Kartofler i komposten og fugle i poser

Om lidt over en måned sidder jeg i flyet på vej mod Kathmandu. Det bliver rigtig dejligt for det føles som om der er gået oceaner af tid, siden jeg stod i Kathmandus støj og snavs-forurenede kaos sidst.

Denne gang bliver det mest projekt “birds in a bag”, designerpuder lavet af dalit-kvinder. Men Skolemad til Nepal har også fået en enkelt dag i kalenderen. Jeg skal gennemgå budget både med Sapna i Kathmandu og med bestyrelsen på Shanti Priya Primary school, interviewe forældre og lærere om, hvordan de synes det går og checke om fremmødet faktisk lader til at forbedres og tage nogle gode billeder af børn og forældre.

Hvis det bliver muligt skal jeg også have sat dem i gang med at lave kompost og dyrke kartofler i den. Min tidligere kollega Jakob har været med til at udgive en fantastisk Farmers handbook med diverse økologiske metoder til intensiv dyrkning på små arealer, så den skal pedellen på Shanti Priya have et par kopier fra, jeg håber at få ham overtalt til at lave kompost og kartofler sammen med børnene, der er jo nok et par stykker som ikke skal være astrofysikere 😉 og som derfor nok kunne bruge lidt ekstra viden om landbrug.

Bogen fortæller også om, hvordan man leder sit spildevand hen til sin grøntsagshave i stedet for bare at lade det risle ned i jorden. Her er det så jeg igen ser et vidst potentiale, når alle ungerne står på række og får vasket hænder ved pumpen, så er der virkelig meget vand, som går til spilde.

Altså: Det er sjældent fattige mennesker har nok affald til kompost, men med 200 unger der spiser hver dag, så er der da basis for en god gang ekstra kartofler og så kan vi jo bruge skolemadpengene på mere frugt og med tiden på endnu en skole.

Ellers har jeg haft rigtig god kontakt til skolen siden sidst og de er stadig glade og positive. I følge Menuka Neupane, den unge lærer, som troligt sender mig mails en gang om ugen, kommer mødrene hver dag og laver mad. De har også netop på opfordring afholdt en sundhedsworkshop med tilhørende forældresbespisning. Jeg skrev og foreslog at de kunne gøre det den sidste dag inden årets store højtid Dashain og så skrev hun tilbage at “undskyld undskyld, men forældrene ville gerne have det et par dage tidligere, så det gjorde vi”. Det var jo bare fint og godt at de retter sig efter forældrene. Jeg skal lige checke hvor mange de var, men de havde fået ris, grøntsager og frugt til alle for cirka 200 kr. (der medfulgte perfekt regnskab).

Menuka har lovet mig billeder, så det vil jeg glæde mig til at se. Det er dejligt at der er opbakning til projektet og det er absolut godt givet ud, når man kan få både sundhedsklinikken og forældrene til at mødes om noget så fornuftigt som mad og børn.

Fundraising

Herudover har jeg bestilt kurve til at samle penge ind til skolemad i. Jeg har bedt Menuka om at bede den dygtige kurvefletter Sabitri om, at sætte to andre kvinder igang, dels unge Sita, hvis datter går i første klasse og som plejer at give mig husly når jeg er i landsbyen og dels Butuli, hvis døtre er begyndt at gå mere i skole og som ser ud som om hun kunne falde om hvert øjeblik (meget tynd meget forhutlet). Når kurvene ikke skal sælges, så gør det ikke så meget, at de ikke er lige så perfekte som Sabitris egne, og så kan de andre få øvet sig lidt. Sabitri er i gang med en ordre til et par Københavnske Fairtradebutikker 😉

Rejsen til Soiya 2

Frokost med rene hænder

Så er der frokost. Jeg har lagt mangoer oven i dagens ret, som er
Chana. Kikaerter og puffris stegt i olie og en del salt! Ungerne faar
foerst vasket haender ved pumpen og saa bliver der ellers delt mad ud
i koekkendoeren.

Pedellen Raju hjælper børnene med at få vasket hænder
Pedellen Raju hjælper børnene med at få vasket hænder

De har faaet smaa tallerkener nu, saa den sag er ogsaa paa plads.

Madkø i køkkendøren
Madkø i køkkendøren
Bishnu og Asha laver mad
Bishnu og Asha laver mad

Efter frokost snakkede jeg lidt med lærerne om, hvordan vi bedst laver en madlavningsrotation. Pradipta har henstillet til skolebestyrelsen om at finde på noget, men resultatet har indtil videre været, at mødrene fra Soiya (Bishnu, Asha og Sabitri) har insisteret på, at de laver mad og skal have penge for det. Da tanken med frokostprojektet er, at alle familier giver en arbejdsdag ind imellem og på den måde kommer på skolen en gang i mellem, så er denne løsning ikke holdbar.

Og nu har jeg så fået den, synes jeg selv, geniale ide, at lærerne på skift er ansvarlige for en måneds madlavningsrotation. Sådan at det er dem, som indkalder mødrene gennem deres børn. Det synes lærerne selv var en supergod ide og de mente også at de andre mødre meget gerne ville komme “men du måsnakke med Soiya mødrene, ellers bliver de sure, de har holdt de andre
mødre væk”, sagde de. Helt vildt, det er ikke noget med at få folk til at komme, det handler om, at holde folk væk!

Men det handler om penge og det er jo ikke kun dårligt at folk fra dalitsamfund for en gang skyld markerer sig i kampen om ressourcerne. Alt for ofte får de jo netop ingenting, fordi de holder sig tilbage.

Møde om frokostrotation og budget, Sharada mod højre i hvidt tøj
Møde om frokostrotation og budget, Sharada mod højre i hvidt tøj

Nå, jeg fortalte så Bishnu om ideen, lige før vi tog hen til Watch kontor for at møde de lokale ansatte og Kaji dai (stifter af WATCH og beskrevet i et tidligere indlæg).
Ok ok sagde hun og jeg brugte en del tid på at forklare, at jeg meget gerne vil lave arbejde for penge sammen med dem. De går altså ikke glip af noget. Hun virkede glad nok, indtil vi nåede Watch kontor (Kaji dai var ikke kommet alligevel pga bandha), så fik hun en hviskende snak med Sabitri, som så meget sur ud og så, da vi tog afsted igen, sagde hun
“hvis de andre mødre skal komme, så kommer vi ikke”, desværre var forklaringen for svær for mig at forstå, så vi aftalte at tales ved om aftenen.

Så var hun ellers sit sædvanlige frække jeg og spurgte om jeg ikke kunne give hende en mobiltelefon, da hendes var i stykker. Føltes rigtig fint at kunne sige “jamen hvis vi kan gøre forretninger sammen i fremtiden, så kan du selv købe en!”.

Så er Yubaraj ankommet (blå polo) sammen med sin assistent
Så er Yubaraj ankommet (blå polo) sammen med sin assistent

Nå tilbage på skolen kom så Radio Lumbinis Sharada og bogholder Deepak og vi endte med at bruge en del tid på at diskutere rotationen. Jeg fik mandet mig op til at sige at “ingen madlavningen ingen mad” og det hjalp faktisk. Sharada, der er ansvarlig for MS og Radio Lumbinis fælles program (hvor bl.a. lytterklubberne hører) som jeg ellers ser som en lille sød sommerfugl
var supersej og god til at forklare og Deepak som jeg også synes er meget sympatisk sekunderede, så til sidst forstod de lidt bedre og så var det ok, lad os se…

Så var der lige de 4000 NRP til pedellens arbejde med madprogrammet, som ikke er blevet udbetalt for de sidste to måneder pga uenighederne. Det fik de fandme en lang snak ud af, fordi jeg var så dum at foreslå, at de som er kommet næsten hver dag de sidste par måneder skulle dele. Nå til sidst blev vi enige om, at Sabitri, Bishnu og Asha skulle dele med pedellen de første to måneder og at der herefter ikke er løn til andre end pedellen.

Jeg var overrasket over, hvor ok lærerne var med ordningen, de virkede både glade og positive. Enten er de ikke klar over hvad de går ind til eller også så betyder det simpelthen vildt meget at der kommer energi udefra. Nogen der engagerer sig i dem og sætter gang  noget nyt. Nå, nu krydser jeg fingre og håber at Sabitri ikke laver mere ballade.

Har bedt Raju møde op i aften, så vi kan diskutere businessplaner sammen.

Childcentered teaching learning

Nu er Yubaraj kommet med sin assistent, til de uindviede vil jeg lige forklare at min søde mand Jacob har fået firmaet Image to work til at donere hans løn fra januar på 40000 kr. til lærertræning og renovering af klasseværelserne. Mad er supergodt og lærerne er søde, men de er temmelig håbløse undervisere og da jeg tidligere har set hvad Yubaraj har udrettet i Bardiya, så føler jeg mig ret sikker på, at han kan sætte noget i gang her også.

Det første han gør er da også at sætte renoveringen i gang. Der bliver diskuteret budget for at lave og prisen bliver anslået til 200000 nepali rupees, det er mange penge, men nu ved jeg jo hvor flotte de bliver med tavler langs væggene, gulvtæpper og lave borde, så det er ok. Og helt ærligt, man fik så sgu ikke renoveret 5 klasseværelser og lavet borde, puder og
gulvtæpper i tre af dem for 14000 kroner i Danmark!

Middag med Chudamani-sir

Om aftenen er jeg til endnu en pligtmiddag, denne gang med skoleinspektør Chudamani. Han har ogsaa inviteret før. Ender med atjeg maa sove der, fordi det er sent og kulsort udenfor, da vi har spist. Har ham og konen lidt mistaenkt for at traekke
aftensmaden til det bliver saa sent at jeg ikke rigtig kan koere tilbage til landsbyen, som jeg ellers havde lovet et aftenmoede. Ingen af kvinderne har mobil for tiden, saa jeg kan ikke engang ringe og aflyse. Det eneste lyspunkt er, at Chudamani sir har bad 🙂 og hans kone insisterer paa at vaske mit meget meget svedige toej. Sjovt at møde hans to små piger, der er fuldstændig anderledes end andre nepalesiske børn jeg har mødt. De taler i et væk og den lille kravler op på mit skød og giver mig et smækkys! Det må være kombinationen af en sød mor og en gammel eftergivende far 🙂

Transparent menu

Dagen efter faar jeg kaldt Asa, Bisnu, Sabitri og Care takeren sammen til at snakke menu og priser. De mistror ham helt tydeligt, saa jeg taenker det er bedst at det bliver helt klart, hvor meget der skal vaere og hvor mange penge der rent faktisk kommer ind hver måned.

Det bliver en lang snak, assisteret af flere medlemmer fra skolebestyrelsen og PTA (parent teacher association). Hele vejen
igennem positivt. Vi tager menuen, som Pradipta har vaeret med til at lave og gennemgaar den ingrediens for ingrediens. Snakker ogsaa om at hvad der kan faes billigt lokalt skal koebes lokalt og at Bishnu og de
andre bestyrelsesmedlemmer skal holde oeje med boegerne. Bishnu kan ikke laese og skrive, men jeg laegger maerke til, at hun er god til hovedregning.

Vi naar frem til, at der kan koebes flere ingredienser end de goer nu og at nogle er for usunde (det er faktisk dem selv, der foreslaar at udskifte saltede peanuts og chips med agurker 🙂 og jeg noterer mig, at der skal saettes penge af til et kursus i “sund mad” for pedel og bestyrelse.

Til sidst laver vi så et skema for rotationsordningen sammen med lærerene. I august er det foerste klasse og
ms. Menuka skal saa soerge for at tilkalde moedrene fra foerste klasse, i september er det fjerde klasse, fordi september er en kort maaned pga af højtiden Dashain og fjerde er en lille klasse og saa fremdeles. Jeg har travlt med at lave et skema og skrive nepalesiske maaneder ned og laererne nikker og smiler, de vil enormt gerne vaere med og det er ubeskrivelig rart at opleve.

Senere sidder jeg i skyggen, hvor der ogsaa maa vaere temmelig mange grader, og snakker med naboskolens inspektoer. “Jeg synes simpelthen det er saa godt et program, jeg har laest din beskrivelse af det og, du har taenkt paa alt, hvordan kunne du det? spoerger han. Hm lidt meget for en jantelovsdansker, men det er da godt at alle synes ideen
er god.

Saa gaar lærertraeningen ellers i gang og jeg kan laene mig tilbage og overlade roret til mr. Yubaraj, som er en superdygtig underviser, som forstaar at saette alle igang. Ogsaa med at lave om i klassevaerelserne.

Så skal der måles op
Så skal der måles op
Der diskuteres budget for renovering af bygningerne (Yubaraj ankom for ca. tre timer siden)
Der diskuteres budget for renovering af bygningerne (Yubaraj ankom for ca. tre timer siden)

Farvel til den lyseroede cykel

Til sidst holder ms. Menuka og jeg saa moede med landsbykvinderne om engelskundervisning. Paa vej hen til landsbyen fortaeller hun mig at nogle af boerne faktisk allerede er begyndt at komme mere regelmaessigt efter at frokostprogrammet er startet, heriblandt Butulis piger, som er blandt de mest snavsede og forhutlede, mens Butuli selv er en lille dame af skin og ben, med misfarvet haar.

Saa snart vi ankommer til landsbyen indser jeg, at ideen med ms. Menuka som privatlaerer har flere effekter. Hun faar snakket med moedrene og moeder fx. Sita for foerste gang. Lille generte Sita vidste ikke samme morgen, hvem hendes datters laerer var. Hvor gaar det galt? Er det mangel paa interesse fra foraeldrenes side eller er det laererne som ikke faar dem i tale? Vi inviterer dem men de kommer ikke! Siger laererne. Sandt nok og vel en kendt sag fra Danmark, hvor det fx kan være indvandrerforaeldre, som er dem man har svært ved at få i tale. Men skal man saa ikke goere noget andet? Er det ok at sige “det virkede ikke, saa det er bare deres egen skyld?” I hvert fald er det virkeligt positivt at Menuka er her. Til selve moedet er moedrenes eneste modstand, at de ikke kan betale, ellers er de superglade for tilbudet.

Sabriti er godt nok meget hooked paa at undervisningen skal foregaa i landsbyen, saa hendes store dreng, der nu gaar i 7. klasse paa naboskolen ogsaa kan vaere med. Menuka og jeg bliver dog enige om, at det er en daarlig ide, inden hun faar samlet ungerne kommer der til at gaa for meget tid og alle de smaa vil forstyrre.

Vi enes om at det kan foregaa i landsbyen i ferierne.

Til sidst fortaeller Sabitri om sin soen, der er dygtig i skolen ogsom hun kaemper for at betale fees, boeger og uniform til. “Han var saa dygtig da han var hos os, bare alle var som ham, jeg elsker ham” siger Menuka der ofte er lettere eksalteret, men ellers soed, hjaelpsom og skarp. Hun har selv gaaet paa skolen og siden i den skole som Sabitris soen Budiram nu gaar. I modsætning til Raju, der har en tendens til at sige “ja ja” også når han ikke har fattet en skid, siger hun ofte “what what?”, hvilket sikkert er hovedårsagen til, at hun faktisk har et ok engelsk (det skal jeg så lige selv huske…jeg siger tit “ja ja” når jeg er træt i hovedet og ikke orker at fatte hvad folk forklarer mig på nepali).

Et problem for Budiram, er at han har smerter naar han tisser. Det har staaet paa i aarevis og hans mor toer ikke gaa til det offentlige hospital, og privathospital er der naturligvis ikke raad til. Suk!

Inden jeg siger farvel for at koere hjem til Raju er der ved at bliver kamp om den lyserode. Jeg har foerst sagt, at kvinderne maa laane den til jeg kommer igen, saa de kan cykle til skolen. Men Bishnu har en cykel og Sabitri kan ikke cykle og care takeren vil ogsaa gerne laane cyklen. Det er haardt at vaere vidne til den benhaarde kamp om ressourcerne her, desvaerre synes jeg lidt for ofte det er hoejkastefolkene der faar mest ud af alt. Denne gang er Bishnu dog den haardeste, saa hun gaar af med sejren og den lyseroede bliver i landsbyen.

Lærertræning dag 1
Lærertræning dag 1

Ny headmaster til foråret

Sidste glaedelige nyhed kommer naeste morgen lige inden Raju siger farvel til mig i lufthavnen i Bairahawa. Naar Chudamani-sir bliver pensioneret om 10 maaneder, er der god mulighed for at den rare mrs. Tara skal efterfoelge ham. Har ellers taenkt at det ville vaereaergerligt med en ny person i toppen, som maaske ikke er saa samarbejdsvillig. Men mrs. Tara virker umiddelbart som endnu bedre end Chudamani. Hurra hurra og spis frokost til 🙂

Rejsen til Soiya1

Endelig efter mange moeder i Kathmandu er jeg fremme i Soiya. Hovedformaalet er at faa lidt styr paa frokostprogrammet, baade paa menuen og paa rotationsordningen.

Raju fra Radio Lumbini er med, selvom han flytter lidt uroligt paa sig. Det er ikke hans gode hjerte, der driver ham herud, men mere hans families desperate behov for penge til det hus, de har bygget og som vidst er belaant til op over den oeverste klat cement. Han haaber stadig at det her frokostprojekt ogsaa kan give ham loen. Det er en temmelig irriterende begrundelse, men omvendt er jeg afhaengig af Rajus emailadgang, som, kombineret med at han arbejder med landsbyboerne og bor lige i naerheden goer ham til et vigtigt link mellem mig og frokostprojektet.

Raju i den lokale bazar Kaireni
Raju i den lokale bazar Kaireni

Landsbyens kvinder kommer til lidt efter lidt. Smiler og siger namaste paa deres reserverede maade, spoerger hvor laenge jeg bliver og hvor bilen henne. Jeg har netop koebt en cykel i den lokale bazar. Raju har jo fuldtidsjob hos Radio Lumbini og selvom han slet ikke fattede, hvad jeg skulle med den lille pink damecykel, saa bliver den helt sikkert god at have.

Min lækre lyserøde racer str. x-small
Min lækre lyserøde racer str. x-small

Vi snakker lidt om frokostprogrammet og mulighederne for sytraening senere hen. Raju gaar ret hurtigt, saa det er rimelig svaert for mig at forstaa deres lidt negative udsagn. De synes boernene faar for lidt mad og tror caretakeren snyder. Jeg siger at vi skal holde moede om det i morgen og at der faktisk ikke er saa mange penge endnu.

Naar man er daarlig til at lyve

Til sidst inviterer Bishnu, som jo er forkvinde for alt her, mig til aftensmad. Det goer hun hver gang og jeg har faktisk aldrig spist i hendes hus, saa det har jeg  afsat tid til denne gang. Jeg har ogsaa en sari med til hende, et “arvestykke” fra en tidligere kollega og en bh (som faar hendes lillesoester til at flaekke fuldstaendig af grin). Da vi har spist siger jeg ret direkte, at hun vidst har vaeret ret sur paa projektet og at jeg sagtens kan forstaa hende. Hun har arbejdet haardt og hun har brug for penge. Proever saa at forklare at det her projekt ikke handler om penge, men om uddannelse, men at vi skal lave et andet projekt senere, hvor man maaske kan tjene penge. Til sidst proever jeg at forklare, hvorfor Sita har faaet stoette til sin datters skolegang. Sita og Narayan er dem jeg har støttet mest, først med skoleuniform til deres datter Anjali og nu fast md 1000 rupees pr. måned for at der skal være overskud i familien til at få hendes afsted hver dag, jeg støtter dem, fordi de er dem med de tyndeste unger og den dårligste økonomi. “Du har da mange ting” proever jeg: “en ko, en gris..og du er med i alting, du er staerk”. Lidt efter kommer Bishnus mand og da jeg hoefligt spoerger, hvor meget det nu er han tjener, hvisker hun halvhoejt til ham, hvorefter han siger 3000 rupees. Helt aerligt! De har et fjernsyn og et murstenshus. Klart nok de ikke er rige i den forstand, men det er ufatteligt, hvilken forskel der er mellem en loen paa 250 rupees pr dag (som jeg husker hun har fortalt mig at manden tjener) og en paa de 150 som hun proever at bilde mig ind…Nå er da betryggende at hun er så dårlig til at lyve 😉

Sygdom er roden til alt ondt

Anjali, Sitas datter er med paa besoeg hos Bishnu og bliver ogsaa bespist, hun aeder som en hest, sikkert rart med god mad for en gang skyld. Bagefter gaar vi tilbage til hendes foraeldres lille lerhus og saetter myggenet op. Narayan er der med en ven, de stinker begge af alkohol, og da de gaar ud spoerger jeg om han drikker tit og Sita siger “nogle gange hver dag”. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg forstaar det eller ej: Paa den ene side saa er det sgu et doedsygt liv at slaebe sten og saa kan man maaske godt forstaa maendene drikker, men kvinderne gaar i marken hele dagen, naar der er arbejde at faa, og de paasser da deres unger og hus uden at drikke…

Bagefter fortaeller Sita hviskende, at han ikke maa vide noget om de 1000 rupees de faar pr. maaned. Ret bizart da den historie ellers er ude mellem alle kvinderne. Hun fortaeller ogsaa, at hendes faar er syg og skal opereres, svigerinden har vaeret her og bedt om penge og hun skal hjem til dem naar jeg er rejst igen. Det er det saedvanlige her: Naar man kun har penge til mad er sygdom en katastrofe.

Anjali kl. 5.30 am
Anjali kl. 5.30 am

Kl. 5 naeste morgen kalder Narayans kammersjuk, tid til at staa op. Det tager lang tid at faa ham ud af fjerene. Vi andre burde ogsaa staa op, Anjalis skoledag starter kl. 6. Hele Terai har “morning school” fra 6 til 11, for at undgaa de hede eftermiddage i klasselokalerne. Sita henter morgensnack (nasda), som bestaar i kiks og chau chau (nudler med krydderier) absolut vaerdiloes mad, men ret almindeligt i store dele af Nepal.

Nabopigen Jetkala fejer, jeg spoerger til hendes mand i Saudiarabien “nej, han har ikke sendt penge endnu, hendes mor betaler for dem. Hendes to smaadrenge gaar i privatskole til en samlet pris af 800 rupees om måneden (ca. 50 kr). Helt vanvittigt at man kan slaa folk for 50 kr om maaneden og saa lave en skole. Det siger baade noget om den offentlige skoles kvalitet og folks holdning til den.

Pargathi laver lektier
Pargathi laver lektier

Asas datter Pargathi sidder udenfor og laver lektier. Hun gaar i fjerde klasse. Lidt efter gaar hendes mor i gang med hendes haarsloejfer. Asas har en voksen datter i golfen, og derigennem landsbyens nyeste hus af mursten. Samtidig er hun en af de aktive moedre som har taget patent paa frokostprojektet. Rundt omkring er boernene ved at komme i skoleuniformerne og et par faedre suser forbi med hver et par unger bagpaa. Det gode ved morgenskole er helt klart, at der er mulig for et lift.

Asha med kammen
Asha med kammen
Et lift med far
Et lift med far

Kl. 6 faar Anjali ordnet haar. Jeg tripper lidt og siger nej til te. Laerer aldrig med min danske utaalmodighed at forstaa, at folk har saa lidt behov for at skynde sig! Saa koerer Chudamani sir, inspektoeren, forbi og jeg foelger efter med Anjali paa bagagebaeren. Min lyseroede racers styr er loest saa det er sin sag at koere paa den. Paa vejen skal vi saa lige se, hvor underviserne fra Kathmandu skal bo. Min Jacob har betalt for undervisertræning. De er blevet anbragt hos skolebestyrelsesformanden mr. Rokmangad. Te? ja ja da, Chudamani ringer dog og siger vi er forsinkede.

Anjali og Asi spiser morgenmad
Anjali og Asi spiser morgenmad

Nyt køkken

Endelig naar vi frem og den foerste glaedelige overraskelse er, at de har bygget koekkenet!

Det nye køkken
Det nye køkken

Hurra hurra det ser godt ud. Moedrene har ogsaa vaeret med til at bygge og deres indsats beloeber sig til 6000 rupees, dvs. de har lavet gratis arbejde og dermed sparret projektet for 6000. Alle laerene kommer loebende i deres fine groenne arbejdssarier og saa er der tikka og blomster. Miss malaai Herefter tager jeg en inspektionsrunde til alle klasserne.

Mr. Chudamani, lærerne og mig
Mr. Chudamani, lærerne og mig

I foerste er der nu 79 boern indskrevet, men i dag er der kun omkring 30 “det er fordi vi starter saa tidligt. De sover endnu”, siger laererinden, hvorefter hun gaar igang med at synge alfabetet. Det kan ikke holde de smaa fangne ret laenge og de sidder mest og koerer rundt og proever at synge lidt med. Saa kommer ms. Menuka farende med mine gamle traepuslespil og den anden laerer gaar. Der gaar lidt inden det gaar op for mig, at det er fordi de ikke holder pauser mellem timerne. Puslespillet med nepalesiske bogstaver bruger hun til at vise ungerne, mens hun siger boernerim og de efteraber.

Jeg har allerede begyndende hovedpine efter 10 minutter og kan overhovedet ikke forestille mig at staa der og raabe hele dagen og endnu mindre at sidde og bliver “undervist” paa den maade.

Saa skal ungerne have vand. Ms. Menuka gaar rundt og haelder vand paa dem, mens alle raaber: “miss malaai, miss malaai” (til mig froeken). “Sit down” siger hun, hvilket ikke har den store effekt.

Børnene får vand af deres lærer ms. Menuka
Børnene får vand af deres lærer ms. Menuka

We are very happi this lunch programme

Jeg er nu i fjerde klasse hos den rare mrs. Tara som alle ungerne fra
Soiya kan lide. Udtalelsen kommer fra en af de andre laereres doetre
som sjovt nok er den eneste i klassen, der ikke har uniform paa men
bare snavset hjemmetoej.

De har “basic math operations”, der bestaar i at laereren forklarer
hvor tiere, hundreder, tusinder og titusinder er henne. Inspektoeren
kommer ind og retter lidt paa hende “dine et-taller ligner 7-taller”
siger han.

Fjerde klasse
Fjerde klasse

Tredje klasse er lille, men det lokalet ogsaa, saa det er heldigt. Her
er de ved at laere om dyr “om de bor hos menneskene, eller i naturen”
en gaber, en anden har lagt hovedet paa bordet. Gulvet er temmelig
hullet, hvilket faar det moerke murstenslokale til at se endnu mere
slidt ud.

Mrs. Maya underviser i engelsk
Mrs. Maya underviser i engelsk

I anden klasse underviser mrs. Maya, med den knaldroede laebestift.
Hende kan Soiya boernene ikke li. og hendes metoder er nu ogsaa ret
barske. De har engelsk og hun farer omkring og river dem op fra deres
skole saa de kan svare og klasker dem i ryggen naar de skal satte.
sig. Hvad hedder madam? spoerger hun og saa skal de ellers svare “Anne
Mette” i kor! “open the door” siger hun og aabner vinduet, jeg bliver
endnu mere glad for min ide om at faa ms. Menuka, der faktisk taler
engelsk (men ikke underviser i det…) til at give Soiyaboernene
privattimer i engelsk paa min regning.

“You are very very thank you” siger mrs. Maya til mig, slaar ud med
armene og fortsaetter “we are very congratulations”, hm saadan man man
ogsaa sige det 🙂 I hvert fald dejligt at foele at laererne stoetter
frokostprogrammet.

Musaharernes historie

“Jeg er altid glad og hvis jeg skulle blive i dårligt humør, så tager jeg bare ud spiser med nogle fattige kvinder i de fattigste landsbyer, så bliver jeg glad igen”. I dag besøgte jeg Musaharerne i Soiyas “bedstefar”. Manden der med sin organisation har anbragt dem i deres lille hyggelige vejgrøft.

Efter en hæsblæsende tur først til Sapnas hus til møde med Yubaraj, der skal undervise Singahaskolens lærere fra på torsdag og en kort afstikker til farvelreception med Sten (min tidligere chef)s kone Annette, der er på vej til Danmark, kom jeg til organisationen Watch (women and children acting together) for at holde møde med deres executive director doctor Kaji Shresta. Musaharerne har fortalt om Watch mange gange, så jeg havde kontaktet ham for at høre, hele historien om landsbyens tilbliven og for at koordinere arbejdet i landsbyen.

Det blev et par meget interessante timer! Kaji tog imod i et superrodet kontor i shorts og t-shirt og et stort smil. Han fortalte mig at de faktisk i 1992 reddede 36 musahar familier fra en newar-godsejer, som de slavede for. Watch måtte ikke engang tale med dem i starten, men besøgte dem om natten. Det tog tre år at få dem fri og herfra flyttede de så til sandbanken, hvor fra Watch så fik staten til at afgive to stykker jord forskellige steder i området, hvoraf landsbyen Soiya er det ene.

Watch har prøvet en del indkomstgenererende aktiviteter i området og musaharerne er klart blandt dem der klarer sig dårligst. Nu vil de give dem bedre vand, fordi de synes det virker som om sygdom er en af grundene til at Musahar-folkene ikke rigtig er til at få igang med noget.

Dr. Kaji mente i øvrigt ikke, at Musaharerne er dalit…hm..det mener DFID nu, men som han sagde, “tharuerne lader dem komme ind i deres hus, brahminerne gør selvfølgelig ikke” og sammenholdt med det faktum at Musaharerne laver kurve på samme måde som tharuerne, så er de nok en slags mere accepterede dalitter, som har adopteret lokale traditioner. Men samtidig klarer de sig socialt dårligere end de fleste andre dalitkaster (lige som tharuerne). Kaji mente i øvrigt helt sikkert, at Musaharerne stadig spiser rotter 😉

Han fortalte også, at Soiyas kvinder er med i en større federation af fattige kvinder og at hvis de skal have syundervisning, så kan det foregå i det hus som federationen har. Her kan de også låne penge. Watch vil gerne gøre dem mindre afhængige “vi har arbejdet med dem i mange år og de er desværre ret afhængige” sagde han. Nænnede ikke at sige det til ham, men helt ærligt så er det mest de fysiske ting (landsbyen selv og de fine toiletter udenfor), som viser at Watch har været der. Hm det overbeviser mig endnu engang om, at de her damer skal have et job og at deres unger skal have en uddannelse. Alt det der med at låne penge og være entrepreneur, det er de simpelthen ikke i stand til, hvilket der jo nok er mange andre end dem, som heller ikke ville være i stand til, hånden på hjertet kære læsere, hvor mange af jer ville kunne blive kyllingefarmere eller torskerefiskere og tjene penge på det?

Vi talte også en del om korruption og snyd: “faktisk var vi med til at få den lokale high schools inspektør til at begå selvmord. Han havde begået underslæb for så mange penge at han ikke kunne betale, da han blev opdaget og så hoppede han ud fra Narayanghar broen. Han var faktisk en slags ven”, fortalte mr. Kaji med benene hyggeligt trukket op under sig i kontorstolen, “Blev du ikke dybt skuffet så over at han havde snydt?” spurgte jeg og tænkte på de historier om snyd jeg lige har hørt om fra diverse danskere, som alle er blevet ret skuffede og chokerede…”nej! Alle er nogle snydere hvis de kan”, lød svaret hvorefter dr. Kaji gav sig til at opregne alle de former for snyd som en nepalesisk embedsmand skal kunne for at klare sig: I får dem her:

Chakarli: At være en tjenende ånd (og dermed gøre chefen glad)
Chukli: At sladre om andre (og dermed gøre chefen glad)
Chaplusi: At fedte (for chefen)
Jahl: At kaste net ud (for at opnå noget fra andre)
Jehl: Uærlighed
kapat: Undersleb.

Superliste….er vidst ikke helt ved siden af….

Jeg fik briefet dr. Kaji om frokostprojektet og lærerundervisningen og han virkede rigtig interesseret. Nu skal vi mødes nede i området på torsdag, på deres lokalkontor. Uha en ny fare er dukket op i mit nye sociale liv: Møder med vigtige personer tager tid fra samarbejdet med de fattigste…og når man nu har 8 powerdage i Nepal så er det sgu svært at nå det hele.

Nå, har drukket gin og tonic med Sapna og Rabi og har oplevet nok til en hel uge i dag, så nu må jeg vidst i seng. I må vente med et billede af dr. Kaji og hans kontor til i morgen jeg har glemt mit usb kabel (ish! bliver det aldrig bedre med mig??)

Pheri Betaula!

På vej til Nepal

Så er jeg på vej mod Nepal. Sidder i Doha ca. halvvejs og forsøger at få et overblik over mine mange planer.

Tiden er fordelt med en tredjedel i Kathmandu og to tredjedele i landsbyen Soiya/Singaha skolen. Hvis “Bandha-mafiaen” da vil…Det er svært at lave detailplaner i Nepal, når man aldrig aner, hvornår en ny strejker lukker vejene.

For lige at trække op, så er hele visionen med arbejdet på Singahaskolen at alle ungerne skal have en ordentlig uddannelse, eller i hvert fald en fair chance.

Derfor skal de komme hver dag, undervisningen skal forbedres og de skal have mere plads.

Lige nu er der mest fokus på fremmøde og undervisningskvalitet. Fremmøde og indlæring håber jeg, at skolemadsprojektet kan hjælpe på, og her er mødrenes deltagelse det sværeste og det vigtigste. Derfor skal jeg rundt til så mange mødre som jeg nu kan nå, samt holde et møde for alle landsbyen Soiyas kvinder, så vi kan få snakket om, at det faktisk er muligt at give deres børn en uddannelse og at de faktisk selv kan gøre meget.

Det andet element er et undervisningskursus til lærerne. Det var meningen at lærerne skulle til Kathmandu, men i sidste øjeblik satte den lokale skoledirektør sig på bagbenene og sagde nej, med den begrundelse, at skolen i såfald ikke kan opfylde antallet af skoledage, da der har været lukket så tit på grund af strejker.

Det synes jeg sådan set er en ok begrundelse og da vores underviser Yubaraj var villig til at tage derned med kort varsel, så blev Sapna Thapa og jeg enige om, at det var bedst sådan. Derfor bliver jeg nu med stor sandsynlighed i landsbyen til Yubaraj kommer, så jeg kan overvære den første dag og snakke med ham og inspektør Churamadi om, de ændringer som “børnecenteret undervisning” medfører for bygningerne ; Der skal tavler langs væggene i børnehøjde og der skal gulvtæppe på gulvene så børnene i de små klasser kan sidde på gulvet.

En sidste ting jeg skal snakke med lærerne om, er ekstra-undervisning til musahar-børnene, dels i ferien dels efter skole. Først og fremmest i engelsk har jeg tænkt, da et af de problemer Musahar-folket og andre dalitter har, udover lavt selvværd, er at de ikke kan engelsk, der er simpelthen ikke direkte adgang til udenlandske ressourcer for dem, så både mentalt og sprogligt bliver de agtersejlet af alle de “semifattige” fra kaster, der er bedre kørende med uddannelse.

Inden jeg drager sydpå har jeg desuden et meget interessant møde med Kaji fra organisationen Watch, som også arbejder med Musahar-landsbyen Soiya. Landsbyboerne har mange gange nævnt Watch som deres venner, så nu fik jeg taget mig sammen og lavet en aftale med dem. Det viste sig at de havde gået og ventet på en henvendelse 😉

Det bliver interessant om vi kan lave noget koordineret.

Næste indlæg kommer nok til at handle om noget helt andet nemlig økologi, der bogstavelig talt financierer denne tur i form af artikler om Søbogaards hyldeblomst projekt udenfor Kathmandu.

Vi ses!