Rejsen til Soiya1

Endelig efter mange moeder i Kathmandu er jeg fremme i Soiya. Hovedformaalet er at faa lidt styr paa frokostprogrammet, baade paa menuen og paa rotationsordningen.

Raju fra Radio Lumbini er med, selvom han flytter lidt uroligt paa sig. Det er ikke hans gode hjerte, der driver ham herud, men mere hans families desperate behov for penge til det hus, de har bygget og som vidst er belaant til op over den oeverste klat cement. Han haaber stadig at det her frokostprojekt ogsaa kan give ham loen. Det er en temmelig irriterende begrundelse, men omvendt er jeg afhaengig af Rajus emailadgang, som, kombineret med at han arbejder med landsbyboerne og bor lige i naerheden goer ham til et vigtigt link mellem mig og frokostprojektet.

Raju i den lokale bazar Kaireni
Raju i den lokale bazar Kaireni

Landsbyens kvinder kommer til lidt efter lidt. Smiler og siger namaste paa deres reserverede maade, spoerger hvor laenge jeg bliver og hvor bilen henne. Jeg har netop koebt en cykel i den lokale bazar. Raju har jo fuldtidsjob hos Radio Lumbini og selvom han slet ikke fattede, hvad jeg skulle med den lille pink damecykel, saa bliver den helt sikkert god at have.

Min lækre lyserøde racer str. x-small
Min lækre lyserøde racer str. x-small

Vi snakker lidt om frokostprogrammet og mulighederne for sytraening senere hen. Raju gaar ret hurtigt, saa det er rimelig svaert for mig at forstaa deres lidt negative udsagn. De synes boernene faar for lidt mad og tror caretakeren snyder. Jeg siger at vi skal holde moede om det i morgen og at der faktisk ikke er saa mange penge endnu.

Naar man er daarlig til at lyve

Til sidst inviterer Bishnu, som jo er forkvinde for alt her, mig til aftensmad. Det goer hun hver gang og jeg har faktisk aldrig spist i hendes hus, saa det har jeg  afsat tid til denne gang. Jeg har ogsaa en sari med til hende, et “arvestykke” fra en tidligere kollega og en bh (som faar hendes lillesoester til at flaekke fuldstaendig af grin). Da vi har spist siger jeg ret direkte, at hun vidst har vaeret ret sur paa projektet og at jeg sagtens kan forstaa hende. Hun har arbejdet haardt og hun har brug for penge. Proever saa at forklare at det her projekt ikke handler om penge, men om uddannelse, men at vi skal lave et andet projekt senere, hvor man maaske kan tjene penge. Til sidst proever jeg at forklare, hvorfor Sita har faaet stoette til sin datters skolegang. Sita og Narayan er dem jeg har støttet mest, først med skoleuniform til deres datter Anjali og nu fast md 1000 rupees pr. måned for at der skal være overskud i familien til at få hendes afsted hver dag, jeg støtter dem, fordi de er dem med de tyndeste unger og den dårligste økonomi. “Du har da mange ting” proever jeg: “en ko, en gris..og du er med i alting, du er staerk”. Lidt efter kommer Bishnus mand og da jeg hoefligt spoerger, hvor meget det nu er han tjener, hvisker hun halvhoejt til ham, hvorefter han siger 3000 rupees. Helt aerligt! De har et fjernsyn og et murstenshus. Klart nok de ikke er rige i den forstand, men det er ufatteligt, hvilken forskel der er mellem en loen paa 250 rupees pr dag (som jeg husker hun har fortalt mig at manden tjener) og en paa de 150 som hun proever at bilde mig ind…Nå er da betryggende at hun er så dårlig til at lyve 😉

Sygdom er roden til alt ondt

Anjali, Sitas datter er med paa besoeg hos Bishnu og bliver ogsaa bespist, hun aeder som en hest, sikkert rart med god mad for en gang skyld. Bagefter gaar vi tilbage til hendes foraeldres lille lerhus og saetter myggenet op. Narayan er der med en ven, de stinker begge af alkohol, og da de gaar ud spoerger jeg om han drikker tit og Sita siger “nogle gange hver dag”. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg forstaar det eller ej: Paa den ene side saa er det sgu et doedsygt liv at slaebe sten og saa kan man maaske godt forstaa maendene drikker, men kvinderne gaar i marken hele dagen, naar der er arbejde at faa, og de paasser da deres unger og hus uden at drikke…

Bagefter fortaeller Sita hviskende, at han ikke maa vide noget om de 1000 rupees de faar pr. maaned. Ret bizart da den historie ellers er ude mellem alle kvinderne. Hun fortaeller ogsaa, at hendes faar er syg og skal opereres, svigerinden har vaeret her og bedt om penge og hun skal hjem til dem naar jeg er rejst igen. Det er det saedvanlige her: Naar man kun har penge til mad er sygdom en katastrofe.

Anjali kl. 5.30 am
Anjali kl. 5.30 am

Kl. 5 naeste morgen kalder Narayans kammersjuk, tid til at staa op. Det tager lang tid at faa ham ud af fjerene. Vi andre burde ogsaa staa op, Anjalis skoledag starter kl. 6. Hele Terai har “morning school” fra 6 til 11, for at undgaa de hede eftermiddage i klasselokalerne. Sita henter morgensnack (nasda), som bestaar i kiks og chau chau (nudler med krydderier) absolut vaerdiloes mad, men ret almindeligt i store dele af Nepal.

Nabopigen Jetkala fejer, jeg spoerger til hendes mand i Saudiarabien “nej, han har ikke sendt penge endnu, hendes mor betaler for dem. Hendes to smaadrenge gaar i privatskole til en samlet pris af 800 rupees om måneden (ca. 50 kr). Helt vanvittigt at man kan slaa folk for 50 kr om maaneden og saa lave en skole. Det siger baade noget om den offentlige skoles kvalitet og folks holdning til den.

Pargathi laver lektier
Pargathi laver lektier

Asas datter Pargathi sidder udenfor og laver lektier. Hun gaar i fjerde klasse. Lidt efter gaar hendes mor i gang med hendes haarsloejfer. Asas har en voksen datter i golfen, og derigennem landsbyens nyeste hus af mursten. Samtidig er hun en af de aktive moedre som har taget patent paa frokostprojektet. Rundt omkring er boernene ved at komme i skoleuniformerne og et par faedre suser forbi med hver et par unger bagpaa. Det gode ved morgenskole er helt klart, at der er mulig for et lift.

Asha med kammen
Asha med kammen
Et lift med far
Et lift med far

Kl. 6 faar Anjali ordnet haar. Jeg tripper lidt og siger nej til te. Laerer aldrig med min danske utaalmodighed at forstaa, at folk har saa lidt behov for at skynde sig! Saa koerer Chudamani sir, inspektoeren, forbi og jeg foelger efter med Anjali paa bagagebaeren. Min lyseroede racers styr er loest saa det er sin sag at koere paa den. Paa vejen skal vi saa lige se, hvor underviserne fra Kathmandu skal bo. Min Jacob har betalt for undervisertræning. De er blevet anbragt hos skolebestyrelsesformanden mr. Rokmangad. Te? ja ja da, Chudamani ringer dog og siger vi er forsinkede.

Anjali og Asi spiser morgenmad
Anjali og Asi spiser morgenmad

Nyt køkken

Endelig naar vi frem og den foerste glaedelige overraskelse er, at de har bygget koekkenet!

Det nye køkken
Det nye køkken

Hurra hurra det ser godt ud. Moedrene har ogsaa vaeret med til at bygge og deres indsats beloeber sig til 6000 rupees, dvs. de har lavet gratis arbejde og dermed sparret projektet for 6000. Alle laerene kommer loebende i deres fine groenne arbejdssarier og saa er der tikka og blomster. Miss malaai Herefter tager jeg en inspektionsrunde til alle klasserne.

Mr. Chudamani, lærerne og mig
Mr. Chudamani, lærerne og mig

I foerste er der nu 79 boern indskrevet, men i dag er der kun omkring 30 “det er fordi vi starter saa tidligt. De sover endnu”, siger laererinden, hvorefter hun gaar igang med at synge alfabetet. Det kan ikke holde de smaa fangne ret laenge og de sidder mest og koerer rundt og proever at synge lidt med. Saa kommer ms. Menuka farende med mine gamle traepuslespil og den anden laerer gaar. Der gaar lidt inden det gaar op for mig, at det er fordi de ikke holder pauser mellem timerne. Puslespillet med nepalesiske bogstaver bruger hun til at vise ungerne, mens hun siger boernerim og de efteraber.

Jeg har allerede begyndende hovedpine efter 10 minutter og kan overhovedet ikke forestille mig at staa der og raabe hele dagen og endnu mindre at sidde og bliver “undervist” paa den maade.

Saa skal ungerne have vand. Ms. Menuka gaar rundt og haelder vand paa dem, mens alle raaber: “miss malaai, miss malaai” (til mig froeken). “Sit down” siger hun, hvilket ikke har den store effekt.

Børnene får vand af deres lærer ms. Menuka
Børnene får vand af deres lærer ms. Menuka

We are very happi this lunch programme

Jeg er nu i fjerde klasse hos den rare mrs. Tara som alle ungerne fra
Soiya kan lide. Udtalelsen kommer fra en af de andre laereres doetre
som sjovt nok er den eneste i klassen, der ikke har uniform paa men
bare snavset hjemmetoej.

De har “basic math operations”, der bestaar i at laereren forklarer
hvor tiere, hundreder, tusinder og titusinder er henne. Inspektoeren
kommer ind og retter lidt paa hende “dine et-taller ligner 7-taller”
siger han.

Fjerde klasse
Fjerde klasse

Tredje klasse er lille, men det lokalet ogsaa, saa det er heldigt. Her
er de ved at laere om dyr “om de bor hos menneskene, eller i naturen”
en gaber, en anden har lagt hovedet paa bordet. Gulvet er temmelig
hullet, hvilket faar det moerke murstenslokale til at se endnu mere
slidt ud.

Mrs. Maya underviser i engelsk
Mrs. Maya underviser i engelsk

I anden klasse underviser mrs. Maya, med den knaldroede laebestift.
Hende kan Soiya boernene ikke li. og hendes metoder er nu ogsaa ret
barske. De har engelsk og hun farer omkring og river dem op fra deres
skole saa de kan svare og klasker dem i ryggen naar de skal satte.
sig. Hvad hedder madam? spoerger hun og saa skal de ellers svare “Anne
Mette” i kor! “open the door” siger hun og aabner vinduet, jeg bliver
endnu mere glad for min ide om at faa ms. Menuka, der faktisk taler
engelsk (men ikke underviser i det…) til at give Soiyaboernene
privattimer i engelsk paa min regning.

“You are very very thank you” siger mrs. Maya til mig, slaar ud med
armene og fortsaetter “we are very congratulations”, hm saadan man man
ogsaa sige det 🙂 I hvert fald dejligt at foele at laererne stoetter
frokostprogrammet.

Offentliggjort af skolemadtilnepal

Skolemad til Nepal er en lille frivillig forening, som støtter fattige børns uddannelse i det sydlige Nepal. Vores kerneaktivitet er gratis skolefrokost, men vi har også danske praktikanter, vi rejser penge til solceller på skolerne, til videreuddannelse af lærerne og forhåbentlig i fremtiden til at forbedre undervisningen med computere På foreningens vegne Anne Mette Nordfalk Forkvinde

One thought on “Rejsen til Soiya1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: