I juli måned besøgte jeg igen Shanti Priya og igen var skolen lukket, denne gang var det sommerferie. For at få en ide om, ungerne overhovedet har noget ud af computerne havde jeg bedt en lille flok om at møde op, da jeg var på skolen til møde med bestyrelsen.
Computerne står rigtig fint i skolens nye bygning i et pænt træstativ ved ladestationen.
Børnene fik udleveret en computer og blev bedt om at slå op i på matematik. Pagarti som jeg sad ved siden af, endte i en engelsklektion, men Bikram, der sad lige foran vendte sig og fik med stor behændighed manøvreret hende det rigtige sted hen. Det var skønt at se at han stort set, var lige så hurtig som en dansk dreng i hans alder. Mindre skønt selvfølgelig at se køns-uligheden: Pagarti, Ashas datter kommer helt sikkert mindre i skole end Bikram, søn af Sabitri.
Tiden gik og skolebestyrelsens medlemmer sad pænt og ventede på, at vi var færdige. “Skal I ikke prøve?” spurgte jeg og snart var de også i gang. En ret skøn oplevelse, som jeg vil prøve at dele med jer herunder:
Det forsinkede selvfølgelig vores møde enormt meget. Men alle andre end inspektør Tara var ligeglade, så hun måtte affinde sig med situationen.
Om computerne gør en varig forskel og hvor meget teknisk bøvl vi får med dem, må vi lade tiden vise. Indtil videre har den implementerende organisation OLE-Nepal været fantastiske, topprofessionelle og dygtige og det er også på sin plads at sige tusind tak til Lund&Bendsen, der blandt andet laver Java-kurser og til Roskilde Festivallens fond, som i fællesskab har gjort projektet muligt.
