Inden jeg fortæller lidt fra mit seneste besøg på de to madskoler i det sydlige Nepal, vil jeg lige bruge et par linier på et opfordre alle til at købe et skolemadsbevis. Det er den perfekte julegave til ham eller hende der har alt og en dejlig fornemmelse midt i al julemaden, at også andre har fået mere at spise på grund af ens egen indsats 🙂

Skriv til skolemadnepal@gmail.com hvis du vil have et bevis.

(Beviset giver samtidig et års medlemsskab af foreningen Skoleliv i Nepal og giver os mulighed for at søge penge til vores store øko-have projekt, som vi ønsker os i 2012)

Det er også muligt at give en måneds skolemad til et barn via android market

Men nu til skolerne:
Listen over emner var lang og tiden knap, da jeg en morgen i november indfandt mig på Shree Laxmi primary school, en af de to skoler, hvor Skoleliv i Nepal med penge fra foreningen Nepals Børn sørger for mad. Headmaster Bishaka og en flok smilende lærere bød mig velkommen.

Jo de synes det går godt forklarer de, da vi har sat os tilrette i kontorets plastikstole. De har lige haft 3 danske praktikanter på besøg, dog bare i tre dage, men det synes de var sjovt! Flere af dem tak, er den klare besked.

Klistermærker
Birgitte fra Nepals Børn, satte sidst vi var her spontant et klistermærke-projekt i gang. Lærerne klagede over at ungerne laver for få lektier og så blev de og Birgitte enige om et system, hvor der bliver uddelt flotte klistermærker, hver gang man har lavet lektier 10 gange. ”De laver mange flere lektier nu”, smilede lærerene, som dog måtte rapportere at klistermærkerne ikke bliver i bøgerne men klistres på småbrødre og andet spas.

Det synes jeg ikke gør så meget, bare klistermærket har givet noget positiv opmærksomhed omkring lektierne. Sidst vi var her, forsøgte vi at spørge børnenes forældre, hvordan de synes det gik, men det var ret umuligt: Der var ret blank skærm hvad det der skole angik – meget betegnende….ikke helt let at skulle navigere i 90% analfabet-forældre uden interesse for eller forståelse for skolegang.

Lærertræning
Allerede i sommer blev skolen bedt om at koordinere lærertræning betalt af foreningen Nepals Børn. Det har de stadig ikke fået op at stå, men de arbejder på sagen er meldingen. De har kik på en periode i december, hvor der skal afholdes eksamen, her synes de, at træningen ville passe godt ind, for så går eleverne tidligt hjem. Der er jo ikke andre lærere, der kan tage over under et kursus, så det lyder som en god plan.

Lego for første gang

Efter mødet uddelte vi dublo-klodser doneret af Lego Charity. De ca. 30 børn i skolens børnehaveafdeling har intet legetøj overhovedet, så jeg har glædet mig meget til at lege lego-julemand.

Vi fordelte klodserne jævnt og gik i gang med at vise, hvordan man gør. Børnene, som er fra 3 til 5 år, var ikke dumme, de fandt hurtigt ud af, hvordan man gør og snart havde vi masser af fine dublo-kreationer. Et par unger bemægtigede sig en bil eller et fly og fandt et roligt hjørne de ku lege i. Det herlige uopslidelige legetøj er helt klart også et hit her. Dejlligt, da det har fyldt det meste af min kuffert.

På vej ud kikkede vi på køkkenhaven. Sidst vi var her, var den meget vissen og vi havde en god snak med skolebestyrelsen om, at den da var ret ked af det og skulle ha hjælp. Det har den fået! Der er nu grønt og fint i haven om end der er lidt rigeligt ukrudt: Det er fordi vi har haft ferie, forklarer en af lærerne, der er kommet fra noget der svarer til juleferie for 3-4 dage siden.

Skolen vil rigtig gerne anlægge mere have, men problemet er, at dens kæmpe store compound ikke er hegnet ind og man derfor er bange for at afgrøderne vil blive stjålet. Vi arbejder på sagen, det ville være fedt, hvis der kunne dyrkes mere her. Der er rigeligt plads til at hver klasse får en skolehave – det ville være så fint, ikke bare for at give et supplement til frokosten, men for at lære mere om effektive dyrkningsformer.

Inden vi fortsætter, er vi en tur hos Sabitra i køkkenet. Det fine ildsted med røgkanal står ubrugt og ved siden af er et af de traditionelle: tre mursten og brænde i midten, og her snurrer en gryde med æg lystigt. ”Der kommer røg ind, når man bruger den anden” forklarer Sabitra, det lyder jo mystisk, men er også lidt ironisk….hun er nok bare bedre til at bruge det almindelige type ildsted, for det er det de fleste har.

Ved synet af æggene får jeg en ide: Vi vil jo gerne registrere fremmødet på en enkel og ikke-tidskrævende måde og faktisk tæller Sabitra børnene hver fredag før hun koger æg! Jeg spørger om hun ikke kan indkøbe et kladdehæfte og skrive ned hver fredag, hvor mange æg/børn der er? Jo det vil hun gerne og så er det en aftale.

Shree Shanti Priya
Fra Shree Laxmi School tager vi til Shree Shanti Priya, der er den første madskole. Her bliver der også uddelt Dublo og igen er der masser af glade unger i gang. Bagefter holder vi møde. Her synes man de studerende fra Danmark skal bruge bøgerne mere og ikke bare køre deres eget program. Men ellers er de også her glade for at have studerende på besøg og vil gerne have flere.

Det viser sig at der er kommet nogle nye rapporter, hvor det hele tiden skal noteres, hvor langt man som lærer er kommet. Det er jo fint tænkt, men problemet er, at der på Shanti Priya og sikkert mange andre steder tænkes i kvantitet og ikke i kvalitet. At nu pensum vil sige at skrive det korrekte antal sider af. Nemt for læreren og ubrugeligt for eleverne.

Et lyspunkt er, at skolen har fået en ny ung engelsklærer, der faktisk kan lidt engelsk! Hun virker rigtig sød, så vi glæder os til, der næste gang kommer danske studerende, som kan snakke med hende og gøre hendes engelsk bedre.

One Laptop Pr Child
En af de ting, som skolen brændende har ønsket sig i lang tid, er computere. De er nu indenfor rækkevidde, da Roskildefonden har givet penge til et antal computere. Hvis vi bruger One Laptop Pr Childs små fine bærbare, kan vi få ca. 15 for de penge, fonden har doneret. Så mangler vi bare støtte til undervisning af lærerne. OLPCs filosofi er, at computerne skal bruges i alle fag og derfor skal alle lærerne lære at bruge dem. Vi snakker om, at OLPCs erfaringer viser, at det afhænger af lærerne om computere er en succes (det siger næsten sig selv….) og skolebestyrelsesformanden og lærerne lover højt og helligt at de nok skal holde gøre deres bedste.

Samme dag får jeg mail fra IT-firmaet Lund&Bendsen, som arbejder med IT-undervisning i Danmark. De skriver, at de gerne vil donere nogle penge til Skoleliv i Nepal og gerne til computerprojektet! Hvor er det heldigt – hurra! Så mangler vi bare lige 5 computere mere for at have et lille klassesæt – computerne koster 200 dollars stykket….

Vi glæder os til at følge computerprojektet her på bloggen!

Flere kartofler
Raju viser os stolt køkkenhaven, den er altid fin! Denne gang er der plantet snorlige rækker med kartofler. Haven var en del af skolens første lærertræning og Raju har holdt den fantastisk siden da. Tænk hvis de havde lavet kartofler i vertikale vækstkasser så ville der blive mange kartofler. Jeg krydser fingre for, at jeg finder en god underviser, som kan hjælpe med det projekt.

Jeg går over og viser Luna køkkenet, det er mødrene fra Soiya der har bygget det for 3 år siden. Da vi har stået der lidt kommer lærerene og siger vi ikke skal gå over i venstre side, der har de set en kæmpe slange!! Vi er meget hurtigt ude igen efter den besked!

Raju når også at bede om lønforhøjelse, jeg smiler og lover at se på det. Der er ikke tid til at forklare at der ikke er flere penge i kassen og at der absolut også mangler til mad. Men derudover synes jeg Raju gør et fantastisk stykke arbejde for ikke særlig mange penge, så det er ikke fordi jeg ikke under ham en bedre løn, men kan jo ikke trylle!

En syg inverter

Det viser sig, at solcellemaskineriet, som skolen fik sidste år er i stykker. Raju, der er kok og køkkenhavealf, har talt med firmaet, men de har været ude og reparere anlægget i april og synes nu at det må være nok. Det lyder som om garantien ikke var udløbet, da de ringede sidste gang, så jeg griber telefonen og ringer til firmaet og ber om en forklaring. Da det er inverteren, der ikke virker, enes vi om, at jeg skal tage den med til Kathmandu og så kikker de på den.

I skrivende stund har det vist sig at problemet ikke var den sindsygt tunge inverter (grrrrh) men batteriet. Havde en anelse svært ved ikke at lade min irritation gå ud over Ram Sapkota, det superhjælpsomme menneske, der har formidlet kontakten til solcellefirmaet og nu er så venlig at hjælpe med at få problemet løst og som er den der fortæller mig om det egentlige problem. Jeg kan ikke dy mig: ”altså havde jeg her i Danmark ringet og sagt at mit solcelle-apparat ikke virkede, så ville de nok lige bruge 5 min på at finde ud af, hvad det var for en del den var gal med over TELEFONEN”, sprutter jeg men hidser mig så ned til et mere nepalesisk niveau ”ja det er ikke fordi jeg vil anklage firmaet for noget, men de er nød til at forstå, at de har med folk fra landet at gøre”…Ram svarer bare pænt og høfligt på det hele, han har et rejsebureau, så han er sikkert vant til dem der er værre end undertegnedeJ

Problemet fortæller meget om udvikling og bistand synes jeg: Det kan godt være at det nærmest er umuligt at få solcelleanlæg til at gå i stykker, men det skal nok lykkedes i en landsby i Nepal og det kan også godt være, at det er gået fantastiske med at sætte anlægget op, men når der så er problemer, så går kommunikationen mellem de lokale og dem som har implementeret hvad det nu er der skal implementeres pludselig ikke så godt mere.

Det er derfor opfølgning og opfølgning og mere opfølgning, samt pålidelige behjertede sjæle på rette sted er så helt usandsynlig vigtigt, hvis noget skal lykkes her, i hvert fald som jeg ser det…. Det får mig også til at føle mig meget heldig, at skolemadsprojektet faktisk aldrig har lidt af de store problemer.

Kære Alle skolemadsvenner

Først og fremmest tak til alle der giver penge til skolemad, på vegne af Shree Shanti Priya og Shree Laxmi primary school. Programmet kører rimelig glat og det betyder mere mad og mere skole til en masse små nepalesiske unger hver dag.

Her i sommer har en gruppe familier på fælles sommerhusferie doneret overskuddet fra deres budget – 1000 kr! Superdejligt at I fik den ide!

Siden sidst har foreningen skifter navn fra Skolemad til Nepal til Skoleliv i Nepal. Selvom skolemad er grundstenen i arbejdet på de to skoler i Rupandehi, så laver vi så mange andre ting, at det er mere rimeligt at tale om Skoleliv end blot skolemad.

Herudover er det blevet besluttet at gøre Skoleliv i Nepal til en medlemsforening. Det er nemlig sådan, at har man 50 medlemmer, så kan man søge projektpuljen om midler og det ville da ikke være dårligt at kunne gøre det.

Det betyder, at vi gerne vil konvertere faste bidragydere til medlemmer. Det håber jeg mange gerne vilJ Skriv gerne til mig, hvis det er ok. Eneste forskel er, at I bliver inviteret til generalforsamling en gang om året, information om foreningens arbejde får alle jo i forvejen. Herudover er alle naturligvis velkomne til at deltage i foreningens arbejde og hvis I kender nogen, som vil være medlemmer eller vil donere et beløb så sig endelig til!

 Doner penge via din android telefon

En anden aktivitet, som er på vej er en Skolemadskampagne via Android-marked. I løbet af efteråret vil der blive hængt plakater op.

Man kan også gå ind på dette link og donere:

https://market.android.com/details?id=dk.nordfalk.donation.skolemad&feature=search_result

Lidt om skolemaden:

Jeg besøgte de to madskoler Shanti Priya og Shree Laxmi i maj måned sammen med Birgitte Sørensen, hvis lille forening Nepals børn sørger for frokosten på Shree Laxmi school. Sammen var Birgitte og jeg rundt og møde nogle af forældrene og snakke med dem og deres børn om, hvad de synes om skolen og om der var forskel fra før til nu.

Det havde de helt tydeligt svært ved at svare på, skolen og det der skete i den lå tydeligt meget langt fra deres hverdag. Ikke mange havde gået i skole selv og kunne derfor ikke rigtig bedømme deres børns præstationer.

Da vi spurgte lærerne var de til gengæld ikke i tvivl ”Der er stor forskel” sagde Bishaka Rana, den unge kvinde, der er headmaster på Shree Laxmi school med eftertryk, da hun havde forstået spørgsmålet. Som før nævnt er den største forskel, at børnene nu bliver på skolen hele dagen i stedet for at gå hjem til frokost…og blive væk. En anden ting som lærerne var frustrerede over, var at børnene ikke laver lektier. Sammen med Birgitte blev de derfor enige om et klistermærkesystem, hvor eleverne får små fine klistermærker for deres hjemmearbejde. Vi håber det kommer til at give et løft.
Skolehaven var rent ud sagt et sørgerligt syn. Skolerne fik i vinter et kursus i økologiske dyrkningsformer og det har altså givet et noget vissent resultat. Vi fik en lang snak med bestyrelsen om, hvad man gør for at få en ”glad” have.  Jeg har siden evalueret kurset med Menuka Neupane, som ikke var imponeret over underviseren. Vi finder en ny og prøver igen eller også får vi den samme igen og finder et tidspunkt hvor vi selv er til stede.

Nepals børn donerede desuden kladdehæfter og blyanter til alle børn på Shree Laxmi school. Tak for det!

Næste gang vi kommer, skal de små børnehavebørn desuden have noget legetøj. Under vores besøg sad de på en klump af sammenskubbede skoleborde, da der var metalstænger på gulvet. Fed skolestart! Det skal lige tilføjes, at deres lærer var en sød og glad og topmotiveret dame, som lige havde været på kursus i småbørnspædagogik og havde gang i sang og dans.

Er der nogen som har træpuslespil, brio, dublo eller andet kvalitetslegetøj på loftet som I gerne vil af med? så skriv til skolemadnepal@gmail.com. Jeg henter gerne og tager med til skolen.

På Shree Laxmi school har de store problemer med mængden af mad, der er nu flere børn der går regelmæssigt i skole og skolen har desuden valgt at starte 6. klasse, dette i øvrigt uden at have faciliteterne i orden (der er hverken ekstra lærer eller lokale).

Vi havde en lang snak med forældrer og lærere og blev enige om, at sløjfe mad om fredagen. Her går børnene nemlig tidligt hjem.

Til gengæld har vi nu på begge skoler introduceret formiddagsfrugt til børnehavebørnene. I foråret havde de to pædagogpraktikanter Helene og Laura skrevet et rørende indlæg på vores blog om små børn der slikkede gulvet for ris. Og kort efter donerede en af foreningens faste støtter 1000 kr til frugtJ

Udover frugt har begge skoler i dette semester fået ekstra hæfter og blyanter som skal ligge i klasserne, hvis nogen har glemt at få disse ting med i skole.

Lærerstuderende:

Det er nu nogen tid siden, at Shanti Priya primary school havde sine første to lærerstuderende på besøg, det har de selv skrevet rigtig fint om her på bloggen i juni måned.

Nu har jeg så mødtes med den ene af dem, Julie og evalueret deres besøg og det var til stor inspiration. Selve madprogrammet fungerede iflg Julie fint om end der ikke kommer mødre og hjælper til, som det jo ellers er meningen. Jeg overvejer at finde en anden måde at integrere mødre på, da dette ikke rigtig ser ud til at fungere.

Skolens undervisningsform var iflg Julie ren afskrift. ”Bøgerne har typisk sætninger, hvor der skal fyldes ind på en linie, men de kopieres bare”, forklarede hun. Det havde taget hende og hendes medstuderende Iben, meget lang tid at få andet en gentagelser ud af børnene.

Snakken med Julie gav mig den ide, at der bør laves noget materiale, der understøtter pensum, men som ikke kan skrives af.  Vi har jo tidligere haft en undervisningstræner ude og lære lærerne ordstafet og diverse andre aktiviteter til at gøre undervisningen sjovere.

Det er jo alt sammen fint, men når man i sidste ende skal nå pensum, så er det let at glide ud af den slags aktiviter igen eller man er nød til  at gå tilbage til bogen også og den har man jo lært at skrive af  – så….

Jeg har nu aftalt med Julie og praktikkoordinatoren på Zahle seminarium, at vi  laver en arbejdsgruppe og går i gang med at brainstorme på kreative materialer med udgangspunkt i skolens bøger. Menuka Neupane, der er min kontaktperson i projektet, har lovet at sende et eksemplar af bøgerne på hvert klassetrin i næste uge.

Der skal nye lærerstuderende afsted i slutningen af oktober både på Shree Laxmi og Shree Shanti Priya og hvis vi er rigtig heldige kan vi nå at få en prototype ud med dem.

Computere til Shanti Priya

En anden kæmpe-udfordring er computere. Foreningen Skoleliv i Nepal har fået penge til 5 computere fra en privat fond og det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan vi bedst kommer i gang med den investering. Jeg har kontaktet OLPC (one laptop pr child) i Nepal for at høre om og hvad de kan tilbyde. Alternativet er almindelige Pcer og nogle matematik og engelsk spil. Det er selvfølgelig ikke bare at installere og så overlade det til lærerne og skolebestyrelsen selv at finde ud af resten. Jeg tænker, der skal ansættes en lærer med computerkompetencer, vi må så sætte os sammen og så på, hvordan skolen får råd til det.

Det ville være fantastisk, hvis vi med tiden kunne lave undervisningmaterialer til computerne, der også tager udgangspunkt i pensumJ

Et lyspunkt er, at der er nye lokaler på vej! Skoleliv i Nepal har givet 8000 kr til projektet, penge doneret ved køb af kalendere for et par år siden. Det skulle have været grønne bygninger, men desværre var teamet omkring grønne bygninger ikke klar til at hjælpe os, så vi måtte nøjes med mere plads.

Som I kan se, så er der masser af aktiviteter på vej. Følg med her på bloggen 🙂

In June Yubaraj Ghimire board member in School lunch for Nepal arranged a concert with the nepali band Sukarma.

1650 kr were collected at the concert and 1000 kr was collected throught ticket sales for school lunch in Nepal. Thank you to all the people who came to enjoy the concert, we and the children in Shanti Priya primary school are very happy that you went to the concert and hope that you enjoyed it!

Så har Shanti Priya primary school for første gang danske lærerstuderende. Julie og Iben fra Zahle seminarium er på skolen i tre uger for bl.a. at undervise i engelsk:

Rejsebrev fra Iben og Julies første uge:

Rejsebrev om Soiya og Shree Shanti Priya school.

Vi er to pædagogstuderende, som har valgt at tage vores tredjepraktik i Nepal. Èt af de to stedet vi skal arbejde for er landsbyskolen Shree Shanti Priya school i en lille landsby i Rupandehidistriktet. Kontakten til skolen er gået gennem vores seminarium via Annemette, forkvinde i den lille forening Skolemad til Nepal.

Vi har netop afsluttet vores arbejde i landsbyen, og indtrykkene vare store og følelserne blandede.
Ankomsten til landsbyen Singha:
Da vi ankom til landsbyen, havde vi tilbragt en uge i Kathmandu, og det var tydeligt for os at forholdene her var markant anderledes. Der var rotter på værelset om natten, og ris med linser tre måltider om dagen. Landsbyboerne har ikke mange penge, men er meget åbne og gæstfrie. Der var især i begyndelsen en del kommunikationsvanskeligheder, vi havde kun haft 5 dages nepali undervisning, og det er ikke helt nok til at kommunikere med landsbyborne og skolebørnene i området. Så med diverse armsving og grimasser forsøgte vi på bedste vis at kommunikere og tage os af børnene i preclassen på skolen.

Shree Shanti Priya School:
Indtrykket på skolen var også meget anderledes. De fleste børn havde skoleuniformer, og alting foregik selvfølgelig helt anderledes end i DK. Alle børnene virkede glade, men det var tydeligt at se at de fleste af dem kom fra fattige kår. En stor del af børnene kom fra den lille landsby Soiya, hvor deres mødre arbejder på Annemette og Karens syprojekt. De kom gående eller cyklende 3-4 stykker på samme rustne cykel. Mange af børnene kom ret kontinuerligt, og en del af det stabile fremmøde skyldtes, at børnene fik et måltid mad hver dag til frokost.

Pga. det danske skolemadsprojekt kunne børnene på vores skole samt en anden skole i området, få et godt måltid så maverne blev mættet og koncentrationen højnet. Ikke alle børnene var vant til at få hvad de kunne spise der hjemme.

Vi så flere gange børnene i vores klasse slikke gulvet for madrester efter andres måltid. Hvis én i klassen havde lidt mad med, og havde spildt noget på gulvet, var de andres børn der som gribbe! De skrabede sammen og slikkede det op.

I starten synes vi begge, at det var en rigtig dårlig idé, især fordi gulvet var meget beskidt, og fyldt med indtørret urin eftersom der ikke blev vasket gulv når børnene tissede på det. Flere gange prøvede vi at feje maden sammen og samle det op, inden nogle af børnene begyndte at slikke det op. Dette resulterede dog i, at vi havde en hel flok børn siddende med store øjne og fremstrakte hænder og sige:” Miss Miss giv lidt til mig.” Så vi holdt hurtigt op med dette, og konkluderede, at lidt bakteriefyldt mad fra gulvet, var bedre end ingen mad overhovedet. Det var trods alt også bedre at de samlede det op fra gulvet i klassen, end at de rodede i skraldet udenfor for at finde noget at spise.

Til frokosttid blev der skubbet og slået for at komme først i madkøen. Nogle af de børnene hjalp til i køkkenet, og hjalp med at holde styr på køen og dele portioner ud. Vi gik ud fra at de børn der hjalp, var nogle af dem der var vant til at få mad nok hjemme. Mange af børnene havde poser og madkasser mad til maden, så de kunne tage det med hjem. Der gik ikke en eneste krumme til spilde til disse frokostmåltider.

Børnene i vores klasse var 2-5 år. De var alle nogle skønne unger, men nogle af dem virkede ret understimulerede. I starten observerede vi lidt for at prøve at finde ud af hvordan man gjorde tingene her. Det gik ret hurtigt op for os, at der ikke skulle meget til før et barn blev betragtet som om der var noget galt i hovedet på dem. Flere gange når vi spurgte til nogle af børnene pegede læren på sit hoved, som tegn på at noget var galt. Der var dog flere af disse børn, der på os blot virkede understimulerede. Og vi fandt ret hurtigt ud af at vi havde ret. Da vi langsomt begyndte at arbejde med disse børn, lege med dem, kramme dem, tale og smile til dem, lyste flere af dem op. En lille dreng, som i starten bare sad op ad væggen og græd og sov hele dagen, løb til sidst rundt og legede og grinede med de andre børn.
Han var en meget utryg lille fyr, som tog lang tid om at vænne sig til ting. Lærerne forstod det ikke rigtigt, og nogle gange når han sad op ad væggen, grinede de af ham. Han blev også betragtet som ”ikke helt normal”. De blev dog overraskede over, at han legede og grinede med de andre, men forstod stadig ikke helt at den firkantede hårde tone der ofte blev anvendt overfor børnene, var for meget for ham.

Det var dog rigtig dejligt at høre, at skoleinspektøren på vores sidste dag sagde, at de havde lært meget af os. De havde set hvordan man leger med børn og er kærlig og omsorgsfuld med dem. Denne besked tog vi begge som et kæmpe kompliment, for hvis lærerne dernede tager en lille smule med hver gang der har været en studerende, ender det jo alt sammen helt godtJ

I november og december havde Shanti Priya primary schools 30 børnehavebørn en ganske særlig oplevelse. De legede nemlig hver dag med Anja, pædagogstuderende fra København. Da jeg besøgte skolen og Anja i begyndelsen af december var det helt skønt at se hvor glade og trygge de små unger, som er fra 2 til 5 år, var. Men hvad der i mine øjne var den største succes var, at lærerne kunne bruge Anjas måde at omgås børnene på til noget. Fx. var der en lille pige som alle opfattede som ‘tilbage’, for det er hendes ældre søster og de to piger ligner hinanden som to dråber vand. Anja fik pigen til at tegne og i det hele taget vise sider af sig selv, som de andre aldrig havde set. På samme måde fik hun en af de små drenge, som ellers aldrig taler til at snakke. De ting gjorde stort indtryk på lærerne og jeg blev glad fordi de faktisk observerer og reflekterer, de har ikke en lang uddannelse med fokus på børn, men de interesserer sig for børn og ser dem og det er et rigtig godt skridt.

Nu i februar er Anja tilbage i Danmark og to nye studerende Helene og Laura har meldt deres ankomst på skolen og senere på året kommer Amalie og Julie, som er lærerstuderende. Jeg glæder mig til at høre, hvordan det går og håber, at der næste semester vil komme et par friske studerende, som vil prøve kræfter med Shree Laxmi school, vores anden madskole.

Det har i parentes bemærket også været godt for maddelen af projektet: Anja har kunnet holde øje med maden og vi har kunne diskutere, at selv en enkelt dag med

hvidt toastbrød ikke dur.

Tak til Anja for hendes store indsats og store kulturelle indføling 🙂

Skolemad til Nepal har fået en samarbejdspartner. Det er Pia Torp, som ejer webshoppen chimalaya.dk .Pia sælger lækre uldplaider og smukt stentøj fra Nepal og så er hun en meget energisk dame, som brænder for at fundraise til en god sag.

Derfor giver Pias egen webshop 2% af sin omsætning til skolemad og Pia er gået ind i arbejdet for at fundraise både blandt sine kunder og andre steder. Det er jo skønt med ny energi, så Pias arbejde er meget velkomment.

Vores første fælles arrangement var en aften hos Charlotte, en af Pias veninder. Charlotte har indvilliget i at være Good Will Ambassadør for projektet og havde i den anledning trommet en gruppe veninder sammen, som skulle høre om Nepal, om skolemad, købe Chimalayas produkter og forhåbentlig give et skolemads bidrag.

Det blev en hyggelig aften, hvor alle deltagere virkede, som om de var blevet klogere, synes det er et godt projekt og gerne ville støtte det. Det håber vi så de gør 🙂

Mit besøg i Nepal i august var kort men effektivt. Først besøgte jeg Shree Laxmi school, som netop har startet madprogram op i juni måned. Pengene er doneret af den lille organisation Nepals børn, og administreres af Skolemad til Nepal.

Shree Laxmi havde fået ansat en lokal kvinde til at købe ind og koordinere maden og Bishaka, der er skoleleder sagde, at en del mødre kommer og hjælper til. Den dag jeg var på besøg, fik ungerne kikærtespirer med løg og hvidkål. Rigtig sundt men ikke særlig smagfuldt. Madkoordinatoren sagde også, at ungerne ikke brød sig om hendes “Kichadi” en blanding af ris, linser og grøntsager. Så jeg har foreslået at hun kommer på kursus på madskole 1, hvor Raju laver en rigtig god Kichadi.

Fotokopierne af eksamensresultater og attendance var kun halvt færdigt, men der er tid nok, vi skal bare bruge det til at sammenligne til næste år, når det første år er gået.

Et par dage efter ankom Perenial med Shanti Priyas nye solceller. I sidste øjeblik mente de godt lige de ku tage en lokal bus i stedet for den varevogn vi havde aftalt (og hvor jeg kender chaufføren og ved han kører fornuftigt). Men nu havde de selv skrevet 30000 rupees på til transport, så den gik ikke (lokalbus for 4 mand koster vel 3000).

De unge Perenialfyre var superhurtige, så i løbet af 2 dage var alt klar – nu krydser jeg så fingre for, at Tara (inspektøren) og hendes lærere bliver glade for det. Lige nu er de mest optaget af, om de kan få nogle computere…nu må vi se 🙂

Som altid dejligt at besøge Shanti Priya, hvor alle ungerne råber “Anne madam” og smiler og vinker også når man møder dem i Bazaren og hvor alle lærerne er søde og hjælpsomme 🙂 De havde desværre stadig ikke fået lavet alle fotokopierne fra eksamen og fremmøde måneden før eksamen, men nu mangler kun få sider og Suku har allerede oversat en del 🙂

Samtidig med solcellerne var den sidste lærertræning i gang. Yubaraj og Pawan er jo efterhånden kendte ansigter, så det gik stille og fredeligt. Jeg havde fornøjelsen af, at underskrive de diplomer, alle lærerne fik til sidst. Der er helt sikkert sket forandringer siden jeg kom på skolen første gang. Men det er ikke nogen let proces. Børnene kommer mere i skole, men nu hvor det regner kommer alle Musahar børnene igen uregelmæssigt. Det har fået mig til at overveje at søge penge til fx. Forumteater om vigtigheden af uddannelse: en trekant løsning: mad – kvalificerede undervisere – kvalificerede forældre:)

Jeg nåede lige at besøge Shanti Priya en gang mere inden jeg rejste hjem til Danmark. Denne gang var jeg rundt i alle klasserne og fik om muligt endnu mere tikka og endnu flere blomster.

Bagefter var der officielt takkeprogram med overrækkelse af to fine takkediplomer. Et fra skolen selv og et fra District Education Office, skolen havde også inviteret en skoleinspektør og medlem af den lokale skoleforvaltning til at holde tale. Det var meget rørende og dejligt, ikke fordi jeg behøver indrammede takkebreve, men fordi det viser, at skolebestyrelsen er positive overfor projektet endda i en grad så de selv vil gøre en indsats. Det fik jeg så vævet en del rundt i, i min tale til dem (ingen nepalesiske programmer uden en masse taler), der mest gik på, at det her jo kun er muligt fordi de er aktive.

Til sidst overrakte jeg en solcelle lampe fra IKEA til den nye inspektør mrs. Tara Pandey, som et symbol på at vi sammen skal kaste lys over skolen. Ved ikke helt om det blev tydeligt i oversættelsen, men det håber jeg…Det hele blev rundet af med en tilskyndelse til at vi alle arbejder hen i mod det mål at alle unger kommer hver dag og består eksamen hvert år.

En sidste ting som var værd at bemærke var ms. Menuka, den unge lærer som er min kontaktperson. Menuka styrede hele sceancen men største naturlighed. Faktisk ret flot klaret i betragtning af at hun vel er omkring 23 år. Hun skal nok blive til noget 🙂

De som har lyst kan forresten høre Lise Herman’s rigtig fine udsendelse om projektet her (sendt på P4 sidst i november) på min hjemmeside http://www.skolemad-til-nepal.com

Der er virkelig sket noget på Shanti Priya primary school siden sidst jeg besøgte madprojektet i juni.

Da jeg ankom stod ungerne linet op i to rækker med blomster og hele bestyrelsen og lærerne stod klar med rød farve til tikka og en masse blomsterkranse. Meget sødt og overvældende. Jeg havde Lise Herman med, der skulle lave et radio program fra madprojektet, så hun fik også en masse rødt og kranse.

Da vi var færdig med det formelle skred vi straks videre til budgettet. Skolebestyrelsen sad klar med kontoudtog, fordi de er bange for at den gamle inspektør mr. Chudamani, havde snydt med pengene. Det er så åndsvagt, at man ikke kan sende penge direkte fra en konto til en anden, i hvert fald ikke fra Laxmi bank til Sewa Bikas bank, så det har været mr. Chudamani, som har stået for at sætte pengene ind. Nu har han så forladt skolen før tid og er i unåde og derfor mistilliden.

Det har sidenhen vist sig at der ikke mangler penge. Men fint at de var opmærksomme.

Siden sidst har de købt et vandfilter. Pengene har de sparet, da der for nyligt var træning af lærerne på skolen, som der var sat penge af til. Godt at se at de går op i projektet: Det er jo penge som ellers ville være tilfaldet blandt andet den som havde underviseren mr. Laudari boende, sikkert bestyrelsesformanden.

Ungerne så glade ud og lærerne siger de kommer mere i skole nu end før og at nogle mødre kommer og laver mad. “Lige nu er det høsttid, så er det lidt svært”, sagde de. “Nogle mødre” og “mere end før” er jo ikke godt nok, så jeg forestiller mig at sætte en kampagne i gang fra januar, der skal få lidt mere gang i familierne.