Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.
For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.
De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!
Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)
Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
De, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.
Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.
Parbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!
En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.
Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!
Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).
Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).
Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂
Københavns Skolehaver på Bispebjergbakke er over 100 år gamle og et ret vidunderligt sted, hvor 30 danske skoleklasser hvert år har mulighed for at komme med deres lærer en gang om ugen over et par måneder. Så, luge, vande og se deres grøntsager vokse op. Lære om bier og høns, spise rabarber og hyldeblomstpandekager. Rati blev lige som eleverne vældigt inspireret.
“De smider ikke noget væk her. Alt bliver komposteret. Det skal jeg hjem og lære eleverne,” var en af Ratis refleksioner. Hun synes også, at det var godt, at eleverne lærte om høns, ved at røre ved en rigtig høne. “Det kan børnene i Nepal også lære noget af, selvom de har høns hjemme,” sagde hun, og vi fik en lang snak om, hvorvidt vi kan flytte vores hønsehus i Nepal ind i skolehaven.
Rati, Anne Mette og Sara fortalte børnene om, hvordan det er at være skolebarn i Nepal, de fik lov at prøve nogle nepalesiske skoleuniformer, kikke i nepalesiske skolebøger og ikke mindst se og smage nepalesisk skolemad. Stort set alle børnene syntes, at Ratis chana-buja var lækkert 🙂
Det uretfærdige Nepalspil var også en succes. Der var en lille pige, som blev så grebet af det, at hun græd lidt, da hun dumpede til eksamen 🙂
Vi fik også snakket med nepalesere rundt om i Danmark. Dette par på Fyn var meget interesserede i at være med til at holde en nepalmiddag med Skoleliv.
Sabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.
Inden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
Det “smarte” ved at bo i et lerhus er, at man kan “omskabe det” som man vil. Fx. sætte små hylder op til sine lys. Derudover havde mange sat en sti af lys fra vejen og hen til deres hus. Det er for, at gudinden Laxmi (gudinde for velstand) kan finde derind. Det håber jeg virkelig, at hun gør!
Phoolmatis hus var særlig flot, så jeg var lige inde og kikke og sige “ramroh chaa” og “nik bah” (betyder “godt” på hhv. nepali og tharu. Det sidste udløser altid latter, så det billige “klovne-point” lukrerer jeg på hver gang). Hvad der var knapt så lattervækkende var, at Phoolmati har fået ny svigerdatter. Hendes velsagtens 18-19 årige søn er løbet væk og er kommet hjem med en pige, der nu går rundt i rød sari og er “ny brud.”
Pigen ved siden af er Phoolmatis datter, en af de piger, som vi så frygtelig gerne vil holde i skolen. Hmm, hvordan påvirkes man, når man får sådan en ny “storesøster” i huset? Håber lektiegrupperne kan være bare en lille modvægt….
En anden del af Tihar/amausa er bhai tikka. Hvor søstre maler deres brødre/fætre i panden og giver dem en fin krans, som en slags velsignelse.
Hjemme hos Sita blev huset pyntet på en helt anden måde inden bhai tikka:
Anjali og hendes mor Sita gav deres hus et væld af fine prikker.
Bagefter kom der en lille fætter på besøg og så var det ellers tikka-tid:
En stolt mor ser til. Neelam er Asha (ny formands) svigerdatter og skal nedkomme med sit andet barn om en måneds tid. Asim på fem år er hendes ældste og mors og farmors øjesten.
Man skal have tungen lige i munden for at male rigtigt. Det var Anjalis første gang, så vidt jeg forstod. Her er det hendes lillebror Asik, som får et sandt trafiklys i panden 🙂
De første to grupper kom dryssende en time over tid…Vi gik ret hurtigt i gang for ikke at spilde tiden for dem, som kom først, og det fungerede fint, at folk bare kom ind og satte sig, når de dukkede op.
Nogle gange tegnede den socialarbejder, som er med som assistent. Med hjælp og forslag fra deltagerne.
andre gange var det en deltager. Det skønne er, at nepalesere (generelt) har utrolig meget humor og er supergode til at “optræde.” Derfor blev vores evaluering både sjov og fik alle med. Det samme gjorde den efterfølgende gennemgang af forretningsplaner. Og metoden fik også denne gang socialarbejderne til at træde mere i karakter. Total succes!
Her fællesfoto med gruppe 2. Der kom desværre ikke så mange, for de bor lidt langt væk. Næste gang har vi aftalt at mødes tættere på deres hjem…
SWO har på under et år fået 80 nye medlemmer, så fra at være 20 kvinder fra Soiya, er de nu 100 kvinder i alt. Det betød først og fremmest, at de nu, havde lejlighed til at invitere alle de nye medlemmer til at vælge repræsentanter til bestyrelsen.
Og så var der kampvalg! Da et flertal af SWOs medlemmer ikke kan læse og skrive fik hver kandidat et symbol, som deltagerne så kunne stemme på. Det blev forklaret så grundigt at en deltager smilende sagde “ja ja, vi er med!”
Det er faktisk lige præcist hvad de er, de nye medlemmer “med…”. Dejligt at se dem stemme. Jeg synes, vi på den måde gør vores lille bitte del, til at styrke Nepals flossede demokrati.
Alle grupper stillede med to medlemmer til bestyrelsen. Asha blev valgt som formand, næstformandsposten var der også flere kandidater til, den post blev afgjort med nepalesisk konsensus-diskussion, og så var vi ellers hen under aften klar til at se den nye bestyrelse blive taget i ed.
Skoleliv i Nepal 