Rejsen til Soiya 2

Frokost med rene hænder

Så er der frokost. Jeg har lagt mangoer oven i dagens ret, som er
Chana. Kikaerter og puffris stegt i olie og en del salt! Ungerne faar
foerst vasket haender ved pumpen og saa bliver der ellers delt mad ud
i koekkendoeren.

Pedellen Raju hjælper børnene med at få vasket hænder
Pedellen Raju hjælper børnene med at få vasket hænder

De har faaet smaa tallerkener nu, saa den sag er ogsaa paa plads.

Madkø i køkkendøren
Madkø i køkkendøren
Bishnu og Asha laver mad
Bishnu og Asha laver mad

Efter frokost snakkede jeg lidt med lærerne om, hvordan vi bedst laver en madlavningsrotation. Pradipta har henstillet til skolebestyrelsen om at finde på noget, men resultatet har indtil videre været, at mødrene fra Soiya (Bishnu, Asha og Sabitri) har insisteret på, at de laver mad og skal have penge for det. Da tanken med frokostprojektet er, at alle familier giver en arbejdsdag ind imellem og på den måde kommer på skolen en gang i mellem, så er denne løsning ikke holdbar.

Og nu har jeg så fået den, synes jeg selv, geniale ide, at lærerne på skift er ansvarlige for en måneds madlavningsrotation. Sådan at det er dem, som indkalder mødrene gennem deres børn. Det synes lærerne selv var en supergod ide og de mente også at de andre mødre meget gerne ville komme “men du måsnakke med Soiya mødrene, ellers bliver de sure, de har holdt de andre
mødre væk”, sagde de. Helt vildt, det er ikke noget med at få folk til at komme, det handler om, at holde folk væk!

Men det handler om penge og det er jo ikke kun dårligt at folk fra dalitsamfund for en gang skyld markerer sig i kampen om ressourcerne. Alt for ofte får de jo netop ingenting, fordi de holder sig tilbage.

Møde om frokostrotation og budget, Sharada mod højre i hvidt tøj
Møde om frokostrotation og budget, Sharada mod højre i hvidt tøj

Nå, jeg fortalte så Bishnu om ideen, lige før vi tog hen til Watch kontor for at møde de lokale ansatte og Kaji dai (stifter af WATCH og beskrevet i et tidligere indlæg).
Ok ok sagde hun og jeg brugte en del tid på at forklare, at jeg meget gerne vil lave arbejde for penge sammen med dem. De går altså ikke glip af noget. Hun virkede glad nok, indtil vi nåede Watch kontor (Kaji dai var ikke kommet alligevel pga bandha), så fik hun en hviskende snak med Sabitri, som så meget sur ud og så, da vi tog afsted igen, sagde hun
“hvis de andre mødre skal komme, så kommer vi ikke”, desværre var forklaringen for svær for mig at forstå, så vi aftalte at tales ved om aftenen.

Så var hun ellers sit sædvanlige frække jeg og spurgte om jeg ikke kunne give hende en mobiltelefon, da hendes var i stykker. Føltes rigtig fint at kunne sige “jamen hvis vi kan gøre forretninger sammen i fremtiden, så kan du selv købe en!”.

Så er Yubaraj ankommet (blå polo) sammen med sin assistent
Så er Yubaraj ankommet (blå polo) sammen med sin assistent

Nå tilbage på skolen kom så Radio Lumbinis Sharada og bogholder Deepak og vi endte med at bruge en del tid på at diskutere rotationen. Jeg fik mandet mig op til at sige at “ingen madlavningen ingen mad” og det hjalp faktisk. Sharada, der er ansvarlig for MS og Radio Lumbinis fælles program (hvor bl.a. lytterklubberne hører) som jeg ellers ser som en lille sød sommerfugl
var supersej og god til at forklare og Deepak som jeg også synes er meget sympatisk sekunderede, så til sidst forstod de lidt bedre og så var det ok, lad os se…

Så var der lige de 4000 NRP til pedellens arbejde med madprogrammet, som ikke er blevet udbetalt for de sidste to måneder pga uenighederne. Det fik de fandme en lang snak ud af, fordi jeg var så dum at foreslå, at de som er kommet næsten hver dag de sidste par måneder skulle dele. Nå til sidst blev vi enige om, at Sabitri, Bishnu og Asha skulle dele med pedellen de første to måneder og at der herefter ikke er løn til andre end pedellen.

Jeg var overrasket over, hvor ok lærerne var med ordningen, de virkede både glade og positive. Enten er de ikke klar over hvad de går ind til eller også så betyder det simpelthen vildt meget at der kommer energi udefra. Nogen der engagerer sig i dem og sætter gang  noget nyt. Nå, nu krydser jeg fingre og håber at Sabitri ikke laver mere ballade.

Har bedt Raju møde op i aften, så vi kan diskutere businessplaner sammen.

Childcentered teaching learning

Nu er Yubaraj kommet med sin assistent, til de uindviede vil jeg lige forklare at min søde mand Jacob har fået firmaet Image to work til at donere hans løn fra januar på 40000 kr. til lærertræning og renovering af klasseværelserne. Mad er supergodt og lærerne er søde, men de er temmelig håbløse undervisere og da jeg tidligere har set hvad Yubaraj har udrettet i Bardiya, så føler jeg mig ret sikker på, at han kan sætte noget i gang her også.

Det første han gør er da også at sætte renoveringen i gang. Der bliver diskuteret budget for at lave og prisen bliver anslået til 200000 nepali rupees, det er mange penge, men nu ved jeg jo hvor flotte de bliver med tavler langs væggene, gulvtæpper og lave borde, så det er ok. Og helt ærligt, man fik så sgu ikke renoveret 5 klasseværelser og lavet borde, puder og
gulvtæpper i tre af dem for 14000 kroner i Danmark!

Middag med Chudamani-sir

Om aftenen er jeg til endnu en pligtmiddag, denne gang med skoleinspektør Chudamani. Han har ogsaa inviteret før. Ender med atjeg maa sove der, fordi det er sent og kulsort udenfor, da vi har spist. Har ham og konen lidt mistaenkt for at traekke
aftensmaden til det bliver saa sent at jeg ikke rigtig kan koere tilbage til landsbyen, som jeg ellers havde lovet et aftenmoede. Ingen af kvinderne har mobil for tiden, saa jeg kan ikke engang ringe og aflyse. Det eneste lyspunkt er, at Chudamani sir har bad 🙂 og hans kone insisterer paa at vaske mit meget meget svedige toej. Sjovt at møde hans to små piger, der er fuldstændig anderledes end andre nepalesiske børn jeg har mødt. De taler i et væk og den lille kravler op på mit skød og giver mig et smækkys! Det må være kombinationen af en sød mor og en gammel eftergivende far 🙂

Transparent menu

Dagen efter faar jeg kaldt Asa, Bisnu, Sabitri og Care takeren sammen til at snakke menu og priser. De mistror ham helt tydeligt, saa jeg taenker det er bedst at det bliver helt klart, hvor meget der skal vaere og hvor mange penge der rent faktisk kommer ind hver måned.

Det bliver en lang snak, assisteret af flere medlemmer fra skolebestyrelsen og PTA (parent teacher association). Hele vejen
igennem positivt. Vi tager menuen, som Pradipta har vaeret med til at lave og gennemgaar den ingrediens for ingrediens. Snakker ogsaa om at hvad der kan faes billigt lokalt skal koebes lokalt og at Bishnu og de
andre bestyrelsesmedlemmer skal holde oeje med boegerne. Bishnu kan ikke laese og skrive, men jeg laegger maerke til, at hun er god til hovedregning.

Vi naar frem til, at der kan koebes flere ingredienser end de goer nu og at nogle er for usunde (det er faktisk dem selv, der foreslaar at udskifte saltede peanuts og chips med agurker 🙂 og jeg noterer mig, at der skal saettes penge af til et kursus i “sund mad” for pedel og bestyrelse.

Til sidst laver vi så et skema for rotationsordningen sammen med lærerene. I august er det foerste klasse og
ms. Menuka skal saa soerge for at tilkalde moedrene fra foerste klasse, i september er det fjerde klasse, fordi september er en kort maaned pga af højtiden Dashain og fjerde er en lille klasse og saa fremdeles. Jeg har travlt med at lave et skema og skrive nepalesiske maaneder ned og laererne nikker og smiler, de vil enormt gerne vaere med og det er ubeskrivelig rart at opleve.

Senere sidder jeg i skyggen, hvor der ogsaa maa vaere temmelig mange grader, og snakker med naboskolens inspektoer. “Jeg synes simpelthen det er saa godt et program, jeg har laest din beskrivelse af det og, du har taenkt paa alt, hvordan kunne du det? spoerger han. Hm lidt meget for en jantelovsdansker, men det er da godt at alle synes ideen
er god.

Saa gaar lærertraeningen ellers i gang og jeg kan laene mig tilbage og overlade roret til mr. Yubaraj, som er en superdygtig underviser, som forstaar at saette alle igang. Ogsaa med at lave om i klassevaerelserne.

Så skal der måles op
Så skal der måles op
Der diskuteres budget for renovering af bygningerne (Yubaraj ankom for ca. tre timer siden)
Der diskuteres budget for renovering af bygningerne (Yubaraj ankom for ca. tre timer siden)

Farvel til den lyseroede cykel

Til sidst holder ms. Menuka og jeg saa moede med landsbykvinderne om engelskundervisning. Paa vej hen til landsbyen fortaeller hun mig at nogle af boerne faktisk allerede er begyndt at komme mere regelmaessigt efter at frokostprogrammet er startet, heriblandt Butulis piger, som er blandt de mest snavsede og forhutlede, mens Butuli selv er en lille dame af skin og ben, med misfarvet haar.

Saa snart vi ankommer til landsbyen indser jeg, at ideen med ms. Menuka som privatlaerer har flere effekter. Hun faar snakket med moedrene og moeder fx. Sita for foerste gang. Lille generte Sita vidste ikke samme morgen, hvem hendes datters laerer var. Hvor gaar det galt? Er det mangel paa interesse fra foraeldrenes side eller er det laererne som ikke faar dem i tale? Vi inviterer dem men de kommer ikke! Siger laererne. Sandt nok og vel en kendt sag fra Danmark, hvor det fx kan være indvandrerforaeldre, som er dem man har svært ved at få i tale. Men skal man saa ikke goere noget andet? Er det ok at sige “det virkede ikke, saa det er bare deres egen skyld?” I hvert fald er det virkeligt positivt at Menuka er her. Til selve moedet er moedrenes eneste modstand, at de ikke kan betale, ellers er de superglade for tilbudet.

Sabriti er godt nok meget hooked paa at undervisningen skal foregaa i landsbyen, saa hendes store dreng, der nu gaar i 7. klasse paa naboskolen ogsaa kan vaere med. Menuka og jeg bliver dog enige om, at det er en daarlig ide, inden hun faar samlet ungerne kommer der til at gaa for meget tid og alle de smaa vil forstyrre.

Vi enes om at det kan foregaa i landsbyen i ferierne.

Til sidst fortaeller Sabitri om sin soen, der er dygtig i skolen ogsom hun kaemper for at betale fees, boeger og uniform til. “Han var saa dygtig da han var hos os, bare alle var som ham, jeg elsker ham” siger Menuka der ofte er lettere eksalteret, men ellers soed, hjaelpsom og skarp. Hun har selv gaaet paa skolen og siden i den skole som Sabitris soen Budiram nu gaar. I modsætning til Raju, der har en tendens til at sige “ja ja” også når han ikke har fattet en skid, siger hun ofte “what what?”, hvilket sikkert er hovedårsagen til, at hun faktisk har et ok engelsk (det skal jeg så lige selv huske…jeg siger tit “ja ja” når jeg er træt i hovedet og ikke orker at fatte hvad folk forklarer mig på nepali).

Et problem for Budiram, er at han har smerter naar han tisser. Det har staaet paa i aarevis og hans mor toer ikke gaa til det offentlige hospital, og privathospital er der naturligvis ikke raad til. Suk!

Inden jeg siger farvel for at koere hjem til Raju er der ved at bliver kamp om den lyserode. Jeg har foerst sagt, at kvinderne maa laane den til jeg kommer igen, saa de kan cykle til skolen. Men Bishnu har en cykel og Sabitri kan ikke cykle og care takeren vil ogsaa gerne laane cyklen. Det er haardt at vaere vidne til den benhaarde kamp om ressourcerne her, desvaerre synes jeg lidt for ofte det er hoejkastefolkene der faar mest ud af alt. Denne gang er Bishnu dog den haardeste, saa hun gaar af med sejren og den lyseroede bliver i landsbyen.

Lærertræning dag 1
Lærertræning dag 1

Ny headmaster til foråret

Sidste glaedelige nyhed kommer naeste morgen lige inden Raju siger farvel til mig i lufthavnen i Bairahawa. Naar Chudamani-sir bliver pensioneret om 10 maaneder, er der god mulighed for at den rare mrs. Tara skal efterfoelge ham. Har ellers taenkt at det ville vaereaergerligt med en ny person i toppen, som maaske ikke er saa samarbejdsvillig. Men mrs. Tara virker umiddelbart som endnu bedre end Chudamani. Hurra hurra og spis frokost til 🙂

Offentliggjort af skolemadtilnepal

Skolemad til Nepal er en lille frivillig forening, som støtter fattige børns uddannelse i det sydlige Nepal. Vores kerneaktivitet er gratis skolefrokost, men vi har også danske praktikanter, vi rejser penge til solceller på skolerne, til videreuddannelse af lærerne og forhåbentlig i fremtiden til at forbedre undervisningen med computere På foreningens vegne Anne Mette Nordfalk Forkvinde

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: