og herefter snakker lærere, ledere og forældre i hver deres gruppe om, hvad problemerne er. Grupperne er meget stilfærdige. Først skrives der, så snakker de. Det er tydeligt, at så godt kender de heller ikke hinanden, og at de ikke er vant til arbejdsformen.

lærergruppearbejde.JPG

metakortophænges.JPGSvarene bliver hængt op på væggen, præsenteret og  til sidst skal alle deltagere markere, hvilke de synes er mest vigtige.

metakortigen.JPGAlle tre grupper er overraskende gode til at se deres egen rolle i det lave læringsniveau. På sedlerne står der fx. “Lærerne er ikke gode nok til at arbejde praktisk,” og til at “forstå børns psykologi,” og “forældrene er ikke aktive nok, fordi de er fattige, har travlt med at lede efter arbejde og mangler det basale.” Men så snart grupperne begynder at diskutere indbyrdes, får de travlt med at pege på hinandens fejl. Lærerne siger, at forældrene ikke sender børnene i skole regelmæssigt og ikke sørger for, at de har deres ting i orden eller har lavet lektier, og forældrene siger, at der ikke er styr nok på tingene i skolen. Lærerne holder ikke orden på børnene, som får lov at løbe, hvor de vil.

Da de bliver bedt om at “ranke” problemerne, siger de først “det hele er vigtigt!” Det, de ender med at vælge, handler interessant nok meget om “manglende materialer.” Der er også flere, som siger, at når man endelig er på et kursus, som er praksisorienteret, så indeholder det typisk materialer, som man så efterfølgende ikke selv har til rådighed på sin egen skole.

Der er ikke så meget fokus på dårlig ledelse, selvom det sikkert er noget af det allervigtigste. Måske er det ikke så tydeligt udefra? En skoleleder siger med stor følelse: “Det værste er, at politikerne er SÅ ligeglade med skoleområdet.” Tja, det er i hvert fald ikke noget, som gør det lettere….

hari-lal-aryal.JPGMidt i workshoppen kommer den nyudnævnte Municipality Education Officer forbi. Han hedder Hari Lal Aryal, og det er ham, som skal stå for alt, hvad der har med Devdahas 30 skoler at gøre. Før foregik en del inde på distriktskontoret i storbyen Bairahawa en times tid herfra eller i Kathmandu. Umiddelbart virker det som et muligt fremskridt, at man kan tage sin cykel og køre op til Hari Lal, hvis man har et problem, og endnu vigtigere, at han er så tæt på skoler og borgere, at han måske føler sig mere ansvarlig for, hvordan det går. Under alle omstændigheder virker han positiv, selvom han straks forklarer, at der ikke er penge til kurser. Forhåbentlig kan han bakke op om vores kommende tiltag.

Efter workshoppen bliver to af forældrerepræsentanterne fra en af de skoler, vi ikke har arbejdet med før hængende og fortæller, hvordan bestyrelsen har fået udskiftet skolelederen og en del lærere på deres skole. Efterfølgende er antallet af børn på skolen steget fra 100 til 350 og gennemførelsesprocenten er mangedoblet (på Bhawani skole dumpede næsten hele 10. klasse sidste år). Så det kan altså lade sig gøre at skabe forbedringer, også selvom man ikke har en masse lækre materialer. Da vi jo allerede ved, at skolemad heller ikke gør det alene, så kan vi roligt fortsætte med den kurs, vi har aftalt, nemlig at vi gerne søger penge til materialer og forbedringer, så snart der er fremskridt at se – ikke omvendt.

Forhåbentlig kan vi i det kommende år starte et projekt, hvor de fem “pilotskoler,” udvikler deres planlægning på skole- og klasseniveau, og hvor de primære interessenter bliver inddraget hele vejen igennem, så det bliver en fælles process.

Vi får også fem studerende fra Danmark på besøg i april. De skal blandt andet holde lærerkursus, som skal støtte op om de nye tiltag (planlægning, bedre forældresamarbejde, flere aktiviteter i undervisningen). Mere om det næste år!!

På vej mod en bedre skole

sunaogbørn.jpg“1-2-3 nu synger vi,” Suna Hiski har taget opstilling bag sin første klasse og sætter dem blidt i gang med at synge en sang for undertegnede. De er allesammen helt med og synger alvorligt og koncentreret – bare SÅ søde. Men Sunas koncentrerede og glade ansigt er alligevel det allerbedste. “hvis hun kan holde den begejstring, så skal det hele nok blive bedre,” tænker jeg glad, mens jeg filmer de små snavsede sangere.

Jeg er på besøg på Laxmi School, der som bekendt har modtaget skolemad til deres omkring 110 elever siden 2010. I de senere år har Skoleliv i Nepal også stået for forskellige typer af lærertræning på skolen. For lidt over et år siden holdt jeg en workshop i “skolehaven som læringsrum” og i foråret holdt Alexander Bæktoft, lærerpraktikant fra UCC Storkøbenhavn et kursus for lærerne med udgangspunkt i action learning tilgangen. Nu er jeg så tilbage for se, hvordan det går med det hele.

Først snakker vi på kontoret, et lille rodet rum uden skabe eller skuffer til lærernes ting og derfor fyldt med stabler af bøger og hæfter. “Joh”, de har forsøgt at gøre noget nyt. Dhanmaya, som er den eneste af skolens lærere, der kan engelsk, fortæller, at hun har opfundet sin egen udgave af legen “Frugtsalat,” hvor eleverne får et tal i stedet for. “Vi er startet med 1 – 5,” fortæller hun glad. “Nåh,” siger jeg spændt, “hvor langt er I så kommet?” (de startede i maj, og nu er vi i november…), “vi er stadig i gang med 1 – 5,” indrømmer Dhanmaya. “Er det måske, fordi I ikke lægger så mange planer? Altså når man står der onsdag morgen, så er det ligesom lettere at gøre det, man plejer?” spørger jeg og skærer ansigt og laver fagter for at demonstrere den der onsdag morgen uden plan. De griner og nikker “ja” det er sådan, det er! “Vi kender jo bogen så godt, så det er nemt,” siger Dhanmaya.

Heldigvis er det ikke helt sandt. De viser mig blandt, hvordan de har googlet og fundet en nepalesisk ABC-sang på nettet, skolen har så købt en lille usb-højtaler og nu sidder 0. og 1. klasse og ser på den lille telefonskærm og hører “kha, ka, gha” som “a, b, c” hedder på nepali. “Det, synes børnene, er meget spændende!” forklarer Suna.

hestesko-hurra.JPG

Inde i en af de andre klasser, kan jeg se, at de sidder i hestesko. Det med at ændre bordopstilling, lærte de også på Alexanders kursus, og alle var meget begejstrede for dette praktiske tiltag til at skabe mere fokus.

børneskolehaverudenbørn

Ude i skolehaven kommer der endnu en dejlig opdagelse. Først inspicerer jeg det nye drivhus, som skolen lige har opført i efterårsferien, og så bag drivhuset har de sørme lavet skolehaver til 3., 4. og 5. klasse! Eleverne er delt i små grupper og har hver deres lille stykke jord med fine rækker med grønt. Ved hvert stykke er der en gammel spand på en pind, med navne på gruppen. gruppe-have1.jpg

gruppe-have2super.JPGgruppe-have3

Første sæson i haven var foråret 2016, hvor vi startede med en kort intro til hele havekonceptet, og hvor Kristian og Peter, studerende fra Danmark hjalp til. Så fulgte en en-dagsworkshop i efteråret 2016, hvor undertegnede fik lærerne til at lave deres egen plan for, hvordan de ville arbejde i haven i deres fag, og nu i efteråret 2017 kører de selv deres skolehave som læringsrum!

allebørnogvoksne.jpg

Resten af haven er også fin, som altid. Hurra for Rita Kewat, skolens havedame, som er så god til at luge og vande og passe det hele. Jeg er rigtig glad for, at hun nu har fået et nyt drivhus. Det gamle blæste væk for cirka et år siden og først nu har vi fået råd til et nyt. Denne gang med støbt fundament. Det er Søbogaard Nepals dygtige unge økolandmand Deepakh Dhungana, som har udviklet det nye design, og som har hjulpet vores projektleder Rati Parajuli med gode råd.

new-greenhouse-wauw.jpg

rita-i-haven

Tjl sidst skal jeg lige en tur forbi køkkenet og smage dagens skolemad. Køkkenet trænger meget til at blive renoveret, det håber jeg, at vi får penge til i 2018! Maden, som i dag er chana buja trænger desuden til flere kikærter og færre puffede ris!! Det er et tovtrækkeri, som køkkendamen Bhumisara og jeg har haft i gang i flere år. Hun siger, at børnene ikke kan lide alle de kikærter, og jeg siger, at så må hun ændre mængderne gradvist, for puffede ris er ikke nærende nok.

Heldigvis var der denne gang en ekstra portion kikærter, som jeg kunne bruge til at demonstrere mængdeforholdet.

tallerken-mad.JPG

Bhawanipur – nyt køkken og ekstraundervisning

Et par dage senere er jeg på besøg på Skoleliv i Nepals anden samarbejdsskole Mahamaya Bhawani higher secondary school, hvor 250 børn hver dag får skolemad. I foråret fik skolen nyt køkken takket være Kimmie, Anna og Julie, tre superseje studerende fra Sundhed og Ernæring på Metropol. De tre samlede penge ind ved at sælge Musahar elefanter, og bagefter ryddede de det gamle køkken for bras, malede, ordnede alt i kasser og forhandlede en skøn aluminiumsbordplade på plads.

Det er første gang, jeg ser køkkenet, så jeg er ret spændt, mest på, hvad Sabitri og Laxmi, de to køkken-have damer synes. De er heldigvis virkelig begejstrede. “Det er SÅ meget nemmere end før, det er så godt!” siger Sabitri, mens hun hakker grønt til dagens ret, chole motar. Det er meget store ord fra hende!

nytkøkken.JPG

bhawanischool-pigerspiser.jpg

På Bhawani er der ikke problemer med maden, til gengæld bliver der stjålet en del grøntsager i haven. Det kan vi desværre ikke rigtig gøre så meget ved!

Lektiehjælp og ekstraundervisning

Sidste år startede vi lektiehjælp på Bhawani skole. Det har nu udviklet sig til decideret ekstraundervisning, da projektleder Rati og hendes tre unge lektiegruppeledere fandt ud af, at der er rigtig mange børn, som ikke kan læse og skrive. Faktisk kan næsten hele 4. klasse ikke læse!

Derfor havde vi et ekstrakursus i efterårsferien. Hvor vores partnerorganisation fik styr på børnenes forskellige niveauer og gik i gang med at undervise dem i mindre grupper, alt efter hvor langt de er.

børn-ekstrauv.JPG

Rati og Ranjana Musahar underviser de børn, som stadig kæmper med alfabetet. De har nu lært at sætte børnene til at arbejde i grupper. Der var langt fra ro, da jeg var der, men der blev arbejdet, og det var i grupper. Det var skønt at se, særligt fordi det har været helt umuligt tidligere.

De to sidste lektiegruppeledere Anil og Ghoma laver så almindelig lektielæsning for 5. og 6. klasse inde ved siden af. Det var en noget mere fredelig affære!

hwg-6klasse.jpghwg-6.klasse2.jpg

Banko!

Da vi skulle afholde bankoaften til fordel for skolerne hjemme i Danmark efter min hjemkomst, havde jeg også taget et bankospil med. Vi spillede med 7. klasse, og det var de rigtig gode til 🙂

bingo-drengebingo-pigerI syvende klasse er der to piger fra Musahar-kasten. Det er yderst sjældent, at dalit-piger når 7. klasse og endnu sjældnere, at de også er Musahar (helt nede i “bunden” af gruppen Dalit). Vi har derfor tilbudt de to piger, at de kan få gratis lektiehjælp, selvom de ikke går i 4. – 6. klasse. Den ene pige er datter af en af vores meget succesfulde kvinder Kunti, og jeg blev ret forbavset, da de unge lektiegruppeledere fortalte, at hun ikke kommer til lektielæsning, indtil det gik op for mig, at hun selvfølgelig opfattede det som en slags “nedgradering,” Hvem vil sidde i 5./6. klasse og få lektiehjælp sammen med dem?? hvor pinligt! Rati og jeg brugte en del tid på at forklare den unge pige, at vi er så superstolte af hende, og at hun KUN er med, fordi vi bare MÅ være sikre på, at hun består eksamen! Det så ud til at virke! Nogle gange er der heldigvis meget simple årsager til, at noget ikke virker!

På Bhawani er de holdt op med at stille bordene anderledes, ligesom de ikke har været lige så gode til at lave Skolehaven som Læringsrum. Men jeg tror på dem, og glæder mig meget til vores næste skridt mod en bedre skole. Mohan, Tara og Krishna Musahar (og en af deres søde nabo-piger) her på billedet har i hvert fald fortjent at få noget ud af skolen!

tara-krishna-mohan.jpg

Aarhus Food Festival 2017

For anden gang har Skoleliv i Nepal deltaget i Århus Food Festival. Vi deltog med en stand fyldt med sanseaktiviteter fra vores arbejde med mad og skole i Nepal. Det var bare helt forrygende. Se billederne og fornem den gode stemning:)
21682325_10156202669019381_1426461380_o
Det hele startede, da vi landede i Tangkrogen nær Århus havn torsdag eftermiddag og så vores herlige store telt. 6×9 meter til at boltre os på!
21616613_10156202664194381_1762878598_o(1)21618560_10156202665219381_610153044_o(1)Det var ikke helt let at få det hele op at stå. Men Dipesh og Alexander var heldigvis fikse på fingrene.

21616746_10156202663529381_961395809_o(1)Og Sara her på billedet, og jeg har efterhånden sat Skoleliv i Nepals udstilling op en del gange, så vi er også ret fikse! Sara havde også styr på majsplanter doneret af en lokal majsbonde, og på opsætning af uniformer, som hun købte for to år siden, da hun var på besøg i Soiya i Nepal.

21330557_10156778644404062_707018988_oSå fint så teltet ud ude fra. Vi var som det ses vildt heldige med vejret.

21618242_10156202659494381_311444455_oFredag middag var vi klar med alle vores aktiviteter. Blandt andet madlavning med publikum, som var en ny aktivitet, vi ikke havde prøvet før.

21057568_10156781686394062_138863027_oDet med at lave mad fungerede også rigtig godt også som hyggespreder til de gæster, der kom ind og kikkede.

21297358_10156781685834062_176203873_oVi lavede også smagsprøver. Det har fungeret rigtig godt tidligere som et samlingspunkt for snak, men på ÅFF måtte vi virkelig arbejde hårdt på ikke bare at lange mad over disken. Så snart folk så smagsprøver, så var der en lang kø. Det var det samme over hele festivalen, men da vi jo først og fremmest ville snakke, måtte vi holde lidt igen med uddelingerne.

21363455_10156784675554062_1380014144_oÅFF221330809_10156782164274062_490007351_o21362119_10156782163209062_1917061035_oDet var rigtig hyggeligt at lave mad med børnene, og vi er sikre på, at de husker Nepal en del bedre på den måde, end hvis de havde set en film eller vi bare havde fortalt om vores arbejde.
21616633_10156202647679381_1391696879_o21616698_10156202649599381_530777539_oMens maden simrede kunne børnene prøve vores skattejagt, og det uretfærdige Nepalspil, som er et smartphone spil til Android telefoner.

21361948_10156781686789062_801028024_oFølekassen var i år skiftet ud med en følespand fyldt med spagnum.

21618275_10156202642234381_876763692_oDer var faktisk ingen, som ikke kunne lide den mad, de selv havde lavet 🙂

21297715_10156781686219062_971129061_o

21684433_10156202652324381_1260955588_o

I alt prøvede 90 børn skattejagten. Det er tredje gang, vi laver den, og det er først nu, den er helt perfekt. Det er ret svært at lave noget, som både er enkelt og samtidig formidler budskabet.

21682344_10156202657219381_704369017_o

En af de rigtig skønne ting er, at vi har samlet materialer fra en del tidligere formidlingsprojekter, så der er efterhånden både roll ups, banner, opskrifter, tegnserier og så alle de nepalesiske skoleting og mad-dufteting.21616819_10156202643939381_182000085_o21616973_10156202660799381_356937299_oTeltet var fyldt med herlige ting, man kunne røre ved og snuse, smage og prøve, men jeg synes nu alligevel, at det allerbedste var de frivillige. Alle har været i Nepal, selv Saras børn Zöe og Villum, som stod for skattejagten. Både Dipesh og Alexander på billederne herover har desuden været i Soiya. Det giver jo et ret godt fundament for formidling, og masser af god energi og hygge.

21330663_10156784547174062_828346081_o21616743_10156202648469381_1636212249_oDer var rigtig mange forskellige opgaver i teltet. Heldigvis var alle gode til at tage fra.

ÅFF5Det at have lidt mere plads, gav også mulighed for at vi frivillige kunne få en kaffepause og hygge os med hinanden, ind imellem.

21706548_10156202643149381_946344846_o

21684563_10156202640494381_1860888664_oInden vi pakkede sammen søndag aften. Åbnede vi vores postkasse. Den var fyldt med nye medlemmer og skattejagter. Vi tog dem fra som havde fejl og trak to vindere af konkurrencen. Det blev Oscar og Laura, som hver får en Musahar-elefant.

ÅFF4Alt i alt en skøn weekend. Vi er rigtig glade for, at vi fik penge fra formidlingspuljen hos CISU (Civilsamfund i Udvikling) til at deltage. Det tager tid at blive god til noget, og det synes jeg faktisk, at vi er nu!