En overvældende forandring

I juli i år startede Skoleliv i Nepal sammen med Soiya Women’s organisation et økologisk læringscenter med midler fra CISU, og dermed med hjælp fra alle jer, som støtter foreningen ved at være medlemmer, og ved at følge med her på bloggen og på Facebook. For uden jeres støtte ingen offentlige midler!

Inden jeg går i gang med selve den fantastiske historie. Så vil jeg lige opfordre de af jer, der ikke er medlemmer til at blive det. 150 kr koster det om året, og de går til skolemad, voksenlæring og andre nytte ting, som alle kan læse mere om, her på bloggen, eller tage ned og se på selv.

Evaluering i Soiya, Nepal
Evaluering af den nye forening Soiya Women’s independent organisation var et af hovedformålene med besøget i Nepal.
Alle deltog med stor iver og engagement.

Det har været et meget travlt halvt år, så det er ikke meget, der er blevet skrevet her på bloggen.Men nu, hvor vi evaluerer det, som forhåbentlig blot er første fase, får I en masse billeder og et par ord, der fortæller om den fantastiske forvandling kvinderne fra Soiya gennemgår, og lidt om hvordan den nye struktur kommer til at påvirke skolemadsprojektet.

Holdet, der hver dag drog fra hotellet til landsbyen i Nepals mest larmende og skramlende jeep. Bilen kørte kun til høj musik. I midten Lis Rasmussen og tolken Sukumaya. Til højre: Jeepens stolte ejer mr. Krishna Paudel,  Anne Mette Nordfalk og projektleder Menuka Neupane. Til højre praktikant Gitte Thorup og journalist på radio Kantipur Prajwal Khadka.
Holdet, der hver dag drog fra hotellet til landsbyen i Nepals mest larmende og skramlende jeep. Bilen kørte kun til høj musik. I midten Lis Rasmussen og tolken Sukumaya. Til højre: Jeepens stolte ejer mr. Krishna Paudel, Anne Mette Nordfalk og projektleder Menuka Neupane. Til højre praktikant Gitte Thorup og journalist på radio Kantipur Prajwal Khadka.
3
Aarati og Laxmi i gang med at binde tomater op. Lis Rasmussen synes generelt haven var flot. Men der var også masser at gå i gang med. Kvinderne har lært at lave kompost, at sætte grøntsager i lige rækker (og ikke her og der:), at man komme kompost på efter man har plantet, og at man ikke behøver bruge gift til at sprøjte mod insekter.
4
Lis Rasmussen medlem af foreningen og frivillig konsulent og ekspert i biodynamik, foran det flotte drivhus, som damerne har lavet på et af de kurser, de har været igennem. Lis havde fire dage i Soiya, hvor hun sammen med damerne gennemgik, hvad de har lært og fik styr på noget af det, som trængte.
Blandt andet har det været en kamp at bekæmpe skadedyr uden kemikalier. Særligt auberginerne trængte til en gang økologisk sæbe. Der var også nogle udfordringer med hvordan man vander rigtigt. Blandt andet fordi vores pumpe driller.
5
Da undertegnede ankom lavede vi en fælles evaluering. Kvinderne blev delt i grupper og blev bedt om at tegne, hvad de synes havde været hhv. godt og skidt. Hvad de havde lært, og hvad de gerne ville lære fremadrettet.
6
Det var ikke så nemt, det der med at tegne. Bare fordi man ikke kan skrive, så er man altså heller ikke den store tegnekunstner. Men det gik, med mange opmuntringer. Og da plancherne skulle præsenteres, var det en stor fordel med tegninger, som kunne hjælpe grupperne igennem.  Alle skrev, at de havde lært meget om at dyrke grøntsager økologisk og at plante i rækker, lave kompost og at samarbejde i en gruppe. Alle ville gerne lære mere. Det som ikke havde været rart, var fx. insekter i grøntsagerne og det at lejekontrakten til jorden kun er på fem år.
7
En af de ting kvinderne fra Soiya nævnte, som en stor forandring i deres liv, er, at de er blevet åbne overfor fremmede. Her er Sabitri (forkvinde), Asha (ansat i læringcentret) og Maya (menigt medlem) i snak med Prajwal Khadka fra Radio Kantipur. “Før var vi bange for fremmede,” sagde de. Jo tak, det kan jeg godt huske!
10
En af de dage Lis Rasmussen var i Soiya, besøgte vi Shree Laxmi primary school, der er med i skolemadsprojektet. Deres køkkenhave så meget fin ud (lidt svært at se på afstand), og vi blev enige med skolens leder Bishaka Rana om, at det er tid til at udvide den. Så efter vi tog afsted er der pløjet et nyt stykke jord. Soiya Women’s praktikant Gitte Thorup har også brugt nogle dage på skolen på at finde frem til, hvor mange have-grøntsager, der nøjagtigt bruges i maden – og det er slet ikke nok. Derfor skal køkkendamen nu til at øge mængden af grøntsager.
8
Kvinderne fra Soiya var også med på Shree Laxmi school. Her hjælper de havemanden med at binde tomater op. De skal også være med til at bygge et ordentligt drivhus på skolen, så får de også øver sig!
9
En af de ting, som hverken kvinderne i Soiya eller havemanden på Laxmi school helt havde forstået var princippet om rotation. Altså at grøntsagerne hver gang skal skifte plads. På den måde forhindres sygdom. Her forklarer Lis Rasmussen og laver en rotationsplan til Laxmi Schools have.

11

14
Keshar Kumari Musahar (aka Sabitri) blev interviewet til Radio Kantipur. Kvinderne fra Soiya var i sin tid en lyttergruppe hos Radio Lumbini i Butwal, så de kender en del til det at være “on air.”
15
Og så drog Lis, Sukumaya og Prajwal afsted. Først fik de selvfølgelig en tikka!
Lis var meget imponeret over kvindernes lærevillighed og evne til at stille de helt rigtige spørgsmål. Jeg havde samme indtryk: Alle var topmotiverede og havde virkelig forstået meget.
16
Lis’ besøg betød meget for kvinderne. En ting er at få besøg af en udviklingsarbejder/journalist som undertegnede. Men en rigtig økologisk landmand, der har haft egen gård i 30 år, det var straks noget andet!
17
Efter Lis’ afrejse tog Soiya Women’s manager Menuka Neupane, forkvinde og næsteforkvinde, Asha, der er ansat og jeg hen og så på en ny mulig skolemadsskole. Vi kunne på ingen måde få ørenlyd på kontoret, før vi havde været rundt i alle skolens 8 klasser og hilse på børnene.
18
Skolen vi besøgte, var ret velfungerende og ville gerne være med i projektet. Efter besøget snakkede vi en del om kriterierne for en ny madskole. Var de her meget fattige? Spurgte jeg, og kvinderne sagde “ikke som os.” Så nu er vi på udkik efter en skole med flere fattige elever.
19
Vi havde også besøg af Sujata Biswokarma fra organisationen FEDO (feminist dalit organisation) i Palpa. Hun er kvindelig dalit aktivist og samtidig projektmanager, og har lovet at komme og coache Menuka i nogle af de praktiske ting, som hun stadig mangler at få helt styr på i organisationen. Samtidig skal Sujata være ressourceperson på en teaterworkshop om kvinders og børns rettigheder i Soiya her i december. Her er Sabitri ved at vise hende drivhuset.
20
Sabitri viser Sujata og Menuka de “Pottemagere,” de har fået til projektet. Man laver små urtepotter af avispapir.
21
Den mest vellykkede af evalueringsaktiviteterne var tre små teaterstykker, som kvinderne skulle opføre i grupper. Det på billedet handlede om, hvordan man går i banken. Det blev spillet med masser af rekvisitter og en fantastisk indlevelse. “Der mangler en underskrift,” sagde Mangali, der spillede bankdame og så måtte Aarati tilbage til landsbyen og have en underskrift mere på sin check. Senere på dagen var Sita og Saraswoti i den rigtige bank i Butwal, det er nok ikke tit, de har besøg af kvinder ude fra landet der.
24
Efter banken skulle en gruppe spille “hvordan køber man noget til organisationen?”
Sita var en herlig butiksindehaver, der forsøgte at prakke Asha og Saraswoti alt muligt bras på. “Vi skal bare have frø, vi laver det hele selv og det er økologisk!” Var svaret.
Derefter gik de hjem med tingene til Sabitri og blev straks afkrævet en kvittering – ingen slinger i valsen der!
Det tredje skuespil handlede om, hvordan de, som har været i Kathmandu lærer fra sig til deres medsøstre. Det, synes alle, var rigtig fint. Vi fik genne teaterstykket en god snak om, at det ikke er altid at undervisere er enige i, hvordan noget skal gøres. Fx. har Lis sagt, at der skal plantes i lige rækker. Mens underviseren mr. Dhungana har sagt, at man kan samplante..
Det tredje skuespil handlede om, hvordan de, som har været i Kathmandu lærer fra sig til deres medsøstre.
Det, synes alle, var rigtig fint. Vi fik gennem teaterstykket en god snak om, at det ikke er altid at undervisere er enige i, hvordan noget skal gøres. Fx. har Lis sagt, at der skal plantes i lige rækker. Mens underviseren mr. Dhungana har sagt, at man kan samplante.
22
Hvad er formålet med jeres organisation? Det var ikke det letteste spørgsmål at besvare. Men faktisk gik det fantastisk. Sujara hjalp gruppen her og svaret var helt korrekt: At hjælpe kvinder til et bedre og sundere liv og en bedre indkomst. Sujata kendte ikke formålet i forvejen, så hun kunne ikke hjælpe.
Tænker at det var nemt, fordi formålet er så praktisk og tæt på kvinderne selv.
ekstra-2-stiklinger
En herlig sidegevinst ved projektet har været, at organisationen har kunne sælge stiklinger til alle i området. Deres nye drivhus er nemlig det eneste i miles omkreds.
Prisen ha de fået sat for lavt. Hvilket understreget behovet for et kursus i at lave en forretningsplan.
23
Vi skulle også jo også have formuleret en fortsættelse til vores projekt. Her kikker kvinderne interesseret i bogen fra CISU omkring evalueringer. De var hele vejen igennem topmotiverede og positive.
25
Først sagde kvinderne: “Du kan bare skrive det, du kender vores problemer,”
og da jeg sagde, kom nu, I skal selv være med. så gik det først lidt trægt.
“Har I jord?” spurgte jeg, næ nej det havde de jo ikke, “er det et problem?” “JA! meget” var svaret og så var tankerne sporet ind på ideen og problemerne kom rullende.
26
Her har vi Soiya kvindernes problemer: Ingen uddannelse og ingen jord, derfor dårligt betalt arbejde og deraf manglende muligheder, for på penge, for lidt og for dårlig mad, mangel på rent vand, manglende viden om rettigheder og for få penge. Af den grund fik børnene så for lidt skolegang.
Jeg forsøgte at sætte problemerne op som en cirkel sammen med kvinderne, og de kunne sagtens udpege sammenhængene. Meget interessant øvelse!
30
Bagefter gik kvinderne igen i grupper og snakkede om, hvad de synes, vi skulle gøre ved problemerne. Vi nåede frem til en række praktiske kurser til de voksne, men også øget fokus på børns skolegang og et læsekursus til kvinderne. Blandt de mange ønsker til praktiske kurser, blev vi enige om, at starte med høns, da de giver god gødning og fisk, fordi vi allerede har en fiskedam, desuden foreslog jeg et kursus i at lave forretningsplaner, og det synes de var ok. Så må geder, bier og andet spændende vente til en anden god gang.
31
Efter projektworkshoppen var de to skoleledere fra madskolerne på besøg. Vi skulle snakke om, hvordan skolerne fremover skal arbejde sammen med foreningen Soiyas kvinder og derigennem med Skoleliv i Nepal. Det meste af økonomien overgår til Soiyas kvinder, og Skoleliv i Nepal er bagstopper og dem man kan klage til, hvis der er problemer.
32
Til sidst snakkede vi partnerskab. Hvad vil det sige at indgå et langsigtet forpligtende samarbejde? Det lod til at alle forstod ideen og det giver jo også tryghed for dem at vide, at vi ikke smutter i morgen!

Offentliggjort af skolemadtilnepal

Skolemad til Nepal er en lille frivillig forening, som støtter fattige børns uddannelse i det sydlige Nepal. Vores kerneaktivitet er gratis skolefrokost, men vi har også danske praktikanter, vi rejser penge til solceller på skolerne, til videreuddannelse af lærerne og forhåbentlig i fremtiden til at forbedre undervisningen med computere På foreningens vegne Anne Mette Nordfalk Forkvinde

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: