Ny skole og mere læringscenter

I marts 2014 var Lis fra Kiselgården og jeg (Anne Mette) i Nepal. Turen stod i de økologiske høns’ tegn og blev desuden et studie i nepalesisk bureaukrati. Her vil vi spare jer for det sidste og invitere jer med på en rejse gennem skønne haver, kvinder, mænd, unger og høns!

Lis holdt kursus for nogle af de kvinder, som skal oplæres til at undervise andre kvinder i økologiske metoder.
Desværre var Lis så uheldig at brække armen, så hun måtte rejse hjem efter blot en uges kursus på Gamcha.

Vi andre drog mod Soiya, denne gang med telte venligst udlånt af Rabi Thapa. “Vi andre,” var Marie, der er dansk studerende på research rejse i Nepal og Gopal, som skal undervise kvinderne i økologisk hønsehold.

Vi gennemgik haven og gik så i gang med hønsehuset.Ideen er, at hønsene har tre løbegårde, hvor de går en måned ad gangen, mens man dyrker (økologisk) foder i de øvrige.

Der var skolefridag, så nogle af de unge drenge fra landsbyen var også med til at bygge.

Mens der blev bygget. Var Menuka, Sabitri, Asha og jeg henne og besøge den skole, vi har kik på som ny skolemadsskole.

Vi fik et virkelig godt indtryk af skolen og dens ledelse, så vi blev enige med Soiya Kvinderne om at sige ja til to års samarbejde.

Her er så en flok af skolens unger, rigtig mange får aldrig frokost, og de som gør får lokale chips, nudler eller hvidt brød. Ungerne her står netop der, hvor vi skal lave skolehave.

Sabitri Musahar (forkvinde) og Menuka Neupane (daglig leder af Soiya Women) samt Dinananth Aryal og skolens bestyrelsesformand skrev under på kontrakten for det fremtidige samarbejde.

Dette rum skal vi bruge som køkken. Det skal nok blive godt. En spand vand og en klat hvid maling, så bliver det helt fantastisk!

På Shanti Priya school havde de det rigtig svært med, at det nu er Soiya Women, de skal være partnere med. Men det lykkedes at lave en aftale, som alle kunne godkende, og der blev lavet en fin ceremoni med masser af rød farve. Her undertegnede sammen med skoleleder Tara Panday bagved og bestyrelsesformand Durga Tiwari (ved siden af i vest).

En af de ting vi fik med fra vores første CISU projekt var, at vi burde inddrage mændene i Soiya noget mere.
Så vi holdt et informationsmøde for dem allesammen. Det var et rigtig godt møde som alle, både mænd og kvinder virkede meget tilfredse med. Vi blev enige om at holde et hver gang vi er på besøg fra Danmark.

Forkvinderne var i hvertfald glade! Sabitri Musahar og Anne Mette Nordfalk efter mødet.
Sabitri er i parentes bemærket en rigtig god forkvinde, som virkelig har flyttet sig i den tid projektet har varet.
Vi regner med, at hun og Menuka Neupane vil være til stede ved Skolelivs generalforsamling på Kiselgården i slutningen af maj

Selvom der var meget meget travlt, så blev der tid til en hyggestund med småpigerne fra Soiya. “Min mor er løbet hjemmefra,” sagde lille Swodiksha på bare 5 år. Her tegner hun sammen med Manisha. Vi vil gerne etablere lektiecafe i den gamle systue, for børnene mangler et sted at lave lektier, samt hjælp til lektierne.

En gruppe, som vi lige nu har lidt svært ved at aktivere, er mødre med helt små børn. Nirmala (her med sin ældste søn) er en af dem. Dengang kvinderne syede, var det lettere at have babyer med, i haven duer det ikke rigtigt.

Vi var selvfølgelig også på Shree Laxmi school, som vi støtter med hjælp fra foreningen “Nepals skolebørn.” Haven er blevet udvidet meget, og der er plantet en masse nyt. Blandt andet virkelig mange løg. Skolen er nemlig blevet bedt om at plante noget, de kan bruge i madlavningen. Jo da, men egentlig skulle de måske tænke lidt bredere…det bliver der plads til, i deres nye drivhus, som Soiya kvinderne har bygget.

Bagefter var vi henne og købe nogle store metalkasser til Laxmi schools køkken. Soiyakvinderne fandt også en del andre ting, som de manglede. Virkelig rart at se dem tage intiativ, især fordi det jo ikke var til fordel for dem selv.I læringscentrets drivhus bliver der stadig solgt stiklinger, nu i små stiklings-plasktikposer. Det skulle egentlig være avispapir, da vi har indkøbt en såkaldt “pottemager,” og alle har fået et kursus i at lave potter, men der skal mere til end blot anvisninger, før nye tiltag bliver implementeret, det gælder vidst verden over!Udover hønsehuset skulle Gopal også følge op på resten af haven. En af de ting som stadig trænger til et løft er lugning, så det fik vi også gang i.

Så pænt var der i hvidkålen efter den var luget!

Øko-kålen smagte også fantastisk. Det gjorde fiskene fra læringscentrets fiskedam også. Som en del af det nye projekt skal vi lære at opdrætte fisk. De her er ploppet i uden de store forudsætninger, fordi vandet nu alligevel var der 🙂

Så er hønsehuset næsten færdigt!
Tak til dem, der nåede helt herned i bunden. Håber I nød turen:)

En overvældende forandring

I juli i år startede Skoleliv i Nepal sammen med Soiya Women’s organisation et økologisk læringscenter med midler fra CISU, og dermed med hjælp fra alle jer, som støtter foreningen ved at være medlemmer, og ved at følge med her på bloggen og på Facebook. For uden jeres støtte ingen offentlige midler!

Inden jeg går i gang med selve den fantastiske historie. Så vil jeg lige opfordre de af jer, der ikke er medlemmer til at blive det. 150 kr koster det om året, og de går til skolemad, voksenlæring og andre nytte ting, som alle kan læse mere om, her på bloggen, eller tage ned og se på selv.

Evaluering i Soiya, Nepal — Evaluering af den nye forening Soiya Women’s independent organisation var et af hovedformålene med besøget i Nepal.
Alle deltog med stor iver og engagement.

Det har været et meget travlt halvt år, så det er ikke meget, der er blevet skrevet her på bloggen.Men nu, hvor vi evaluerer det, som forhåbentlig blot er første fase, får I en masse billeder og et par ord, der fortæller om den fantastiske forvandling kvinderne fra Soiya gennemgår, og lidt om hvordan den nye struktur kommer til at påvirke skolemadsprojektet.

Holdet, der hver dag drog fra hotellet til landsbyen i Nepals mest larmende og skramlende jeep. Bilen kørte kun til høj musik. I midten Lis Rasmussen og tolken Sukumaya. Til højre: Jeepens stolte ejer mr. Krishna Paudel, Anne Mette Nordfalk og projektleder Menuka Neupane. Til højre praktikant Gitte Thorup og journalist på radio Kantipur Prajwal Khadka.

Aarati og Laxmi i gang med at binde tomater op. Lis Rasmussen synes generelt haven var flot. Men der var også masser at gå i gang med. Kvinderne har lært at lave kompost, at sætte grøntsager i lige rækker (og ikke her og der:), at man komme kompost på efter man har plantet, og at man ikke behøver bruge gift til at sprøjte mod insekter.

Lis Rasmussen medlem af foreningen og frivillig konsulent og ekspert i biodynamik, foran det flotte drivhus, som damerne har lavet på et af de kurser, de har været igennem. Lis havde fire dage i Soiya, hvor hun sammen med damerne gennemgik, hvad de har lært og fik styr på noget af det, som trængte.
Blandt andet har det været en kamp at bekæmpe skadedyr uden kemikalier. Særligt auberginerne trængte til en gang økologisk sæbe. Der var også nogle udfordringer med hvordan man vander rigtigt. Blandt andet fordi vores pumpe driller.

Da undertegnede ankom lavede vi en fælles evaluering. Kvinderne blev delt i grupper og blev bedt om at tegne, hvad de synes havde været hhv. godt og skidt. Hvad de havde lært, og hvad de gerne ville lære fremadrettet.

Det var ikke så nemt, det der med at tegne. Bare fordi man ikke kan skrive, så er man altså heller ikke den store tegnekunstner. Men det gik, med mange opmuntringer. Og da plancherne skulle præsenteres, var det en stor fordel med tegninger, som kunne hjælpe grupperne igennem. Alle skrev, at de havde lært meget om at dyrke grøntsager økologisk og at plante i rækker, lave kompost og at samarbejde i en gruppe. Alle ville gerne lære mere. Det som ikke havde været rart, var fx. insekter i grøntsagerne og det at lejekontrakten til jorden kun er på fem år.

En af de ting kvinderne fra Soiya nævnte, som en stor forandring i deres liv, er, at de er blevet åbne overfor fremmede. Her er Sabitri (forkvinde), Asha (ansat i læringcentret) og Maya (menigt medlem) i snak med Prajwal Khadka fra Radio Kantipur. “Før var vi bange for fremmede,” sagde de. Jo tak, det kan jeg godt huske!

En af de dage Lis Rasmussen var i Soiya, besøgte vi Shree Laxmi primary school, der er med i skolemadsprojektet. Deres køkkenhave så meget fin ud (lidt svært at se på afstand), og vi blev enige med skolens leder Bishaka Rana om, at det er tid til at udvide den. Så efter vi tog afsted er der pløjet et nyt stykke jord. Soiya Women’s praktikant Gitte Thorup har også brugt nogle dage på skolen på at finde frem til, hvor mange have-grøntsager, der nøjagtigt bruges i maden – og det er slet ikke nok. Derfor skal køkkendamen nu til at øge mængden af grøntsager.

Kvinderne fra Soiya var også med på Shree Laxmi school. Her hjælper de havemanden med at binde tomater op. De skal også være med til at bygge et ordentligt drivhus på skolen, så får de også øver sig!

En af de ting, som hverken kvinderne i Soiya eller havemanden på Laxmi school helt havde forstået var princippet om rotation. Altså at grøntsagerne hver gang skal skifte plads. På den måde forhindres sygdom. Her forklarer Lis Rasmussen og laver en rotationsplan til Laxmi Schools have.

Keshar Kumari Musahar (aka Sabitri) blev interviewet til Radio Kantipur. Kvinderne fra Soiya var i sin tid en lyttergruppe hos Radio Lumbini i Butwal, så de kender en del til det at være “on air.”

Og så drog Lis, Sukumaya og Prajwal afsted. Først fik de selvfølgelig en tikka!
Lis var meget imponeret over kvindernes lærevillighed og evne til at stille de helt rigtige spørgsmål. Jeg havde samme indtryk: Alle var topmotiverede og havde virkelig forstået meget.

Lis’ besøg betød meget for kvinderne. En ting er at få besøg af en udviklingsarbejder/journalist som undertegnede. Men en rigtig økologisk landmand, der har haft egen gård i 30 år, det var straks noget andet!

Efter Lis’ afrejse tog Soiya Women’s manager Menuka Neupane, forkvinde og næsteforkvinde, Asha, der er ansat og jeg hen og så på en ny mulig skolemadsskole. Vi kunne på ingen måde få ørenlyd på kontoret, før vi havde været rundt i alle skolens 8 klasser og hilse på børnene.

Skolen vi besøgte, var ret velfungerende og ville gerne være med i projektet. Efter besøget snakkede vi en del om kriterierne for en ny madskole. Var de her meget fattige? Spurgte jeg, og kvinderne sagde “ikke som os.” Så nu er vi på udkik efter en skole med flere fattige elever.

Vi havde også besøg af Sujata Biswokarma fra organisationen FEDO (feminist dalit organisation) i Palpa. Hun er kvindelig dalit aktivist og samtidig projektmanager, og har lovet at komme og coache Menuka i nogle af de praktiske ting, som hun stadig mangler at få helt styr på i organisationen. Samtidig skal Sujata være ressourceperson på en teaterworkshop om kvinders og børns rettigheder i Soiya her i december. Her er Sabitri ved at vise hende drivhuset.

Sabitri viser Sujata og Menuka de “Pottemagere,” de har fået til projektet. Man laver små urtepotter af avispapir.

Den mest vellykkede af evalueringsaktiviteterne var tre små teaterstykker, som kvinderne skulle opføre i grupper. Det på billedet handlede om, hvordan man går i banken. Det blev spillet med masser af rekvisitter og en fantastisk indlevelse. “Der mangler en underskrift,” sagde Mangali, der spillede bankdame og så måtte Aarati tilbage til landsbyen og have en underskrift mere på sin check. Senere på dagen var Sita og Saraswoti i den rigtige bank i Butwal, det er nok ikke tit, de har besøg af kvinder ude fra landet der.

Efter banken skulle en gruppe spille “hvordan køber man noget til organisationen?”
Sita var en herlig butiksindehaver, der forsøgte at prakke Asha og Saraswoti alt muligt bras på. “Vi skal bare have frø, vi laver det hele selv og det er økologisk!” Var svaret.
Derefter gik de hjem med tingene til Sabitri og blev straks afkrævet en kvittering – ingen slinger i valsen der!

Det tredje skuespil handlede om, hvordan de, som har været i Kathmandu lærer fra sig til deres medsøstre. Det, synes alle, var rigtig fint. Vi fik genne teaterstykket en god snak om, at det ikke er altid at undervisere er enige i, hvordan noget skal gøres. Fx. har Lis sagt, at der skal plantes i lige rækker. Mens underviseren mr. Dhungana har sagt, at man kan samplante.. — Det tredje skuespil handlede om, hvordan de, som har været i Kathmandu lærer fra sig til deres medsøstre.
Det, synes alle, var rigtig fint. Vi fik gennem teaterstykket en god snak om, at det ikke er altid at undervisere er enige i, hvordan noget skal gøres. Fx. har Lis sagt, at der skal plantes i lige rækker. Mens underviseren mr. Dhungana har sagt, at man kan samplante.

Hvad er formålet med jeres organisation? Det var ikke det letteste spørgsmål at besvare. Men faktisk gik det fantastisk. Sujara hjalp gruppen her og svaret var helt korrekt: At hjælpe kvinder til et bedre og sundere liv og en bedre indkomst. Sujata kendte ikke formålet i forvejen, så hun kunne ikke hjælpe.
Tænker at det var nemt, fordi formålet er så praktisk og tæt på kvinderne selv.

ekstra-2-stiklinger — En herlig sidegevinst ved projektet har været, at organisationen har kunne sælge stiklinger til alle i området. Deres nye drivhus er nemlig det eneste i miles omkreds.
Prisen ha de fået sat for lavt. Hvilket understreget behovet for et kursus i at lave en forretningsplan.

Vi skulle også jo også have formuleret en fortsættelse til vores projekt. Her kikker kvinderne interesseret i bogen fra CISU omkring evalueringer. De var hele vejen igennem topmotiverede og positive.

Først sagde kvinderne: “Du kan bare skrive det, du kender vores problemer,”
og da jeg sagde, kom nu, I skal selv være med. så gik det først lidt trægt.
“Har I jord?” spurgte jeg, næ nej det havde de jo ikke, “er det et problem?” “JA! meget” var svaret og så var tankerne sporet ind på ideen og problemerne kom rullende.

Her har vi Soiya kvindernes problemer: Ingen uddannelse og ingen jord, derfor dårligt betalt arbejde og deraf manglende muligheder, for på penge, for lidt og for dårlig mad, mangel på rent vand, manglende viden om rettigheder og for få penge. Af den grund fik børnene så for lidt skolegang.
Jeg forsøgte at sætte problemerne op som en cirkel sammen med kvinderne, og de kunne sagtens udpege sammenhængene. Meget interessant øvelse!

Bagefter gik kvinderne igen i grupper og snakkede om, hvad de synes, vi skulle gøre ved problemerne. Vi nåede frem til en række praktiske kurser til de voksne, men også øget fokus på børns skolegang og et læsekursus til kvinderne. Blandt de mange ønsker til praktiske kurser, blev vi enige om, at starte med høns, da de giver god gødning og fisk, fordi vi allerede har en fiskedam, desuden foreslog jeg et kursus i at lave forretningsplaner, og det synes de var ok. Så må geder, bier og andet spændende vente til en anden god gang.

Efter projektworkshoppen var de to skoleledere fra madskolerne på besøg. Vi skulle snakke om, hvordan skolerne fremover skal arbejde sammen med foreningen Soiyas kvinder og derigennem med Skoleliv i Nepal. Det meste af økonomien overgår til Soiyas kvinder, og Skoleliv i Nepal er bagstopper og dem man kan klage til, hvis der er problemer.

Til sidst snakkede vi partnerskab. Hvad vil det sige at indgå et langsigtet forpligtende samarbejde? Det lod til at alle forstod ideen og det giver jo også tryghed for dem at vide, at vi ikke smutter i morgen!

Projekt køkkenhave

Projekt vertikal køkkenhave

I maj – juni 2013 var Marie Finsterbach fra Frøbels seminarium på Frederiksberg i praktik på Shanti Priya Primary school. Nedenstående er hendes gæsteindlæg fra besøget:

Det første jeg oplevede, da jeg stod ud af den lokale bus fra Kathmandu, var en flok børn i alderen 8-12 år, der ville høre om jeg ville komme ud og undervise på deres skole i Singaha. Og det var lige det jeg skulle. Jeg skulle nemlig i praktik på skolen og være der en måned. I forvejen havde jeg været i praktik i Kathmandu på et børnehjem i fire måneder, så jeg var spændt på at se, hvordan det ville være her langt ude på landet 10 timers bustur mod sydvest.
Dagen efter da jeg mødte op på skolen, blev jeg mødt af flere børn, der sad på muren og råbte; ”Namaste miss!”, og det varede ikke længe før børnene selv kom hen for at spørge,l om jeg ville undervise i deres klasse.

Da jeg er pædagogstuderende, ville jeg gerne lave et projekt, mens jeg var på skolen, og da Anne Mette, som er formand foreningen Skoleliv i Nepal, organisationen som formidler praktikken, spurgte om jeg kunne tænke mig at involvere børnene i skolens køkkenhave, var det perfekt. I forvejen var skolen, sammen med nogle af mødrene og Skoleliv i Nepal gået i gang med at forbedre køkkenhaven og lave nogle grøntsagstårne.

Projektet startede først rigtig, da skolens andre lærere holdt fri pga en forestående eksamen, så jeg havde skolen og tredje til sjette klasse for mig selv. Min tolk Radha og skolens pedel og kok Raju hjalp med at holde styr på børnene og med ekspertise omkring nepalesisk klima og grøntssager.

Vi havde en super dag, som startede ud med at børnene hjalp med at forberede jorden, vi skulle så planterne i, hvorefter den blev puttet i sorte tønder, som senere skulle danne flere tårne. Ideen med tårnene er, at man kan dyrke mere på et lille område. Skolen har også en almindelig køkkenhave, men tønderne er et eksperiment, for det skal blive muligt at dyrke grøntsager op ad.

Børnene syntes, at det var rigtig sjovt at få lov til at lege med de redskaber, der blev lagt frem. Det var tydeligt at se at, de syntes, det var sjovt til en forandring at komme ud og bruge deres hænder i stedet for at terpe og gentage efter læreren, og alle hjalp til så godt de kunne. Selv nogle af de små søskende som var taget med i skole hjalp til.

Da de tunge tønder skulle flyttes hen, hvor tårnene skulle bygges, var drengene de første på banen til at vise alle, hvor stærke de var. Og pigerne tog udfordringen op og tog den næste tønde for at vise, at de også kunne løfte dem.

Da tønderne var båret hen på plads, var der tid til lidt fri leg, og da det ikke flyder med legeredskaber på skolen, fik vi hurtigt øjnene op for alternativet. Vi tog et skolebord ud fra et af klasselokalerne og lavede en vippe ud af det. Man kan tillade sig lidt mere, når de andre undervisere ikke er tilstedeJ Og tænk hvor lidt der skal til for at give børn et pusterum i hverdagen.

Efter pausen forsatte det hårde arbejde, men børnene fik hurtigt samlet tårnene og fundet en god rutine med at nogle skovlede jord i spande, nogle bar spandene over til tårnene mens resten fyldte jorden op i tønderne.

Da der skulle plantes lyttede børnene rigtig godt efter og fulgte hver en instruktion, der blev givet, og inden længe fik vi plantet mynte, chili, saarg (grønt der minder om spinat) hvidløg og løg. Og inden længe håber vi, at vi kan få plantet flere spændende ting i den lille have. Så børnene kan få endnu mere sund og lækker frokost hver dag på skolen.

Noget om sundhed

Ud over denne aktivitet kørte jeg et forløb i science og engelsk med børnene, der handlede om sundhed. Der er rigtig mange fattige børn på skolen, og desværre er nogle af disse børn fejlernærede. En viden omkring kosten de indtager, kan til dels forebygge en del af denne fejlernæring. Så jeg håber på det bedste, og nyder hvert sekund jeg har haft med børnene til at lave forløbet og opbygge viden der forhåbentlig kan hjælpe lidt i fremtiden.

Det færdige resultat efter en hårdt arbejdsdag med en masse flittige studerende og med udsigt til en masse lækre grøntsager!

Kampen om haven

Den anden halvdel af vores opstartstur i november foregik på Shree Laxmi Primary school. Det spændende ved denne skole var, at den ikke i forvejen havde en have overhovedet, men til gengæld har rigtig meget plads! Bishaka Rana, skolens unge skoleinspektør har hele tiden tøvet med at lave have, fordi der ikke var en mur rundt om området. “Folk vil stjæle det hele, når vi ikke er her!” sagde hun igen og igen.
Sidste år i maj fik vi overtalt hende til at nøjes med et hegn, mur rundt om en halv hektar, det koster jo også en slags penge;)
Vores medlemsforening Nepals børn gav tilsagn om at betale cementen til stolperne, og da vi mødte op i december klar til at lave have, var der pæle rundt om det meste af området.
MEN det viste sig at der var flere problemer!

Det viste sig, at der var endnu en grund til, at det gik trægt med haven. Der var nemlig flere grupper i lokalsamfundet, som i årevis havde kæmpet om at bestemme, hvad området skulle bruges til! Det at hegne ind var altså både praktisk men også symbolsk ift. at sige: Det her er skolens område.

Heldigvis viste mr. Dunghana vores medbragte konsulent sig at være den fødte mediator og før vi så os om, var det lille samfund blevet enige om, at det da var en god ide, at bruge et stykke af området til have til ungernes mad! Som bevis på deres engagement og deltagelse kom mange med unge træer til at plante langs hegnet.

Her skal det lige tilføjes, at også havens argeste modstander kom med adskillige træer!

traktor-ploejer — Som alt andet i Nepal går det enten hurtigt eller slet ikke 🙂 Da vi var blevet enige med de lokale, stod der en traktor en time efter og to timer senere, var hele vores haveområde pløjet!

Da haven var pløjet og delt i felter til rotation efter økologiske forskrifter kom der kompost. Normalt skal skolen selv fremstille sin kompost, men denne gang købte vi færdigt formuldet komøg. Kompost er essentielt i økologisk jordbrug, fordi det er den måde man tilsætter næring til jorden på. Kvinderne fra Soiya står klar for at smide det over i haven. De er efterhånden erfarne ud i kompost!

birgitte-damer-have — Haveholdet med haven i baggrunden. Forrest Birgitte Sørensen fra Nepals Børn, som betaler skolemad til skolens børn. Birgitte var med i arbejdet på skolen sammen med mr. Dunghana og Soiya kvinderne hver dag.

Hele haven skulle også luges. Normalt skal et område, der har været dækket af græs ligge nogen tid og pløjes flere gange. Det var der ikke tid til! Til gengæld var der masser af hænder til at luge med håndkraft og på den måde fjerne græsset helt!

Kvinderne fra Soiya var også med til at plante træer hele vejen rundt om området. "Det er dejligt at de lokale kvinder hjælper til, men de her damer, de kan lave noget," sagde mr. Dunghana. Kvinderne der til hverdag er syersker, har en fortid som markarbejder, så de er bomstærke! Her viser Lis Rasmussen fra Kiselgården dem, hvordan de skal plante, så træet får optimale betingelser. — Kvinderne fra Soiya var også med til at plante træer hele vejen rundt om området. “Det er dejligt at de lokale kvinder hjælper til, men de her damer, de kan lave noget,” sagde mr. Dunghana. Kvinderne der til hverdag er syersker, har en fortid som markarbejder, så de er bomstærke!
Her viser Lis Rasmussen fra Kiselgården dem, hvordan de skal plante, så træet får optimale betingelser.

Tanken med træerne er dels, at de skal give skygge og skærme området, dels at de skal være en indtægtskilde. Fx. kan Neemtræets blade spises eller forarbejdes til lægemidler. I baggrunden ses det lille hus, hvor pumpen står. Den er ret essentiel (uden vand ingen planter) og den havde vi utrolig meget bøvl med! Til sidst fik vi dog til en ret overskuelig pris sat en lille motor på, så haven kan vandes uden det store besvær!

Børnene deltog ikke så meget som vi havde haft planer om. Diskussionerne om haven tog det meste af vores energi og desuden havde vi i november stadig ikke ansat en havemand. Den del af projektet har vi til gode! — Børnene deltog ikke så meget som vi havde haft planer om. Diskussionerne om haven tog det meste af vores energi og desuden havde vi i november stadig ikke ansat en havemand.
Den del af projektet har vi til gode!

Haveprojektet på de to skoler, har haft en fantastisk opstart. På Shree Laxmi school fordi alt var så nyt og på Shanti Priya fordi vi fik startet de vertikale drømme op. Vi glæder os til at følge projektet og kan næsten ikke vente med at komme afsted igen!

Grønne haver i alle retninger

I november måned gik vi for alvor i gang med de to skolehaver på Shree Laxm i og Shree Shanti Priya school. Med os var mødrene fra Shree Shanti Priya, Lis Rasmussen, økolog fra Kieselgården og Umananda Dhungana fra Søbogaards nepalesisek forsøgsgård ved Bhaktapur. — I november måned 2012 gik vi for alvor i gang med de to skolehaver på Shree Laxmi og Shree Shanti Priya school, de to madskoler i det sydlige Nepal. Med os var mødrene fra Soiya, hvis børn går på Shree Shanti Priya, Lis Rasmussen, økolog fra Kieselgården på Sjælland og Umananda Dhungana fra Søbogaards nepalesiske forsøgsgård ved Bhaktapur, Kathmandu.

En af de store udfordringer ved en vertikal have er, hvilken struktur man skal vælge. Vi forsøgte os med store plastikbeholdere. Men de var utrolig svære at skære i. Hobbyknivene fra Danmark kom til kort. Heldigvis havde mødrende fra Soiya en god ide: At smelte de tykkeste dele af tønden med et stykke jern, varmet over ilden i køkkenet. — En af de store udfordringer ved en vertikal have er, hvilken struktur man skal vælge. Vi forsøgte os med store plastikbeholdere. Men de var utrolig svære at skære i. Hobbyknivene fra Danmark kom til kort. Heldigvis havde mødrene fra Soiya en god ide: At smelte de tykkeste dele af tønden med et stykke jern, varmet over ilden i køkkenet.

damer-tønder-hobbykniv — Da bunden var skåret ud, gik det lettere med at lave huller i siderne til at stikke små stiklinger ind i.

Mødrene fra Soiya har ikke de store læsefærdigheder, men bogen om vertikale haver har nogle ret gode billeder.

Da alle hullerne var skåret, gik vi i gang med at fylde jord i at surre tønderne fast til et stakit af bambus. — Da alle hullerne var skåret, gik vi i gang med at fylde jord i og med at surre tønderne fast til et stakit af bambus.

Herefter puttede vi stiklinger i. Det var et stort øjeblik! Men vi blev også enige om, at det var en god ide at lave de første 5 tønder lidt forskellige, så vi kunne se, hvad der fungerer bedst. — Herefter puttede vi stiklinger i. Det var et stort øjeblik! Vi blev også enige om, at det var en god ide at lave de første 5 tønder lidt forskellige, så vi kunne se, hvad der fungerer bedst.

Da vi gik i gang med tønde nr. 2, anbragte vi efter en del diskussion et plastikrør med huller i, for at sprede vandet bedre. Processen var utrolig god, fordi der på netop vertikale haver ikke var nogen eksperter, kun deltagere og her var vi pludselige lige, de kasteløse kvinder fra Soiya, højkasteskolelæreren og deres danske akademiker-ven. Der blev sagt "hvad synes du?" og "Jeg har en ide" mange gange og det var utrolig fedt! — Da vi gik i gang med tønde nr. 2, anbragte vi efter en del diskussion et plastikrør med huller i, for at sprede vandet bedre ved vanding. Processen var utrolig god, fordi der på netop vertikale haver ikke er nogen eksperter, kun deltagere, og her var vi pludselige lige for alvor, de kasteløse kvinder fra Soiya, højkasteskolelæreren og deres danske akademiker-ven. Der blev sagt “hvad synes du?” og “Jeg har en ide” mange gange og det var utrolig fedt!

Det er lidt svært at se, men her er mødrene ved at grave kompost op. Den havde de været med til at lave to måneder tidligere. Det er den tid kompost tager. — Det er lidt svært at se, men her er mødrene ved at grave kompost op. Den havde de været med til at lave lidt over en måned tidligere. Det er den tid kompost tager, her i varmen. Alt det grønne, er en del af den eksisterende have. Som er blevet kraftigt forbedret efter at havemanden og en af mødrene var på mini-kursus på Søbogaards forsøgsgård Gamcha ved Kathmandu.

Til sidst: En tomatplante og en gang vand i toppen. Der er forskellige grøntsager i de forskellige huller, dels for at eksperimentere med, hvad der virker, dels fordi nogle grønne ting jager uønskede insekter væk.

Vi indrømmer! Det var meget hårdt arbejde. Så da vi havde lavet fem tønder, blev vi enige om, at vi ville vente og se, hvordan det gik med dem, før vi går i gang med flere.

Udover tønder hænge vi også poser op. De her er lavet af brugt reklamemateriale. Det er mødrene, der har syet reklamerne sammen til perfekte poser. Lærerne var ret nysgerrige efter denne nye ide.

: En virkelig vigtig ting i økologisk havebrug er jordforbedring, og en måde at forbedre på er flydende gødning. Hjemmefra havde jeg fået en række navne på planter, der kunne bruges og var nærmest træt på forhånd ved tanken om at skulle jagte dem alle. Men ganske uventet viste det sig, at det vidste mødrene skam allerede alt om! For to år siden fik de nemlig et mini-havekursus hjemme i landsbyen, hvor flydende gødning indgik – så de gik bare i gang med at samle ind og 1-2-3 var der masser af flydende gødning lavet af lokale urter.; Efter havemanden Raju Basals ide, lavede vi også et stakit foran tønderne sådan at vi kunne lægge plastik-dug over for at beskytte mod sol og regn.

Udover det vertikale, ryddede vi et langt stykke jord og plantede kartofler. Lis forklarede, hvordan rækker skal laves lige og at der ikke skal så mange planter i jorden pr. række - og så skal kartoflerne vandes! Det synes alle var ret skørt. Vanding er ikke noget man gør særlig meget her. — Udover det vertikale, ryddede vi et langt stykke jord og plantede kartofler. Lis forklarede, hvordan rækker skal laves lige og at der ikke skal så mange planter i jorden pr. række – og så skal kartoflerne vandes! Det synes alle var ret skørt. Vanding er ikke noget man gør særlig meget her. En ting vi brugte en del tid og kræfter og penge på, var derfor at få en motor på håndpumpen og købe nogle ordentlige have-slanger.

De store børn fra 4. – 5. klasse, var med til at rydde kartoffelbedet. Men ellers har udskudt den store børnedeltagelse lidt. Der var simpelthen for mange jern i ilden, så den komponent tager vi i foråret.

Noget som Lis Rasmussen bed meget mærke i, var at der spises for meget ris og anden stivelsesholdig mad og for lidt grønt. Det vil vi fremover forsøge at rette op på. Her har Laxmi Musahar hentet en slags bladbeder til dagens frokost.

Hver dag bliver der på skolen lavet med til mellem 180 - 250 børn. Som en forsøgsordning laver mødrene fra Soiya mad på skift en gang om ugen. — Hver dag bliver der på skolen lavet med til mellem 180 – 250 børn. Som en forsøgsordning laver mødrene fra Soiya mad på skift en gang om ugen.

Det er godt at kunne spise frokost med mor en gang imellem. Gennem haveprojektet vil vi forsøge at knytte mødrene fra Soiya tættere til skolen. Der er ingen tradition for uddannelse i landsbyen, og selvom fremmødet er væsentligt forbedret ,efter at børnene for tre år siden begyndte at få skolemad, så klager lærerene stadig over, at børnene fra landsbyen Soiya kommer for lidt i skole. Vi tror på, at hvis mødrene får deres gang på skolen, så er der basis for forbedret kommunikation.

For lige at anskueliggøre situationen, så kan et hus i Soiya se sådan her ud.

Her er vores kerneydelse - et dagligt måltid gratis skolemad. Som det kan ses, så kunne den godt være grønnere - og det bliver den! — Her er vores kerneydelse: Et dagligt måltid gratis skolemad, her uddelt af undertegnede, Skolelivs Formand Anne Mette Nordfalk. Som det kan ses, så kunne den godt være grønnere – og det bliver den!

Lyn-hurtig på tasterne

I juli måned besøgte jeg igen Shanti Priya og igen var skolen lukket, denne gang var det sommerferie. For at få en ide om, ungerne overhovedet har noget ud af computerne havde jeg bedt en lille flok om at møde op, da jeg var på skolen til møde med bestyrelsen.

Computerne står rigtig fint i skolens nye bygning i et pænt træstativ ved ladestationen.

Børnene fik udleveret en computer og blev bedt om at slå op i på matematik. Pagarti som jeg sad ved siden af, endte i en engelsklektion, men Bikram, der sad lige foran vendte sig og fik med stor behændighed manøvreret hende det rigtige sted hen. Det var skønt at se at han stort set, var lige så hurtig som en dansk dreng i hans alder. Mindre skønt selvfølgelig at se køns-uligheden: Pagarti, Ashas datter kommer helt sikkert mindre i skole end Bikram, søn af Sabitri.

boern-tara-laptops — Skoleinspektør Tara Pandey hjælper børnene. Alle lærere har synes det var let at lære at bruge computerne.

Tiden gik og skolebestyrelsens medlemmer sad pænt og ventede på, at vi var færdige. “Skal I ikke prøve?” spurgte jeg og snart var de også i gang. En ret skøn oplevelse, som jeg vil prøve at dele med jer herunder:

Det forsinkede selvfølgelig vores møde enormt meget. Men alle andre end inspektør Tara var ligeglade, så hun måtte affinde sig med situationen.

Om computerne gør en varig forskel og hvor meget teknisk bøvl vi får med dem, må vi lade tiden vise. Indtil videre har den implementerende organisation OLE-Nepal været fantastiske, topprofessionelle og dygtige og det er også på sin plads at sige tusind tak til Lund&Bendsen, der blandt andet laver Java-kurser og til Roskilde Festivallens fond, som i fællesskab har gjort projektet muligt.

Din frugt min skolemad

Frugtposer til danske børn og mad til nepalesiske børn

Skoleliv i Nepal har i samarbejde med designer Susan Liebe skabt en lille fin økologisk frugtpose til danske skole- og børnehavebørn. Overskuddet fra salget går til skolemad. Foreningens arbejde er 100 % frivilligt. Posen koster 50 kr og kan købes her:
http://www.skoleliv-i-nepal.dk/stoet.html

Lidt om projektet: Shanti Priya primary school i det sydlige Nepal underviser områdets fattigste børn og derfor støtter foreningen Skoleliv i Nepal hver måned skolen med penge til skolemad, der er masser af frugtbar jord i det sydlige Nepal, men den tilhører de rige, der ofte ser den som en del af deres egen magtbase og ikke som en mulighed for at skabe flere fødevareressourcer.

Inde i posen ligger denne lille folder, der forklarer om projektet og som er illustreret af designer Line Søndergaard Pawelczyk:

nepal-frugtposer-tegne — hvorfor skolemad? Illustreret af Line Pawelczyk

Skolemaden bliver lavet af skolens pedel, der er eneste lønnede ansatte. Regnskab og kontakt til foreningen i Danmark varetages af skolens bestyrelse og stab i fællesskab. Vi har samarbejdet i 3 år og der er masser af tillid og plads til diskussion i projektet. Som da skolebestyrelsen i august kom og fortalte, at de har lånt penge afsat til nye batterier til vores solcelleanlæg til gitre og døre på skolens nye bygning, der blandt andet skal huse de computere, vi har indkøbt via OLPC-nepal. Det var selvfølgelig ikke meningen, men på den anden side, bedre at sige det lige ud: ”vi var nød til at kunne lukke computerne forsvarligt inde” end at skjule noget, som det ellers er så almindeligt i Nepal.

Frugtposerne, der er ubleget bomuld med fine håndbroderier, er syet af børnenes mødre og søstre på systuen i Soiya, og støtter på den måde børnene to gange.

saraswoti-syr-lille — Saraswoti Musahar broderer Susan Liebe design på frugtposen. Saraswotis ældste søn er den dygtigste i sin klasse, ret usædvanligt for såkaldt lavkastebørn. Det skal vi støtte!

Samtidig er de et billede på, at sund mad og frugt er nødvendigt alle steder: Også danske børn har brug for at putte noget i deres frugtpose for at få en fornuftig skolegang!

boern-frugt-lille — Børn på skolen Shanti Priya

Vertikale haver

Et nyt projekt i foreningen er vertikale haver både på skolen og hjemme hos familierne. Det er ikke svært at forklare småbønder uden jord, at det er smart at dyrke i højden. At man kan dyrke uden brug af – dyre – kemikalier, er også noget der bliver positivt modtaget.

Med inspiration fra grønne græsrødder og økologer som Signe Wenneberg, Lis Brandt Rasmussen (Kieselgaarden) og Poul Bjerregaard (Søbogaard) er vi så småt i gang med projektet. Vi er ikke eksperter og det siger vi lige ud til skolens pedellen, læreren og forældrene, i stedet lægger vi vægt på at vi gerne vil afprøve en masse nye spændende vertikale teknikker, der kan øge fødevaresikkerheden.

I juli i år gik vi i gang med de første bambus-stativer, der skal støtte plastiktønder fyldt med jord i ca. 2 meters højde. Ind imellem skal der plantes bønner. ”Altså når vi arbejder for andre, så planter vi først en masse frø sammen og så ser vi hvad der bliver til noget og planter ud”, siger Asha, der er en af de kvikkere blandt skolens mødre. Herligt! Så ved vi, at de kan lave små spirer og der var ingen problemer med at forklare, at de små fyre så bagefter skal stikkes ind i huller i tønden J

Menuka og Raju, pedellen, har lovet at fotografere, så vi glæder os til at følge med herfra!

Planlægning og ny lærertræner

Så er endnu et besøg på skolerne i Rupandehi vel overstået.
På Shree Shanti Priya school fortalte head teacher Tara Pandey og de 5 lærere begejstret om deres tur til Bardiya, hvor de har besøgt nogle af de skoler, der med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke og Operation Dagsværk er blevet renoveret, både fysisk og på undervisningsfronten. Pengene til turen har de fået, ved at have danske lærerstuderende på skolen.

Senere snakkede jeg med Bishaka Rana fra Shree Laxmi Primary school om den lærertræning, hun har fået bevilliget penge til, som en del af vores samarbejde for snart et år siden. Hver gang hun ringer til den udvalgte underviser, så har han travlt med noget andet, og lover et andet tidspunkt – når dette tidspunkt kommer – har han igen ikke tid! Nå, men nu er eksamen overstået, så der burde være tid og træneren havde da også lovet at komme.

Da jeg kommer hjem til Danmark, ligger der en mail fra Bishaka Rana om, at de igen er blevet brændt af. Heldigvis kommer jeg i tanke om, at Tara Pandey har talt så pænt om en træner fra Bardiya og da prisen er den samme som for den træner vi egentlig havde valgt, ringer jeg til Bishaka og beder hende arrangere træning af den nye træner, mr. Rajendra Sharma. Hunchha Madam (ja frue), siger hun og jeg håber, at hun faktisk mener det og ikke bare er høflig.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Bishaka og lærerne på hendes skole gerne vil have træning – men planlægning er utrolig svært i et land, hvor distriktets undervisningsdepartement kan ringe og diktere ferie samme dag og hvor eksamener mv. ikke meldes særlig tidligt ud.

Til gengæld er det skønt, at vi har lokale lærere, som vil på kursus i deres ferie – uden ekstra løn! Til gengæld skal vi så levere “nastda” (te og frokost), men da vi jo har et frokostprogram, så er det ikke det værste!

Glæder mig til at fortælle mere om træningen på Shree Laxmi School, om vores nye OLPC (computer) projekt, der er lige om hjørnet og vores vertical farming project, der også er klar til at gå i luften snart snart!

Virker solcellerne? Hallo?

På det seneste har forbindelsen til Shanti Priya været ret elendig. Ikke på grund af ond vilje, men fordi Menuka, som koordinerer skoleprojekterne har haft telefonproblemer.
Da vores samarbejdspartnere OLE Nepal, samtidig havde meget brug for at rykke på computerprojektet, har det været rimelig træls.
Nu går det så endelig lidt bedre og i dag havde Menuka og jeg endelig klar lyd og afbrudt samtale i 30 min.
Der har været meget snak frem og tilbage om, hvorvidt vores solceller-anlæg nu faktisk virker og om det kan køre server + laptops, når vi går i gang med computerprojektet. Sidste melding er, at systemet kører, mange mange tak til Ram Sapkota fra Mountain Deligth for hans store store hjælp med at få fixet de problemer der var opstået med systemet! Og OLE nepal har med vanlig professionalisme meldt ud, at vores solcelle-kapacitet er i orden!
Så nu tager de snart ud og installerer serveren og chekker at alt er i orden forud for kurset for lærerne, der om alt går vel forløber i april.
Et andet kursus som vi har haft meget hovedpine over var kurset for Shree Laxmis lærere…Det ser også ud til at være næsten på plads nu…

Til Bardiya ved egen kraft
En ting man som dansker aldrig rigtig bliver vant til omkring Nepal er dag til dag planlægningsstilen. For ca. 1 mdr. siden ringede Menuka og sagde “vi vil gerne til Bardiya på studietur, må vi det?” Det er sådan at de er blevet trænet af samme undervisningstræner som med penge fra Operation Dagsværk har arbejdet i et stort skoleprojekt længere ude i det vestlige Nepal i distriktet Bardiya – og nu ville de så gerne til Bardiya – i morgen! Uden at have aftalt noget med nogen!
Først troede jeg de ville be om penge, men det ville de ikke! De ville bare spørge om de måtte bruge de penge, de for nyligt har fået for at have studerende fra et dansk seminarium på turen! Det lød jo i mine ører dejligt, at de ville bruge penge på at blive inspireret, vel at mærke ikke ved at drage mod Kathmandu, som det ellers er skik og brug i Nepal, men ved at tage længere ud på landet end de selv bor. Så jeg sagde “supergod ide” og droppede den lange formaningstale om, at de måske sku ha planlagt det i god tid. Det viste sig da også, at det ikke var noget problem, at de sådan kom dumpende. Skolerne i Bardiya synes det var dejligt at få gæster og Menuka sagde de havde en rigtig spændende tur.

Det ville være rart med en refresher training oveni, men lige nu er det penge til skolemad, der er vigtigt. Skolen har ca. 20% flere fremmødte, madpriserne stiger og det gør budgetterne desværre ikke…Så jeg vil slutte denne lange smørre af, med et link til vores hjemmeside, hvor man kan donere penge til skolemad eller give et fast beløb hver måned, hvis man føler mere for den form for donation.
Kodeordene er at vi arbejder gratis og at bare en 1 kr pr. dag kan give et barn en god portion sund skolemad!
http://www.skoleliv-i-nepal.dk/stoet.html

Billeder fra turen til Bardiya følger 🙂

Godt nytår og goddag til mange nye spændende projekter

Rigtig godt nytår til alle! Stor tak til de som har støttet foreningen i 2011 og de som har købt skolemadsbeviser op til jul. Husk man også kan få skolemadsbeviser på andre årstider 🙂

Skoleliv i Nepal glæder sig til at sætte gang i computerundervisning i begyndelsen af 2012. Først fik vi penge til 5 computere fra Roskildefonden, så fik jeg efter lang tids søgen kontakt til One Laptop pr. Child programmet i Nepal gennem Dorte Just, men gode ven og Nepal-entusiast. Her kunne de fortælle mig, at jeg for næsten de samme penge kunne få 15 bærbare til skolen og at de har et chekket undervisningsforløb og masser af spændende open-source undervisningsprogrammer til computerne, grundtanken er, at der ikke skal ansættes en IT-lærer, men at alle skolens lærere skal bruge IT i undervisningen.

“Så mangler vi bare penge til computerundervisning”, sagde jeg til Skolebestyrelse og lærere på Shanti Priya primary school og som det nogen gange sker på forunderlig vis, fik jeg dagen efter en mail fra min mand Jacob om, at IT-undervisningsfirmaet Lund&Bendsen gerne ville støtte foreningen og om vi mon havde et konkret projekt, der passede til dem (!!) – det må man jo sige at vi havde 🙂

Så nu har vi altså også penge til IT-kursus for lærerne og oveni købet et firma, der synes projektet er superspændende og gerne vil følge det sammen med os. Så nu er vi nogen som kryders fingre for, at de søde, lettere håbløse lærere fra Shanti Priya kan lære at bruge computere i deres undervisning.

Jeg vil også benytte lejligheden til, på foreningens vegne, at sige mange tak til Lund&Bendsen og til Roskildefonden for deres støtte! Jeg vil også opfordre alle som læser dette til at følge med i projektet, der består af to kursusperioder og diverse tekniske assistancebesøg gennem 2012.

Flere Musahar-børn hver dag!
Et andet og relateret projekt er at få børnene fra Soiya i skole noget oftere. Det er desværre stadig ikke lykkedes skolemad eller ej, at få de kære Musahar-damer til at sende deres unger i skole hver dag. Det skal der laves om på i 2012, det er jo kun blevet endnu vigtigere nu hvor skolen skal i gang med at tilbyde computerundervisning. Jeg ved godt, at Sabitris drenge allerede er regelmæssige elever og at de nu bliver endnu mere regelmæssige, når deres kloge mor øjner nye ressourcer, men Butulis, Laxmis og Renus døtre, de kommer som vinden blæser. Der vil blive fulgt op på sagen her på bloggen!