Miras historie

SWO har det seneste år arbejdet for at give flere unge piger modet og udsynet til at vælge uddannelse til og teenageægteskab og tidligt moderskab fra. En af dem som har kunne støtte op om det projekt med sin egen historie er foreningens unge dalit forkvinde Mira Bhusel.

Gift som 14-årig mod sin vilje

Da Mira Bhusel som 14-årig fik sin første menstruation, forsøgte hun at skjule det for sin familie, fordi hun vidste, at hendes far ville gifte hende bort, så snart han fandt ud af det. Mira ønskede ikke at blive barnebrud, men at læse og udanne sig. Men hun kunne ikke holde sin hemmelighed skjult for forældrene særlig længe…

Mira er også forkvinde i en økologisk landbrugsgruppe.

Hør Mira fortælle sin historie til Sally Thrane (engelsk/nepali)

I interviewet er Mira meget følelsesladet, og det er også ret svært at forstå, at noget menneske har kunne klare det, som Mira har været igennem. Mira har blandt andet fortalt sin historie til 30 unge piger på SWO’s bootcamp i Kathmandu i foråret 2019. Alle græd sammen under fortællingen.
Men det at fortælle sin smertelige historie højt satte samtidig noget i gang hos Mira, i foråret 2020 besluttede hun at vende tilbage til skolebænken, med støtte og hjælp fra SWO. Der er gået 12 år siden hun forlod skolen, og hun er nu mor til to sønner. Vi er meget glade på Miras vegne og håber, at hun klarer den trods alle de økonomiske og psykiske udfordringer, og vi synes, hun er den bedste inspiration for hele foreningen!

Når drømme bliver til virkelighed

I går modtog vi nogle skønne billeder af de to unge Musahar-piger Asha og Asha foran Bhawanipur Skole. Pigerne har været medlemmer af SWOs pigegruppe i et år, har lavet teater, uddannelsesplaner og fået læsetræning og til sidst et sidste skub i form af støtte til uniformer, hæfter, skrivesager og indmeldelse (det kan du læse mere om her). Asha 1 skal tilbage til den 10. klasse, hun droppede ud af for lidt over et år siden, da hendes mor Kunti blev syg, og Asha 2 har taget den modige beslutning at fortsætte i 5. klasse, selvom hun er en del ældre end sine nye klassekammerater.

Asha og Asha begge fra Musahar-kasten foran Shree Mahamaya Bhawani skole, hvor de nu begge er tilbage på skolebænken

Et lille skub fra CISU og en praktikant

Projektet for de unge piger startede som en anbefaling fra CISU (Civilsamfund i Udvikling), som påpegede at Soiya’s Uafhængige Kvinder, som Skoleliv i Nepal har arbejdet med siden 2013 ville have godt af at få flere samarbejdspartnere. Da vi kort efter spottede et projekt kald fra organisationen Girls First Fund, som passede perfekt til foreningen og som fokuserede på unge piger, som dropper ud af skolen og gifter sig tidligt, så var der ikke langt fra tanke til handling.

Dengang havde vi lige afsluttet arbejdet med filmen om Anjali og Vikram ,og i den forbindelse havde både SWO og vi snakket en del med de teenagepiger i landsbyen Soiya, som ikke går i skole. Gennem mange år i landsbyen er det vores erfaring, at næste skridt er tidligt ægteskab og herefter i mange tilfælde moderskab, hvorefter pigerne desværre ofte kommer alene tilbage til deres familier med deres barn, fordi forholdet er gået i stykker.

Skoleliv i Nepal supplerede projektet med en pædagogpraktikant, Sally Thrane, som var med til støtte de to unge ansatte Rati Parajuli og Ranjana Musahar gennem projektets aktiviteter. Der blev blandt andet lavet en fremtidsworkshop, øvelser omkring grænser og en masse teater. Sally var i Nepal i fem måneder og nåede også at arbejde med en af Girls First Funds andre partnere i en kort periode, og en virkelig fin podcast serie om unge og sex, som nu ligger på http://anjaliogvikram.dk.

Det sidste, som manglede for at få pigerne i gang var start kapital. I december 2019 arrangerede de to unge danske teenagere, Fiona Turnbull Nordfalk og Selina Menthu, banko i Albertslund og samlede på den måde en god sum penge ind til at støtte den økonomiske side af de nepalesiske pigers skolestart. Sidst men ikke mindst trådte familien Emmersen i Valby til med støtte til en af de piger, som vi vurderende ikke ville være i stand til at klare sig uden månedlig hjælp.

Forkvindens hjertegribende historie

Da pigegrupperne startede tilbage i foråret 2019 var en del af pigerne på ti dages bootcamp i Kathmandu. Her var Mira Bhusel dengang næsteforkvinde i SWO og Dhanmaya Gurung fra foreningens bestyrelse samt Alina Hamal, som er med i en af kvindegrupperne med som hjælpere.

Under besøget i Kathmandu fortalte Mira Bhusel sin egen hjerteskærende historie til pigerne. Da hun var helt ung var hendes største ønske at gå i skole og lære noget, men hendes far havde bebudet, at hun skulle bortgiftes, så snart hun fik sin første menstruation, så det blev hun… Da hun fortalte historien græd hele flokken! Sally interviewede efterfølgende Mira, så du kan høre hele historien her på bloggen en af de nærmeste dage.

Mira er i øvrigt også dalit, ligesom Alina og de to modige Asha’er (du kan læse om Alinas om min samtale om det at være dalit her)

Det smukke og fantastiske er så, at Mira nu får sin drøm opfyldt og igen starter i skole 🙂 Mira er i mellemtiden blevet forkvinde i SWO, og hun er derudover også forkvinde i foreningens landbrugsgruppe, da hun er en rigtig klog og energisk ung kvinde.

Mira Bhusel da hun første gang stillede op til posten som næstformand i Soiyas Uafhængige Kvinder tilbage i 2015.

Miras engagement i projektet har givet hende mod til at pakke sine gamle drømme ud af kufferten igen og komme tilbage på skolebænken i en alder af ca. 30 år.

En lokal skoleleder fra vores en af vores madskoler Dinanath Aryal, hjalp Mira ved at ringe og presse en kollega på en nærliggende privatskole til at tage Mira ind billigt og som selvstuderende i 10. klasse. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at Mira kan klare skole, moderskab og livet som økologisk farmer, men det er skønt, at hun har fået chancen og fantastisk, at hun tør!

Uddannelse er noget man taler om

I alt er ni piger fra de fire grupper startet i skole igen. Selvom de sidste år meget bestemt sagde, at det var de ikke interesserede i. Et år med teater, fremtidsworkshop, men først og fremmest med et nyt fællesskab og et nyt fokus på uddannelse både i grupperne og hjemme i familien.

Asmita Tharu fortæller hvad hun har fået ud af at deltage i en pigegruppe.

Det er skønt, når et langt sejt træk begynder at vise sin succes, og når man kan se, at alle de små skub er med til at give resultatet. Fra CISUs første skub, over filmen med Anjali og Vikram, til Girls First Fund, Sallys praktik, teenagebanko i Danmark og involveringen af de skoleledere, som også er med i vores Kvalitetsuddannelsesprojekt. De piger som stadig ikke ønsker uddannelse er alle piger, som har afsluttet deres uddannelse efter ganske få år og nu er 15-17 år gamle. Til dem har vi netop søgt og fået penge til et kombineret læse og sy-kursus. Tanken er, at succeskriterierne skal være individuelle, så alle piger oplever, at de kan få succes og så de kan vokse som mennesker og blive stærkere og bedre i stand til at skabe sig en tryg og god fremtid.

Næste skridt er derudover at få dokumenteret og udbredt succeserne, så de kan inspirere flere piger og gøre fortællingen til en del af SWOs DNA. En af ting, som har haft en fantastisk effekt og som begge SWOs store projekter har æren for er, at den lokale ”samtale” om vigtigheden af uddannelse er forstærket. Uddannelse er blevet noget man taler om, og bekender sig til, hvad enten man er fattig mor, far eller teenagepige eller lokal skolelærer og det er måske det allerbedste vi kan gøre for at hjælpe Nepals fattigste.

Støt vores arbejde

Alt det vi laver, er kun muligt fordi vi har nogle trofaste medlemmer og bidragydere, som støtter vores arbejde.

Har du lyst til at være med? Så kan du melde dig ind i Skoleliv i Nepal eller give et bidrag til vores arbejde her.

Kastesnak og græskar

I morges tikkede et fint billede af en kvinde stolt poserende med to flotte ”long gourds” ind på messenger fra Alina, som er ”junior medarbejder” hos Skolelivs samarbejdspartner Soiya Women’s organisation. ”Det er Sajda Mijar fra bestyrelsen”, skrev hun, da jeg spurgte, hvem kvinden på billedet nu lige var. ”Hvilken kaste er hun?” spurgte jeg, lidt forsigtigt, for jeg er altid lidt bange for at træde nogen over tæerne med det der kaste-emne. Omvendt, så er det vores erklærede mål i Skoleliv i Nepal, særligt at hjælpe kvinder, som er ”dalit,” dvs., fra de laveste sociale lag i Nepal, dem man i historietimerne, da jeg var barn, kaldte ”kasteløse,” så jeg drister mig normalt til at spørge alligevel.

En provokation for en dansker

Nu er dalits så faktisk på ingen måde ”kasteløse”. ”Dalit” refererer til alle håndværkerne og dem med andre praktiske job i det gamle hindu-samfund. Jeg ved ikke lige, hvad misforståelsen kommer af, men der er stadig mange i Danmark i dag, som bedst kender betegnelsen “kasteløs”.

En af de ting, som har klæbet sig til dalits og gjort deres liv vanskelige er, at de i hindu-religionen opfattes som urene. Fx. må de traditionelt ikke røre medlemmer af andre kaster eller deres mad og vand. En virkelig provokerende social konstruktion, når man kommer fra det egalitære Danmark og i mine øjne noget, der må sætte sig afgrundsdybe spor i den kollektive selvfølelse hos disse mennesker.

I dag kan dalits selvfølgelig lave alt muligt, ikke blot håndværk. Loven i Nepal forbyder diskrimination, og der er særlige scholarships til dalit-studerende, som klarer sig godt i skolen. Alina, som sendte billedet går fx på første år på uni på sådan et scholarship, fordi hun er dalit.

”Sajda er dalit. Sarki. Hun er min svigerinde,” forklarer Alina omgående på messenger. Jeg ånder lettet op, det var vidst ok, at jeg spurgte. ”Sarki” refererer til den specifikke kaste som Sajda og Alina kommer fra, man kunne også kalde det en ”undergruppe” under fællesbetegnelsen ”dalit.”

I disse år går det virkelig fremad for de øverste dalitgrupper, som fx Sarki. Alina er et godt eksempel og svigerinden til dels også. Godt nok har Sajda ”kun” gået i skole i 8 år, men det er nok til at hun kan læse og skrive lidt, og at hun har overskud til at være aktiv i bestyrelsen og hjælpe til i det køkkenhaveprojekt vi har kørt i en del år, og som har givet alle SWOs ni kvindegrupper fantastiske køkkenhaver.

”Aj hvor godt, at hun er i bestyrelsen. Det er virkelig vigtigt, at der er mange dalits der. Dalits skal have en stærk stemme, hvis I skal gøre Nepal mere lige,” skriver jeg til Alina, som returnerer en masse sød ungdommelig taknemmelighed. Jeg fortsætter med at rose Alinas kamp for at få en uddannelse til skyerne. Selv med scholarship er det ikke let, og der er da stort set heller ikke andre dalit-piger i Alinas klasse. For at få et scholarship skal man have klaret sig igennem grundskolen, hvilket koster penge og desuden have fået gode karakterer. De to kriterier er virkelig svært, når skolens kvalitet er lav og ens forældre ikke nødvendigvis magter at motivere og støtte eller betale.

Alle er lige for loven

”Godt at alle er lige for loven,” skriver jeg til Alina. Det tager lidt tid at forklare, hvad jeg mener med det, selvom jeg er i stand til at skrive det på nepali også (mansche kanun anusahar barabar ho). ”Altså det er tilladt for alle at tage en uddannelse, de selv vælger og at gifte sig med dem de vil,” forklarer jeg og nå jo, det synes Alina også er godt, selvom hun også understreger, at ”bahun er ”først.” ”Bahun” eller brahmin” er den øverste hindu-kaste, og når jeg ser mig rundt i Alinas kommune, så er det stadig dem, som sidder på 90% af alle de offentlige poster fra skolelærer til skoleleder og fra administrativ medarbejder til borgmester (behøver jeg nævne, at de samtidig er mænd?), så ja helt klart “først” overalt – endnu.

Det er heller ikke på nogen måde socialt acceptabelt i bredere samfundskredse at gifte sig mellem kaster, særligt ikke, hvis den ene er dalit. Der har i den seneste tid været to eksempler på, at dalits er blevet myrdet på grund af interkaste-forhold. Skræmmende og sørgeligt, men dog sager, som er taget op i samfundet, og hvor mange lokale har demonstreret og vist deres sympati med de dræbtes familier på tværs af kaste og forlangt retfærdighed.

Fattigdom er en sygdom

”Meen nu er Sarki, Bishwokarma og Pariyar på vej op. Vi må også kæmpe for Musahar,” fortsætter jeg min messenger-snak med Alina. Bishwokarma og Pariyar er guldsmedekasten og skrædderne. Jeg har bekendte fra begge grupper, som er akademisk uddannet og har gode jobs, så selvom mange dalits stadig kæmper som jordløse bønder, så er der også flere og flere, som bryder gennem den sociale mur til de gode jobs og den stabile økonomi.

”Musahar! De drikker og de laver ballade,” svarer Alina. Jeg går omgående i gang med min kæphest om, at det er en del af fattigdommens ansigt ”fattigdom er nærmest en sygdom,” skriver jeg og siger ”det er også, er derfor Musahar-pigerne ikke siger noget og deres mødre så nemt bliver vrede og fornærmede.” “JA!” istemmer Alina. Vi oplever tit i vores arbejde, at der er udfordringer med de medlemmer af Soiya Women, som bor i Musahar-landsbyen Soiya. Hver især er kvinderne fra Soiya dejlige mennesker, men der skal ikke meget til før de bliver virkelig uvenner, sladrer om hinanden og bliver fornærmede på andre. Nutildags er det ikke svært at komme i Soiya, men sådan har det ikke altid været, og der er stadig mange flere udfordringer her end i de otte andre kvindegrupper (hvor de fleste også er dalit, men hvor der er få Musahar).

Så selvom det er rædselsfuldt, når uskyldige mennesker forfølges pga deres kaste, så virker det som om, det største problem i hverdagen for mange dalits er manglende uddannelse og økonomiske og social fattigdom.

Teater giver selvtillid

Vi snakker videre om, hvordan teater er særlig godt for Soiyas pigegruppe. Pigegrupperne har SWO oprettet særligt til piger, som er droppet ud af skolen før tid. ”Dig og Rati og Asmita, I er blevet supermodige, I kan spille teater for mange tilskuere. Det er SÅ flot,” siger jeg og referer til Alinas unge kollega og veninde fra klassen, som netop er startet i skole igen, med støtte fra danske venner (Asmita er ikke dalit, men hun er alene med sin syge mor, og det giver ikke ret til statsstøtte) og til deres fantastiske teaterstykke, som skal være med til at forhindre børneægteskaber.

”Men pigerne fra Soiya, med dem er det flot, at de overhovedet øver sig i at spille teater. OG de skal have masser af ros!” fortsætter jeg min formaningstale.

”Hvorfor skal de det?” spurgte Rati, Alinas kollega mig for nyligt, da jeg var ude i samme ærinde i en lignende chat-samtale med hende. Skønt med ærlige spørgsmål! ”Hvornår arbejder du bedst?” svarede jeg ”når jeg roser dig, eller når jeg kritiserer det du gør?” – Det kunne hun sagtens se 🙂 Det er bare ikke så almindeligt på de kanter at rose, hvorimod reprimander og skæld ud er meget almindeligt.

For nyligt røg pigerne fra Soiya ud af det teaterstykke, som alle pigerne i SWOs pigegrupper var i gang med, fordi de ikke turde spille foran hele den nærliggende landsby og omegn, og det tog tid at forklare, at det faktisk var en kæmpe succes, at de overhovedet havde deltaget i teater-øvelserne, også selvom de ikke turde spille for et kæmpestort publikum.

Det er tid til at slutte samtalen. Jeg skal have drukket min kaffe færdig, og Alina skal nok have lavet et par af sine skønne TikTok videoer, hvor hun poserer i knaldrød sari til højlydt hindi musik. Vi er begge taknemmelige for snakken, og jeg håber, at den ikke bare styrker Alinas engelsk men også hendes ønske om at komme frem i verden og trække en masse medsøstre med sig.

Læsetræning og ret til gratis skolegang

I det seneste indlæg her på bloggen skrev jeg lidt om, hvor skønt det er, at pigerne i Soiyas Kvinders pigegrupper har fået lysten og modet til at gå i skole. Og hvordan to konkrete piger Asmita og Renuka, med støtte fra deres nye gruppe og et økonomisk skub fra to danske teenagepiger og deres venner i Danmark, har kunne fortsætte deres uddannelse.

Her kommer så endnu en lille solstrålehistorie fra Asmitas og Renukas pigegruppe. I gruppen går pigerne Asha, Asha og Punam, de er alle tre droppet ud af 10. klasse og havde fået at vide, at de ikke kunne få lov at gå om på deres gamle skole. I stedet skulle de gå på et ”institute,” et særligt sted, hvor man så får undervisning, og som koster en hel del penge.

Det lød jo helt skørt og virkelig uretfærdigt, da det næsten altid er de fattige, der dropper ud eller dumper, og det ville jo så selvfølgelig gøre det ret umuligt for Asha og Asha og Punam og alle de andre piger i pigegrupperne at fortsætte deres uddannelse.

Heldigvis, havde jeg under besøget en nepalesisk ven og tidligere medarbejder i Soiyas Kvinder med, og hun sagde ”aj, det tror jeg altså ikke er rigtigt. Det synes jeg, at du, Rati (medarbejder) skal tjekke op på.” Her skal det tilføjes, at jeg jo ofte synes, at regler og love lyder absurde, så jeg må indrømme, at jeg bare havde tænkte ”åh nej endnu en idiotisk regel.” Så det var skønt med en lokal med kritisk sans, som kunne sige ”kan det passe?”

Asha kikker på det, som hendes veninde Punam har skrevet. Det at pigerne skal starte sammen, betyder meget for deres motivation for at læse.
Foto: Elena Hamal

Det kunne det så faktisk ikke! Rati tjekkede med Dinanath Aryal skoleleder på Bhawani skole, som straks sagde ”nej nej, bestemt ikke. Det har de her piger HELT misforstået. Man kan sagtens gå om, og man skal faktisk ikke længere betale ‘admission’ når man går om!”

Om pigerne har misforstået lærerens ord, eller om de er blevet bevidst fejlinformeret, fordi Instituttet har haft en eller anden ubehagelig økonomisk aftale med nogen i skolesystemet, vil jeg lade stå åbent. Faktum er, hurra hurra, at de af vores piger, som er dumpet 10. klasse, eller som gik ud lige inden eksamen, fordi de var bange for at dumpe (!!) kan tage hinanden i hånden og sige ”vi prøver igen – sammen!”

Det er ikke gratis, bare fordi man slipper for admission udgifter, der er masser af andre “fees” som skolen tager, for at dække de udgifter, som staten ikke dækker (så meget for gratis skolegang…), men det går det alt andet lige lidt lettere at komme i gang.

Et læsekursus til SWOs piger

Udover viden om egne rettigheder, så har pigerne også brug for at få forbedret deres faglighed. Mange fattige nepalesiske børn får ikke lært at læse ordentligt i de små klasser, og det forhindrer dem, naturligt nok, i at følge med i de større klasser.

Så det er ikke nok at sige: ”vi skal have de piger tilbage i skolen,” vi er også nød til at sige ”hvad skal de kunne for at kunne følge med?” Derfor sidder SWOs nye juniormedarbejder Elena Hamal nu og øver enkle tekster med Asha, Asha og Punam, og de andre piger, som gerne vil starte i skole igen, når det nye semester går i gang i slutningen af april.

Video by Rati Parajuli

Forældrenes støtte

Da jeg mødte pigerne i Kathmandu i maj 2019, var de fleste stadig ikke klar til at igen at sætte sig på skolebænken, men det er de nu, trods dårlige oplevelser med lærerne. Det har både fællesskabets og læsetræningen æren for.
Udover meget mangelfulde læsefærdigheder har Asha også et andet problem: Hendes far synes ikke, det er en god ide, at hun skal tilbage på skolebænken. Nu var hun jo stoppet, så hvorfor gøre mere ud af det? Heldigvis har SWO lovet hende, at de nok skal overtale hendes far. De, som har læste indlægget om Renuka, kan nok huske, at her var der også brug for overtalelse. I det hele taget, så er forældrenes opbakning selvfølgelig et vigtigt aspekt i det at starte skolen igen. Mit indtryk er, at mange forældre er kede af, at deres børn stopper, selvom de har svært ved at betale, men at det er svært at overskue udgiften, når pigerne først er stoppet og ønsker at starte igen.

De vil gerne!

Det er skønt at se, hvordan pigerne, med den rette støtte i form af grupper, læsehjælp, rådgivning af forældre, viden om egne rettigheder og i nogle tilfælde et økonomisk skub får mod til at vende tilbage til skolen. Vi krydser fingre for dem og glæder os til at følge med i deres nye liv.

Læs også om Asmita og Renuka fra Bhawanipur, som kom til eksamen med hjælp fra Fiona og Celina i Albertslund, så kan du læse det her.

Baggrund:

I 2019 fik Soiyas Kvinder et 1-årigt grant fra den amerikanske NGO ”Girls First Fund” til et projekt, som skal forhindre børne- og teenageægteskaber (“early unions”).

Projektet fokuserer meget på uddannelse, da al forskning viser, at uddannelse udskyder alderen for indgåelse af ægteskab, første barns fødsel og antallet, og øger de pågældende kvinders indkomst, og hermed deres muligheder for at skabe velstand og tryghed for sig selv og deres familier.

Flyver man helt op i helikopteren, er sådan en forbedring med til at øge et lands bruttonationalprodukt (= velstand) betragteligt. Så der er masser af god fornuft i at støtte pigers uddannelse, sådan som SWO gør.

SWO har blandt andet dannet fire pigegrupper, som arbejder med teater, menneskerettigheder, reproduktiv sundhed og med at mobilisere pigernes lyst til at læse og uddanne sig.

SWO har også gjort et stort arbejde for at vinde forældrenes tillid og forklare dem, hvorfor uddannelse er bedre tidlige ægteskaber, og de arbejder med religiøse ledere i området, for at få dem til at tale imod børneægteskaber.

Skoleliv i Nepal fungerer lige nu som frivillige rådgivere. Vi har desuden støttet projektet med en pædagogpraktikant og økonomisk hjælp til de piger, som har særligt brug for det.

Teenagepiger tilbage på skolebænken

Skoleliv i Nepals samarbejdspartner, Soiya Women’s Organisation startede i juli 2019 pigegrupper for 60 unge piger, som er droppet ud af skolen. Det overordnede mål med grupperne er at forhindre tidlige ægteskaber og støtte uddannelse til piger.
I grupperne lærer pigerne om prævention, grænser, sex og sundhed, og om hvor vigtigt det er at få sig en uddannelse og tro på, at man kan have en plan med sit liv. Men mest af alt så får de et fællesskab, hvor de kan snakke om deres liv, glæder og sorger.
Projektet er fundet af den amerikanske NGO Girls First Fund, mens Skoleliv i Nepal står for rådgivning og blandt andet har støttet projektet med en praktikant.

Anne Mette og SWOs leder Menuka besøger en af pigegrupperne.

I januar 2020, ca. seks måneder senere, fortæller pigerne, at de er rigtig glade for deres grupper. “Vi har talt rigtig meget om det med uddannelse, og jeg kan godt se, at det er vigtigt,” siger Asmita på 19 år, som er en af de lidt mindre generte piger i sin gruppe.

Næste skridt er så at komme i gang med skolen igen. Nogen er allerede startet. Men for andre står blandt andet økonomiske vanskeligheder i vejen. Dette problem dækker Girls First Fund ikke. Det gør den slags projektmidler sjældent, da det ikke opfattes som bæredygtigt, hvilket det jo sådan set heller ikke er. Virkeligheden er dog, at økonomi er et af de helt store barrierer, når manglende incitament, rollemodeller og kultur er siet fra.

Asmita og hendes mor

Asmita er en af de piger, som har måtte stoppe pga økonomiske problemer. Asmita bor alene med sin mor, som lider af spedalskhed (ja det eksisterer stadig!) og epilepsi. Hendes far døde for et års tid siden, og det er siden da lykkedes mor at forsørge sig selv og Asmita. Men det har været for dyrt at gå i skole, så Asmita var droppet ud efter at have afsluttet 12 års grundskole (der er ikke de store uddannelsesmuligheder efter grundskolen udover “gymnasiet”, som hedder +2 og alt over +2 hedder “bachelor”). Man skal fx. have en bachelorgrad – 3 år – for at blive lærer.

Tilbud om teater scholarship

I sommer blev Asmita tilbudt at komme til Kathmandu på et “Teater scholarship” hos teatret Shilpee, fordi direktør Yubaraj Ghimire, så at Asmita havde talent, da han underviste pigerne fra gruppen. Men Asmita måtte sige nej tak. Hun ville gerne, men hun kunne ikke forlade sin mor, som ofte falder og slår sig, når hun er på arbejde. Til gengæld begyndte hun på sin bachelor hjemme i Devdaha kommune sammen med sin nye veninde fra gruppen – “Renuka”. Men Asmita har ikke betalt de månedlige fees for undervisningen og nu, hvor eksamen nærmer sig, er det sidste chance for at betale, ellers kan hun ikke gå til eksamen. Samlet skylder Asmita ca. 800 kr for de forgangne måneder og for eksamen, et enormt beløb for Asmita og hende mor. SWO har derfor indstillet hende til at modtage nogle af de penge, som de to danske teenagepiger Fiona og Celina har indsamlet til SWOs pigegrupper ved at afholde banko for deres venner. Asmita var en oplagt kandidat og i skrivende stund er skolepengene betalt, og Asmita kan gå til eksamen.

En bedre fremtid til Asmita?

Men efter eksamen, har Asmita stadig et problem med at betale de månedlige skolepenge, så før Asmita kan fortsætte i skolen, skal vi have fundet nogen, som vil betale hendes skolepenge – 70 kr om måneden – det håber vi er muligt, for det er sejt, at Asmita og mor klarer skærene, som de gør!

Hvis du vil støtte Asmita og de andre piger, så skriv til os! på skolemadnepal@gmail.com eller send et beløb til Mobilepay 24385

Et eksempel på piger, som er voldsomt udfordrede både på økonomi og på deres sociale baggrund er pigerne fra landsbyen Soiya. Her har de fleste piger droppet deres i øvrigt mangelfulde og urelmæssige skolegang længe før 8. klasse. De har et anstrengt forhold til lærere og skole og bruger store dele af deres dag på at hænge ud, passe små søskende, lave mad og vaske op. Det er ikke svært at regne ud, hvad næste skridt i deres liv bliver…Dem kunne SWO godt tænke sig at lave et særligt kombineret sy- og læsekursus for til sommer, og herefter bliver der brug for sponsorer til de 60-70 kr om måneden, som deres offentlige skole koster.

Renuka – den uønskede datter

Menuka Neupane, leder af Soiyas Kvinder, og Anne Mette Nordfalk fra Skoleliv i Nepal sammen med Renuka

Men det er ikke kun Soiya pigerne som har udfordringer. Asmitas veninde Renuka har det også svært. I modsætning til Asmita har Renuka stadig en far, men det har hun desværre ikke meget glæde af. Hendes var har aldrig troet på, at Renuka er hans datter, og han bruger enhver lejlighed til at fortælle hende, at hun er uønsket. Hun fortalte os for eksempel, at forleden dag, mens hun forsøgte at lave mad, blev han ved med at slukke for gassen og bede hende gå.

Renukas mor har sørget for skolepenge, men de har ikke råd til at sende Renuka til eksamen. Renuka har lånt nogle af pengene til eksamen af andre landsbyboere, men mangler stadig nogle. Derfor har SWO indstillet Renuka til at modtage hjælp til eksamenspengene – i alt 300 kr. Derudover vil SWO gå ind i mægling med Renukas far. Forhåbentlig er det muligt at støtte familien i at skabe bedre relationer, så Renuka bedre kan koncentrere sig om sine studier og skabe sig et bedre liv!

Om SWOs pigegrupper:

SWO har med støtte fra den amerikanske NGO Girls First Fund opstartet 4 pigegruppe med cirka 60 piger i alderen 13 – 19 år, som er droppet ud af skolen.

Et af de umiddelbare mål med det 1-årige projekt er at få pigerne tilbage på skolebænken. Skoleliv i Nepal har indsamlet 6500 kr (10000 rupees) som SWO kan indstille de unge piger, som har størst behov og samtidig motivation og kampgejst til at modtage.

Projektet har også andre komponenter. Heriblandt teaterbaseret oplysning til piger, som er i fare for at droppe ud af skolen (i praksis de fleste over 5. klasse).

Quality Education anden del

Så er starten gået for næste kapitel i fortællingen om vores arbejde med skolerne i Devdaha. Denne gang skal vi arbejde med seks skoler. Tre fra forrige projekt og tre nye. De tre nye hedder Shree Sita Mabi, Shree Janata Mabi og Shree Kerwani Mabi. De har alle elever op til 10. klasse. Vores første indtryk er, at skolerne på mange måder er meget ens: De kæmper med konkurrencen fra de private skoler, de skal undervise de fattigste elever, de har for få ressourcer og lærerne er ikke altid nemme at motivere og engagere. OG de er også alle sammen topmotiverede for at være med i projektet. SELVOM det ikke handler om at få flere materialer eller andre fysiske hjælpemidler.

Skoleleder, skolebestyrelsesformand på Kerwani school sammen med Menuka Neupane og Anne Mette Nordfalk. Der var både Skolebestyrelsesformand og Parent-Teacher association repræsentanter ved alle skolemøder, og alle var engagerede forældre/bedsteforældre.

Forskellige udfordringer

Skolerne er også forskellige. På Sitamabi, som ligger lidt længere væk fra hovedvejen, er der rigtig mange børn i klasserne 50-80 stykker og de mangler virkelig lokaler og lærere. Til gengæld har en skoleleder, som virker rigtig dygtig og engageret. “Jeg sørger for at kende mit lokalområde. Det er vigtigt at have en god kontakt til forældrene, så vi kan samabejde. Det er også vigtigt for mig at vide, hvilke problemer de står med, så vi bedst muligt kan støtte børnene,” sagde han klogt.

10. klasse på Sita Mabi. Der er 80 elever indskrevet i klassen. Det er skolens store drøm at dele klassen i to.

På Kerwani mabi havde de også 11. og 12. klasse og et “agriculture” spor. Der var fiskedam og forsøgsmarker og ledelsen var meget engageret i denne del af skolen og ville meget gerne være med, hvis vi i fremtiden laver mere “Skolehave som læringsrum”

Skoleleder Durga Data Sharma fortæller Menuka Neupane projektleder i SWO om hvordan skolen lærer eleverne om dambrug.

“40% af eleverne i overbygningen er fagligt svage,” fortalte Kerwani’s skoleleder, der også gav udtryk for, at det var frustrerende og svært at motivere lærerne. Lærerne får træning men det er så som så med implementeringen: “De har deres egne private problemer, så det er svært at få dem til at give nok til skolen. Der er også nogen, ældre lærere, som har svært ved at tage nye ting ind,” blev der blandt andet sagt. Skolen har indført fagkomiteer for lærerne, så de kan styrke hinanden, men deres oplevelse er, at det ikke virker: “Lærerne er generte overfor at vise hinanden, hvis der er noget de ikke kan,” forklarede skoleleder Durga Sharma. Han understregede også, at de gerne vil skabe bedre relationer mellem elever og lærere.

På Janata Mabi har de både en linje som bruger nepali som undervisningssprog (“Nepali medium”) og en som bruger engelsk (“English medium”). Billedet til venstre er fra “Nepali medium” og taler sit tydelige sprog om skolens prioriteringer. Det er et generelt diskussionsemne, om det er en god ide at bruge engelsk, som undervisningssprog. Det mest brugte argument er at “det gør de private skoler og det vil forældrene have”. Modargumenterne er, at lærernes engelsk ofte er dårligt, og at de ikke formår at lære eleverne engelsk på et bare nogenlunde niveau, og at det derfor er en stor hindring for læring, at bruge engelsk som undervisningssprog.

Nu skal der stemples ind

Som et udtryk for, at vi ikke er de eneste som har opdaget, at lærernes indsats er en væsentlig del af problemet med skolernes kvalitet, har alle skoler nu fået en “indstemplingsanordning,” hvor alle lærere skal melde sig med et tommelfingertryk på kontoret hver morgen. Det er selvfølgelig rigtig godt, at kommunen ønsker at gøre noget ved kulturen på skolerne, men vi håber at kunne tilbyde noget, som er lidt mere motiverende end “indstempling”. Dels så sidder boksen på kontoret/lærerværelset, og der bruger lærerne allerede en del af den tid de burde være i klasserne…derudover, som en forældrerepræsentant på Janata mabi klogt sagde “der er nogen lærere, som kommer til tiden og går lige til deres klasse, men ikke laver noget der. Mens andre måske kommer lidt for sent men til gengæld er engagerede og yder noget. Så er det altså bedre med de sidste.”

Årsdag på Gyanjoti school

Vi var inviteret til årsdag på Gyanjoti school, som deltog i vores første Quality education år og som også er med i vores mini-computerprojekt og som har modtaget støtte til at udbedre vandskader, som fuldstændig havde ødelagt gulvet i flere lokaler.

Skolen havde blandt andet lavet det fineste lille Education Fair i dagens anledning. Derudover var der underholdning på scenen af forskellige klasser, uddeling af flidspræmier og taler af blandt andet borgmesteren og undertegnede 🙂 Der var en del forældre til stede i dagens anledning, det var rart at se.

Den lokale wardformand (nyvalgt efter det nye decentrale system, som er ved at være på plads) deltog under hele arrangementet.

Det bliver spændende at komme i gang med projektet, som skal engagere og motivere alle skolernes hovedinteressenter, altså forældre, ledelse, kommune, lærere og elever. Jeg er rigtig glad for, at vi har brugt et år på at få erfaringer og øve os. Særligt Menuka, som er projektleder, har lært utrolig meget, og er blevet meget mere sikker på sig selv og på, hvad det er de skal: Nemlig fokusere på kvalitet, turde tale om, at den mangler, og måske allervigtigst hun kan nu se vigtigheden af at inddrage forældre og elever, hvis projektet skal lykkes!

Quality Education ll kører frem til december 2022 på 6 skoler i Devdaha kommune. Interventionen er blevet til med midler fra CISU’s Civilsamfundspulje.

Historien om Sapana og Rosa

Ti år med Skoleliv – derfor er vi noget særligt:

Da Sapana og Rosa blev penneveninder

I 2015 introducerede Skoleliv i Nepal et familiemedlemskab og i den forbindelse tilbød vi medlemmerne, at de kunne få en penneven i Nepal. Det sagde 6-årige Rosa og hendes mor Mille ja til – som de eneste. Menuka Neupane, som er leder af vores lokale samarbejdspartner Soiyas Uafhængige Kvinder, foreslog Sapana, en lille forældreløs pige, som boede i et slumområde for fattige nær landsbyen Bhawanipur hos sine bedsteforældre.

Sapana med sin bedstemor i familiens køkken.

Igennem de følgende år udvekslede Sapana og Rosa breve og tegninger et par gange om året. Det var oftest Rati, en yngre medarbejder i SWO (vores partner), som tog ud og hjalp med at skrive breve og med at oversætte Rosas breve. Den ekstra opmærksomhed på Sapana betød, at Rati opdagede, da Sapana stoppede i sin klasse og begyndte at sidde i børnehaveklassen, og fik hende tilbage i sin egen klasse og sørgede for, at hun fik lektiehjælp. Vi har også hjulpet med en uniform og støttet op om, at naboerne hjalp Sapana med at komme i skole. Men vi kunne godt se, at det nok ville ende med et tidligt skolestop. Så i 2018 skrev undertegnede til Rosas mor og forklarede, at Sapanas eneste chance for en lysere fremtid var støtte til bedre undervisning på en privatskole, om de som familie ville være med til det? Det sagde Mille straks ja til!

Sapana til lektieklub med sine veninder.

Sapana forsvandt

Vi blev rigtig glade, men inden vi nåede at handle, forsvandt Sapana pludseligt. Det viste sig, at hendes familie havde sendt hende til en rigere familie i den nærliggende by som børnearbejder. De sagde, at hun havde det bedre der, og ville ikke lade Menuka besøge hende. Menuka pressede på, og det endte med at en nabo, som kendte Sapanas nye adresse tog hende med derhen. Det blev Sapanas familie meget vrede over, de sagde at Sapana ikke kunne bo hjemme, fordi det er for farligt, på grund af de mange fulde mænd, som området er plaget af. Menuka og jeg sagde, at det kunne vi godt forstå, men om de ikke også synes, det var en særlig chance for Sapana at få en ordentlig uddannelse. Det formildnede dem lidt, men da de fik penge fra familien i byen, var de ikke så villige til at ændre på situationen.

Besøg fra Danmark

Så i efteråret 2018 skrev Mille, at hun og Rosa gerne ville besøge Sapana. Menuka fik med møje og besvær tilladelse til besøget og i foråret 2019 mødte Rosa og Sapana endelig hinanden hjemme hos den “rige” familie i byen Butwal. Pigerne synes begge, at det var en stor oplevelse!

Lego er en skøn ice-breaker.

Nogle måneder efter besøget var undertegnede i Nepal på monitoreringsbesøg, og løb til min overraskelse ind i Sapana på Bhawanipur skole! Det viste sig, at familien i byen ikke havde kunne betale deres gæld, havde solgt deres hus og var flyttet til noget familie. Sapana kunne de ikke længere have hos sig, så hun måtte hjem igen til sine bedsteforældre. Nu passer Sapana bedstemor og sin gamle skole. Jeg spurgte hende, om hun stadig havde mod på en bedre skole, og ja det havde hun, så jeg skrev straks til Mille, og spurgte om de mon stadig var interesserede i at hjælpe? Eller synes de alligevel det blev lidt for meget? Svaret kom omgående, der var ingen tvivl hos familien, de ville stadig hjælpe Sapana.

I skrivende stund gør vi nu klar til, at Sapana kan starte i skole igen. Det bliver efter højtiden Tihar i starten af november, og jeg glæder mig til at sende det første skolebillede til Rosa og Mille, og til Rosas far, som også er med i projektet.

Retten til uddannelse

Vi har ikke planer om at gå i gang med børnesponsorater i den helt store stil. Vi arbejder for en bedre skole ved at støtte op om børn og forældres krav på kvalitet i den offentlige undervisning. Men ind imellem, så må også orke at gøre en indsats for den enkelte. Sapana har ikke været særlig heldig her i livet. Måske er Rosa og Mille og deres familie hendes første held? Det er den slags historier, som giver os alle, både i Nepal og Danmark overskud til det lange seje træk!

Jubilæums blogposts om at være noget særligt:
Skoleliv i Nepal har eksisteret i 10 år, og i den tid har vi bevæget os fra at sørge for skolemad på en lille skole i Rupandehi til at støtte en organisation bestående af 250 kvinder fordelt på 9 grupper, som blandt andet har fantastiske køkkenhaver og som har fordoblet deres fælles opsparing i den tid vi har kendt dem. Vi støtter nu ikke bare skolemad, men også bedre undervisning ved at oplyse forældrene om deres børns rettigheder og mobiliserer dem til at presse på, for at skolen skal levere det, som de har krav på, nemlig undervisning som er noget værd.
Vores samarbejdspartner er vokset med opgaverne. Senest har de med vores hjælp fået penge til et projekt for piger, der er i fare for at ende som unge mødre uden uddannelse (det er stort set alle piger her!), og er nu i gang med at mobilisere pigerne.
Det helt særlige ved vores samarbejdspartner er, at hele bestyrelsen er lokale kvinder fra marginaliserede grupper. Det er der ikke ret mange organisationer i Nepal, som kan fremvise!
Noget andet, som gør dem til noget ganske særligt er, at de har hjertet på rette sted og gerne går en ekstra kilometer eller arbejdstime, for at gøre en ekstra indsats for de svageste. Vi er glade og stolte over, at de er blevet så professionelle, men vi er også stolte over, at de har hjertet med!

En klog mor kan også blive syg

Kunti Musahar med sine mellemste børn.

De fattigste børn i Nepal går mere i skole end tidligere. I vores skoleprogrammer, ser vi flere og flere børn fra Musahar og andre meget fattige kaster, hvor enkelte børn når helt op i 10. klasse. Men det er nogle meget skrøbelige succeser, og det er hårdt at se på, hvordan korthuset så let som ingenting, kan falde sammen om ørerne på en familie.

Kuntis historie
Her kommer historien om Kunti Musahar og hendes familie. Som er et strålende eksempel på, at succes hurtigt kan gå i vasken.
Kunti er en af de kvinder, jeg tit har skrevet om, fordi hun har succes med det meste. Hun har den bedste køkkenhave, hun sælger stiklinger sammen med naboerne, hun har succes med at dyrke løg og urter i vertikale strukturer, hun er med i vores landbrugsgruppe, og hun er altid den, man fremhæver for at pointere at flid betaler sig. Desuden er tre ud af hendes fem børn nået op i grundskolens ældste klasser. Asha går i 10. klasse, sønnen går i 9. og datteren Jamuna går i 7. klasse.
Nu er der så sket det, at Kunti er blevet syg. Hun har smerter over det hele, når hun rører sig, og hun får hjertebanken. I dette øjeblik er hun i Kathmandu for at finde ud af, hvad hun fejler.
Imens skrider korthuset hjemme hos hende. Jamuna er dumpet og må gå 7. klasse om. Det synes hun er rigtig hårdt, og nu hvor mor er syg og ikke orker at presse på, er hendes skolegang blevet meget uregelmæssig (mon hun består næste gang?). Hendes tvillingesøster Ganga er blevet hushjælp i Kathmandu og sender penge hjem. Det hjælper familien, men det lokker også en pige som Jamuna, som synes, skolen er for hårdt til at overveje at droppe skolen og gøre det samme.

Storesøster Asha er en af de allerførste piger fra kasten Musahar, som er nået 10. klasse. I 9. og 10. klasse går alle til ekstraundervisning (tuition), som man betaler for. Kunti har ikke haft råd til tuition, så Asha har måtte klare sig uden. Hun har mange gange sagt, at hun ikke kan klare skolen og nu, hvor mor er nede, er hun stoppet og rykket hen til sin moster. Der er tre måneder til 10. klasses afgangseksamen!

Hvordan det går med Kuntis eneste søn, har jeg ikke helt styr på. Jeg tænker, at han nok ender med at være den eneste fra familien, der faktisk består 10. klasse. Hvis mor da kommer hjem og kan tage tøjlerne igen. Far drikker (hans druk er taget til, det er også et parameter for, at det går ned ad bakke).

Kuntis familie klarede sig virkelig godt i forhold til så mange andre, fordi Kunti er klog, initiativrig og fremsynet. Men nu, hvor hun er syg, er det hele hastigt ved at falde fra hinanden. Vi kan jo ikke holde styr på Kuntis børn for hende. Men vi vil gerne kunne tilbyde økonomisk hjælp til familier som Kuntis, hvor børnene er godt på vej men hænger på med så tynd en tråd, at der ikke skal meget til vælte læsset. Forskellen for de allerfattigste er, at de i forvejen har så svært ved at hænge på i uddannelsessystemet. Kloge kvinder som Kunti har forstået, at vejen frem er uddannelse, men når alle omkring en trækker i andre retninger, så er det svært at presse sine børn til at blive ved. Og når sygdom så sparker økonomien og overskuddet omkuld, så kan man nemt tabe det hele på gulvet.




Quality Education første del

1-qe-processenSå er vi endelig i gang! I det næste år skal Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige Kvinder arbejde med kvalitetsuddannelse på fem skoler i Devdaha kommune. Skolerne har det til fælles, at de alle har børn, hvis mødre er med i nogle af vores kvindegrupper. Derudover er det her, områdets fattigste børn går i skole – og lærer alt for lidt…

På sin vis startede vi allerede processen i november, hvor vi holdt en mindre workshop for ledere, forældre og lærere om, hvordan de selv opfatter deres problemer (læs indlægget Workshop om kvalitetsuddannelse). og nu har vi så med støtte fra CISUs civilsamfundspulje påbegyndt en process styret af organisationen Samunnat Nepal, hvor skoler, børn og forældre i fællesskab forsøger at forbedre kvaliteten i skolen. Samunnat Nepal har et forløb, som dels understøtter skolernes udviklingsproces ved at hjælpe dem med at forbedre den School Improvement Plan, som alle nepalesiske skoler skal have, dels kører de et forløb for lærere og forældre, som giver ideer til bedre samarbejde og inspiration til undervisningsmetoder.

I første omgang mødtes Menuka Neupane, leder af Soiyas Uafhængige kvinder, og projektleder på projektet med de to ansvarlige undervisere. Blandt andet skulle vi redigere programmet, der normalt bruges når Samunnats konsulenter arbejder med UNICEF.  En af de ting, som adskiller os fra UNICEF er, at vi ikke har fokus på interiør. Fx. er der i den tre-dages SIP-workshop en hel formiddag, hvor deltagerne skal drømme om, hvordan de godt kunne tænke sig, at deres skole så ud. Den tager vi ud. Det er vores klare indtryk, at alle de her fysiske foranstaltninger preller af, hvis der ikke er nogen ledelse til at bakke dem op.

1-1-allabouttheseguysDet hele handler selvfølgelig om dem her og deres fremtid. For hvor er det sørgeligt, at mange af dem starter som den lille trunte her, som har insisteret på at komme med storebror i skole (og man siger jo ikke nej til børn), og så ender med rigtig mange skoledage og meget få resultater.

Skyhøje ambitioner og et ekstremt lavt niveau

I første hug skulle de to konsulenter Paban Adhikari og Chhabi Chaulaghiri lave tre-dages workshops på de tre første skoler, hvor forældre, bestyrelse, elever/elevråd, lærere og ledelse sammen vurderer deres skole udfra 98 indikatorer, som den nepalesiske stat har bestemt.

Det er også staten, som har bestemt, at det skal være en deltagerorienteret process, som involverer alle skolens primære interessenter. I praksis er der nok ikke mange skoler, som er i stand til at designe og udføre en så inddragende process. Hvis de kunne det, så kunne de sikkert også sørge for kvalitetsundervisning…hmm…Det er et klassisk problem i det nepalesiske skolesystem: Niveauet er ekstremt lavt og ambitionerne og visionerne skyhøje – så derfor sker der ikke så meget!

Men tanken er jo god nok, og den har Samunnat Nepal taget fat i. Det, synes jeg, er godt tænkt. I stedet for evig og altid at finde på parallel forløb, så bruge statens egne ideer, og hjælpe med at føre dem ud i livet.

Jeg var med på Shree Pargati Basic Schools tre-dagsworskop. Skolen har blot 75 elever fra 0. – 5. klasse. De mindste klasser har flest elever. Der er netop blevet lavet en ny fin port (en donation fra en afdød rigmand), til gengæld er der huller i gulvet i klasseværelserne, hvoraf nogle er mørke som huler. Skolens største ønske er flere elever i klasserne. Ikke at det nødvendigvis betyder fyringer, at man ikke har elever, der er skoler med under 10 elever, som stadig har 3-4 lærere, men alligevel!

1-studentsandheadsir

Der er 14 børn med i workshoppen, og de er primært fra 5. klasse Der er mange fine og involverende emner, men der er også meget voksensnak, og jeg fik hurtigt voldsomt ondt af ungerne, som tog det virkelig pænt, omend de forstyrrede en del med småsnak. En god detalje var at skoleleder Bhim Dev Dhakal fra starten satte sig hen ved drengenes bord. Dejligt at han også straks så nødvendigheden og tog ansvar.

Nødvendigt eller bare godt at have

Et af temaerne på dag 1 bestod i forholde sig til børns rettigheder. Der var blandt andet en øvelse, hvor grupperne, skulle opdele forskellige elementer i “nødvendigt” og “rart at have.” Det er emner som “mad,” “skole,” “lektier,” samt “it-udstyr,” “tv,” “cykel” og “gaver til lillebror.”

Pointen viste sig at være, at det alt sammen er “needs” altså noget man har ret til at have som barn. Der opereres i øvrigt med et tredelt rettighedssystem, som også inkluderer pligter og ansvar.

1-teacher-workingonrights

Skolens lærere bestod af tre nye lærere og en nyere skoleleder. Kun en lærer havde været på skolen i mange år. Forhåbentlig giver det gode muligheder for at gøre noget nyt og spændende.

1-studentsworkingonrightsBørnegruppen var ret stor og børnene var ikke så gamle, så det var ikke let for dem at følge med i processen. Heldigvis var der mange øvelser, hvor man ikke bare skulle sidde og lytte.amaharu-workingonrights

Der var desværre ikke mange forældre, som var mødt op. Gad vide, hvor mange forældre på en dansk folkeskole, som ville tage fri tre dage for at deltage i at give input til skolens udviklingsplan? Sikkert lige så få! De fremmødte mødre havde ligesom børnene lidt svært ved at følge processen.

98 indikatorer til udvikling af en bedre skole

 

1-gluing-indicators

På dag 2 gik vi i gang med de 98 indikatorer. De findes som hæfte uddelt til alle skoler, så Paban startede med at spørge, om deltagerne kendte den. Det viste sig, at det kun var skolelederen, som gjorde! Han sagde i øvrigt flere gange, at han var virkelig glad for, at vi nu laver denne process (Som han underforstået ikke selv ville kunne sætte i værk).

Indikatorerne var  delt op i 9 overordnede kategorier:

Effektivitet: (som handler om, tal for fremmøde, hvor godt børnene klarer eksamen og andre mål for om der kommer kvalitet ud af undervisningen).

Inklusion: (af børn med forskellige etniciteter, børn med handicap og forskellige samfundsgrupper).

Køn: Er der drenge – og pige toiletter? Deltager alle i skolens arrangementer på lige fod?

Civilsamfundets deltagelse: Børn, forældre, skolebestyrelse, hvordan fungerer de?

Sundhed, sikkerhed og beskyttelse: Er der sundhedstjek? Er der rent vand? Bliver børnene slået? Er der døre og vinduer? Jordskælvsprocedure?

Infrastruktur: Hul i loftet? Strøm? Tavle eller white board? Legeplads? mulighed for at små klasser kan sidde på gulvet, borde og stole som passer til aldersgrupperne, bibliotek? hegn om skolen? Forberedelseslokale? Have og skolehave? Venteværelse?

Læring: Er der bøger nok? Er der andre materialer? Er der en plan for undervisningen? undervisning på flere sprog (mange børn har andre modersmål end nepali).

Læring på eget modersmål: Maitili, tharu, tamang, newari oma. Der er 104 officielle sprog i Nepal.

Ledelse: Hvordan er bestyrelsen sammensat? Mødes de? Økonomistyring (får skolen kradset penge ind fra lokalsamfundet og hvordan?), kommunikation.

Hver gruppe (elever, lærere, bestyrelse osv) fik omkring 15 indikatorer, som de så skulle diskutere og kommentere på en planche. Til sidst skulle de præsentere for de andre grupper, og så skulle alle give point til indikatorerne i fællesskab.

1-girlsandmum-workonindicators1-motherspresenting-theirindicators1-children-givingscoresDet tog utrolig lang tid! Mest fordi deltagerne havde rigtig svært ved at forstå nogle af indikatorerne.

Vi var mange som kedede os bravt (mig, mødre og børn) lærere og skoleleder var til gengæld meget koncentrerede og interesserede.

Til sidst skulle grupperne så vælge, hvilke indikatorer de vil arbejde med i år 1. Jeg havde været bekymret for, at når de nu fik så mange point på deres årlige prøver, så ville de måske hellere arbejde for at få pænere lokaler, nye toiletter eller andet, som vi ikke kan eller vil tilbyde.

Men heldigvis så blev der stort set kun valgt indikatorer, som handlede om bedre undervisning. Vi nåede ikke at  gå i gang med en egentlig plan. Men det gjorde de, på de to næste skoler, hvor eleverne var ældre og både lærere og forældre forstod mere af processen.

1-kidsreadingbooks.jpg

Interessant, for samtidig virkede de to andre skoler på andre områder ikke bedre. Fx. så har alle skoler i området fået et “Wall pocket library” af USAID, men det eneste sted, hvor det var hængt op i klasserne var på Shree Pargati school. Alle andre steder lå der en stor fin papkasse på kontoret. På en skole lå alle bøgerne i en stor pærevælling, på de øvrige så de ud til om, de slet ikke var blevet rørt.

Jeg læste lidt med de lettere urolige drenge, og de elskede at læse højt på skift, alle 7 kunne læse højt fra de enkle bøger.

CAS – continues assessment

En stor svaghed i hele indikatorshowet er, at mange skoler giver alt for mange point til eleverne under de årlige prøver (som før hed eksamener). Dvs at de umiddelbart scorer højt, selvom børnenes færdigheder er lave (Menuka fortalte leende om en skole, som havde scoret 98% i eksamenskarakterer – lettere urealistisk :). I sidste ende kan det betyde, at når skolen så begynder at ændre sig til at få bedre styr på det de laver, så risikerer man at karakterniveauet falder på papiret!

Pt. overvejer vi en uafhængig test af børnene. Ikke fordi vi egentlig synes, det er vigtigt, men fordi vi ønsker at gøre det tydeligt, når der sker en positiv forandring.

Lige nu har de i Devdaha kommune fire årlige prøver, som stramt følger bøgerne. Det har deres uddannelsesudvalg vedtaget, og der var ingen på Shree Pargati school, som synes, at det var noget problem. Regeringen anbefaler ikke længere disse prøver, men i stedet et system, hvor man bliver vurderet løbende. Systemet kaldes derfor CAS (continues evaluation). Eleven får en mappe, og de materialer hun producerer samles og lægges til grund for vurderingen. Lyder umiddelbart meget bedre! Paban, Menuka og jeg blev enige om, at det vil vi arbejde på at få indført, og på den sidste af skolerne Gyanjyoti secondary school var de med på at prøve det og starte med første klasse i det kommende skoleår.

Pressen og lokalsamfundet

3-thepress1.jpg

En af projektets komponenter er en informations og advocacy kampagne. Her første gang havde vi derfor besøg af Ramesh Pokrel, som er leder af lokalradio Devdaha. Han skal lave en række programmer om projektet, så det bliver kendt bredere i lokalsamfundet.

3-thepress.jpg

I første program deltog undertegnede (på nepali), de to konsulenter, Menuka, en skolebestyrelsesforkvinde og en skoleinspektør. Sidstnævnte blev behørigt grillet. Er det her nu “9 dages læring glemt på 22 dage?” spurgte Ramesh. Selvom man ikke kender det ordsprog, så kan man godt regne ud, hvad han mener.

Lokalmedier er en sjov størrelse her i Devdaha, for hvis man betaler for at blive medlem af stationen, så har men ret til at få udsendt et rimeligt antal programmer. Det samme gælder TV. Jeg håber, de bruger nogle af pengene fra det, som uundgåeligt må blive en gang mikrofonholderi til noget mere dybdeborende politisk journalistik….

Vi skal også have gang i lokaltv og aviser og Soiya Mahila organisationens Facebookside.

Historien her kunne blive meget længere, men jeg tror, at jeg vil forlade jer her. De fem skoler er meget forskellige, og så alligevel ikke. Det bliver rigtig spændende at se, hvor langt vi kommer sammen. Næste gang er i april, hvor Paban sammen med en anden konsulent og fem danske studerende skal komme med input til, hvordan selve undervisningen kan blive bedre.

Succeshistorier og nye mål for grupperne

Det dejlige ved det kvindeprojekt, som det vi er godt i gang med er, at det stadig er muligt for mig at kende alle kvinderne, og med lidt godt vilje nå at mødes med alle, hver gang jeg er på besøg. Selvom jeg selvfølgelig snakker med medarbejdere og bestyrelse og facilitatorer, som har fingeren på pulsen, så er det helt anderledes selv at komme ud og mødes med grupperne.

Plenum er for de stærke

Denne gang startede vi i Soiya. Soiya er vores største gruppe med ca. 27 kvinder. Sidst jeg besøgte dem var de klart den svageste gruppe. Deres facilitatorer havde virkelig svært ved at forklare, hvad der var sket på det kursus de havde været på og der var meget uro. Denne gang lavede vi en workshop, hvor gruppen skulle finde frem til hvilke mål de ville arbejde med fremover. Kvinderne blev delt i fire undergrupper og diskuterede og lavede plancher. Det gik supergodt og alle var med. Små arbejdsgrupper er fantastisk som arbejdsredskab. Som en klog ven for nyligt sagde til mig, så er plenum mest for de stærke. Det er meget meget tydeligt i Soiya! Når vi er. i plenum taler tre max fire kvinder. I arbejdsgrupper af 4-5 taler næsten alle!

workshop i Soiya

Kvinderne vedtog at arbejde for bedre haver, bedre mikro-entreprenørprojekter og bedre skole. Det sidste indbefattede et mål om at afskaffe brugerbetaling, som er relativt markant på Bhawanipur skole. Man kunne have den holdning, at hvis Soiyas kvinder og mænd sendte deres børn i skole hver dag, så ville de gøre mere for kvalitetsuddannelse end færre skolepenge, men det var godt at se Soiya kvinderne tage et rettighedsrelateret emne op ved egen kraft. Så må erkendelsen af eget ansvar komme senere.

Når man rækker en hvis kvinde en lillefinger

I Bhawanipurgruppen har fire kvinder lavet en fælles have til stiklinger. Kvinderne har solgt en del af de små planter og brugt resten selv. En af dem som har brugt en del selv er Kunti (som viser haven frem ovenover), hun er med i landbrugsgruppen, hvilket betyder at hun har ca. en kvart hektar jord, som hun dyrker grøntsager på. “Næste sæson skal vi have flere,” var kvindernes klare udmelding.

Geder købt med lån

Her er Kunti ved at fodre nogle af de geder, hun har købt med lån fra Bhawanipurgruppens businesslånefond. Kunti er en af dejlige historier, som gør, at man har lyst til at knokle videre med projekter for kvinder. Hun har fem børn, er jordløs og er gift med en mand som er kvartalsdranker (det er helt almindeligt blandt de fattigste i Devdaha). Og så er hun en af dem, som kan få noget ud af hjælp og som har overskud til at støtte andre.

Her er hun med to af sine børn, som går i 7. og 8. klasse, som de stort set eneste fra deres kaste i området. Klog og skøn mor, kloge og dejlige børn!

Her er samme Kunti foran de fine sække med økologiske ris, som hun har høstet på sin mark. Kunti har også haft stor succes med at dyrke løg, hvilket sparede en del penge, da hendes store datter skulle giftes for nyligt (løg er dyrt, og der skal mange løg til et nepalesisk bryllup!). Nogle af kvinderne i landbrugsgruppen havde svært ved at sælge deres grøntsager, men ikke Kunti, som også har hjulpet de andre med at sælge. Hurra for hende!

Her er hele Kuntis gruppe. Som er en flok skønne seje damer. Denne gang var de ret irriterede over, at vi kom for sent og havde spildt deres tid. Undskyld damer! Vi er glade for, at I synes, at I har andet at lave end at vente på folk, der kommer for sent.
I Bhawanigruppen valgte de også at fokusere på gode haver, bedre skole og flere og stærkere mikro-entreprenørprojekter. I modsætning til Soiya synes de, at det er ok, at den offentlige skole i realiteten koster penge. “De er jo nød til at få penge et sted fra, og hvis bare kvaliteten var højere, så ville det være ok,” sagde de.

Slut med tobak og goddag til økologiske grøntsager

Til Bhawanigruppen hører også Kalpana. Som i modsætning til Kunti absolut ikke lignede en succes for seks måneder siden. Dengang sad hun og var meget ukoncentreret og indrømmede blankt, at hun kun kom på sit jordlod i landbrugsgruppen et par gange om ugen. Dengang sagde jeg: “landbrugsgruppen er kun for dem som har tid og lyst til at komme hver dag,” og ved mig selv tænkte jeg “hende der skal bare ud af den landbrugsgruppe.” Men siden er Kalpana begyndt at passe sin jord hver dag, hvilket betyder, at hun har høstet rigtig mange grøntsager. Hun har også udviddet sin køkkenhave hjemme og da hun så, at hun faktisk kunne føde sin familie på den måde, droppede hun sit daglejer arbejde. “Jeg kan tydeligt mærke forskel på min jord nu og før!” er en af Kalpanas guldsætninger.

Kalpana plejede i øvrigt at ryge cigaretter. Men efter at hun er begyndt at lave husholdningsregnskab efter Ingelis’ og Aages model er både hun og manden holdt op med at ryge! Det er jeg vildt imponeret over! Jeg troede nærmest ikke på det, før jeg selv mødte dem.

En gruppe i muddergrøften

Hos Kerwanigruppen sad vi bogstavelig talt i vejkanten, hvilket betød, at der løb brægende geder rundt og at der midt i det hele blev smidt et læs sten på den anden side af vejen. Kan nogen forestille sig et møde for socialt udsatte kvinder i Danmark afholdt i grøftekanten på hovedvejen gennem en mindre dansk landsby?

Kerwanigruppen er både vores største hovedpine og succes. Som alle andre grupper sparer de op, låner og betaler tilbage uden problemer, men de har virkelig dårligt fremmøde selv ved de månedlige møder. Nogle kan finde på at sende penge til opsparing med en veninde, hvis de ikke selv skal låne. Men så er der også kvinder som Rajkumari, Phoolkumari og Mina i gruppen, som er sindssygt dygtige til at lave flotte haver og har haft stor succes med vertikalt grønt. Der er også flere som har haft succes med at låne penge til ænder eller høns, har tjent penge på æggene, lagt penge til side og købt flere høns/geder osv.

Her er Rajkumari og undertegnede og et af de fine forsøg med vertikale haver.

Rajkumaris nabo, som sidste gang jeg var på besøg forsøgte at forære mig en hvid rotte, har også lavet grøntsager i plastikflasker.
Det kan være ret svært at beskytte sin have mod egne og naboers geder og høns. Det mest ekstreme var den unge kvinde som bor ved siden af Rajkumari, Shova, som havde plantet bananpalmer og hegnet dem ind, og alligevel fik dem ædt af naboens bøffel!

Som sagt så giver de her gruppebesøg masser af energi og inspiration, for kvinderne flytter sig hele tiden. Mit helt kvalitative indtryk er, at stort set alle er meget glade for deres gruppe, føler de har lært noget og kan omsætte det i praksis, fordi det foregår hjemme i deres egen have.

Næste indlæg kommer til at handle om de nye grupper, som vi er ved at danne, og som skal samme vej som dem, der allerede er på vej!